Under de sidste to semestere på Syddansk Universitet i Odense, havde jeg ikke flere SU-klip og det var umuligt for mig at få et studie job, når jeg kun var studerende i et år endnu. Derfor betalte mine forældre min husleje og overførte penge, som jeg kunne leve for. Da jeg stod til at blive smidt ud af mit kollegieværelse sidste år, valgte jeg nødløsningen - at flytte hjem til mine forældre i Sønderjylland. Så sommeren sidste år sagde jeg farvel til Odense og goddag til Sønderjylland.

Sensommeren 2014 var jeg for første gang nede i mit lokale JobCenter og det blev en noget broget oplevelse. Naiv som jeg var, havde jeg håbet på, at man ligefrem blev glad, af at der kom en og sagde, at han/hun ikke ville have kontanthjælp, men bare hjælp til ansøgnings skrivningen. Komme med konstruktiv kritik af dem jeg har lavet og har fået afslag på - men nej. Jeg fik tilgengæld at vide; "Ja, vi skriver jo ikke dine ansøgninger for dig. Det skal du selv gøre." Bum bum. Den dag skulle jeg virkelig bide mig selv i tungen for ikke at henvise damen til borgerservice, hvor man kan få udleveret batterier til høreapparater, for det var jo ikke det, jeg bad om. Så jeg gik noget slukøret der fra og tænkte, at jeg sagtens kunne finde job uden deres såkaldte 'hjælp'.

Sensommeren gled over i efterår, og efterår gled over i vinter og nytår og jeg havde stadig ikke fået noget job. Og nu gik den ikke længere med at lade mine forældre betale alt for mig. Så det var med tunge skridt, jeg vendte tilbage til JobCentret for at blive skrevet op til kontanthjælp.
Under min første samtale med en sagsbehandler finder vi ud af, at jeg skal ud i nyttejob, noget som jeg godt vidste, men imens de ville finde sådan et sted til mig, skulle jeg møde til undervisning hver tirsdag og torsdag fra kl. 8.30 til kl. 14.30 og det skulle foregå i et af de nedlagte rådhuse i min kommune. Men inden, så skulle jeg møde derude den næste dag kl. 8.30, for at få at, hvad der skulle ske. Jeg fortalte at det nok kom til at knibe med bussen om morgenen, da jeg hverken har bil eller kørekort, hvortil min sagsbehandler forsikrede mig, at det ville man være forstående overfor, da der var flere der kom med bus. Jeg skulle bare lige ringe og fortælle at jeg ville blive forsinket. Det var også her, til dette møde, at jeg afleverede min sygejournal fra OUH, hvori der står hvilke ting jeg ikke kan tåle at være i nærheden af, både med mit astma, allergi og håndeksem. Sagsbehandleren var overrasket over, hvor meget forberedt jeg var og kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke havde fået et job.
Hjemme igen tjekker jeg op på rejseplan.dk for at finde ud af om der kørte busser til det gamle rådhus på det tidspunkt. Og til min store overraskelse, så gjorde det det. Den kom godt nok 30 minutter for tidlig ude i Felsted, men hellere for tidligt end for sent.

Så den næste morgen kørte min far mig op til stoppestedet, da han var bekymret for mig, da stoppestedet ligger helt ude på den store vej. Klokken var næsten 07.15 og ifølge rejseplan.dk skulle min bus ankomme kl 7.23. Jeg begyndte at fryse, da det både blæste og regnede, og der var ingen læskur på min side af vejen. For at få tiden til at gå havde jeg musik i ørerne og tiden gik og den gik, og den gik, og min bus kom ikke. Der kom alle andre busser end den jeg skulle med, så da klokken nærmede sig de kvart over otte, kontaktede jeg min far, for at få ham til at tjekke busplanen. Fem minutter senere ringede han tilbage, og sagde, at der ikke kørte en bus på det tidspunkt, men den kom først kl. 9.04. Lige der kunne jeg have grædt - jeg var våd og kold og jeg ville bare ind i varmen.
Efter at have lagt på, ringede jeg ud til det gamle rådhus og sagde det som det var; at jeg først kunne komme omkring kl. 9.20. Damen jeg talte med var lidt kort for hovedet og spurgte om der var en gyldig grund, og jeg svarede, at der ikke kørte en bus før det tidspunkt. Så spurgte damen mig om jeg ikke kunne finde et andet transport middel og det sagde jeg nej til. "Jamen, hvis det ikke kan være på andre måder, så." sagde hun og lagde på. 'Tak for kaffe', tænkte jeg og kunne mærke hvordan hele min dag bare var ødelagt.

