Kritikkens mestre er civilisationens vugge. Vi kritiserer gerne, en undren over samfundet, det er et spørgsmål om livet.

vi bærer arrene efter uretfærdighedens spidse tårne på huden, vi rækker hånden ind i fordærvets krat for at fjerne ukrudtet.

Hvad der for nogen syntes uoverskueligt, ligegyldigt, undværligt, bliver af kritikeren belyst igennem mikroskopisk nærsyn.

Glorierne skal dog stadig skinne så de pudses jævnligt. de skider i baghaven, de får hunden til at samle op mens de holder den tæt i slipsesnoren.

Ego-Individualismens vestlige højborgstårne trækker lange skygger i den tredje verden, der skærmer de for det lys universet havde tiltænkt alle sine skabninger.

Moppedrengene sidder tungt på papiret, som de gemmer til trængte tider. de fyrer op i pejsen med en seddel af gangen for at holde gløderne ved live.

Sådan holdes kritikkerne i deres komfortzoner, ikke for kold ikke for varm men lige tilpas.