Batman, Superman og Spiderman. De fleste børn har set tegneserier- eller film, hvor en eller flere superhelte, optræder. Moralen er klar: Handler man i en ond hensigt, vil det i sidste ende gå ud over en selv, for det gode vinder jo altid. Fælles for heltene er, at de benytter instrumentel vold, mod fjenden, som et middel, for at opnå deres mål, nemlig fred, tryghed og beskyttelse. Det giver grobund, for helt små børn, til den generelle opfatelse, at man kan behandle andre mennesker, der er blevet placeret i kategorien onde, dårligt, så længe der er en god hensigt bag, som er enten at beskytte sig selv eller sine medmennesker.

Egoismen og ondskaben går oftest hånd i hånd. Alle har fra fødslen af, en tendens til egoisme fx et barn, som tager en legetøjsbil fra et andet barn, og mens det andet barn hyler, bliver der glædeligt leget med bilen uden skyggen af samvittighed eller empati.

Jesus ord lød: "Vi er alle syndere", I småbørnsalderen ses dette tydeligt, hvor det er helt naturligt at koncentrerer sig om ens egne behov og ignorere andres, hvilket efter kristendommens synspunkt er syndigt og ondt. Når man så bliver ældre lærer man at styre og skjule disse træk, man bliver udad til et mere sympatisk menneske, som tilsidesætter ens egne behov og fortrænger "ondskabsfulde" tanker, hvis de skulle hænde. Men vi er ikke i tvivl om hvad der er ondt, eller om vi selv er det. Vi bærer alle ondskaben i os, gemt og klar til at bryde frem, men hvordan skabes omstændighederne, for at vores indre svinehund kan bliver sluppet løs? En anden morale, som man lærer fra kristendommen er, at vende den anden kind til. En god morale, som er et glansbillede af dagens Danmark og en dobbeltmoralsk opfordring fra de voksne, som selv, sammen med samfundet, lever efter en anden værdi, nemlig "Øje for øje og tand for tand"-værdien. Det er på den værdi, at krige, en efter en, kynisk bliver udført.

På samme måde straffer eller torturerer man andre, som har gjort noget relativt ondt. På disse præmisser er det meste af samfundet bygget op, det er den morale, vi alle lærer gennem tegnefilm om superhelte, og den morale vi møder i det voksne liv, hvis vi fx begår kriminalitet, eller slår igen, fordi man mener, at det er i ens ret. Derfor lever vi langt væk fra den moralsk gode værdi, men erkender det ikke, da vi helst vil fremstå, som syndfrie individer eller nationer.

Desværre er det, i vores kultur, blevet normalt og i orden, at være egoistisk, uden at skulle blive kaldt ond. For nogle år siden var en ung mand i TV, som offentligt bekendtgjorde hans egoistiske handling, da han havde været ombord på færgen, Estonia, som sank. Han blev reddet i en redningsbåd, men da en anden kom svømmende og forsøgte at kravle op, slog manden vedkommende, over fingrene, med åren, i frygt for at en ekstra passager ville være en for stor ballast for båden. En hver anden egoist, altså et normalt individ, ville have reageret ligeså, så var hans handling ond eller bare egoistisk? I så fald var den drevet af frygt, men hvorfor mener vi, at vores eget liv er vigtigere end andres?

Oftest er det frygten, der er skyld i en impulsiv ondskab. Frygten for at miste nogen eller noget, som man holder af, eller i forhold til egoisme, at miste sit eget liv, kan appellere til den indre svinehund. Hele nationer, bl.a. USA, er i den grad bange for, at de skal blive udsat for terror, hvilket kan fører til overdreven og dermed ondskabsfuldt brug af militær magt, mod dem, der kan ske at true landet. Når et menneske eller en helt nation, tager afstand fra sine medmennesker eller putter andre folkefærd eller minoriteter i en bestemt kategori, som er forskellig fra deres egen, kan den ideologiske ondskab opstå. Fx i sammenhæng med krig, frygten for terror eller situationen med Anders Breivik, der mente, at en ideologi gav ham ret til at være ondskabsfuld over for en gruppe, der var anderledes end ham.

Mange af de handlinger, som vi kalder onde, ligger sig op af, at vi kan kategorisere andre mennesker og konkludere, at de er anerledes end os selv. Hele grupper, eller enkeltpersoner bliver dehumaniseret, hvilket bl.a. skete med sorte, så man kunne tage dem som slaver, uden at man behøvede at mærke samvittigheden eller føle sympati. Så det, at man kan Kategorisere en gruppe af mennesker, som at være anderledes, legitimerer oftest den onde handling.

Når en nation fører en krig bruger de betegnelsen "fjende" til at kategorisere en gruppe mennesker, da denne kategori menes at være ond, er det næsten prestigefyldt, at slå disse individer ihjel, fx et al-Qaeda eller Isis medlem, men har de, uanset gerninger eller hensigter, fortjent at blive umenneskeliggjort? Og er det i orden at kategorisere folkefærd, grupper eller enkeltpersoner? Hvem skaber egentlig de dehumanitære kategorier, som i bund og grund er noget så uretfærdige, er det hele samfundet, eller starter det, i frygten for den stor verden, hos en selv?

Vi er vant til at se at ondskab er en modgerning til det onde, men Martin Luther King sagde, at mørke ikke kan uddrive mørke, kun lys kan det. Citatet blev sagt i sammenhæng med racismen og apartheid i USA. Man glemmer at bruge lyset som middel. I stedet har man taget skyklapper på og lægger kun mærke til den ondskab, der bliver begået først, og ikke den, der bliver svaret igen med. Vi er som små børn, der diskuterer hvem der startede med at slå. Når man til en konklusion, hvem den skyldige er, er det på sin plads, at synderen bliver straffet eller set ned på. Igen tager egoismen fat, som en forsvarsrutine eller en overlevelsesmekanisme, som et menneske er nødt til at benytte, for at vide sig sikker og overleve i samfundet.

Måske er vi ikke født onde, men bare egoistiske. Frygten appellerer til egoismen, som så appellerer til ondskaben eller de dehumanitære tanker, men om man selv kan styre det, eller om det ligger i menneskes overlevelses instinkt, kan man selv udvikle en mening om. Måske er vi alle bare små mennesker, der frygter det værste og derfor handler egoistisk og med mangel på sympati, for at rede os selv, det vi har kært eller for at føle trykhed?

Vi er børn af voldlige tegnefilm med instrumentel og dæmonisk ondskab. Måske er vi faktisk ens alle sammen, med samme måde at udøve ondskab, dog med de forskellige opfattelser af morale? Er de mennesker, der udøver terror ligeså onde, som vi, der sætter næsen op efter at udrydde den pågældende gruppe og derefter jubler af hævntørst, når vi så får ram på dem? Hvad gør os og hævet over de andre, og på hvilken måde er vi hellige og bedre end dem? Hvem er den værste, barnet, der slog først eller det andet, der slår igen?