De sidste små krusninger flader ud i overfladen efter lappedykkerens nyeste forsvinding. Vandets spejl reflekterer solens stråler. Den eneste lyd, der høres, kommer fra den lille svanefamilie, som elegant glider hen over vandet. Ingen tanker ødelægger den omgivende fred, der har sænket sig over den vilde natur. Et guldsmedepar er i tæt leg lige over vandet, og sommerfuglene kommer stille hen for at se på. Så kommer lappedykkeren op igen, og vandets spejlflade bliver igen brudt, og tiden sættes i gang. Øjeblikket blev ødelagt, men hæftes fast på nethinden, indtil et nyt kommer til.
Et øjeblik. Hvad præcis er et øjeblik? Er det tiden mellem to øjnes blink? At ens øjnes blik bliver fanget, og alt står stille for en stund? Man vil normalt betegne øjeblikke som noget specielt. Men hvad man ikke kan finde frem til, er, om det er de ceremoniske stunder, som vi for altid vil huske. Er det et tidsaspekt eller en begivenhed? Er det noget individuelt, eller noget vi deler som en fælles enhed?
Bassen dunker i kroppen. Dine arme bevæger sig vildt til alle sider i takt til rytmen, mens dine lunger bliver skreget ud i en frydens sang. Dine øjne er et genspejl af lysshowets regnbuefarver. Dine omgivelser bevæger sig i samme takt, og I flyder sammen til én masse af tusinde hænder og dansende fødder. En vild fred omgiver dit sind, og ingen tanker banker på hjernens dør. Du er fri. Fri for hverdagens tanker og strabadser. Fri til at overgive dig til dine sanser, som du danser rundt i menneskeskaren som en vildfaren pil.
Har et øjeblik en reel definition? Eller er det bare et ord mennesket har opfundet, i et forsøg på at forgylde et husket moment. Hvorfor er det, at et øjeblik betyder så meget for os mennesker? I princippet er det jo bare tiden, der går. Det er intet specielt set ovenfra, men et menneske kan vælge at huske det resten af livet. Så det er reelt ikke et spørgsmål om tid eller begivenhed, men mere et spørgsmål om følelser. Man er fanget i én eller flere følelser, negative som positive. Man bliver fanget i følelsernes vold, og tankerne enten farer rundt som en høne uden hoved, eller ingen tanker opstår.
Der er kun jer to til stede. Dit hjerte banker i brystet i takt til jeres samtale. Der bliver snakket om intet, men så alligevel alt. Du kigger ind i din elskedes øjne, og tiden går i stå. Mellem dine øjnes blinken går der en, to, næsten tre timer, som virkelig kun er få sekunder. Da I kigger ind i hinandens øjne, kan I se hinanden. En forbindelse opstår, og millioner tanker svømmer rundt, både dine egne og din elskedes. Følelser og tanker for hinanden bliver opfanget. To hjerters rytme bliver til én. Tusinde ting når at komme og gå i de få sekunder.
Du puster ud og sparker til bolden. Dine øjne følger dens langsomme sejlads med vinden. Alles øjne er rettet mod det samme, lille objekt. Tiden går i slowmotion, og ingen tør at tage et åndedrag. Alt er stille i spændingens tilstedeværelse. Luften er dirrende af indestængt længsel efter forløsning. Så blafrer målets hvide netmasker. Et gigantisk løvebrøl trænger igennem den forhenværende stilhed, og overdøver alt. Alle rejser sig op, deres øjne nu rettet mod dig. Dine holdkammerater bryder ud af deres fastfrysning, og en glædesrus omfavner alle. Et sted i den jublende mængde er der en, der råber, at det er genialt, det der.
