"Rygterne begyndte hurtigt at brede sig" sagde Oelxandr og lagde telefonen for tiende gang, to dage efter.
   De andre i koordinationscenteret havde brugt formiddagen på samme måde.
   "Der er mange, der har hørt om at der holder en masse nødhjælp ovre på den anden side af grænsen. Af naturlige årsager vil de gerne vide om den snart kommer" sagde Reta. Andreji nikkede også fra næste bord og lagde sin telefon..
   "Og på den anden side er der flere og flere, der spørger til om det er rigtigt, der snart bliver fordelt et stort læs raketstyr mellem alle vores forsvarsgrupper."
   "Der er nok at tage fat på, hvis vi skal bevare den ro der er i øjeblikket" brummede Oelxandr. Han slog opgivende ud med armene og ignorerede hans telefon begyndte at skabe sig igen. Hans røde skæg glinsede af svedperler efter formiddagens opringninger. Han lignede stadig en vanvittig, og særdeles træt nisse. Hans datter Reta og flere andre så på ham med medlidenhed.
   Så længe det var hans opgave at skelne mellem rygter og facts og samle det hele på en fornuftig måde inden han trak den rigtige kanin op af den rigtige hat endte, sorteper indiskutabelt ved ham.
   "I det mindste er der ingen der stiller spørgsmål om angrebene ude ved Torez eller de dødsfald de medførte" konstaterede han. "Der er nok ingen tvivl om at de fleste af rygterne er startet af dem, der flygtede derudefra."
   "Den bande røvere er der ingen der savner alligevel" mente Lladlo. "Til gengæld blomstrer sortbørshandlen og alle savner både det, vi har fået lovning på vil komme som nødhjælp og noget mere effektivt at skyde med, hvis en af de separatistiske bander gør sig ud til bens igen."
   "Bolden ligger på den forkerte halvdel af banen i øjeblikket" konstaterede Oelxandr og trak eftertænksomt i sit skæg. "Vi kan ikke gøre noget ved noget af det, Når vi får indflydelse på de forbandede tingester kan vi kvæle de rygter der holder nødhjælpen tilbage."
   Hans telefon startede forfra igen.
   Han tog den opgivende og sagde "Et øjeblik".
   Han dækkede mikrofonen og spurgte ud i luften,
   "Er der nogen der har lyst til at vædde en tier på om det her drejer sig om nødhjælp eller raketstyr? Den, der har lyst til at vædde må gerne vælge først."
   I det samme ringede to telefoner mere så Lladlo og Reta begyndte at tale dæmpet, samtidig med Oelxandr.
   Kort efter sluttede alle de tre samtaler med den kedelige besked at koordinationscenteret stadig manglede en masse oplysninger.
   "En om nødhjælp og en om raketstyr" grinede Oelxandr efter et par ord til Andreji. "Vi kan nå at vædde endnu. Du har afgørelsen min pige. Vent et øjeblik. Er der ingen der har lyst til et hurtigt væddemål?" spurgte han og så sig nysgerrigt rundt.
   "Det bliver uafgjort" sagde Reta skarpt. "Jeg fik en melding om at vi bliver udspioneret fra den forladte fabrik på den anden side af vejen. Fjolserne glemte at kikkertlinser reflekterer sol. Indtil videre er vi sikre på, der sidder et par mand derovre."
   "Glem de telefoner et øjeblik" foreslog Oelxandr. "Hvis vi kan finde ud hvem der spilder tid og folk på den slags pjat, har jeg et par forslag de ikke kan sige nej til."
   Oelxandr lagde bedde knytnæver på bordet og prøvede at efterligne en gangsterboss. Det projekt stillede større krav til hans udseende, end han kunne opfylde.
   "I må hellere flytte ind her, et par dage til vi har vænnet dem af med den slags unoder." sagde Lladlo til Karsten og Christian.
   "Stil jeres telefoner om til omstillingen og få et par pålidelige folk til at sortere opkaldene, så vi ikke går glip af noget" afgjorde han. "Hvordan skal vi gribe det an?"
   Oelxandr så oplivet ud ved tanken om direkte aktion og så på et kort.
   "De skal jo ind og ud på en eller anden måde. Jeg tager et par mand med på en rundtur i området."
   "Helst ikke" sagde Lladlo stilfærdigt. "Det er bedst at du bliver her og koordinerer det der sker. De kan nok også kommunikere med dem, der har sendt dem ud. Start med at scanne og spore signaler."
