Denys og Gregorich Lazaref stod i Portoroz og betragtede havnen og dens udvalg af spisesteder.Denys var mest spændt på hvad han skulle hjælpe Gregorich med, og hvorfor det ikke kunne klares derhjemme.
   Det ville han forklare undervejs lovede Lazaref og inviterede Denys med til en kort gåtur til det sted han skulle holde et vigtigt møde, næste dag. Det skadede ikke at orientere sig om forholdene på forhånd mente han og foreslog en frokost ved siden af.
   Mens de nød blandingen af søluft og mad forklarede Gregorich han måske havde mulighed for at foretage et vist indkøb. Det ville stille den milits af frivillige, der var opstået blandt hans folk bedre mellem de andre militser i området.
   "Hvis det bliver til noget, behøver du sådan set ikke at vide hvad jeg køber" sagde Lazaref beroligende. "Du skal være der for at bevise sælgeren om at det ikke er spild af hans tid at tale med mig. Når det er overstået kan du trække dig tilbage, hvis du foretrækker det."
   "Det kan du roligt regne med jeg gør" forsikrede Denys omgående den charmerende slyngel om. "Og jeg har slet ingen lyst til at rende gennem nogen som helst by med en kuffertfuld kontanter. Den ligger i hotellets pengeskab til jeg tager hjem. Du må invitere den, du skal møde, hen til hotellet, i stedet."
   Denys havde efterhånden kendt Lazaref i otte måneder og havde opbygget en begrænset tillid til ham. Den tillid rakte ikke til at holde ham med selskab med et beløb, der kunne friste Lazaref til at give ham selv samme behandling, som han udsatte Victor for, få dage før.
   "Det skal vi nok klare" forskrede Gregorich ham om. Han fortsatte med at fortælle Denys om hans partis andre aktiviviteter og hvordan de ville stille de ukendte sponsorer fuldstændig tilfredse.
   "Indtil videre har militsen kun beskyttelsesopgaver. Den er for lille og har for begrænsede ressourcer til at gøre nogen forskel i sig selv" forklareden Lazaref intenst. "Blandt de andre militser er vi kun tilstrækkeligt mange til at være tungen på vægtskålen, en gang i mellem. Det er tit et spørgsmål om vi skal støtte den ene eller den anden.Om de vil støtte os bagefter, når områderne er så flydende som de er, er en anden sag. Lidt mere ildkraft vil med garanti få dem til at tage os alvorligt. De forskellige millitser har hver sin politik afhængigt af deres hjemsted og ledelsens opfattelse af tingene."
   "Det er altså våben og ammunition, af en eller anden art, du vil købe"
   "Mig bekendt bruger vores modstandere altså heller ikke papirkugler" svarede Lazaref med et grin. "Selvfølgelig er det det."
   Denys betragtede den charmerende slyngel et øjeblik og bestemte sig til at spille med. Det måtte han diskutere med Jefrem. De skulle mødes alligevel, om et par dage. Det var ikke et møde han så frem til. Victors såkaldte forsvindingsnummer ville medføre nye procedurer, som de skulle diskutere, stod der i indkaldelsen. Indkaldelsen sluttede med at han og det øvrige kontor klarede det, de skulle godt og som forventet. Hvis liget af Victor mod forventning, blev fundet inden for de nærmeste dage, ville mødet nok ikke ende særligt godt for ham selv. Han hørte kun med med et halvt øre på Gregorich' øvrige intense talestrøm om det de havde tænkt sig.
   Udover et par af Gregorich' kolleger fra bestyrelsen eller staben havde han også truffet gruppes officielle talerør og leder et par gange og fik de mest velmente taksigelser af ham. Det blev hurtigt klart at gruppens talerør Akim ikke anede ret meget om noget af det, Gregorich og den øvrige stab foretog sig, for at nå gruppens mål og for at hjælpe en milits der var opstået spontant til lokalbeskyttelse i Lugansk. Den havde forbindelse med en lignende gruppe i Donetsk.
   Til gengæld var Akim en glimrende galionsfigur med både medrivende og hypnotiserende talegaver, når han var i humør til det.
   Akim fik aldrig mere at vide om sin bestyrelses små intriger og det de foretog sig, end han havde godt af, forklarede Gregorich tit. Han vidste kun de støttede deres fæller i Lugansk og Donetsk særdeles aktivt. Selvom han oprindeligt blev kendt og populær på helt andre ting, skrev de nu nogle herlige taler til ham, rettede ham ind mod de rigtige målgrupper og lod han gå i gang.
