Efter lidt overtalelse, gik Denys dagen efter med til at ledsage Lazaref til hans indledende møde med en ukendt mand, der helst skulle overtales til at formidle et, mildest talt, ulovligt indkøb.
   Indtil videre, forsikrede Lazaref, skulle Denys og hans penge kun bevise det ikke var tidsspilde at manden talte med ham.
   Der sagde Denys allerede og bestemt, stop. Pengene kunne den ukendte kun få at se under to forudsætninger. For det første måtte fyren indfinde sig på deres hotel, og for det andet ville Denys vide mere om den mand Gregorich fulgte efter, dagen før.
   Lazaref kunne kun fortælle at den mand, han genkendte, sansynligvis var ude efter det samme som han, og at han havde fulgt efter ham til et hotel i den anden ende af byen.
   Lazaref fortalte intet om de mænd, der ledsagde manden, af den simple grund han ikke opdagede dem. Desværre, for ham, vidste han heller ikke at de næsten omgående bemærkede ham. Han vidste heller ikke at den ene nu holdt øje med deres hotel gennem en kraftig kikkert fra den anden side af gaden. Denys var for træt til at sige ham imod. Han ville helst blive på hotellet og hvile sig. Bekendtskabet med damen fra resturanten var efter nogle muntre timer endt med en demonstration af en sibirisk kanetur på hendes værelse. Alligevel gik han med for at forsikre den ukendte mand om om at han ville godtgøre ham for ulejligheden, ved at tale med Gregorich. Tanken om at hans egen godtgørelse for det samme, befandt sig i en godt og sikkert i en bank, lunede en smule mens de gik af sted.
   "Hold udkik efter en, der vifter med et eksemplar af 'Le Figaro'" hviskede Lazareff da de nåede frem og stod uden for resturanten igen.
   Denys vendte modvilligt blikket væk fra den anden resturant, der indtil videre ikke indeholdt nogen sommerhatte af interesse. Han havde en aftale om at møde hende senere. Hvis hans bidrag til Lazarefs møde kunne begrænses til et par minutter kunne han hvile lidt mere ud forinden.
   "Det er da nemt nok." sagde Denys velvilligt efter han havde set sig om. "Der står lige der"
   Han nikkede mod en ung farvet mand med et par enorme briller, der stod uden for resturanten med foldede arme og den rigtige avis.
   Lazaref kastede et blik i den rigtige retning og spurgte hvordan Manchester United klarede sig i turneringen.
   "Forhåbentligt uden at dumme sig alt for meget" svarede Charlie Imbali, som aftalt og smed avisen i en papirkurv.
   "Jeg læser aldrig sport. Skal vi ikke hellere finde en forfriskning og et emne af interesse for os begge."

De indledende præsentationer var hurtigt overstået da ingen af dem mente deres rigtige navne havde større interesse for de andre.
   "Jeg har også mødt en anden, som jeg rent ud sagt ikke brød mig ret meget om" startede Imbali med. "Det skal dog ikke forhindre mig i at skaffe dem, jeg repræsenterer, den bedste aftale." Han lænede sig tilbage og prøvede efter bedste evne at ligne en generaldirektør for et større selskab, i stedet for det han faktisk var, tænkte Denys med et smil og nikkede indforstået.
   Som lovet forsikrede Denys Charlie om han havde en kuffertfuld penge, et andet sted i byen, til den indledende forhandling, som han i øvrigt slet ikke ville vide mere om.
   Det var Charlie helt indforstået med.

Lazaref nikkede også og forsikrede alvorligt Charlie om at hans tilbud ville blive mindst lige så godt som som det andet og at de ville påskønne samarbejdet med Charlie på særdeles håndgribelig vis. Han holdt tand for tunge med at han, ved et tilfælde, udmærket vidste, hvem Charlie havde mødt.
   "Vi kan sagtens afsende varerne til jer" lovede Charlie alvorligt. "Men det bliver jeres problem at modtage dem og få dem ind i et andet land. Betalingen fordeles i tre dele. Første del falder, når i ser vores varer, et sted vi vælger. Resten fordeles efter afsendelse og ved overtagelsen.
   Lazaref forsikrede det stadig ikke var noget problem.
   Charlie så interesseret ud. Lazaref forklarede dæmpet hvad han havde tænkt sig, mens Denys interesserede sig mere for om der var dukket interessante sommerhatte op på den anden side af gaden.
   "Det lyder godt nok" mente Charlie. "Selvom den anden ikke havde tilbud af samme art som jer, tror jeg vi bør tale rigtigt alvorligt videre."
   "Det behøver i vel ikke mig til?" spurgte Denys og gjorde sig klar til at rejse sig. "Hvis i bliver enige om noget som helst kan vi mødes på vores hotel i morgen. Efter frokost tak."
