Snart er de sidste øjenvidner til uhyrlighederne under anden verdenskrig døde og snart vil ingen nulevende erindrer denne smerte i den europæiske folkesjæl.

I efteråret besøgte min hustru og jeg Porta Westfalica, hvor nazisterne i marts 1944 genåbnede sandstensminerne i Barkhausen og oprettede en arbejdslejr. Den var oprindeligt planlagt til at huse 500 fanger; men snart var 1500 mænd stuvet sammen her. Via koncentrationslejren Neuengamme ankom cirka 100 danskere til Porta Westfalica den 20. september 1944. De blev transporteret dertil i overfyldte kreaturvogne.

Min svigermor Inge er født i Barkhausen i 1931 og boede under krigen tæt på arbejdslejren.

I 2023 udgav Bisse albummet "Traumecentret", der blandt andet tager udgangspunkt i breve fra hans farfars bror Troels, som var frihedskæmper. Han blev taget af Gestapo og ankom til lejren med ovennævnte transport. Han overlevede ikke og døde d. 19. februar 1945 kun 22 år gammel. Ifølge facebookopslag fra Bisse står der på den tyske dødsattest "almindelig svækkelse" og "svagt hjerte". Lignende har der sikkert stået på de flestes dødsattester fra lejren, hvilket er absurde omskrivninger af sandheden, da de døde af sult, kulde og udmattelse samt alle de følgesygdomme som de forfærdelige betingelse gav ophav til. Kz-lejrens fanger arbejdede inde i minerne i vand og fugt 12 timer om dagen alle ugens dage.

Fangerne ankom til luksushotellet "Der Kaiserhof", men kom ikke ind på selve hotellet, som SS havde indtaget; men blev i stedet ført om bag bygningen, hvor de skulle bo i en stor kold nedlagt balsal med køjesenge i fire etager. Langt fra alle fanger fik en seng selv om de sov to og to sammen.

Fangerne blev tæsket med kæppe eller livremme, hvis de på grund af deres hungerdiarré, ikke holdt sengene rene. Torturen kunne også have andre årsager og en følgestraf kunne være, at blive forvist til lighuset, hvor de sov sammen med de døde.

Når fangerne sidst på dagen kom tilbage fra slavearbejdet i bjerget, mødte 13-årige Inge dem ofte på gaden. I efteråret 1944 kunne hun derfor sagtens have mødt Troels og de andre danskere der boede i arbejdslejren. Hun fortalte her i efteråret, at hun følte en tristhed og havde ondt af dem. Hendes mormor og morfar ejede en grønsags- og frugthave i byen. Her var der blandt andet blommetræer, frugterne fra disse faldt ned på vejen, hvor fangerne gik. Flere af dem samlede frugterne op og spiste dem. Senere tænkte hun på og snakkede med sin mormor om, at det må have været forfærdeligt for deres udhungrede kroppe og deres diarré. Et andet billede, hun stadig har på nethinden, er at de udmagrede fanger, trækker små vogne med de døde fanger til en fælles gravplads.

Min svigermors forældre var socialdemokrater og kom levende igennem krigen ved at holde meget lav profil. Inge fortæller, at byens indbyggere slet ikke snakkede om fangerne i arbejdslejren og heller ikke om at stå uden for nazistpartiet. Mange var bange og styret af frygt, hvis de ikke var enige i, hvad nazisterne foretog sig. En meget stor andel af tyskerne var dog fanget ind af nazismen og for dem var det almindeligt at betragte fangerne som dyr og spytte efter dem, hvilket gjorde min dengang 13-årige svigermor trist til mode. Hvordan det kunne ende så grimt med det menneskelige sind, beskriver Karl Ove Knausgård tankevækkende i "min Kamp". Emnet tages op i sjette og sidste bind af mammutværket.

Porta Westfalica og bydelen Barkhausen ligger ud til floden Weser. Højt over byen og floden blev der i 1890'erne bygget et monument af Kejser Wilhelm d. 1.. Monumentet står på toppen af Wittekindsberg, som også husede minerne, hvor fangerne arbejdede. Det var Kejser Wilhelm d. 1., der forenede Tyskland sammen med kansler Bismarck i 1871. Min hustrus tipoldefar var som arbejder med til at bygge dette monument. Kejser Wilhelm d. 1. var ikke nazist, da han jo var død længe før dette rædselsregime kom til magten; men hans løftede fremstrakte arm blev senere et nazistisk symbol og er det stadig i dag. Statuen har skabt megen debat; men i dag betragtes monumentet som en seværdighed og turistattraktion. At fangerne i lejren kunne skue denne hilsen over landskabet hver dag må have været en ekstra pine.

Luxushotellet Kaiserhof brændte i 2011. Det var meningen, at det skulle renoveres efter brænden og være et mindecenter over de uhyrligheder, der skete under nazismen. Der blev lagt et nyt tag på, hvorefter pengene slap op og siden er der der ikke gjort noget ved bygningen.

Modstandsmanden Jørgen Kieler var tæt på at død i Porta Westphalica, men blev reddet af Bernadottes Hvide Busser, som transportere de overlevende danske fanger hjem og i sikkerhed.
Jørgen Kieler er med på en af mindestedets mange tavler, hvor han siger: "Vi blev flyttet til et hotel. Det første positive indtryk gav snart plads til frygtelige forvarsler, da jeg læste en inskription i gården, der var skrevet med kul på en hvid væg. "De døde bor her." Dens betydning viste sig først fuldt ud i løbet af de følgende måneder."

Vi skal kende historien og huske hvad der skete, for ikke at glemme hvem vi selv er. Vi skal ikke glemme det fællesskab, som naturligt er mellem os mennesker. Det er vigtigt at huske, især nu, hvor fascistiske partier igen vinder frem i Europa, ja endda med støtte fra verdens rigeste mand og den nye præsident i USA.