   De taler holdt han uden diskussion mens han solede sig i forsamlingens applaus og gav rigtige svar, på de fleste spørgsmål. De svar fik han i nødsfald få gennem en diskret øreprop. Når han blev alt for høj af adrenalin og begyndte at blandede sine egne dumheder ind i debatterne afbrød de som regel møderne. Akim blev derefter overladt til en erotisk rutineret støttepædagog, der høvlede hans lunger flade, til adrenalinet var brugt og han var til at holde ud at være sammen med igen.
   Denys spekulerede ofte over om de europæiske og amerikanske lederes folk udnyttede deres popularitet og talegaver på tilsvarende måder, når de skrev taler til dem. Fordelen ved at udtænke en politik er mest at man ikke behøver at udføre den selv havde Denys allerede tænkt da Jefrem skitserede hans besynderlige opgave oppe i Kharkiv.
   Han og de andre skulle rent ud sagt kun støtte så meget ballade som muligt så gassen nede i skiferen under Donetsk blev hvor den var, indtil videre i hvert fald. Nu havde Lazaref altså fundet på en mulighed for at udruste sine ballademagere med et eller andet, der ville gøre dem mere bemærkede, end de var i forvejen. Han var sådan set lige glad med hvad det var så længe han kunne udføre sin egen opgave.

Tjeneren kom og ryddede resterne af frokosten af vejen og spurgte om de skulle have kaffe. Lazaref mente han havde nået sit mål, lænede sig mageligt tilbage og foreslog Denys mere vin i stedet. De kunne lige så godt kunne hygge sig alligevel fristede han. Denys nikkede. Under normale omstændigheder vidste han at Lazaref var et både hyggeligt og jovialt selskabsmenneske, så længe han altså fik sin vilje. De talte afslappet videre om helt andre ting under meget latter,hyggede sig og betragtede omgivelserne. Denys betragtede efterhånden mest en enlig dame med en sommerhat på størrelse med en faldskærm, ved et af nabobordene. Hun gengældte hans blikke med diskrete smil.
   Pludseligt tog Lazaref servietten op til munden, hostede dæmpet, undskyldte sig og vendte sig om. Denys dunkede ham med et smil på ryggen.
   "Tak" sagde Lazaref . "Det må du godt holde op med. Jeg fik øje på en mand, der lige forlod den anden resturant og genkendte ham. Det modsatte var heldigvis ikke tilfældet. Han må helst ikke få fingre i det, jeg er ude efter. Finder du selv tilbage til hotellet? Jeg vil prøve at finde ud af hvor han bor."
   Denys nikkede bare og lovede at være klar næste dag. Lazareff smed et par sedler på bordet og forlod ham, uden et ord.
   Den sidste vin de havde bestilt havde de ikke nået at røre endnu. Denys så efter Lazaref, løftede den fyldte flaske og så på sommerhatten med med et spørgende blik. Damen nikkede med et imødekommende smil. Denys skiftede uden videre bord og bad tjeneren om et ekstra glas.

***

"Jeres problem sidder et par borde bag mig.Jeg går ikke ud fra, det er nødvendigt at udpege ham?" oplyste den lokale mand dæmpet, med et smil.
   Christian og Karsten var ankommet til Lubljana dagen før. Som aftalt blev de mødt i lufthavnen af en, som kørte dem til en ferieby ude ved kysten og indlogerede dem på et hotel, hvor en lokal mand ville kontakte dem dagen efter.
   "Det går nok" mente Karsten muntert og lige så dæmpet. Han betragtede diskret den unge, spinkle mand med parabolbrillerne. Det havde de havde kaldt dem siden Dominics udbrud. Han sad ganske rigtigt et par borde væk, og var ved at afslutte en intens samtale, havde det set ud til. Hans gæst så ganske tilfreds ud da han et minut senere forlod bordet
   "Hvordan fik han lov til at blive? I er ikke ligefrem belastet af så mange migranter som andre er"
   "Nej heldigvis. Slovenien er jo heller ikke ret stor. Hvis vi ikke slap af med de fleste ville der kun være ståpladser tilbage til sidst. Reelt var det mest fordi fyren bad om en kop kaffe mens han ventede på at blive afhørt. Politiets kaffeautomat var i stykker så den reparerede han med et sæt lommeværktøj og en køkkenkniv" oplyste Srenco Novecco fra det slovenske sikkerhedspoliti ærligt og skottede efter den ukendte mand, der forlod resturanten.