   Han så over på Reta og Christian.
   "Og i kontakter Q4 og får lært Reta alt om GPS triangulering inden frokost."
   "Så får vi travlt" konstaterede Christian. "Vi skal gøre vores bedste. Kan du låne os et stille rum. Den her larm er jo ikke til at arbejde i."
   Andreji rejste sig omgående og viste dem ind i et rum med en masse udstyr og overlod dem til sig selv.

Efter en time kom Christian tilbage til stabsrummet og bad om et par kort over Donetsk by og dens nærmeste omgivelser.
   "Din datter har fået et par ting at øve sig på." sagde han til Oelxandr, der var travlt beskæftiget med et par tavler med kort.
   Oelxandr nikkede bare, fandt de ønskede kort frem mens han stirrede tomt ud i luften. Han havde et headset på og ventede tydeligvis spændt på nyheder han kunne bruge til et eller andet.
   "indtil videre har jeg indrammet den gamle fabrik med tre grupper" forklarede han. "Dine venner er nede på jeres pensionat for at hente jeres ting. Der er kommet tredive opringninger til. De fordeler sig ligeligt mellem nødhjælp og raketstyr. Vi ved ikke rigtigt hvilken besked vi skal give dem, der ringer."
   "Rygterne om det ene holder med andre ord det andet i skak." mente Christian. "Hvad med at være gå ud og fortælle at de ikke tør køre nødhjælp ind når der er risiko for den bliver beskudt med raketstyr hvis den bliver uddelt til nogen, nogen andre ikke bryder sig om."
   "Så nemt er det ikke" sukkede Andreji "Rygterne om de raketstyr holder nemlig også separatisterne hjemme og i ro, til de har fundet ud af hvad fanden der foregår herovre."
   "Så må vi hellere finde dem, der ved, hvor langt de forbandede tingester er nået" afgjorde Christian og rullede kortene sammen.
   "Fremragende ide" sagde LLadlo der lyttede med fra baggrunden. "Før i tiden tøffede Gregorich Lazaref kun rundt i periferien hernede og pustede til ilden ved at sprede rygter og løfter om det ene og det andet, med venlig hilsen fra hans chef oppe i Kharkiv. Det er en ny situation for ham at der faktisk er realiteter bag rygterne. Og det er endnu værre at det kun afhænger af ham."
   "Og at det samtidig forhindrer noget andet, der også er vigtigt" bekræftede Christian og gik tilbage for at hjælpe Reta med sporingen af Lazaref og Denys.

***
   "Vi har vidst nok bragt sindene lidt i kog et par steder" fortalte Lazaref.
   "Der er ikke ret mange, der har indvendinger mod vi lige på kanten til at levere mere effektive forsvarsmidler! Men desværre er der kommet en del indvendinger om, vi efter sigende holder noget nødhjælp tilbage på den anden side af grænsen med trusler om at bruge det nye udstyr."
   "I skulle nok ikke have brugt vores tidligere værters klovneri til at reklamere med i havde mere af samme slags undervejs." påpegede Denys.
   "Måske og måske ikke. Under alle omstændigheder blev de irriterende fyre fra Slovenien klar over de er opdaget. Så kan de kontrollere nødhjælpen til den anden side i stedet for at spilde tiden med at rende rundt efter os og vores små indkøb."
   "Gik de med til det?" spurgte Denys.
   "Både og."smilede Lazaref. "De blev forstærket med to mand ekstra for en sikkerheds skyld, har vi fået at vide. Vi har en god bekendt i Koordinationscenteret der fortæller os det meste af det der foregår der. Nu ved alle at vi mener det alvorligt når vi siger at vi også er nervøse for om separatisternes bagmænds opfattelse af nødhjælp omfatter våben og ammunition."
   "Og i mellemtiden diskuterer de om de skal dekorere eller dræbe os på grund af nogle tåbelige rygter" afsluttede Denys. "Det var altså ikke det, jeg i sin tid lovede dig hjælp til."
