"Her kunne jeg godt tænke mig at blive. Her er mere ro og landskabet er også flottere end ved Kerch." konstaterede Victor imponeret og så op over bjergene.
   Denis var stoppet på en rasteplads på en bjergtop for at slå en streg påstod han. Bagefter tog han en smøg og overholdt udlejerens påbud om, ikke at ryge i hans bil. Fra grænsen mellem Andorra og Spanien var der kun tre timers kørsel til Barcelonas lufthavnen.
   Denis så op på bjergene og gav ham helhjertet ret mens han skruede låget af en Cola. Det var syvende gang de måtte hente kontanter til de grupper, Jefrem, Rudenko og Ryskov havde instrueret ham og et par andre i at støtte helhjertet, og lige så økonomisk, i Donetsk regionen.
   I den gruppe Denis kontaktede havde stabschefen, Lazaref havde i starten modtaget hans støtte med en vis skepsis og spurgt hvad det ville forpligtige ham til.
   "Ikke noget du ikke har lyst til alligevel" havde Denis, der nu hed Denys igen, gentagende gange forsikret ham om. Han forklarede også omhyggeligt han delvist handlede på andres vegne og gav Lazaref en lukket kuvert med ti tusind euro, og besked på, han ikke behøvede at fortælle mere om, hvordan han brugte dem, end han havde lyst til.
   Pengene forsvandt selvfølgelig som dug for solen og det gjorde Lazarefs forbehold også mens der kom gang i et par ting som både han og andre roste Lazaref til skyerne for. Han fik en ny bedste ven, da han måneden efter udleverede en ny kuvert med samme indhold og samme besked. Da Lazarefs gruppe gennemføre et par opsigtsvækkende aktioner i Donetsk, afleverede han uden videre en kuvert, der var dobbelt så tyk og rapporterede med god samvittighed til Jefrem at de første halvtrestusind virkede efter hensigten og var brugt. Ingen forventede uvæsentlige detaljer om det faktiske forbrug, så længe de hørte om virkningerne i nyhederne alligevel. De sidste ti tusind beholdt han selv. .
   Alexei Kukushkin havde haft samme succes med en lignende opgave og et tilsvarende forbrug nede i Kerch. Denys og han fik ordre om at indfinde sig på Yalta. Det gjorde især Denys, med en vis forventning. Forventningen holdt nøjagtigt de tre timer, besøget varede, uden han så skyggen af Alma.
   Det viste sig at Jefrem og Rudenko havde besluttet at der ikke var grund til at blande flere ind i deres narrestreger så Denys og Kukushkin fik hver udleveret tre falske diplomatpas, troede de det var til dem selv og Rudenkos og Ryskovs folk. Passene ville gøre det muligt for dem at hente de kontanter de skulle bruge, uden at tolderne blandede sig i den slags småting, forklarede Jefrem omhyggeligt. Han forsikrede dem, med et grin om at ingen af passene var spor falske og kunne stå for enhver undersøgelse.
   Rudenko fortsatte alvorligt med at den lovede konto til marketing og lignende nu var til rådighed. Han gik ikke i detaljer med de lignende formål men forklarede særdeles omhyggeligt der kunne kun kunne hæves halvtres tusind i kvartalet mod to underskrifter fra nogen, der enten havde fuldmagt fra ham, Ryskov eller Jefrem.
   'Tillid er godt, men kontrol er bedre' tænkte Denys og nikkede og prøvede at se alvorlig ud. Selv røverbaroners tillid til hinanden havde en grænse. I øvrigt var Rudenko nødt til at gå lidt stille med dørene og holde sig lidt i baggrunden, efter flere uheldige udtalelser og en lige så uheldig forbindelse med nogen, der kritiserede regeringen.

Denys og Kukushkin forklarede i fællesskab at halvtres tusind ikke rakte ret langt til de ting de tre herrer ønskede og foreslog en grænse på tohundredetusind i kvartalet til hvert kontor. Så ville der stadig være noget til overs til uventede behov og aktioner, der givet ville opstå. Selvom der var syv millioner at tage af, efter Ryskovs bidrag, slog Jefrem og Rudenko sig lidt i tøjret. De enedes om hundredetusind indtil videre. Et stigende antal aktioner i både Donetsk og på Krim medførte ekstra omkostninger og en livlig rejsetrafik. Efter et halvt år blev grænsen hævet til to hundrede tusind og Denys fik slet tid til at savne Alma da rygterne om hans og hans ukendte bagmænds gavmildhed spredte sig. Med andre ord befandt Denys sig udmærket i Kharkiv. Det var ham, der havde stod for forbindelsen til Lazareff, mens Ryskovs mand tog sig af en anden gruppe og den smule kontrol, der var fra Rudins mand forsvandt efter et par fester med rigelige mængder af sprut. Denys var stort set stadig i stand til at beholde en femtedel af bestikkelserne til sig selv minus latterligt små omkostninger. Til han morskab lykkedes det i købet for dem at indgå et par aftaler om salg, som stadig var kontorets officielle opgave.
