"At jeg fik mit første klask i røven, som nyfødt og ikke kunne forsvare mig, betyder ikke jeg stadig skal finde mig i dem, der prøver at behandle mine og andres, ædlere dele på samme måde."
   Dagslyset skinnede igen frem mellem skyerne da delingen vendte hjem og bilerne kørte ind på gårdspladsen ved Koordinationscenteret hvor de blev modtaget af Lladlo og Andreji som omgående fik et kort referat af nattens hændelser.
   Oelexander havde smidt sin røde baret på jorden og understreget det med et par knyttede næver i siden. Han så bestemt op på Lladlo og Andreji og lignede stadig en vanvittig camoufleret nisse med struttende lommer af ammunition og granater han ikke havde brugt.
   "Et raketstyr med målsøgningsudstyr havde sluttet det pjat på få sekunder og vores frivillige folk i Torez var sluppet for et par sårede."
   Bag ham lød delingens ubetingede bifald.
   Lladlo og Andreji bemærkede Christian så skeptisk ud.
   "Er der flest af jer eller separatister i øjeblikket?" spurgte han. "Uanset hvor spidse tænder de har, spiser store fisk normalt de små. Det er også en form for demokrati."
   "Mandtallene står nogenlunde lige på begge sider af konfliktlinjerne" sagde Andreji eftertænksomt. "Det er mere tvivlsomt hvor mange der faktisk har lyst til at bruge de våben, de har liggende. De fleste vil bare være i sikkerhed, men hvis vores folk får alt for gode muligheder for aggressioner kan det hurtigt ændre sig. Der er stadig en lille overvægt at dem, der støtter separatister."
   "Hvad skaber mest frygt og usikkerhed?" fortsatte Christian. "Q4's og vores arbejdsgivers doktrin går både ind for demokratiske afgørelser og på at dæmme op for de trusler og elementer, der skaber frygt og usikkerhed, hvis vi kan. Vi hjælper kun med, til at fjerne dem, når vi ligefrem bliver bedt om det."
   "Separatisternes militser er bedre koordineret og samarbejder mere end vores frivillige vagtværn gør" sagde Lladlo med et smil. "Det er ingen hemmelighed. Det vil sikkert give problemer med samarbejdet, hvis vi skal til at vælge hvem der kan få skarpe tænder, som du kalder dem. Jeg behøver vel ikke minde om at de ansvarlige for den nuværende situation er et par fjolser, der sneg sig ind til separtisterne og brugte et par raketstyr, de ikke burde have haft. Og dem der ved, hvem der kvajede sig med det, der endte med luftangreb på Lugansk i juni, og med passagerflyet reklamerer ikke med deres viden om det."

"Har i slet ikke nogen, der er operativt modne nok til at disponere den slags våben de har købt, på en måde, der kun giver sikkerhed mod den anden side?" spurgte Karsten.
   "Måske vores udrykningsdelinger" mente Lladlo. "I har lige mødt en af dem. De suser afsted sammen med Dnejpro bataljonen og sikrer og forstærker de steder, der kommer under angreb mens bataljonen tager sig af angriberne. Hvis de får dem, vil alle have dem og vores modpart vil sætte himmel og helvede i brand for at få noget tilsvarende. Det hedder optrapning."
   "Det vil gøre begge parter mere paranoide end de er i forvejen og forværre sikkerheden og skabe mere frygt og . Det er det vores arbejdsgiver gerne vil forebygge inden det spreder sig uden kontrol. Lad os tale om det senere på dagen" foreslog Christian og gabte. "Jeg vil gerne have en lur."
   Karsten nikkede samstemmende så Oelexander tilbød dem at låne et par køjer, i stedet for at køre tilbage til pensionatet.

