Stille aften, hvor solens stråler farver himlen lys blå og lader skyerne være små bjerge i svage hvide farver. De flyder sammen i nye mønstre, forandringer som bringer evigheden nærmere. Og havens træer og buske og blomster har farverne endnu og står på een gang skarpe og slørede. Kulsort aften med piskende regn og buldrende storm omgiver huset, hvor jeg er med min elskede.

Skaberværket foldes ud i ynde og harmoni. I styrke og råhed. Og byens puls. Tempo og 10 millioner lyde, effektivitet og beregning, bombardement af sanserne. Det kaldes virkeligheden, som fortoner dig i flimrende farveløse billeder. Ingen substans, kun fravær af varme og håb. Virkeligheden er svær at holde fast fordi vi hele tiden tror at den er udenfor os selv. Det er den også, men den bor også i vore hjerter, Den del af virkeligheden tør vi ikke møde. Angsten for at tro, håbe og skabe er for stor. Men tør vi løfte bare lidt af sløret, vil der være et billed med grå nuancer næsten skjult af stærke varme farver