Takten starter hos et enkelt individ. Pulserende elektriske og kemiske signalværdier danser i, og imellem, udvalgte neuroner, bestemt af dette nu, det der var, og det der måske kommer. Et musisk fyrværkeri der synger fra hjertets inderste, til vores alle fælles yderste. Et spejlbillede af en kultur i bevægelse, blandt mange. Grundtonen er monoton med forskellige rytmiske facetter. Disse kliklyde fra tastaturet, frembragt af forfatterens egentlige nu, i et tidsløst mix, blandet med dit egentlige nu - i takt til dine øjnes rytmiske, horisontale, og lineære bevægelser. Musikken er her allerede ... kan du høre den? Hvis vi tuner ind; Hjertet der pumper, blodet der løber, følelserne der sitrer - kulde og varme, som en kontrast i den melodiske charme. Din krop i en evig dans, med jordens tyngde som bas og tromme. At lytte, at forstå hvad man lytter til, at forstå essensens melodi, rytme og facetter. Det er ikke bare etiketter. Det kræver tid. Det er hjerteblod. Det er liv. Det er handling! Er du gået i stå? Faret vild? Set meningsløsheden? Følt dig overtaget? Stresset og ulykkelig. Musikken stagnærer i vores kultur, er på replay, mangler toner der ikke eksisterer, i jagten på det unikke unikum! På størrelse med Saturns ringe, skrives en fælles LP. Målet er kroner og øre, konkret produktion, systematisk hjernevask og forringelse af evnen til at lytte - disharmoni og manglende talent. Fråds til den stressede lytter, til vores stressede disharmoniske samfund, til dem med de store overflader og små infantile dybder - den sygelige normalisering? Er vi stoppet med at lytte? Sådan ... virkelig lytte? Hvordan er lyden af 2020? Et helt år! Noget allerede levet og noget ikke. Nutid, fortid og fremtid, 1, 2, 3, en vals i takt og slag, fra et refleksivt grundlag, i et æstetisk anslag. Intuitiv lytning og melankolsk ytring. Jeg hører skriget ... hvad hører du? Fra vores planet, fra vores børn, fra min betroede vished og vores fælles håbløshed. Jeg hører ensomhed der med dens ensartede rytme og melodi, til stadighed manifesterer sig omkring en eksponentiel ustoppelig kurve, parallelt med livets uundgåelige aldring. Jeg hører knogler, der knirker om det isolerede selv. Skriget på de varme hænder, der skuffende varetager de frommeste, i deres kalender. Narcissistiske overdimensionerede, og monotone uddannelser, med ensformige og genkendelige rytmer. Titler hvis rytmiske fornemmeste påtryk, er at sælge glanspapir og frasige sig ansvar. Sandhedens sterilitet, rent og skrigende højt - bedst at distorte med en euforisk guitarlyd. Harmoniserede disharmoniske individer, hvis dualistiske og passive selvbillede, lindres af violinernes stimulanser; spil, alkohol og stoffer - førstnævnte sat i takt for hver anden reklame på TV3. Kviklånenes hårde, nådesløse, rungende og spermsprudlende bas, i systemisk pardans, med 3, 4, 5 hjulede virtuelle slotsudbydere - det nye bordel! Unge forhåbninger og meningsfulde drømme, ødelagt i den kommercielle guillotine, et marketingskomplot - vældig flot! Et indblik i sorte tendenser ... en skygge over 2020's sekvenser!