   Kharkiv var en by med halvanden million indbyggere. Den lå midt i Kharkiv oblasten (Regionen) som sammen med Lughansk og Donetsk udgjorde en triangel i Ukraines østlige del. Efter sigende var den hjemsted for en blanding af et hundrede ti nationaliteter, hvis nogen gad tælle efter. Det var ligegyldigt for Denys vedkommende så længe firehundrede tusind ukrainere sørgede for at unoderne i Donetsk og Lughansk regionerne blev dernede. Kharkivs beliggenhed og rolige forhold gjorde den selvfølgelig til et ideelt sted at forberede de diskussioner, der ofte blev gennemført med våbenmagt mellem separatister og lokalpatrioter nede i Donetsk og Lughansk, mens han selv så ud over floden der løb gennem Kharkiv og endte nede i Donetsk.
   Efter de oplysninger, Jefrem havde fremskaffet fra starten, var der nemlig ingen tvivl om den indledende planlægning og træning foregik under rolige forhold her. Da Jefrems oplysninger oven i købet indeholdt oplysninger om hvem man skulle gøre sig gode venner med, havde resten været en smal sag. Denys var ikke spor interesseret i hvor oplysningerne kom fra så længe de var rigtige.

Denys vendte med et ryk tilbage til nutiden.
   "Kunne du virkeligt tænke dig at bo her, Victor?"
   "Ikke lige her selvfølgelig, men i landet mand" smilede Victor.
   Victor var en af Rudenkos problemløsere fra Kerch kontoret. Hvis han og Mishkin fra Denys eget kontor var standarten for Rudenkos folk hastede det for Denys skyld ikke med at med at møde flere. Ryskovs folk var mere omgængelige.
   "Hvis nogen kommer hjem med en ansats på og falder derned, varer det med garanti længe inden de bliver fundet igen" sagde Victor og så ud over rækværket.
   Denys gav ham ret og så ned i den mørke og dybe kløft hvor solen aldrig ville skinne ned. Kløften endte blindt i høje bjerge mod øst. Når turisterne tossede rundt nede i bunden var de sikkert fornuftige nok til at holde sig til de afmærkede og lysere stier, længere henne. .
   Denys bandt sit ene snørebånd, rejste sig og så op og ned af vejen, der i øjeblikket var øde mens der var siesta overalt.
   "Det regner jeg sådan set også med." sagde Denys og slog Victor, hårdt i nakken, med en sten han havde samlet op.
   Victor drejede sig i samme øjeblik, så vantro ud og var ved at faldt ud over rækværket. Denys greb ham i jakken, ignorerede de vilde øjne og afværgende, slappe bevægelser. Han smed Victor på jorden med et spark i hovedet, hævede stenen med et udtryksløst ansigt og slog igen.
   Denys krængede hurtigt Victors jakke af og gennemså hurtigt hans sidste lommer. Han fjernede det, der kunne identificere Victor og sluttede med at hælde afløbsrens udover hans hænder. Han skottede igen op og ned af vejen og så et glimt i forruden af en bil, langt nede.
   Han lempede Victor ud over rækværket og ned i mørket og smed grus på blodpletten og kontrollerede sit eget tøj for blod.
   Da bilen nåede frem og solen ikke skinnede på dens forrude længere havde Denis taget endnu en cigaret. Han trak vejret dyb og drak videre af sin Cola og nikke venligt til chaufføren der bare hilste igen og kørte videre.
   Denys kastede et kort blik på Victors taske på bagsædet og fandt den nøgle, der passede. Et øjeblik efter betragtede han med tilfredshed en halv million Euro. Victor havde dækket over beløbet, troede han, da Denys kontrasignerede udbetalingen.
