At bevæge sig fra abe til menneske, har været en autonom proces, der er foregået over tid og uden bevidst styring. Det er i hvert fald Vitalongismens udgangspunkt. At fortsætte denne udvikling fra menneske til vitalongist, kunne virke som en anderledes type proces, og vil af sikkert de fleste anses som en viljesbestemt, bevidst styret, proces, der af samme årsag kan opfattes som kunstig eller unaturlig. Som udgangspunkt bygger Vitalongismen ikke på at der findes noget der med rette kan benævnes som en fri vilje. Den præcise forklaring på dette findes i beskrivelsen af Vitalongisme. Den fortsatte udvikling af mennesket ses som en videreførelse af den allerede erkendte evolutionsproces, og de oplevede viljesakter som en konsekvens af den neuronale struktur som evolutionsprocessen har resulteret i for Homo Sapiens. Vekselvirkningen mellem mange af disse strukturer, og den omgivende virkelighed, er den grundlæggende proces her. Denne proces ses som en lokal afgrænset del af den uoverskuelige proces der foregår til alle sider, så langt som erkendelsen rækker. Dette kan også udtrykkes som at alting vekselvirker, og alt er resultatet af denne vekselvirkning. Det der i bund og grund vekselvirker er stof og energi, som igen er 2 sider af samme fænomen.
Den grundlæggende betingelse for en videre udvikling af mennesket er en tilstrækkelig viden om hele den kropslige struktur, fra gener og epigener, over biokemiske forløb i de enkelte celler til cellers og vævs interaktioner i dannelsen af den fænotypiske organisme, men også den fænotypiske strukturs vekselvirkning med de omgivende fysiske strukturer. Jo mere detaljeret den viden er, jo større er muligheden for at forstå den, overskue den og modificere den. Det er ikke en nødvendighed at kende alle processer, for at indføre modifikationer, men det vil være med des større risiko for at overse alvorlige fejl des mindre man kender detail graden af organismen.
Man er til enhver given tid på et bestemt vidensniveau, og dermed også på et tilhørende risikoniveau. Det er de betingelser lægevidenskaben, og naturlæger før den, altid har måtte arbejde under. Når de gamle alkymister, heksedoktorer, urtekyndige eller lignede tilberedte en eliksir, planteekstrakt eller plantedele som blev drukket eller spist at et menneske med en given lidelse, var det med en tidssvarende viden om både krop og planter. Resultatet kunne læses på den gennemsnitlige levealder, og den kliniske horisont. Levealderen var lav, og kun ganske få blev gamle, og den kliniske horisont var lav, så sygdomme ramte mennesker med høj frekvens meget tidligere end i det moderne samfund, og kunne sjældent helbredes eller afhjælpes.
Men grundlæggende var processen den samme. Man forsøgte at forbedre kroppens naturlige evne til at undgå sygdom og død. Man observerede effekten af de metoder man anvendte, og forsøgte at drage konklusioner på baggrund af observationerne. Den moderne lægevidenskab som den udformerede sig hovedsagelig fra 1920 til 2000 baserede sig hovedsagelig på organiske molekyler. Disse er kendetegnet ved ikke at ligne de molekyler vores organisme for største delen er bygget op af. Vi er hovedsagelig bygget af Proteiner (kæder af aminosyrer), Lipider (forskellige variationer af Glycerol og fedtsyrer) samt kulhydrater (sukkerstoffer med en karakteristisk fordeling af kulstof og vand). Der var derfor i høj grad tale om "trial & error" undersøgelser hvor man monitorerede interaktionen mellem de molekyler vi er opbygget af og de anderledes organiske molekyler man forsøgte at anvende til korrektion af sygdomsprocesser i organismen. Men forskellen fra de tidligere aktører var at man anvendte struktureret empiri. Gennem undersøgelser af forløb med forskellige molekyler, kunne man registrere såvel virkningen som tilhørende bivirkninger, og på den måde få en ide om hvilken effekt et stof havde på et sygdomsforløb, og hvilke omkostninger der var forbundet med effekten.
I princippet var denne proces ikke anderledes end den forrige. Man introducerede forbedringer i organismen, med begrænset viden om hvad der rent biokemisk fandt sted. Forskellen var primært at den tidlige proces baserede sig på tro og forestillinger, som ingen fandt nødvendig at teste, medens den næste fase monitorerede forløbet og registrerede hvorvidt der var en effekt og hvilke utilsigtede virkninger denne effekt var forbundet med. Denne empiriske proces betød at man rent faktisk fik en viden om de forskellige lægemidlers karakteristika, effekter og skadevirkninger, men ikke nødvendigvis en forståelse af deres molekylære virkningsmekanisme. Desuden var den registrerede erfaring baseret på gennemsnits målinger, og dækkede derfor over store individuelle forskelle. Det kunne således udmærket forekomme at medicinen slet ikke havde nogen virkning på bestemte patienter, eller at bivirkningerne hos enkelte var værre end sygdommen. Men dette blev ikke rigtig erkendt af hverken industri, læger eller patienter, fordi der udelukkende var fokus på gennemsnits målingerne. Men jo også fordi det alt andet lige var det bedste alternativ. Naturlægemidler og overtro, som var det fundament vi kom fra, gav langt værre resultater, og langt mindre erkendt viden-
Den fase af lægemiddelforskningen som strækker sig fra ca. 2000 til i dag, kan betragtes som en overgangs periode mellem perioden med organiske lægemidler til perioden med biologiske lægemidler. Der er naturligvis ikke tale om en skarp opdeling, og der er eksempler på biologiske lægemidler tilbage til efterkrigstiden (2. verdenskrig), som stadig anvendes og er godkendte af de respektive autoriteter, og der udvikles stadig organiske lægemidler i 2024. Men tendensen er en udvikling mod proteiner og peptider (principielt en og samme ting), nukleinsyrer, kulhydrater og lipider. Sideløbende med denne proces udvikles behandling med hele celler, dels som immunceller men også egentlig regenerativ behandling hvor patologisk væv erstattes af rask væv, gennem manipulation af stamceller. Denne udvikling er gået hånd i hånd med en større forståelse af mange fysiologiske processer, og mere viden om genernes betydning, virkemåde og fysiologiske konsekvens. Brugen af stamceller, og efterhånden også andre typer celler, er grundstammen i den regenerative medicin, hvor man fokuserer på at gendanne eller nydanne væv og organer. Men også brugen af programmerede T-celler til behandling af cancer, er et eksempel på hvordan celler bliver en del af den etablerede medicin. Denne nye type biologisk baseret medicin, har potentiale til at revolutionere sygdomsbehandlingen, og forbedre den normale fysiologiske struktur og funktion. Men den er samtidig langt mere kompliceret og kræver en større forståelse af virkningsmekanismerne, end den tidligere organisk kemisk baserede behandling.