Som jeg bliver ældre, kender jeg rigtig mange mennesker gennem et langt liv.
Mange mennesker kender ikke mig.

Bruger mange kræfter på, at være på, for ikke at glide ud i glemslen. Sideløbende udvikler jeg mig mere i retning af at være privat, selv om jeg er på. Smalltalk er ikke min spidskompetence. Ofte er det spildt at bevæge sig ud, for tiden er knap og ingen ser, lytter rigtigt mere. Mere fokuseret på mobile digitale venskaber, med en coffee to go, her står jeg af. Så betaler jeg prisen. Jeg forsøger mig også på sociale medier, prøver at komme med kreative som kloge input, men sidder alligevel med en tomhed derefter. Hvad kan jeg bruge et like, en latterlig emoji til?

Folk kommer heller ikke forbi mere, og der er aldrig skrevet post i kassen.

Mine nære falder bort og med dem forsvinder stille og roligt min eksistensberettigelse. Hvem skal jeg være noget for. Børnene er langt væk og skal rejse langt for at være en del af deres liv, eller bare fornemme det.

Fordyber mig mere i åndens gøremål. Læser, tegner, maler og går en tur. Det er måske også mere passende for min alder. Min tid har været.

Senior moden mand i livets efterår.