Da Christian og Karsten var udhvilede og stod op midt på eftermiddagen fik de forevist de garantier der var givet. Q4 havde bekræftet at deres forbindelsesofficerer Harbo og Gabel gerne måtte påtage sig kontrolopgaver og om fornødent kunne forstærkes med to mere, der ville ankomme til Kiev i løbet af dagen. De skulle kontaktes for nærmere aftaler gennem den nuværende kanal, stod der i en ny skrivelse med et imponerende brevhoved, der bare fik Karsten og Christian til at se på hinanden.
   Brevet sluttede med et par formelle spørgsmål om metoder, oplysninger og billeder af Harper og Hardesty..
   "Vi hører nok nærmere i løbet af i morgen" mente Lladlo. "Der er jeres kolleger ankommet."
   "Vi må hellere kræve lønforhøjelse" mumlede Karsten
   Resten af dagen og natten forløb uden episoder af nogen art og Oelexander isolerede sig med forskellige undersøgelser. Ved middagstid næste dag modtog Harper og Hardesty Christians og Karstens overstrømmende hilsener da de landede og foreslog de gik en tur for sig selv og talte nærmere.
   "Er der gemt orme i de imponerende breve, der flyver frem og tilbage?"
   "Noget i den stil" bekræftede Thomas Harper. "Du må sgu hverken forvente jeg forstår alle Elisabeths krumspring eller kan forklare dem videre. Kort fortalt indeholdt det første brevhoved et relativt uskadeligt program, der holder sammen på farverne, ud over det det ellers kan."
   "Som er?" spurgte Christian spændt.
   "Elleve sekunder over midnat aktiveres en lille sniffer, der bryder ud og finder og slår sig sammen med et par lige så uskadelige programmer hun indkapslede i vores billeder. Når de har fundet sammen virker de som en Troyansk hest, der ikke er uskadelig." overtog Hardesty.
   "Såvidt jeg forstod er den kun aktiv ti sekunder af gangen" sagde Harper. "Klokken elleve sekunder over midnat åbner den Troyanske hest et vindue for Q4, hver dag. Med en smule forsigtighed skulle Kiev Protokollen ikke opdage vores henvendelser længere."
   "Lad os håbe det" brummede Karsten. "Tilværelsen her kan godt være skadelig med den måde de har det med at diskutere på."
   "Det er vidst nok derfor man kalder det borgerkrig" mente Hardesty. "Konvoyen med nødhjælp kører ingen steder før vi har forskønnet landskabet en smule, tror jeg diplomaterne kalder det. Vi skal bare fjerne den usikkerhed de de tre herrers indkøb af våben skaber."
   "Selvom forspillet er mere indviklet" sluttede Harper "skal vi stadig bruge motorsave og geværer til at komme frem til dem, der skaber den værste frygt og usikkerhed. Soldater og strissere er ikke arbejdsløse endnu min ven."
   Han klappede Hardesty beroligende på skulderen.
   "Helt enig" mumlede Karsten. "Du kunne godt have udeladt det med forspil. Jeg savner Elisabeth"
   "Skal vi høre hvad Oelexander har fundet ud af?" foreslog Christian.

