Jeg er den nyeste generations folkepensionist, jeg kører på min gejlede El scooter med flammer på siden, jeg spiller på den nyeste Playstation10, jeg følger med på Facebook og har over 1000 "venner".

Samfundsudviklingen har skænket min opportunistiske natur en gave, jeg er stadigt ung af sind men gammel rotte i faget.
Folkepensionen findes ikke længere, den har de tunge drenge sparret væk, det er alle for sig! Rynkernes "vilde vesten" er blevet min lukrative forretning. Jeg er "plejehjemspusher" af den helt store kaliber.

Min stok skaber frygt og forargelse hvor den huserer, den har ligesom mig, megen på samvittigheden. Mine kunder står i rad og række på plejehjemmets korridorer, deres desperation er stor, medicinen de er afhængige af har aldrig været dyrere, det gør mine varer interessante.

Jeg sælger færdigrullede joints i små plasticrør. Noget til at slappe af på, noget til at kvikke op, noget til potensen, noget til stimulansen, noget til ethvert behag noget til enhver smag.
Personalet og jeg vi er på god fod, vi forstår hinandens trængsler, men de sparres nok også snart væk.

Folket har aldrig været højere, høj på livet, høj på sig selv, højt på strå, høj på mode, høj på stoffer. Det går strygende over den illegale hastighedsgrænse, 1%erne kører over for rødt, og ALLE! andre kører for hurtigt. Erhvervslivets lemfældige huller blev aldrig lukket i tide, forbruget fortsatte og blev værre, plasticøerne blev plastickontinenter, Velfærden bristede under det globale pres, kongeriget faldt
.
Vi er ikke længere noget særligt, det er der efterhånden ingen der er, kun den famøse 1% men De tager sku nok snart en raket til Mars, så er der ikke noget særligt tilbage, selv ikke jorden der jo efterhånden blevet andenhånds sortering.

Så Hvorfor bekymre sig? vi lever i de sidste tider. Nødbremsen virker ikke længere, den blev saboteret på grådigheden og forfængelighedens listefødder.