   Sikre rygter om et kommende valg var heller ikke undgået Denys opmærksomhed. En mærkværdig ændring af loven om at gøre Ukrainsk til hovedsprog havde fået Rudenko, Ryskov og Jefrem til at fatte alvorlig interesse for mindretalssprog ved at starte alvorlig ballade. Hvis loven blev vedtaget ville russisk nemlig blive et mindretalssprog i Ukraine - men aldeles ikke på Krim. Det ville næsten blive alt for nemt at starte den ballade de tre banditter ønskede, uanset om den mærkværdige ændring blev vedtaget eller ej. En drejebog var under udarbejdelse og financieringen til at gennemføre den med, lå lige her. Hvis en alvorlig uro skræmte bestemte udlændinge væk fra gasfelterne og samtidig skaffe Jefrem, Rudenko og Ryskov adgang til at deltage i udvinding og salg, havde de ingen indvendinger mod det. Problemet var nu at Denys var overbevist om han kunne bruge pengene på en meget sjovere måde selv, mens han gennemførte en lignende opgave, under andre forudsætninger, ovenpå Yusivska feltet under Donetsk, Lugansk og Kharkiv.

To timer efter var den halve million indsat på en konto, i en anden bank i Lavella i Andorra. Kontoen tilhørte officielt en mand, der forsvandt under kamp mellem separatister og Dnejpro bataljonen udenfor Lugansk. Sikre rygter sagde fyren blev sprængt i stumper og stykker. Dem var der efterhånden så mange af at Denys, uden problemer fandt en der lignede ham mellem flere andre og købte hans papirer til sortbørspris. Derefter fik han et nyt pas gennem en af Lazaref's forbindelser. Hvis fyren mod al forventning dukkede op en skønne dag var det nok ikke ret sandsynlig han nogen sinde ville erfare at en anden havde brugt hans navn i en bank fire tusinde kilometer fra Lugansk.
   Denys tog ind på deres hotel som han ikke havde sagt fra, og bad receptionisten fremskaffe en busbillet til Barcelonas lufthavn til hans kollega, til tidligt næste dag. Den ville han hente, når han havde spist sig gennem en stærkt krydret specialitet i en Taverna i nærheden. Han håbede bare køkkenet stadig var lige så elendigt så den igen ville give ham en grim diarre, der ville holde ham tilbage et par dage ekstra. Derefter blev det spændende at se, hvornår de savnede Victor nede i kontoret i Kerch, på Krim. Victors sidste bagage, der lå i bilen, måtte han skaffe sig af med senere.

***
   Mandagens morgenmøde i Q4 haltede muntert gennem dagsordenen. Navnet stammede fra dengang bygningen havde været brugt til overnatning, altså Quarters nummer fire. Dagens mødeleder afsluttede med forretningsordenen efter en gennemgang af konklusionerne af fjorten dages analyser af de stumper af oplysninger, der blev til overs til dem fra andre sager, fra forskellige kilder.
   Der var ingen særligt spændende nyheder mellem ret meget af det. Konklusionerne endte stadig med velbelyste eksempler på at enkelte medlemmer af de netværker, de fulgte tæt, ikke havde den opfattelse af netværkets mening, som de fleste andre medlemmer i netværkets fødekæde forventede.
   "De værste fjender er dem der gemmer sig lige for øjnene af os. Det er kun et sundhedstegn når etniske og religiøse grupper skaber interne netværker, der både kan finde ud af at samarbejde indbyrdes og med andre i det brede politiske område vi er belemret med. Det er der mange glimrende eksempler på, for eksempel."
   Lucas Mann holdt en kunstpause mens han ledte efter et godt eksempel.
   "Hjemme hos os samles flere tusinde Dansk-amerikanere en gang om året på et sted der hedder Rebild, " oplyste Christian og kom manden til hjælp, da det tydeligvis kneb med gode eksempler.
   "Det har de mig bekendt gjort et halvt hundrede år, indtil videre."
   "Og sådan nogle eksempler er der mange af" sagde Mann taknemligt for hjælpen.
   "Men det er faneme problematisk når sunde netværker infiltreres af tyve, banditter og terrorister med mål og metoder, de skjuler for de andre. Det skal stoppe inden deres metoder bliver alt for ulovlige og går ud over dem der følger forretningsordenen. Det skal ske inden det breder sig alt for meget. De nuværende netværker må helst hverken ende som jesuitterne eller mafiaen, og komme med tilbud deres modstandere ikke tør sige nej tak til. Der er allerede et par steder, de er lidt for godt i gang. Det er heller ingen nyhed i at nogle, der ikke er overvældende belastede af samvittighed, har forbindelse med hinanden og hverver unge mennesker fra gadehjørner i Berlin. Paris og London. De hvervede smugles gennem netværkerne til de står i Syrien, og har fået deres cowboybukser og kondisko suppleret med en Kalashnikov. De synes det er mere spændende end gadehjørnerne og tror de var er nogle helvedes helte, uden ret meget overblik over noget som helst.