Oelexander susede rundt mellem flere opslagstavler og mindede i lidt mindre grad om en vanvittig nisse, end han gjorde under angrebet på Torez mente Christian.
   "Jeres folk bekræfter der ganske rigtigt forsvandt titusind raketstyr under de libyske uroligheder. Indtil videre har man ikke fundet ret mange af dem. Om resten er faldet i kløerne på terrorister eller våbenhandlere tør de ikke gætte på. Under alle omstændigheder er Drach, Lazaref og deres ukendte sponsor ved at få fat i nogen af dem."
   "Det må de helst ikke" mente Lladlo. "Drach og de tosser, han bevæbner opfører sig som en flok ungtyre gør, når de kæmper om territorium i forvejen. Hvordan går det med at finde dem?"
   "Ikke særligt godt" indrømmede Oelexander. "Den fordeling af nødhjælp, de krævede, er ved at blive kendt og har skabt irritation på den anden side. Vi kan risikere vi skal løbe om kap med dem, for at finde de tre centrale tosser. De kender ikke noget til de nye raketstyr endnu."
   Han holdt en pause og pustede ud og så på en tavle.
   "De har ikke midler til at købe ret mange raketstyr ved vi. Affyringsrammen leveres i kasser på to gange en halv gange meter. Selve styret vejer kun elleve kilo. Granater med indbygget målsøgning vejer to et halvt kilo. Elektronikken udgør et par hundrede gram og resten er delt mellem fremdrivning og sprængladning. Jeres kolleger mener de kun kan købe en snes rammer og en pæn stak granater for en millon euro på det sorte marked. Vi tror ikke at Drach og Lazaref råder over mere tilsammen."
   "Med mindre de får hjælp. Det bringer os tilbage til den ukendte sponsor" mindede Andreji dem om. "Er der noget nyt om ham?"
   "Måske en smule" mente politimanden fra Kiev, der havde sluttet sig sammen med Oelexander og koordinerede den del af eftersøgningen.
   "Vi sporede modtageren for hans SMS beskeder fra bussen til et lille kontor i Kharkiv. De prøver at skaffe sig andele af den gas der skal udvindes ved at sælge billig russisk gas og ellers bestikke sig frem."
   "Der bliver nok ikke udvundet alverden så længe de vedligeholder uro med frygt, usikkerhed og større skydere." mente Andreji.
   Der lød et brag da Lladlo slog hånden i bordpladen og udbrød.
   "Det er præcis det, det drejer sig om? Find de stoddere og fjern dem fra landkortet inden det ender i kollektivt vanvid!"
   Han så vist på Q4's repræsentanter, der så på hinanden og bare nikkede. Christian spekulerede over hvordan det ville gå med deres samarbejde hvis Lladlo nogen sinde fandt ud af de hjalp ham ved at omgå det sikkerhedssystem i Kievprotokollen, der også beskyttede hans hemmeligheder.

***

Denys planer om tilbringe eftermiddagen i en hængekøje blev afbrudt af Lazaref og Drach.
   "Det er altså et problem at love noget væk, vi ikke kan fremvise, for ikke at nævne at true med det" påpegede Drach.
   "Det skulle du måske have ventet med" sagde Denys forsigtigt og viklede sig besværligt ud af hængekøjen og så på sine fredsforstyrrene. Så længe det kun var ham, der kunne sende de sidste betalinger og kendte den mail, der fik besked, når raketstyrene afgik, var han stadig på den sikre side var han overbevist om.
   "Den mulighed var for oplagt! Du bliver nødt til at rykke for dem" mente Lazaref. "Mine kolleger i Kharkiv er lidt nervøse for vores penge og vores leder vil være med til at fordele dem."
   "Gu' skal han ej" brummede Drach. "Det her er vores projekt. Bliver det til noget med at rykke?
   "Så længe vi skylder en halv million euro skal de nok blive afsendt" mente Denys beroligende. "Hvorfor haster det pludseligt så meget."
   " Fordi den værste terrier, der er i koordinationscenteret besøgte Gregorich' gamle kolleger i Torez den anden nat og forhørte sig grundigt om tre desertører, de har givet husly. Tror du der er tre andre end os, en lidt for dygtig efterretningsofficer kunne have interesse i at tale med?" spurgte Drach.
   "Når vi kan fremvise raketterne er det en anden sag." bidrog Lazaref og så lidt nervøs ud.
   "Hvorfor det?" gabte Denys
   "Fordi det er en antropologisk standardtformel førereren for en flok har de største tænder eller muskler" sagde Lazaref. "Bagefter kan psykolog og major Lladlo, for vores skyld godt godt koordinere resten af militserne rundt om os, lige så meget som han har lyst."
   "Det kan der være noget om" mente Denys og skævede til den beskyttelse Drach påstod, han havde. selvom han mest følte sig som fange. Hans såkaldte beskyttere var alle bygget med arme og halse af skorstensrør, der blev holdt sammen af kraftige brystkasser og sluttede med stramme grin, der hvor hovedet normalt sad på Homo Sapiens andre medlemmer. De talte kun sjældent til ham og deres indbyrdes kommunikation foregik med et tværsnit af snøvlende dialekter og grødet snak, der ville få enhver talepædagog til at overveje et andet job.
   Desværre var vagterne prototyper for de specielle militser, Drach repræsenterede flere afdelinger af men deres opmærksomhed fejlede intet. Denys opgav omgående enhver tanke om at forsvinde for at bruge de penge han allerede havde hugget.
   Skjulestedet lignede vagterne på flere måder. Hans hængekøje var spændt ud mellem et par træer hvis toppe spejlede sig i den lille dam, der lå ved siden af den lille bebyggelse. Når Denys drejede hovedet så han på pladsen i midten af husene. Den var overstrøet med forskellige smadrede møbler, andet skrald og fladtrådte øldåser. Husene var omgivet af defekte bilvrag der stod mellem andre biler, som stadig kunne køre. Bag et af husene brændte der som regel et affaldsbål selvom vinden drev røgen fra det der blev brændt gennem de åben døre og vinduer og supplerede den lugt, der var i forvejen.

