Jeg sidder her i min sofa og googler selvmord! Selvom det ligger så fjernt for den person jeg er og min fornuft, er der noget i min hjerne der beordre mig til at det vil være bedre hvis jeg ikke er her. Ikke desto mindre er selvmordstankerne en del af min dagligdag. At døden er en mulighed, har sat sig fast i min hjerne. Tanker om at jeg ikke er noget værd og at jeg kun er til besvær har overtaget. Når jeg cykler, forstiller jeg mig nogle gange hvad der vil ske hvis jeg kørte ud på vejen. Samme tanker får jeg, når jeg passere en bro, hvor jeg forestiller mig hvad der vil ske hvis jeg hoppede ud over kanten. Og når jeg er ved vandet for at nyde den friske luft, sniger tankerne sig ind. Jeg går hen til kanten og kigger ned på havbunden. Jeg føler mig som en del af en helt anden verden.

Jeg googler ordet selvmord igen. Der står at det er vigtigt at tale om det. Hver gang jeg har besluttet mig for at sige det højt, vil ordet ikke ud af min mund. Jeg censurere min tanker og undertrykker mine følelser for at beskytte mig selv og andre. Jeg fortæller at jeg er lidt ved siden af mig selv. Med det mener jeg, at min verden ramler. Jeg tør bare ikke sige det højt. På den måde bliver jeg overbevist om at det går fint, men når jeg prøver at italesætte det, får jeg det ubehageligt. Jeg tør ikke. Det kan ikke passe at det er mig der tænker sådan. Alting virke så fjernt, men alligevel så virkeligt.. Min måde at leve på er ikke et mesterværk. Det er overlevelse.