Fjorten dage, bagende sol, vidstrakt blå himmel, uanede mængde cervezas og en buffet, så ond, den sviner mormor til. Du har lagt hovedet derhjemme, det var formålet. Væk fra de altopslugende problemer; oftest problemer fra mindste, nederste skuffe pustet til tifold størrelse af din dårlige tackling. Også dette selvhad er derhjemme i hovedet, nu er det bare at blive brun så de kan se vi har været af sted. Godt samtaleemne. Hm! Dejligt. Det er dejligt. Men det er svært når hovedet stadig er hjemme, er det ikke? I stedet for at rydde op, ommøblere, lave tilbygninger, der hvor nogen er hjemme. I hovedet. Bevares, det ydre må og skal også forkæles. Men de indre rejser, opdagelser, er også af værdi. Oplev Afrika gennem en dreng der tæmmede vinden og hvordan opdag hvordan det er dig selv der skaber situationen omkring dig. Hig efter Alaskas natur, dens frihed med Alexander Supertramp. Lev et liv med problemer, der får dine til at løbe væk i panikhysteriske skrig, gennem Bukowski.

Græsset mod mine fødder, solen skinner, men når ikke ind. Øjenlågene viger igen til deres sekundære plads. Der er ikke noget at finde frem til, ikke noget at komme af. Svalerne kigger sig kvikt omkring, som de plejer, katten bliver i et sæt opmærksom på det vildes kald som altid er. I morgen kommer endnu en test i min evne til at gøre, hvad vi nu end har gjort siden niende klasse. Jeg kan mærke trangen til at komme væk, flygte. Men hvorhen? Hvordan? Jeg henter bogen, kigger på forsiden, som jeg altid gør, "Walden". Han fandt en lysning ved Walden Pond, Massachusetts, byggede sin egen hytte, af træerne og sandet omkring sig og lidt brugte materialer han fik for en slik. Her reflekterer han over alt hvad der skinner, endog ting, tilsyneladende, matte. Alt sammen i selvskabte rammer, fri af alt der kan binde.
Tilsyneladende er det muligt at opleve, indenfor samme selvskabte hytte, nok til at skabe en bog. Ja, med rette ånd, klart hoved og bevidsthed over kroppen, er dette ingen sag. Dette er selvfølgelig en række begreber der for de fleste, inklusiv jeg selv, ikke giver reel mening, abstrakt set er det helt klart. Det er svært, under denne tids konstante bombardement af, tilsyneladende, ligegyldige og uvedkommende informationer. Der er krig på den anden side af jorden, Emmas liv er ifølge Instagram øjensynligt bedre end dit, flertalsbestemte politikere kæmper for at smide, hvad end truer "danskheden", ud. Vi vil altså helst have etniske danskere, vi er utvivlsomt glade for Danmark, vi vil helst have området her lidt for os selv, som vores leverum hvor vi kan udfolde vores hygge og vi kan mange blive enige om, at indvandrere bringer en masse dårligt til landet. Lyder det bekendt? Så mangler vi bare en stærk, karismatisk leder, som kan styre os mod et endnu bedre Danmark, og en flok jugend, så er vi der vel, ikke sandt? Eller er det overdrevet lidt, for bringe fokus på vores skrid i den gale kurs?

Men det er i sandhed vores bekymringer, vores tankespind, fokus på egne fejl, der forhindrer os i at rejse, åndeligt såvel som fysisk. Det er når du, tre dage inde i de fjorten bliver opmærksom på projektet der, om blot tyve dage, skal være færdiggjort og præsentabelt, eller værre endnu, hvordan den politiske håndtering af indvandrersituationen står til. Det var nu alligevel ikke så smart at forlade hovedet derhjemme, var det? Men det er for sent nu, nu må du ligge dig igen og sole dig, mens hovedet så kan koge løs. Du kan ikke andet end at føle hvordan håbløsheden på sin egen komiske vis overskygger alt. Når projektet så er færdig, kan du begynde på det næste, som lige kan nå at blive færdig inden det næste igen.

Jeg kigger op, idet en brumbasse kæmper for at holde sin, proportionelt set, mirakuløst flyvende krop, over fliserne. Den burde ikke kunne flyve, men det er den da ligeglad med. Den rejser lige hvor den vil, hvad end de kloge siger om den. Der kan vi da snakke om den ultimative frihed; som desuden bare er konstrueret begreb, du er så fri som du selv tillader dig at være. Frihed er en følelse, en sindstilstand, en tilpas overensstemmelse mellem hvad du vil og hvad du gør, hvordan du vil være, hvordan du er. Samme gælder ensomhed, der grundlæggende er en mekanisme der skal sikre din overlevelse, som flokdyr.
For at kunne rejse som du vil, skal du kunne acceptere følelser og tanker som de er. Realiser fra det abstrakte, at meningen ikke er noget du finder, men noget du giver. Intet menneske er vis nok til at fortælle dig meningen med livet.

At læse dette og derefter at give mig ret er forholdsvis simpelt, mener De ikke? Ja vi er såmænd blevet Des, hvilken forskel skulle det da gøre?
Men at kunne gøre dette er en livslang proces, som kun kan fremmes gennem bevidst læsning, rejse, med anderledes interaktioner og noget så simpelt som små luftforandringer. Møblér værelset på en ny måde, sov udenfor en nat, tag på stranden med en ven fordi De får lyst.
Jeg kigger op fra skriblerierne, som jeg, tradition følge, skriver når det roder i hovedet. Den blå dør smækker og jeg bliver mødt af et glad "Hej", svaret han bliver mødt bliver langt mere utidigt end ønsket. Det er som om jeg ikke engang kan virke fri overfor andre, for ikke at påvirke dem. Det kan naturligvis også blive svært når man lige har fået etableret at det ikke betyder noget og tilmed ikke engang eksisterer.
Måske er det mangel på rejse og luftforandring, blandt det som skaber depressioner, fastlåste sinde, angst? Kunne nye anskuelser være en vital ingrediens i en lykkeopskrift? I så fald er det Alfa og Omega, at rejse, at udvikle sig. For det er det at rejse vel? En udvikling? Men mod hvad?

Er det gennem vores rejser, at meningen i tilstanden bliver? Menneskerne omkring os, deres indvirkning på os? Eller er det vores sindstilstand under rejserne, vores tilgang til disse, til personerne omkring? Kan det være at rejsen hverken er god eller dårlig, men man gør den til hvad den er, for én selv? Det kunne da godt tænkes at selve den fysiske rejse, blot er en ramme for den indre rejse du gennemgår. Så kan det vel være ligegyldigt om jeg tiltaler dig, De eller man, når jeg taler til personen, du ud fra dit liv og nuværende sind, konkluderer du er? Hip som hap og hup om De kan føle Dem uskyldig igen, gennem Jack London eller Anders And? Lige fedt om man vil rejse gennem Nepals bjerge eller bruge fjorten dage blandt buffet og sol uden hovedet?
Rejs dig og rejs, måske? Sæt dig og rejs? Kig ud i luften og rejs? Rejs ud? Rejs ind?
Hvad synes du meningen er?