Langt om længe kom jeg til til det gamle rådhus, og så skulle jeg vente 1½ time på at komme ind til samtale. Der var en fæl lugt af ammoniak i vente venteværelset og ingen varme, så jeg irriterede åbenbart de andre, med at vandre frem og tilbage, for at få varmen.
Da jeg kom ind, fik jeg nøjagtig det samme at vide som ude på JobCentret, så det undrede mig, hvorfor jeg skulle der ud. Konsulenten talte stolpe op og stolpe ned om tavshedspligt, hvad det var og hvad jeg ikke måtte og hvad jeg skulle osv. Efter jeg havde skrevet tavshedspligten under, fik jeg også her at vide, at jeg skulle møde til undervisning hver tirsdag og torsdag kl. 8.30 til kl. 14.30. Jeg følte mig forpligtet til at fortælle konsulenten, at jeg først havde mulighed for at komme kl. 9.20, for der kørte simpelthen ingen busser før. Konsulenten takkede mig for at have sagt det, og han skrev det ned i mine papirer.
Herefter kunne jeg tage hjem igen, hvor jeg sørgede for at pakke mig godt ind i tykke tæpper og drak masser af varm the.

Næste morgen tog jeg bussen kl. 9.04 og troppede op i det gamle rådhus i Felsted. So far, so good, som man siger. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle gå hen så jeg stod og så lidt rådvild ud, og jeg kunne ikke se nogle personer som jeg kunne spørge om hjælp. Ud af det blå kommer der en kvinde, og hun gør mig så forskrækket at jeg hopper. Hun spurgte om hun kan hjælpe mig med noget og jeg sagde at jeg er kontanthjælpsmodtager og skulle til noget undervisning. Hun så længe på mig og sagde så; "Hvad pokker er det for en tid at komme på? Undervisningen begynder kl. 8.30."
Hun fik mig virkelig til at føle mig som en der var blevet taget med fingrene nede i kagedåsen, så jeg sagde noget spagt, at jeg havde fået at vide, at det var i orden at jeg først kom på dette tidspunkt, da bussen ikke kørte før. Det havde hun ikke fået noget at vide om, men det gik virkelig ikke, at jeg bare kom dryssende, når det bedst passede mig - så måtte jeg anskaffe mig en bil, sagde hun.
Herefter viste hun mig op i "klasselokalet", hvor der sad en underviser fra VUC. Underviseren spurgte også hvem jeg var, og hvad det var for et tidspunkt at komme på, og for anden gang den dag måtte jeg igennem min forklaring.
Efter fem minutter fortsatte undervisningen og jeg blev ikke sat ind i, hvad det var de talte om, så jeg sad bare og stirrede ud i luften. Da klokken nærmede sig 11.15 fik vi pause i 30 minutter og efter pausen gik vi i gang med at svare på forskellige spørgsmål, såsom hvor kommer Van Gogh fra og hvad hedder hovedstaden? Behøver jeg at sige, at jeg kedede en vis legemsdel ud af bukserne?
Midt i det hele kom den sure mokke fra om formiddagen ind og læste navnene op på personer, der skulle møde op den næste dag til en skrive/læse test. Mit navn blev heldigvis ikke læst op, for jeg ville godt nok blive sur hvis jeg skulle igennem sådan en test. Det er langt under min værdighed, mig der har en HHX eksamen og mig der har læst på universitet og både skrevet og læst på dansk og engelsk. De personer der skulle til den test blev også sure og fornærmede, og jeg kan godt forstå dem.
Herefter begyndte vi at se forskellige dokumentarer om fattigdom i Danmark og debatterede det emne til hudløshed. Men da det primært handlede om fattige børnefamilier, og jeg ingen børn har, så følte jeg ikke rigtig at jeg kunne sige noget, så jeg så bare på de andre fra holdet.
Da klokken nærmede sig 14.25 spurgte jeg, om jeg måtte gå, for ellers så skulle jeg vente 1½ time på den næste bus og det var ikke rigtig noget jeg havde lyst til. Og til min store overraskelse, så fik jeg lov - hurra.