Jeg indstiller frekvensen på min egen radiokanal 2020, og skriget flyttes til min indre globale koncertsal. Australiens skove brænder og knitrer, som en flimren, i takt med fjernsynsskærmens toneangivne skandaler, mens miljøets stortromme laver larm og fremsiger sine tydelige kvaler. Lyden af det kolde vands fossen og siven, i byer, i stræder, i menneskets nære reder. Venedig under vand - Antarktis det smeltende land! Bag rettet vi kører, leder os selv i uføre, mod abstrakte målsætninger, og manglende konfliktfyldte indvendinger. Initiativet kalder, råber på handling og konkret forvandling. En kvinde på en altan i Wuhan, spærret inde af hendes regering, råbende på hjælp, efterfuldt af det tomme ekko, fra byens lockdown! Endnu flere tvunget ud fra hjemmets midte, til overfyldte sygehuse - den sikre vej til smitte. Pandemiens konsekvente kortslutning - højtepunktet, er samfundenes manglende sammenslutning. Bedre sent end aldrig. I Danmark; rungende tomme sale, og lyden af karantæneramte personers ventende, flaprende kabale. Et stadig stigende interval fra ambulancernes sirener, insisterende og krævende for de hvide svaner. Kriges brutale og maskinære nådesløse eksplosioner i østen, samt flygtninge i massevis, blandt lyden fra de brusende bølger, langs kysten. Til stadighed svært at forstå, svært at lytte til, mens knappen lyser "mute", og vi i stilhed, fælles, synger deres salut. Fejlslåen integration, et håndtryk og et diplom. Penge at spare, menneskets blik mod jorden, tunge rungende skridt med 2'eren. Manglende handling eller måske nærmere magtesløshed? Håbløshed i massevis - det hele har sin pris! Trompeten lyder i USA, med spidsmund og mure bag dets store flag. Fra melodiske sætninger til ren refleksion, skifter dette eksperimentelle essay form og konstruktion:

Lyden af 2020. Det må afhænge af hvem der lytter, og til hvad der lyttes til. Verden, kulturen, eller musikken? Skal vi lytte til mol eller dur? Et helt år af milliarder af lyde, søgt defineret af et enkelt skriv. Størstedelen af disse lyde er ikke engang sket endnu. Størstedelen af året venter stadig forude. Når jeg tænker over det, forekommer det næsten som værende en umulig opgave. Hvilke toner, tendenser, og anskuelser skal have mere tid, mere fylde, mere opmærksomhed? Hvad skal vælges og dermed generaliseres op til at være det eksemplariske lydbillede af 2020? Svaret må høres forskelligt, udvælges forskelligt, konstrueres og opleves forskelligt. Essensen som her lyttes efter, kan måske nuanceres, men aldrig omfavnes helt. Lytter vi efter kontrasterne, med de foregående år i tankerne, finder vi måske forskelle der kan identificere særlige lyde for 2020. Dog syntes de foregående år at give genklang i nutidens 2020, og dette ekko må vi ikke glemme, i forsøget på at spotte nye nuancer. Disse nuancer, manifesteret i nye toner, anslag og rytmer, har vel deres eksistens og rødder, i de selv samme foregående årtiers lyde. Et sammensurium mellem nyt og gammelt, forklaret ud fra et evolutionistisk perspektiv. Lydbilledets 2020 bliver til stadighed mere skarpt og sterilt, effektfuldt og dramatisk. Igennem dette nyudviklede lydrør genopfindes de karakteristiske og store stykker, mens autenciteten betaler prisen. Spøjst da vi samtidig syntes at længes efter denne autencitet. Den digitale LP; et mix af nostalgiske visuelle udtryk og digitale efterligninger af autencitetens lyde. Lyden af en illusion, kun spottet af den mest trænede lytter. Salget virker. Vi længes og flere steder spottes den nye LP. Vi længes efter det ægte, det autentiske, det sande, det fyldige, det særlige æstetiske - der kan udfylde vores indre tomrum. Vi virker sultne, men samtidig mætte. Fyldt op af indtryk der, som dominobrikker, fordrer næste euforiske oplevelse. Kunne dette skyldes at vi har for travlt til at lytte, for travlt til at lade spændingen bygge sig op, og lade nummeret nå sit højtepunkt? Vi spoler, kræver det euforiske, nu og her, på vej til! - på vej hjem, i samfundets små tidsløse bobler. Kulturens utålmodighed og lyden af manglende dybde, fra individets manglende fordybelse. En tendens tydeligt frembragt af tidens digitalisering, Youtube, Facebook, Netflix, Spotify - alle en levet historie, fortalt af det enkelte individ - overdreven udadvendthed. I fordybelse findes det blide, det præcise, en særlig form for æstetik og harmoni. Spøjst med masser af uddannelse, men unægtelig syntes vi at erklære os fortabte i at lytte - at tune ind og finde det smukke, i det simple. På Netflix findes nu en knap, hvorpå man kan øge hastigheden af film. Så kan man se flere film hurtigere, nå mere, opleve mere - på den samme tid! Men oplever man netop ikke bare mere, af det mindre? Og hvordan med lyden? Får kunstnerne deres æstetiske budskab igennem eller mister beskueren nuancerne? Hvilket signal er det at sende til dem der veksler timer, til æstetiske og beundringsværdige sekunder, for beskueren? Personligt har jeg en forkærlighed for filmmusik fordi det rummer historier, multible stemningstilstande, og kan bryde totalt med den systemiske form og struktur. Noget musik kræver tid og kræfter af lytteren, såfremt hele oplevelsen skal med. Andet musik kan aflyttes i en mere afslappet tilstand. Noget musik træner os i at lytte aktivt, mens andet syntes at have modsatte effekt. Jeg syntes at høre flere og flere lyde og kompositioner af det sidstnævnte, og til stadighed mindre af det førstnævnte. Jeg håber inderligt at fremtidens 2020 bliver året hvor kurven vender fra fokus på produktion og mængde, til fokus på kvalitet, tid og æstetik. Jeg håber det bliver året hvor musikken, lyden, æstetikken, igen når sine fornemmeste højder, i et sammenspil med et mere harmonisk og mindre stresset samfund, der igen frembringer lyde, fra mindre stressede individer. Individer der igen har kræfter til at lytte og klage over de nye tendenser, der lige nu infiltrerer kunsten og harmonerer med Taylorismen. Måske bliver et af Corona-pandemiens positive udfald, den længe ventede pause mange mangler. Måske. Hvad gør vi når samfundets systematiske maskine får et tandhjul i klemme. Hvad skal vi så lytte til?

