Igen i det tænksomme, det sker oftere end måske godt er.
Det er svært at lade være, for jeg er faktisk ganske observant og en kvik person og kan ikke gå gennem livet uden omtanke. De lykkeligste er dem der ikke tænker for meget, har jeg læst et sted.

Tænkt over, at jeg bare skal sætte farten ned. Med den moderne verdens præmisser og spilleregler, så er min tid forbi. Bliver ikke berømt for mit virke i dette liv. Det jeg har lært og uddannet mig til er for længst gammeldags og ubrugeligt. Har længe stået med et ben i hver lejr... et i før verden gik af lave ... og et hvor den er gået af lave... i min kontekst.

Så er det på et eller andet set, ganske rart ikke at skulle stræbe, gøre sig til for at få et øjebliks storhed og glimmerstatus. Jeg kan se til fra afstand og nikke anerkendende, når jeg rent faktisk synes nogen har gjort sig fortjent. Det sker ikke så tit, men når det gør, så mener jeg det.

Min Jomfru stjerne lyser stadig deroppe på Mælkevejen.