   Han trak vejret dybt.
   "Det har dem, der overlever og finder tilbage, desværre heller ikke." Sagde Ian Hardesty. "Der har allerede været kedelige eksempler på at et par idioter, der ikke opdagede de ikke var i Syrien længere. De blev rent ud sagt smidt ud for dårlig opførsel og blev hjulpet tilbage, gennem de samme netværk."
   Der blev igen en pause, der gav gruppen af analytikere og teknikere lejlighed til at samle tankerne.

Christian lænede sig tilbage og spekulerede over det han havde erfaret det sidste år. Han og andre Illustrerede møjsommeligt sammenhængene mellem forskellige netværk i diagrammer med hvert sit kodenavn. Diagrammerne endte for det meste i samlingspunkter, som, for det meste, havde de formål medlemmerne troede de støttede. Men i skjul for de fleste medlemmer, var der andre samlingspunkter med helt andre mål og forretningsordner for dem, som de fleste slet ikke havde nogen anelse om. Hvis nogle alligevel havde anelser holdt de dem for sig selv, så længe deres formål blev gennemført, og der blev noget til overs til dem.
   Q4 blev oprindeligt oprettet som en studiegruppe, for at give det råmateriale, der blev lagt til side, en sidste udlugning. Så kunne alle, med god samvittighed hævde, at selv de mest usandsynlige muligheder var efterprøvet og der ikke var overset noget.
   Samtidig fungerede Q4 som sikkerhedsventil. Gruppen var maskeret som en analyse- og udlugningsgruppe. Fra starten blev opgaverne, for det meste, overladt til kritiske folk, der havde uheldige vaner med kritisere den gældende politik, i de organisationer, de kom fra. Så kom de af vejen fra løftede øjenbryn en tid og raserianfald kunne afværges uden blodsudgydelser, hvis de forbandede, kritikere en gang i mellem fik ret.
   Under tilsyn af et par fornuftige ledere, mente man den gang, kunne de kritiske personer passende afreagere med udlugning. Så kunne de revurdere deres teorier om sammenhæng mellem tyve, banditter, terror og andre konspirationer indbyrdes, under forhold, der kunne kontrolleres. Samtidig ville de gennemgå en adfærdsregulerende proces, under tilsyn af de fornuftige ledere. Efter en passende udvikling kunne de sikkert genplaceres, med helt andere indstillinger til den overordnede politik og forretningsgang, der hvor de kom fra.
   Der opstod bare et mindre problem med både ordning, udlugning og ikke mindst personalets holdninger.
   For det første fortalte ingen det 'udlånte' personale, om den u-officielle dagsorden for Q4. For det andet fortsatte kritikerne med at sige det usigelige og tænke det utænkelige i fællesskab, mens de ignorerede omgivelsernes vantro. De samarbejdede udmærket om at bevise, at gu' havde de ret. Til de fornuftige lederes forbløffelse lykkedes det faktisk at samle billeder af overskudsinformation, som ingen, indtil videre, havde bemærket betydningen, af til noget, der så rigtigt ud.
   Efter behørig kontrol og godkendelse blev de påtænkte adfærdskorrektioner i Q4, gennemført diskret i helt andre verdensdele af delinger af specialstyrker, til alles tilfredshed. Q4 blev langsomt men sikkert udvidet og begyndte at tilbyde kurser i alternativ analyseteknik.

Christian havde fået at vide den analyseteknik bevirkede at et par droner, med største held, havde gennemført såkaldt adfærdskorrektion mod en flok, der startede og støttede terroraktioner fra Yemen, samtidig med at hans og Karstens ankomst. De havde fået et forslag, de ikke kunne sige nej til, om at tilbyde Q4 deres arbejdskraft, i en periode, De skulle isoleres en tid, mens meterhøje bølger af irritation og raseri, på deres arbejdsplads, kom ned på et mere rimeligt niveau. De var kommet til at give politiet et vink, om noget, der slet ikke ragede dem, efter manges mening. Vinket førte politiet lige til afsløring af hvordan en viden om kommende udviklingsstøtte til virksomheder, blev styret, og i stort omfang brugt til insiderhandler med aktier. Det var komplet ligegyldigt at politiet opklarede mordet på en af deres egne kolleger samtidig. Det var jo politiets arbejde.
