Johan holder for det meste til på et af byens torve. Enten står han for sig selv, eller i en gruppe, hvor der drikkes øl, gerne de stærke af slagsen - mens der ryges. Nogle ryger slet ikke. Tøjet er pænt for nogles vedkommende, andre har godt slidt tøj, som efterhånden har mistet farven.
Folk går forbi dem, skæver måske en enkelt gang til gruppen, eller grupperne når der er mange af DEM på torvet. De hører jo med til bybilledet. Nogle forarges, men ligegyldighed er den dominerende følelse, hvis man da overhovedet her kan tale om følelser.

Men hvem er de mennesker, som har et slags hjem på torvet, hvor der forresten ligger en kirke? Tænker de på kirken, at det kunne være rart at være med i et andet fællesskab? Eller opsøges de af kirken? Det er ikke til at sige. Men tilbage til: hvem er de? Eller hvem var de? F.eks Johan. Han har som alle andre en baggrund. Johan var møbelsnedker i mange år og boede i parcelhus med en lille have sammen med Christina, som var lærer. De havde to børn. Huset lå i en af byens forstæder, hvor børnene gik til musik og idræt. Christinas elskede at læse, Og Johan var meget i det lille værksted, han havde indrettet i et udhus. Her havde han lavet nogle af familiens møbler. Gode møbler. Han brugte sine mange erfaringer fra møbelfabrikken, hvor designmøbler var stedets stolthed.
Familien var i trygge rammer. God økonomi, venner, rejser til Italien - og forudsigelighed. Og sådan så det ud til at skulle fortsætte.. Men så skete det! Johan fik hånden for tæt på en hvinende rundsav og mistede to fingre.
Der gik et år. Johan mistede jobbet. Kedsomhed. Så kom depressionen og pillerne. Tryghed og og perspektiv forsvandt, Blev erstattet af øl og vin som dulmede, men mørket inde i Johan forsvandt ikke. Christina forsøgte at hjælpe og fik ham også til en psykiater. Intet hjalp, og tilsidst flyttede Christina og børnene.

Nu står Johan på torvet. En forhenværende og stolt møbelsnedker, som havde det gode liv. Han kan stadig drømme og længes efter det liv han havde,. Eller også længes han efter noget andet. Han er i live. Johan er stadig et menneske med følelser og håb om at kunne rejse til et sted, hvor solen skinner lidt mere.