   "Kollegerne havde flere ting, der trængte til småreparationer. Dem kunne han sagtens kikke på, hvis han bare fik et sted at sove og lidt mad."
   Han rystede på hovedet.
   "Og der er stadig reparationer til ham?" grinede Karsten.
   "Det bliver nok til et par stykker i ny og næ" grinede Srenco. "Han ligger ingen til byrde så længe. De migranter fra Grækenland, Schengen aftalen har gjort os til flaskehals for, lemper vi enten tilbage til Kroatien eller videre til Italien. Vi kan ikke tage så mange selv."
   "Her er skam meget flot og hyggeligt. Det ligner Venedig lidt" mente Karsten og så ud over havnen.
   "Det er du ikke den eneste der mener" bekræftede Srenco med et blik på de hvide huse på den anden side af vandet og et utal af lystbåde, der lå fortøjet ved havnens broer. Flere landes flag sås i en munter farvelade fra bådenes agterstavne.
   Efter Christians og Karstens korte kursus i Q4 skulle de nu finde en udvej for at få bekræftet om den unge mand, udover at reparere finmekanik beskæftigede sig med noget der faldt under Q4's område. Screnco Novecco havde inviteret ind på en stor udendørs resturant, hvor han vidste deres emne holdt forretningsmøde, mente man det var.
   Christian kastede et blik over på bordet, hvor den unge mand nu slappede af alene efter den dæmpede forhandling.
   "Til at begynde med kunne vi godt tænke os at vide hvem det var Charlie forhandlede med. Det så vigtigt ud".
   "Jeg har folk i beredskab udenfor til at skygge dem begge" oplyste Srenco. "Det er et par af de bedste jeg har, til diskrete skygning. Det mener man af en eller anden grund ikke, jeg egner mig til."
   Yderligere forklaring var ikke nødvendig. Novecco kunne uden problemer forveksles med en kendt action skuespiller og tiltrak sig nysgerrige blikke overalt.
   "I får hans navn og billede, når vi kender det. Hvis vi får grund til at tilbageholde Imbali i et kortere eller længere tidsrum, skal vi nok gøre det uden spørgsmål. Jeres øvrige opgave vil jeg helst ikke vide mere om."
   "Vi skulle for resten hilse fra den kollega du allerede kender." svarede Karsten udtryksløst og skubbede en kuvert over bordet.
   "Han arbejder lidt med et spørgsmål, der indtil videre kun berører jer periferisk, tror jeg han sagde. De regner med at finde flere ting det måske kan betale sig at kikke på, inden for de næste par dage."
   Srenco Novecco så på kuverten med hævede bryn uden han gjorde mine til at tage den, og over på Christian og Karsten.
   "Du skal bare fortælle os om du synes det har interesse for jer." sagde Christian. "Hvis du mener det, får du resten lige så hurtigt det bliver tilgængeligt og sorteret. De to ting hænger på ingen måde sammen."
   "Det er en ny måde at forhandle på" mente Srenco Novecco. "Uanset hvem i faktisk repræsenterer, har samarbejdet både fordele og ulemper for os begge."
   "Vi skal nok tage os af de fleste ulemper og grå områder, hvis du bare ser den anden vej." lovede Karsten sorgløst.
   "Tal for dig selv" vrissede Christian af ham.
   "Jeg skal se hvad jeg kan gøre for jer" lovede Srenco med et smil og tog kuverten og rejste sig. "Jeg har lige et andet ærinde. Finder i selv tilbage til jeres hotel?"
   De nikkede indforstået og Srenco rejste sig.
   "Jeg kontakter jeg jer der, når vi har nyt." lovede han. "Bemærkede i for resten Imbalis samtalepartner havde et par sekrætærer siddende ved et andet bord. De gik sammen med ham og så mest ud til at leve af råt kød og steroider. Er i så venlige at se jer for."
   "Vi vil ikke foretage os noget som helst, ud over at nyde udsigten de næste par timer." forsikrede Christian ham om. Han så ud mod den rolige vandoverflade og de hvide palæer der lå i blødt lys, på den anden side af havnen.