   Christians og Karsten blev omgående sendt på en slags skoleudflugt til Tyrkiet, ledsaget af en rutineret medarbejder. Der skulle de have lidt praktisk oplæring i marken og skrabe så meget overskudsinformation sammen, som muligt. Skoleudflugten, og det de anså for overskud, førte dem, efter lidt forvikling om tilbagelevering af det såkaldte overskud, på en flugt, som endte i en fangelejr, et helt andet sted. Til deres held bankede et hold specialstyrker, kort efter, temmeligt bestemt på lejrens port, i en helt anden anledning, og tog dem med hjem. Siden havde de været ret forsigtige, med det de sagde ja til.

"Nok om det" kom det fra Lucas Mann. Han rundede sin gennemgang af de oplysninger, de havde analyseret af med nogle friske.
   Mann, som faktisk var oberst, gik som vanlig diskret hen over at nogle af oplysningerne slet ikke var overskud. Dem havde Q4 selv suppleret med metoder, der var en smule følsomme, for at sige det mildt.
   Q4's IT guru var omplaceret til adfærdsregulering fra politiet, af den sædvanlige årsag. Han var ofte lidt for enig med den subkultur af såkaldte hackere, han normalt jagtede. Nogle af hackerne mente og demonstrerede hjertens gerne at mange systemer af elektroniske Firewalls og låse burde forbedres radikalt, før de kunne bruges til noget som helst.
   Da 'firmakulturen' i Q4 gik op for van Enckhuisen blev han enig med hackerne hele tiden. Da han have efterladt et par sager i tilstrækkelig uorden, kunne han uden problemer overføre de dygtigste hackere til en form for samfundstjeneste med fuld løn, i stedet for den politisk vedtagne belønning i fængsel, de ellers stod til. Dem der havde brugt deres evner til at stjæle havde han ingen medlidenhed med mens de, der kun lavede sjov med sjusk i elendige systemer fik tilbud, de ikke så nogen grund til at afslå.
   Hackernes kendskab til sporing og insamling af 'overskudsinformation' var hurtigt blevet uundværlig for Q4. Selvom det meste af det, de fandt, ikke kunne bruges direkte, havde adskillige politimænd sikkert allerede spekuleret sig gråhårede over, hvordan de med jævne mellemrum kunne få diskrete vink om, hvor det kunne betale sig at kikke.
   Europol brugte også Q4 som sikkerhedsventil for oprørske medarbejdere, til alles tilfredshed. Fra sin start gav amatørornitologen van Enckhuisen sine arkiver over det de fandt og satte sammen, navne efter fugle, i stedet for kedelige kodenumre.
   Uofficielle spørgere fik lige så uofficielle svar, under den forudsætning de brugte pressens normale politik med at beskytte deres kilde. De havde kun hørt en lille fugl synge. Så fik de seks forskellige analysegrupper også fuglenavne.
   Den voksende studiegruppe Q4, blev mere og mere kendt som Birdsong og blev godt gemt under en stabsfunktion med særlige analyseopgaver under Frontex. Q4's opgave omfattede først og fremmest alternativ analyse af huller i Natos perimeter og af de forskellige ulemper Schengenaftalen havde skabt. Birdsong boede på en hemmelig adresse og fik flere og flere uofficielle henvendelser plus materiale afsenderne ikke forstod eller lige stod og skulle bruge. .

"Situationen i Donetsk har muligvis bevæget sig inden for vores perimeter" afsluttede Mann. "Der mangler et par ting endnu. Lad os mødes igen på onsdag. Nede i Slovenien, sidder der en migrant fra Chad, og prøver at sælge finmekanik, med ubehagelige egenskaber tror vi. Ham følger vi lige så tæt som Beckham følger en fodbold, når han er i humør til det.
   Hackeren, Elisabeth Perren nikkede bekræftende og sagde hun skulle bruge et par dage mere.
   Et nyt billede tonede frem på skærmen. Det viste en spinkel ung mand, der var mørk som antracit og iført et par imponerende briller. De fik Dominic Tarmiya til at udbryde vantro.
   "Er han så terrorist eller hvad og er de tingester han har på briller eller parabolantenner?"
   "Hold nu kæft Tarmiya" vrissede Mann irriteret. "En gang i mellem er det altså alvor. Peregrine (vandrefalk) gruppen skal være klar til at sende et par mand til Trieste for at se på det, det lokale politi har på fyren. Det afgør vi når Elisabeth har det sidste."
   Alle styrtede ud til kaffeautomaten, hvor de fleste beslutninger som regel blev truffet alligevel, uofficielt.