   "Det er ikke nogen ny oplevekse for mig" smilede Lazaref. "Sidste gang var jeg på rundtur med en stribe tåbelige spørgsmål og fordelte jeg også også tyve kasser ammunition uden der opstod rygter om det. Dem foregik diskret mens jeg slog ud med arme og ben og lovede vi ville forsøge at gøre en smule for de skoler og sundhedsvæsen, der stadig fungerer. Selvfølgelig er intet af det lykkedes endnu. De var mere glade for ammunitionen og vi fik masser af oplysninger vores ærede leder kan bruge i sine taler. Der er stadig et par stykker der husker hans løfter og har tilbudt at dekorere min bagdel med et par spark jeg kan levere videre til Akim så han kan huske, det vi fik ham til at love."
   "Hvordan bringer det os videre og væk herfra, helst? spurgte Denys og så ud af et snavset vindue.
   "Dem vi plejer at forsyne med ammunition kender de sortbørshandlere, der skaffer fødevarer nede fra syden. Dem henter de selv med lastbiler flere gange om ugen. Det er ret en nem tur på femhundrede kilometer hver vej. Chaufførerne og vagterne er gået med til at gemme raketstyrene i under deres andre varer og fordele dem på fem lastbiler, der kører hver sin vej."
   "Har de altid ekstra vagter med? spurgte Denys.
   "Selvfølgelig. De tager ikke nogen chancer. Det minder mig om jeg lovede chaufførerne og vagterne en bonus på hver tusind euro for ulejligheden. Halvdelen når de har læsset og den anden halvdel deponerer jeg her, til de kommer retur. Det må vi hellere gøre med det samme, så de kan se det er alvor."
   "Jeg troede ellers de fleste af dine folk medvirkede frivilligt til forsvar." mumlede Denys og fandt penge frem.
   "Det gør de skam stadig, når de forsvarer sig selv og deres familier " forsikrede Lazaref. "Resten af tiden er de smuglere og sortbørshandlere. Det var Drachs folk sådan set også men dem tør jeg ikke bruge efter vi skaffede os af med ham."
   "Hold mig udenfor den del. Såvidt jeg husker var det dig der skød ham" mumlede Denys.
   Han holdt samtidig omhyggeligt mund med det tykke bundt sedler han havde bemærket i Drachs taske i et ubevogtet øjeblik. Dem havde han hurtigt snuppet mens Lazaref gik udenfor og fik forbindelse med deres befriere ved Torez.
   "Det er rart at vide vi i det mindste er i hænderne på fagfolk" erklærede han og rakte Lazaref pengene.
   "Og er du i øvrigt rar at huske der mindst skal være en snes tusind tilbage til skibets besætning når vi går ombord efter vores gods. Hvordan har du tænkt dig at sørge for de opfører sig ordentligt og ikke bare smider os og varerne i vandet, når vi har betalt sidste rate?.".
   "Det har vi folk med til at tage sig af" forsikrede Lazaref. "De hjælper også til med omlæsningerne og bliver betalt et andet sted fra, når klokken lyder."
   "Måske bør jeg kontrollere min mail" mumlede Denys og gik i gang med det for første gang den dag.
   "Klokken er gået i gang" sagde sagde han kort efter. "Vores varer afsejler fra Tripoli ved midnat i morgen og er fremme ved nul-punktet om fem døgn, hvis du altså lige vil afsløre hvor det er."
   De studerede to billeder af The Times fra den dag. Den lå på en kasse med nogle skriblerier på.
   "Det får vi at vide af Karel. Send billederne ned til ham. Han er nede på Krim for at arrangere den del og skal med for at kontrollere godset en sidste gang inden vi betaler sidste rate. Ham møder vi der om tre dage."
   "Skal det foregå på Krim?" tanken om at komme alt for tæt på Jefrem igen huede absolut ikke Denys.
   "Det bliver det nødt til. Vi har gode forbindelser med dem der leverer varer til vores smuglerne som til gengæld ordner et par småting for dem."
   "Og betaler for det uden tvivl" sukkede Denys. "Det er forhåbentlig ikke undgået din opmærksomhed Krim sluttede sig til Rusland for nyligt. Det plejer at betyde et eller andet med grænser og grænsevagter."
   "Jeg har jo fortalt dig vores chauffører er rutinerede smuglere. De betragter kun grænser som en teoretisk formalitet."
   "Hvad med vores nye papirer?" spurgte Denys.
   "Dem får vi i morgen sammen med den bil vi ..Hvad fanden sker der?"
   De sprang begge hen til vinduet og betragtede en skudveksling der fandt sted lidt længere nede af gaden.