Ankommet til denne sjove planet...tænkte jeg som yngre, lidt fremmed, mest af alt fredsbevægelsesfan, ja, ankommet til denne planet...hvor så mange søger opgør og selvhævdelse, - ak ja, min reaktion var skuffelse, min reaktion var at lede efter andre kosmoserindrende sjælsvenner, der heller ikke blot ville have en større og evigt mere nyvasket bil, for eksempel, end naboen. Jeg havde stadig noget stjernestøv i tanken og kropskontaktens bevidsthed fra følelsen af tressernes hippie revolution og et stærkt håb om kærligheden som løsning på hele verdens problemer.
Fredsmission var et dejligt ord, syntes jeg. Jeg læste at Troels Kløvedal på sine rejser aldrig rigtig var bange for overfald, fordi han sagde han gik med en blid bestemt naturlig ret på gaden, optaget af sit eget gode karma. Jeg tog denne fredstænketank med ind i kampsporten og opdagede at der i nogle af sportsgrenene indenfor kampkunst lå forståelse af hjertets samarbejde med jordforbindelsen bag. Og jeg fandt at den tanke om selvhjælp til min også dengang lidt buttede krop var god, jeg nød at være mand, og så noget mandigt i både at søge jernnæve evner men samtidig være Freds buddhist.
Og så hørte jeg om vagtværnet Guardian Angels som gik med røde beretter og jeg tænkte det er da bedre end at være FN soldat på Cypern. Og nu går jeg rundt med en rød beret på hovedet, når vi går lange ture med de ex-kriminelle anbringelses-dømte psykiatriske patienter på det mental hospital jeg er Sosu assistent på. Sådan hænger jeg helt helt sammen som hyggelig heroisme-idealist fra en anden og for mig bedre tid før kapitalisme åd alle initiativer, og løj og lyver om det med sin nu perfekte camouflage.