Har vores oplevede øjeblikke altid været vigtige for os, eller er det noget, vi har lært at værdsætte mere som tiden går? I en verden fyldt med teknologi, hvor ingen rigtig ved, hvordan man lever i nuet, er det så blevet en form for bekræftelse? En bekræftelse på, at vi er i live. Eller en bekræftelse på, at vi har opnået noget, og stadig kan opnå mere. Hvor vi opfatter alt omkring os, hvor ingen tanker kredser om den lille genstand i din hånd. Din hjerne slår fra autopilot til manuel kontrol. Du går i ét med noget andet, og har din fulde opmærksomhed samlet om en oplevelse, hvad enten den kun er med dig selv eller delt med flere.
Det er her. Det er endelig kommet. Du sidder med det i dine rystende hænder, fanget mellem dilemmaet om at åbne det eller ej. Men det er kommet. En svag duft af nyt og fugtigt papir når dine næsebor, som du sidder i sofaen i stuen. Det er sandhedens time, men du ønsker det ikke. Du har gået og ventet på dette lille brev den seneste langtrukne tid, men du tør ikke åbne det, når nu det endelig er nået frem. For hvad mon det indeholder? En glædens nyhed eller rædslens skuffelse. Din fremtid afhænger af dette lille papir. Du tør næsten ikke at tage et åndedrag, af frygt for at ødelægge det hele. Drømmestudiet. En students største drøm, som nu skal afgøres. Er du kommet ind eller ej? Du har forberedt dig på et nej, men et spirende håb har slået rod i dit sind. Du ved, at du skal åbne brevet og få dit svar, men du vil helst trække øjeblikkets afgørelse ud lidt endnu. Men gør du det ikke, vil øjeblikket snart blive for langt. Med et rystende suk begynder dine dirrende hænder langsomt at åbne konvolutten.
Huden er glinsende af fine svedperler efter kraftanstrengelserne. Små, hurtige pust lyder fra munden, selvom det værste er overstået. Kampen er overstået. Præmien vil snart blive overrakt efter flere timers langsommelig styrkeprøve. Men det lykkedes. To hænder finder hinanden. I venter begge på en forløsning, meldingen om, at alt er godt. Meldingen om, at to hjerters banken nu bliver til tre. I knuger krampagtigt hinanden efter denne prøve, som I sammen har overstået. En barnegråd fra en nyfødt, glat babykrop bryder stilheden. Jeres lykkens smil bredes som krusninger på vandet, og I stråler begge af glæde. Jeres lille guldklump bliver overrakt til jer, og jeres blik fanges og druknes i den fælles følte stolthed.
Alle er samlet. Det ellers varme rum føles koldt som sorgen, der langsomt bredes som en virus i sindet. En gammel, svag hånd holder spinkelt fast i den yngre hånd. Ingen vejrtrækning kan høres ud over den stille, svage udånding. Det svage åndedrag fylder lokalet, og føles som en kæmpe vægt. Åndedrættet og dens tilhørende krop er kold. Man ved, at det snart er forbi, men alligevel benægter ens hjerne det. Tårerne svier i øjenkrogene, men bliver stædigt nægtet lov til at flyde frem. Du ved ikke, hvad du skal føle. Dine tanker er mudrede, og du ved, at det snart er slut. Varmen fra den svage hånd svinder langsomt væk. Den bliver slap og mister det spinkle greb den havde til jorden. Et sidste drag bliver taget, før stilheden dundrer i de tilbageværendes ører.
I løbet af et liv får vi samlet på mange små puslespilsbrikker af øjeblikke. Disse øjeblikke danner rammen om vores tilstedeværelse. Man mener, at man i dødens øjeblik genser hele ens liv som på en tv-skærm. Man lever alle ens værste og bedste oplevelser igen på få sekunder. Denne film, som viser sig for dig i dine sidste øjeblikke på den her jord, er alle dine små øjeblikke. Alle dem, du har brugt flere år på at indsamle, bliver nu spundet til en sammenhængende helhed. Det er netop disse momenter, hvor du har været mest til stede og levet dit liv til det fuldeste. Det er dine øjeblikke.