   De nikkede begge og Denys trak sig lettet og hurtigt tilbage. Han kunne stadig nå et par timers hvile inden han igen skulle møde sin nye veninde, fra dagen før.
   Ved trappen så han sig tilbage og nikkede venligt til afsked til begge mænd. De var allerede for langt inde i forhandlingen til at bemærke noget som helst.
   Denys fortsatte ned af trappen og så igen tilbage med et smil. De to andre talte videre og bemærkede ikke noget som helst tænkte han. Han tog et par trin til og stødte ind i en mand der var på vej op, ledsaget af et par andre.
   Denys undskyldte hastigt sin manglende opmærksomhed og skyndte sig videre.
   Efter et par skridt stoppede han op og så eftertænksomt tilbage. Den var god nok. Selvom der manglede en del, havde manden en umiskendelig lighed med en kendt skuespiller. Det kunne han sikkert få lidt mordskab med fortælle sin veninde i aften, inden de gik videre til det egentlige, tænkte Denys og skyndte sig tilbage til hotellet for at hvile ud.

***
   Srenco Novecco var kun lige kommet ind på Christians og Karstens hotel da han fik en kort besked om at Imbali var på farten igen og nu holdt møde med et par nye mænd.
   "Lad os bare tage ned og kikke med" inviterede han dem muntert og hoppede ind i sin bil. Et par minutter efter parkerede han den ved samme resturant som dagen før, steg ud og nikkede til en anonym varevogn med to mand, et stykke væk.
   "Hvis Charlie holder flere møder må jeg udvide holdet igen" beklagede han. "Dem fra i går har delt sig. Det kræver allerede ekstra mænd. Uanset hvad vores turister laver på hjemmebanen, har jeg ikke nok til at holde øje med dem alle."
   Christian nikkede bare indforstået og fulgte efter Srenco ind i resturanten hvor Srenco næsten stødte ind i en mand, der var på vej ud.
   Få minutter efter havde de fundet et bord med uhindret udsigt til Imbali og hans nye selskab. Det bestod kun af en mand som Christian studerede i ro og mag. Manden var høj, vel en meter og firs, så slank og trænet ud. Han lyttede opmærksomt og stille til Til Imbali. Hans få bevægelser virkede bevidst planlagte. Mandens sorte hår bølgede over et ansigt med en naturligt brunet hud og vejrbidte træk, der afslørede et regelmæssigt friluftsliv.
   Pludseligt brød et bredt smil ud over Imbalis ansigt. Han førte tre fingre mod panden og ned på brystkassen og bøjede sig fremover. Den anden gengældte den traditionelle hilsen også med et smil.
   "De har vidst fundet en fælles platform af en eller anden art" hviskede Karsten og betragtede scenen.
   "Så er det kun spændende hvem fanden han så er, og om han har fælles interesser med ham fra i går, eller det modsatte" mente Christian lige så dæmpet."Hvad kan du fortælle om dem fra i går?" spurgte han Srenco.
   "Navne, nationalitet og hotel er ikke noget problem" svarede denne. "Vi kender dem ikke og har spurgt Interpol og Q4 om de kan bidrage med noget. Mens vi venter på svar har vi, indtil videre, ikke nogen indvending mod at de opholder sig her."
   "Ja hvis de nøjes med det" mente Christian og skottede til den intense samtale ved bordet et stykke væk. "Bare vi kunne lytte med."
   "Vi prøver at arrangere et eller andet til i morgen, hvis Imbali fortsætter sine møder med samme tempo" lovede Srenco og tog sin telefon der ringede i det samme.
   "Nu kan det blive spændende" sagde han med et smil. "Et af muskelbundterne fra i går befinder sig udenfor. Han har ringet efter den anden, der er undervejs. Tror i de vil spille poker om det, Imbali er ved at sælge eller er der andre muligheder? Af hensyn til min nattesøvn, vil jeg gerne have en ide om, hvad det drejer sig om."
   Srenco så spørgende på Christian og Karsten der uden at tøve oplyste ham om det de vidste.
   "Så må vi hellere finde ud af hvor Imbalis nuværende samtalepartner kommer fra, inden vi foretager os yderligere." mente Srenco. "Ham fra i går er fra Ukraine. Nu er de vidst ved at være færdige for i dag."
   "Hvis der sker noget spændende sker det nok udenfor" foreslog Karsten eftertænksomt. "Ingen af køberne ønsker vel at skræmme Imbali væk. Skal vi følge efter jokeren på sikker afstand. Så kan dine folk tage sig af Imbali."
   "Tal for dig selv" hvæsede Christian. Han hverken glemt at Karstens uforbedrelige nysgerrighed indtil videre havde skaffet dem løbeture og øretæver fra billiardspillede rockere, belgiske overfaldsmænd og ægyptiske våbenkøbere, eller det der var fulgt med. Han mente stadig selv han kun var analytiker.
