Jeg er en filosof type og havde i mange år en drøm om at studere retorik på Københavns universitet, og senere kom den drøm til at betyde, at da jeg skulle i terapi fordi jeg var psykoseramt efter min første datters fødsel, fandt jeg glæde i at terapien, narrativ og kognitiv terapi, brugte retorik og bekræftelser via motiverende ord der fandt ind til kernen i sjælen ved at være retorisk effektive.
Så langt så godt. Men som terapien kostede mig flere og flere penge, og min terapeut også mente jeg måtte tage mit liv mere aktivt i brug, og ikke være oversidder på bistandshjælp, begyndte jeg at tænke jeg kunne trække på den arbejdsomme arbejderidentitet min far altid havde tilsyneladende trivedes med. Så jeg tænkte tilbage på hans tid som mekaniker og indvilligede overfor socialrådgiveren på bistandskontoret om at nøjes med mindre end at blive mekaniker, men at søge job i Cirkle K, der dengang hed Statoil. Jeg nåede hurtigt hen til at det var et for mig ret alsidigt job, og jeg elsker alsidighed. Man skal både gøre rent ude ved benzin standerne, og fylde op med servietter og handsker, og desuden sælge i butikken og checke overvågningskameraer efter benzintyve, og jeg følte tit min fars samvær fra dengang han tog mig med på Københavns grønttorv og jeg lavede et lignende fysisk arbejde. Jeg rankede ryggen når jeg tværs gennem årtier følte hans ros her og nu af mig. Jeg begyndte at have humor, smil,og modstandskraft, resiliens som det hedder.
Hele dette job vækkede noget krigerisk og sundt i mig, så jeg tog kurser i min ferie om at arbejde i produktionen ved en medicinalvirksomhed. Korte kurser der gav certificeringsret. Ikke lange akademiske drømmesekvenser. Kognitivt følte jeg jeg derfor kunne få færre tanker om at jeg hadede mig selv for at være på psykose medicin, jobbet ville ære og støtte medicin som værende en god opfindelse. Når jeg fortalte disse ting til min søn før han døde, kiggede han uforståeligt og overbærende på mig som om jeg var en glad idiot. Ikke rigtig klog.