Cirkusartisten underholder gerne, jeg har min klovnemaske på og finder de fineste grimasser frem, en rigtig chowman dør aldrig på scenen. Med en tændt smøg i mundvigen viser jeg min dødsforagt frem for mit publikum, jeg er kunstner og har tricks i ærmet. Forældrene holder måbende deres børn i ærmet med den ene hånd når de passerer mig, bag kulissen beder de om en autograf med den anden. Projektørerne følger min mindste bevægelse, lyset blænder mig. Jeg har altid drømt om at optræde, men aldrig bedt om berømmelsen. De mange år på podiet sætter sine spor, publikummets applaus driver mig ikke længere, grimasserne er blevet stive i betrækket, replikkerne er blevet tvangsrepetitioner inde i mit hoved. Mit eneste fristed er skurvognen i alle regnbuens farver, parkeret bag ved showet, herfra hvor jeg stadig kan ænse hele scenariet udspille sig igennem tonede ruder, herfra hvor jeg stadig kan lugte popcornsmaskinen som kører nat og dag. En rigtig showman har aldrig fri.