Det går op for mig, at man ikke kun kan lytte til det som er, men også til det som mangler. En nostalgisk følelse der straks går over i mol, syntes jeg at mærke. Sne! Den velkendte knirken under skosålerne er udeblevet i år. Ingen glædesskrig af børn med kælk, på fuld fart ned af de hvide bakker. Ingen snebolde kastet på tøjet, efterfuldt af det velkendte klask, og et par fnis bag ved hegnet. Vi har under det danske flag ikke hørt sneens virke og effekt i 2020. Flere populære skisteder har været lukket i 2020, i vores kære nabolande. Lyden af skientusiaster har her lydt ligesom et band i kortslutning - ingenting. Når vores verden skifter lyde så drastisk må det betyde, at noget er under forandring. Spørgsmålet er om det er lyden af en god forandring, eller en af de værre? Mens jeg tænker videre ind i lydenes mangler hører jeg noget som overdækker de fleste velkendte lyde; Stilhed! En tung og fyldig stilhed, som en pause i det globale nummer. Tilbage til samfundets maskine. I stilheden kommer jeg hurtig til at savne det; Tempoet, livet, udviklingen - alt det som jeg både direkte, og indirekte, har kritiseret i dette essay. Det er ligesom en del af mig, ligesom det er en del af kulturen. Noget som jeg på en måde elsker, og på en anden måde også stiller spørgsmålstegn ved. Det skaber for mig et dualistisk forhold til alt omkring mig. Jeg lever både i en form for accept og i en form for fornægtelse. Det gør mig både til et helt og et halvt menneske, på samme tid. Jeg tænker, at jeg vel ikke kan være helt alene om at have det sådan? Jagten på de meningsfulde lyde, de nutidige lyde - ægte hjerteblod.

I dette nu, i afskygningen af Corona, sættes verden mere og mere i stå. Det føles faktisk lidt som et stort nummer der er ved at runde af. Lyde der tynger ud, bevægelse der indskrænkes, en rytme der sænkes. Når tempoet sættes nok op, eller ned, vil alle lyde blive monotone og samle sig til en rungende klang. Kan det fortælle os noget om vores færden, vores indre verden? Når tilværelsen begynder at kræve mere af det ene, eller af det andet? Hvad betyder det egentlig for os, når "tempoknappen" har været drejet til den ene side, længe? 2020 syntes at afslutte noget, og for første gang i meget lang tid befinder vi os imellem 2 numre på LP'en. Det knitrer og kradser her i stilheden, mens vi alle begynder at vågne en smule. På den anden side af stilheden, vil orkestret igen genfinde sig på ny ...

Spørgsmålet er nu hvilke toner, rytmer, facetter, og frekvenser,
du ønsker at bidrage med, til livets store LP,
&
lyden af 2020?