Om torsdagen, hvor jeg igen skulle til undervisning i Felsted, vil min far køre mig der ud, så jeg er der omkring kl 8.00, for som han siger, hvis jeg er der til tiden, så vil jeg stå i et bedre lys, til at gå noget før.
Behøver jeg at sige, at torsdag blev en nøjagtig kopi af tirsdag? Også den dag kom den sure mokke op og læste navne op på folk der skulle til en skrive/læse test - og heldigvis blev mit navn ikke sagt.
Da der var 1½ time tilbage inden kl. var 14.30 anede underviseren ikke, hvad hun skulle sætte os til, så vi sad og spillede "Hvem vil være millionær" og så "American Dad" tegnefilm.
Da jeg kom hjem den dag og fortalte mine forældre, hvad det var vi havde lavet, kunne hverken dem eller jeg, forklare hvori denne undervisning lå den opkvalificerende del. Jeg følte mig ikke specielt opkvalificeret, nærmere at jeg havde spildt tiden i to hele dage, hvor jeg kunne have skrevet flere ansøgninger og fået dem sendt ud til firmaer og virksomheder.

Tirsdag i den næste uge, fik jeg at vide af nogen fra holdet, der var blevet stoppet op af lederen for nyttejobs projektet i min kommune om torsdagen, da de var på vej ud af huset. Han havde skældt dem ud for ikke at være der hver dag og sagt, at det var det vi fik vores penge for. Selv det kunne underviseren ikke forstå, for hun var der kun om tirsdagen og torsdagen.
Efter endnu en omgang "Hvem vil være millionær", kunne jeg ikke længere tie stille. Jeg spurgte ligeud, hvorfor vi skulle være her og hvornår den opkvalificerende del kom, for jeg følte mig ikke særlig mere opkvalificeret end da jeg startede i sidste uge. Underviseren kunne godt forstå mig, men det var også kun et forsøg den måde som det kørte på lige nu. Selv ikke engang underviseren vidste hvad det var hun kunne bidrage med, så hun tog det lidt med gefühll uden at have planlagt noget som helst. Hun havde fået at vide, at hun bare skulle få os til at lave forskellige opgaver og sørge for at vi blev socialiseret, ligesom små hvalpe.
Også denne dag kom den sure mokke op og læste navne på dem der skulle til en skrive/læse test næste dag, og igen var jeg ikke blandt de 'heldige'. Dem der ikke er blevet nævnt har fri og kunne bare blive hjemme.

Da jeg kom hjem den dag, sad jeg mig hen og skrev en mail til min sagsbehandler på JobCentret, hvori jeg beskrev min forvirring om de forskellige informationer som jeg har fået og hvem det var man skulle lytte efter - min sagsbehandler og konsulenten, som begge har sagt det samme, eller lederen?

Hele onsdag sad jeg og ventede på svar fra min sagsbehandler, men der kom intet. Og da jeg sad ude i i det gamle rådhus og vi var kun fire på holdet, da resten var kommet ud i nyttejobs, spankulere lederen ind af døren og ville tale med mig.
Han spørger mig, hvorfor jeg havde skrevet den mail til min sagsbehandler i stedet for at kontakte ham. Han havde følt sig stødt over det og det var langt under bæltestedet. Jeg skulle ikke lytte efter hvad de andre sagde, for det havde de ingen forstand på - jeg skulle bare gøre som han sagde. Så dikterede han mig, at vi skulle i gang med at lave en uddannelsesplan for mig, hvilken uddannelse jeg ville læse, hvad der skal til for at jeg kan komme i gang med en uddannelse osv. Hele tiden under lederens svada, sad jeg og bed mig selv i tungen, for ikke at råbe og skrige ad ham for jeg følte mig virkelig trådt på. Men jeg kunne ikke tie stille, da han kom med uddannelsesplanen. "Jeg skal ikke lave nogen uddannelsesplan," sagde jeg en kende studst. Men det ville han ikke høre, for det stod i lovgivningen. Ja, det ved jeg godt at det gør, men nu er jeg 30 år og uddannelsesplaner er for dem der er under 30, og desuden har jeg en uddannelse, fortalte jeg.
"Har DU en uddannelse?" var lederen så flabet at spørge om. Jeg svarede, at jeg har en HHX og jeg har læst på universitet. Det fik ham til at klappe i - der fik han den. Så det var noget flabet, at han sagde, at der var fundet et nyttejob til mig, og jeg skulle til samtale kl. 11.00 samme dag og jeg skulle starte mandag, så der var ingen grund til at jeg kom den næste dag. Og så gik han.