   "Det klarer to af mine mænd fra varebilen" sagde Srenco til Christians lettelse. "Vi ved jo allerede hvor Imbali bor. Det er den nye, der er interessant."
   Fra toppen af trappen så de Imbali tage en sidste afsked med den anden hvorefter de forsvandt i hver sin retning mellem det mylder af mennesker, der var i havnen.
   Srencos telefon ringede og han lyttede opmærksomt til beskeden.
   "Muskelmand nummer to er lige dukket op." forklarede han. "De skygger den nye på en ret aggressiv måde. Hvis han ikke er helt blind opdager han dem inden længe. Vi tager min bil. Jeg har ingen folk til overs."
   Srenco tændte for radioen og fulgte efter sine folk efter instrukser fra varebilen, som han for god ordens skyld fik til at kontrollere Imbalis velbefindende. Under hans indviklede manøvrer gennem et antal smalle gader kom der en strøm af meldinger over radioen.
   "Nu har han opdaget forfølgerne og skynder sig" oversatte Srenco og dyttede irriteret af en gruppe fodgængere.
   "Hvis han ikke er helt idiot finder han forhåbentlig tilbage til sit hotel og bliver der." håbede han, satte farten op, drejede om et par hjørner mere og parkerede foran et grønt område.
   "Vores ukendte mand burde komme ud af parken her om et par minutter så vidt jeg kan beregne."
   De stirrede spændt ind i vildnisset og de stier der kom ud af det, de næste minutter.
   "Skal vi gå ind og se efter?" foreslog Srenco og forlod bilen, med Karsten i hælene.
   Christian fulgte efter med et suk og forberedte sig igen på noget uundgåeligt.
   Efter stien var drejet et par gange, hørte de råb og lyde bag bag nogle buske. Den ukendte mand fra resturanten lå på jorden mens Srencos folk, måtte det være, prøvede at pågribe de to muskelbundter.
   De lod imidlertid til at have andre planer så Srenco, Karsten og Christian styrtede til, netop som den ene politimand tumlede ind i en busk og sank sammen. Christian glemte sine fortsætter, nåede først frem og gav pokker i Markisen af Quensburys bokseregler. Han løftede det ene knæ for at ramme den ene i skridtet. Manden drejede sig nok til at knæet ramte der, hvor låret møde kroppen.
   Manden blev overrasket og knækkede sammen med et gisp af smerte. Han kom sig på et øjeblik og ramte Christian i brystet med begge hænder knyttede sammen til et forhammerslag. Det fik Christian til at snappe efter vejret og træde et par skridt tilbage. Ret meget mere af den slags klarede han ikke, tænkte han uklart og spejdede rundt efter noget hårdt at slå med.
   Karsten, Srenco og den sidste politimand havde nok at gøre med fyrens kollega.
   Christian så et par sten, samlede dem op og smed dem hen mod manden. Han kunne lige så godt have smidt med tennisbolde. Det havde ikke den ringeste virkning men desværre lukkede en lang mur bag manden af for videre flugt. Christian så i mandens kolde øjne han mente, han havde fået nok og håbede fjolset ville stikke af. Det ville han ikke forhindre ham i, men for god ordens skyld så han sig igen om efter noget, han kunne bruge som våben.
   I stedet for at flygte styrtede manden lige mod Christian med udbredte arme, som en baseballspiller. Christian slog ud efter ham med en knyttet næve. Manden rystede bare slaget af sig, tog kort mål af Christian og fejede uden videre hans næste slag til side. Med skulderen vippede han Christian lige ind i et stort hårdt træ og fulgte op med at lægge armnene om hans brystkasse og langsomt og ubønhørligt at klemme til, mens han så på sit offer med kolde øjne.
   Christians brystkasse blev langsomt men smertefuldt mast sammen om hans lunger, som om han blev klemt af en Anaconda. Trykket var konstant og ulideligt så det det hurtigt sortnede for hans øjne af smerter. Gennem en tåge så han et pistolskæfte suse gennem luften og ramme mandens kranium med et tydeligt klap.
   Mandens øjne mistede fokus og han løsnede sit greb så meget Christian lige nåede at gispe efter luft. Så kom fyren i tanke om det, han var i gang med og genoptog hurtigt presset. Pistolskæftet susede ned igen, med Srencos bestemte blik bagved.
   Mandens hjerne fattede endeligt meningen og kortsluttede muskelbundterne. Han slap Christian og faldt om som en klud. Christinan selv lænede sig gispende op af træet, takkede Srenco og så at Srencos sidste mand, var ved at udstyre det andet muskelbundt, som Karsten sad på ryggen af, med håndjern.
   Srenco undersøgte kort den ukendte, tilkaldte en ambulance, og foreslog at Christian og Karsten tog tilbage til deres hotel, hvor han hurtigst muligt ville kontakte dem, når han vidste mere.