Hovedårsagen til at de kunne kalde sig en milits var at alle beboerne var bevæbnede og kun slap deres våben for at spise eller drikke. Det sidste skete med regelmæssige mellemrum og flere fra gruppen røg også åbenlyst pot som bidrog til den stank og stemning, der dominerede overalt. De fleste var udmærket klar over de tilhørte en gruppe udstødte, som ingen stolede på fordi de brugte de metoder de gjorde, for at få det de ønskede.
   Trods det fik gruppen regelmæsssige henvendelser fra koordinationscenteret om risikoen for repressalier og spørgsmål om hvor mange de var og om de kunne afse folk og ammunition til andre enheder.
   "Det spørger de næsten dagligt om" grinede Drach da Denys ankom. "Svaret varierer lidt afhængigt af drengenes humør den dag. Kort før Gregorich og jeg ankom brød et par af gutterne ind i et depot, ovre på den anden side. Ud over den sprut og ammunition, de var ude efter lå der også en snes gamle raketstyr. Dem ville de lige kontrollere inden de slæbte dem med. De virkede altså glimrende og Gregorich og jeg fik den ide at kombinere dem med det rygte om nødhjælp Gregorich havde hørt om. Det afsluttede vi med at fortælle vi også kendte alt til de to optimister fra Slovenien, du bemærkede i Kiev. Dem holder et par af vores venner inde i Donetsk stadig øje med."
   "Med det resultat der med garanti er flere efter os, end der var før" påpegede Denys opgivende. "Er du ikke klar over jeres mails kan spores?"
   "Selvfølgelig er jeg det. De blev sendt videre af en af dem, vi stoler på inde i Donetsk til gengæld for et par af de raketstyr og sprut vi huggede fra den anden side. De har adgang til et absolut sikkert system som de sendte dem videre gennem." mente Drach optmistisk. " Her finder de os aldrig."
   Systemer der hang sammen med at bruge en del af byttet til bestikkelse havde en hel del begrænsninger som Denys afstod fra at påpege. I stedet spurgte han om hvad Drach og Lazaref nu havde tænkt sig. Det fik dem begge til at overveje situationen.
   "Rygterne om vores krav til fordeling af nødhjælpen er sikkert ved at komme i omløb" sagde Lazaref. "Uanset om vores nye våben når frem eller ej, inden den kører vil det se det ud som om det er os der har bestemt hvordan den bliver fordelt. Så vil de regne med os, i højere grad end de gjorde før. Når vi kan fremvise nogen ordentlige raketstyr, går de helt amok."
   Drach nikkede alvorligt.

Hvad enten Drach og Lazaref at indskrev deres initialer i borgerkrigen med flammekastere eller raketstyr kunne det skabe helt præcis den uro og usikkerhed Jefrem havde bestilt for at fjerne opmærksomheden fra Krim og gasfelterne der, mente Denys. Han gik modvilligt ind for at spørge om deres udstyr snart blev afsendt.
   Efter den russiske indmarch var Jefrem sikkert allerede ved at indkassere sin en andel som tak for også at fjerne opmærksomheden fra den var Denys sikker på. Drach og Lazaref havde sikkert tilsvarende planer for at bruge deres nye magt, som de ikke havde finpudset endnu. Deres fremgangsmåder have nok fået Tjekov til at brænde manuskriptet om Onkel Vanjas forspildte chancer og skrive et nyt, hvis han havde hørt dem, tænkte Denys, mens han spekulerede over om det stadig var nødvendigt at skabe mere usikkerhed inden han kunne stikke af.