I de senere år er den smukke Lee Hazlewood-sang fra 1966 "My Autumn's Done Come" kommet til mig når september markerer efterårets ankomst. Sangen reflekterer over det at blive ældre og naturforfaldet der lægger an på kroppen. Det er en sang om at give efter for alderdom og død. I år har sangen rumsteret i mit hoved tidligere end før, da noget ramte mig som et lyn fra en klar himmel.
En dag i juli, hvor jeg gik en tur sammen med min kæreste hustru fik jeg pludselig en trykken for brystet og blev meget træt. Den ubehagelige følelse gik over igen, men vendte forstærket tilbage efter aftensmaden, som om døden trykkede på mit hjerte. Vagtlægen blev kontaktet og få minutter efter kom ambulancen. Her blev blodtryk og EKG tjekket og de var alarmerende. Ambulancefolkene konferererede med en hjertelæge i Odense og med udrykning blev jeg kørt til OUH, hvor jeg med det samme kom under behandling.
Det viste sig, at jeg var blevet ramt af den sjældne sygdom SCAD, som er en revne på kranspulsåren. Der var derfor dannet en blodansamling i væggen mellem det inderste og midterste lag af de tre lag som blodårer består af, hvilket næsten lukkede af for passagen af det gennemstrømmende blod. Ved hjælp af en ballonudvidelse blev der åbnet op igen. Sammenlagt blev det til lidt over en uge på sygehus.
I sangen "My Autumn's Done Come" er Lee Hazelwood i sine tanker rykket frem til sin pensionering og synger om sit defekte blodtryk, om at han er træt af at trække maven ind, om hans udmattethed og det faktum, at han ikke rigtig gider mere og blot vil nyde sit otium.
Lee Hazlewood var som 37-årig ærlig og ydmyg nok til at erkende, at hans tid på et tidspunkt ville få en ende og det helt uden beklagelse eller selvophøjelse. Det er netop det, jeg vil tage til mig, selv gøre mit bedste og acceptere forfaldet uden beklagelse og jamren.
Da jeg kom op fra operationsstuen var min kone og søn der. Det var rart ikke være alene. Hele vejen rundt har alle være uvurderlige i deres hjælp. Det er både ambulancefolk, sygeplejersker, læger samt social- og sundhedsassistenter, som gav tryghed, og alle virkede yderst effektive og kompetente.
En læge fortalte, at det er en sygdom, som ikke er almindelig og hvorfor den rammer ved vi ikke helt, selv om der flere ting som gør en mere udsat (at man er kvinde, graviditet, Fibromyalgi, emotionel og fysisk stress, hormoner og genetisk betinget) . SCAD har ikke været kendt i ret mange år. Tidligere har man ikke registreret den, som det den er, hvilket var uheldigt for behandlingen. Den rammer i høj grad kvinder og kun sjældent mænd. Ifølge SCAD Patient Guide fra 2022 udgør SCAD cirka 4 procent af alle hjerteanfald og af disse 4 procent er kun omkring 10 procent mænd. På OUH har de efterhånden en stor ekspertise i sygdommen og har gode muligheder for at hjælpe til et nogenlunde almindeligt liv igen. Ja forhåbentlig kan jeg leve et godt liv flere år endnu. Jeg kan sige døden kom lige forbi og trykkede på mit hjerte; men blev for en tid selv slået lidt ihjel!
Jeg er lykkelig for, at jeg bor i Danmark. At vi har et system, som tager sig så effektivt og hurtigt af en, når livstruende sygdomme rammer. I det øjeblik, hvor jeg blev ramt, kunne jeg blot række ud, tage imod og håbe på, at alt gik godt og indtil videre er jeg heldig.
For at kunne håndtere belastninger i livet, skal man ifølge sociologen Aaron Antonovsky (1923-1994) opleve en følelse af sammenhæng, som omhandler følelsen af meningsfuldhed, begribelighed og håndterbarhed. Alle er begreber, som ikke bare er til stede i ens liv; men som man sommetider må tillære sig og kæmpe for at implementere i dagligdagen.
For mig er det nu vigtigt, at begribe, at jeg har en hjertesygdom, fremfor at skubbe dette faktum væk, hvor det så bare vil ligge som en følelsesmæssig tikkende bombe. Jeg skal acceptere møder i Kolding og Odense med læger og sygeplejersker i den kommende tid, deltage i genoptræning, tage en del medicin og omfortolke mig selv lidt. Lang tid frem må jeg heller ikke dyrke motion, som giver høj puls og løfte tunge ting.
Det er nu meningsfuldt, at tænke, hvad kan jeg lære af denne situation, som jo var temmelig voldsom.
Heldigvis kan jeg stadig gå ture i skoven og samle svampe med mere, bare jeg gør det stille og roligt. De første 12 gange træning foregår på Kolding Sygehus under opsyn og målinger, for belastningen må ikke blive for stor.
Jeg elsker at læse og skrive, hvilket jeg kan så lang tid min hjerne er intakt. Ja jeg skal langsomt genfinde mine kræfter og reflektere, betragte og bare være, hvilket ikke er så nyt for mig. Jeg skal komme af med angsten for, at der sker en gentagelse og voldsomme stigninger i blodtrykket. Jeg skal finde et nyt fodfæste i mit liv; men skrøbeligheden er rykket tættere på.