Tillad mig en kort introduktion i denne storslåede stund, hvor jeg fejrer mig selv. Jeg er Pøbeladfærden, og såfremt du tror, at dette skrift ikke omhandler dig, så tager du sandsynligvis fejl.

Gennem århundrederne har jeg haft min klare eksistensberettigelse hos samfundets laveste klasser, men naturligvis ikke hos den klasse som, også udenfor Frankrig, ville kende begrebet under "Raison d'etre". Jeg har gentagne gange forsøgt at erobre denne overklasse, men desværre udelukkende med ganske få glimt af succeser. I almindelighed har den "dannede" klasse simpelthen haft så fast et fundament i sæder, skikke og opdragelse, at det effektivt har forhindret mig i at få ordentlig fat.

Nuvel, jeg har boltret mig lystigt blandt store dele af befolkningen og har således ingen grund til klage. Dog gjorde jeg mig bekymringer under oplysningstiden, som i en periode pressede min eksistens, men disse viste sig siden at være ubegrundede, idet mit greb alene er blevet endnu stærkere over tid.

Lad mig analysere, således at også de mest ubegavede har en minimal chance for at følge med!


TV programmer
Nutidens underholdning er reduceret til substansløst og fordummende tidsfordriv, hvor indholdet alene udgøres af sex, vold samt alkohol- og stofmisbrug. Reality programmerne konkurrerer til stadighed om at overgå hinanden, og deres eneste middel er at forøge det ekstreme indhold. Vi står derfor på tærsklen til at få nedbrudt de allersidste rester af tilbageholdenhed, hvor sex under dynen bliver til regulær porno og hvor dokumentarprogrammer ikke alene viser den afstumpede vold, men graduerer til også at vise liveoptagelser af mord begået af eksempelvis kriminelle bander.

Det mest fantastiske ved dette er, at ikke alene er alle TV producernes moralske skrupler for længst væk, men samtidig glorificerer man netop den laveststående pøbeladfærd og sætter derved til stadighed en lavere og lavere grænse for opfattelsen af social acceptabel adfærd.

For mig er dette intet mindre end fantastisk, da det alene bidrager til at styrke min position, når de mest stupide mennesker opnår berømmelse og endda heltestatus uden på nogen måde at have udmærket sig ved andet end pøbeladfærd.

Og hvilken berømmelse er der så tale om? Jo, i almindelighed giver majoriteten af realityprogrammer rige muligheder for at:
- Unge kvinder kan fremstå som sexsymboler ved overdreven brug af makeup, minimal eller sågar ingen beklædning kombineret med en grænseløs villighed til at sprede ben for åben skærm.
- Unge mænd kan fremstå som højoktan testosteron førsteelskere og guds gave til alle kvinder. De mener at kunne tilfredsstille endeløse rækker af kvinder og naturligvis uden at få den mindste følelse i klemme.
- Begge køn kan blive teenage idoler med baggrund i deres promiskuøse adfærd, et beskidt sprogbrug samt en hæmningsløs og infantil opførsel overfor hinanden og omgivelserne.

Det bør dog næppe komme som en overraskelse, at denne form for berømmelse er overfladisk og flygtig, da den alene varer ved indtil det næste hold af afstumpede tåber er parate til at udvise en endnu mere primatlignende opførsel.

Fællestrækket for denne type realityprogrammer er typecasting, og det øger i høj grad ens chancer for optagelse, såfremt man ser rimelig godt ud (og det skal her bemærkes at steroider, implantater af enhver slags, piercinger og tatoveringer bestemt ikke er en hindring), har et dårligt og gerne beskidt sprog og endelig er i besiddelse af en tocifret IQ.

Producerne skal nok sikre rigelig spænding under optagelserne ved hjælp af at "trykke på de rigtige knapper", således at konflikter udløses i et væk. Der manipuleres i rige mængder og introduceres nye karakterer, som kan skabe yderligere splid under tilspidsede situationer, og resten går ganske af sig selv. På denne måde skabes åndeløs spænding for pøblen og svage intellekter.

Men der er naturligvis også andre muligheder for berømmelse via alverdens underholdningsprogrammer, og blandt disse udmærker talentshows sig ved deres dragende effekt for håbefulde unge kunstnere af enhver beskaffenhed. Særligt shows for sang- og musiktalenter lokker med fantastiske muligheder for verdensberømmelse og rigdom, og det er da også disse shows, som har enorm publikumstække.

Det skal indrømmes, at der på verdensplan er kommet et par talenter frem i lyset, som også sidenhen har formået at skabe sig en karriere. Når det er sagt, så skal man naturligvis ikke tage fejl af, at disse programmer først og fremmest har til formål at underholde, og dermed er selve talentplejen absolut sekundær.

Dette åbenbarer sig med al ønskelig tydelighed derved, at de mest populære afsnit er auditions, hvor man kan fryde sig uendeligt over talrige jubelidioters komplet talentløse optræden. Det er netop her man fra stuen kan konstatere, at opblæstheden og selvforherligelsen tryllebinder ethvert fjols til troen på egne fortræffeligheder. Og når det så går gruelig galt på scenen, tænker man ikke "arme stakkel", men jubler over at se personen kvaje sig og fra tid til anden bryde sammen i tårer. Se DET er god underholdning, for næst efter egen lykke er andres ulykke ikke at foragte.

Jeg har i sandhed fået fat i dette 21. århundrede, og man vil snart forstå, hvor dybt det stikker.