Grundtvig høstsang fra 1844 høres rundt omkring med påstanden om, at nu falmer skoven trindt om land. Alligevel insisterer bladene dog stadig på efterårspalettens farver i gult til rødt uden rigtig hverken at falme og falde. Flere og flere taber dog grebet og ligger i store dynger i græsset eller dækker svampene i skovbunden. Svampe som bliver ved med at komme frem i det lune og fugtige vejr. Om morgenen den 7. november sang solsorten en ny dag ind. Den er blevet forvirret over de høje temperaturer og tror det er forår.
November er ikke nogen stor og agtet måned i litteraturen, selv om den er lang, monoton, skummel og våd. Men karakter og stil det har den. Den er nok mere Søren Ulrik Thomsen end Nordbrandt. Førstnævnte skrev digtet "Lukket November" som Lars Hug satte musik til på albummet Cityslang, hvor Nordbrandt skrev at året har seksten måneder nemlig; "november, december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november."
Jeg vil dog også lige gribe fat i Olesen og Olesen som i 2005 udgav "Solsort og Forstærker". På dette album er en sang, hvor november indgår som følelse. På pladens åbningsnummer synger Peter H. Olesen: "Jeg er træt af mit hoved / træt af denne tid / jeg er træt af mit klarsyn / jeg er træt af strid / jeg er træt af at være træt af det hele." Nummeret hedder November mere end nogensinde.
For nogle er november nærmest en depression, som en vandring i mørke, blæst og regn. Ja skoven bliver mere og mere gul og snart står den nøgen. Fra naturen henter vi vores tidsopfattelse, skræmmende og trøstende, spærret inde eller befriet ved tanken om, at efter vinter kommer vår og for Grundtvig endda evig sommer.
November er nu god nok og kommer igen hvert år. Jeg synes den har sin helt egen poesi i halvmørkets gult og brunt og pludselig frost. Det sker dog sjældnere og sjældnere ligesom snevejr i november engang var ganske almindeligt. Men den menneskeskabte CO2- og methan-drage udspyr sine gasser mod himlen uanset hvilken måned vi er i.
Det har været et udsædvanligt vådt og varmt efterår, så nu føles det helt beroligende at julemåneden ligger fast, selv om den sikkert ikke bringer vinter, som vi næsten heller ikke har mere. Jeg finder ro i det, som plejer at være i et år, hvor så meget har opført sig helt anderledes, end vi er vant til. 2023 var varmt for tidligt og længe var det tørt, hvor vi trængte til regn. Så kom højsommeren med masser af regn og efteråret bød på en stormflod. September, oktober og selv her i starten af november har vi haft høje temperaturer. Der kommer stadig svampe i skoven. Både rørhatte, pigsvampe, stor trompetsvamp, lidt kantareller og mange tragt-kantareller.
November er efterårets sidste måned efterfulgt af årets sidste måned, hvor julen skinner med alle sine lys. Og julen kommer, selv om sneen bliver en sjældnere og sjældnere gæst. Sneen som ellers lyser sådan op må vi oftere og oftere undvære.