Mødet på mit nyttejob gik som jeg forventede. Lederen af det beskyttede værksted viste mig ligegyldigt rundt og jeg kunne mærke, at jeg allerede var pakket i den kasse som 'Dovne Robert' og 'Fattig Karina'. Så jeg glædede mig ikke til at skulle begynde mandag.

Mine fire uger på nyttejobbet gik som en leg. Jeg fik værkstedslederen til at ændre mening om kontanthjælpsmodtagere, at man ikke kunne skære dem alle over samme kam. At der er nogle der er sådan, betyder ikke at alle er dovne og illoyale. Da mine fire uger var overstået, var alle de ansatte kede af, at miste mig, for jeg var blevet en fast del af livet på det beskyttede værksted, og brugerne var glade for mig.

Lederen af nyttejob projektet havde skrevet en mail til mig, og fortalt at der kunne gå op til fire uger, hvor jeg selv havde muligheden for at finde en virksomheds praktik som ikke var indenfor det kommunale regi, og jeg skulle først dukke op i det gamle rådhus, når de sendte bud efter mig. Tja... jeg stoppede på værkstedet i begyndelsen af marts og jeg har endnu ikke hørt noget. Men det gør mig heller ikke noget, for jeg lærer ikke noget nyt der ude.

For tre uger siden ringede de fra JobCentret. De havde fundet et sted hvor jeg kunne arbejde 20 timer om ugen, hvor jeg ville få fuld løn for de 20 timer og resten op til de 37 timer ville jeg få udbetalt som kontanthjælp. En mand havde brug for hjælp til rengøring af ferie huse, som lå rundt omkring i Sønderjylland. Jeg sagde, at jeg blev nødt til at takke nej, da jeg hverken har bil eller kørekort, og mit håndeksem ikke kan tåle rengøringsmidlerne og mine hænder kan ikke 'ånde' inde i en gummi handske. Damen kunne ikke forstå at jeg takkede nej, for det var da langt bedre, end at være på kontanthjælp, men hun ville ikke give mit nr. videre til arbejdsgiver.
Den dag undrede det mig, at hun overhovedet havde kontaktet mig, for der står i mine papirer at jeg hverken har bil eller kørekort, og at jeg ikke kan tåle at arbejde indenfor området rengøring. Jeg blev enig med mig selv om, at det ikke var noget jeg skulle tænke for længe over, men jeg skulle bare trække på skuldrene og sige "nah".

I dag ringede JobCentret igen. Nu havde de fundet et andet sted, hvor jeg kunne være i virksomheds praktik. I en dametøjsbutik i gågaden. 'Damn', tænkte jeg. Tøjbutikker er bare ikke mig, men jeg følte at jeg var nødt til at sige ja, nu da jeg havde sagt nej til det andet. Så i morgen skal jeg til samtale i butikken, hvor jeg, såvidt jeg har forstået, kommer til at tilbringe helt alene det meste af tiden, for at se om hende der ejer den vil have mig. Jeg har allerede sagt, til nogle veninder, at hvis hun tilbyder mig et job, efter endt praktik, så vil jeg sige nej, for jeg vil gerne være sammen med mine kollegaer hele dagen, og ikke sidde palle-alene fra om formiddagen til om aftenen.
Men nu får jeg at se, hvad fremtiden vil bringe, om jeg endelig får gevinst og bliver kaldt til en jobsamtale hos en af de mange jeg har afleveret en ansøgning hos.