"Cheops pyramiden og har lige så mange gange, fælder og blindgyder som den sikkerhedsprotokol, der beskytter oplysningerne bag de mailadresser, i kom hjem med. Det er det rigtigt mørke netværk."
   Robicieux så koldt på Christian og Karsten. Kulden i hans blik kunne få en hel skov til at tro, det var efterår og smide bladende, hvis han havde set på den på samme måde.
   "Samtidig lader det til at være miljøskadeligt at holde jer to med selskab, når i henter oplysninger."
   Han holdt en pause og lovede med eftertryk.
   "Hvis der sker noget lignende under jeres næste opgave registrerer jeg jer som katastrofeområder."
   Christian og Karsten blev indkaldt til møde, efter de havde hvilet ud i syv dage efter den hurtige debriefing, da de kom hjem. Det strejfsår Christian havde fået, generede ham ikke nævneværdigt.
   Dagen startede ellers godt, med at de straks fik at vide at Bryn ville blive helt i orden igen, når han kom sig efter de to kugler, lægerne måtte fjerne fra ham. Derefter blev de kaldt badedyr, fordi Portoroz officielt var en badeby, når de ikke kom til at brænde den af eller bruge den som slagmark.
   "Kan du forklare det nærmere?" bad Christian ham om, inden obersten kom alt for godt igang. "Uanset om vi faldt over en celle af terrorister eller omvendt fik vi også lidt ekstra oplysninger med hjem, ud over dem vi tog derned efter."
   Robicieux fortsatte ufortrødent. "Det er de oplysninger, der er problemet. Mailadresserne ligger hos en udbyder i Kiev, vi kender i forvejen. Han er i fokus som hjemsted for mørke netværk for forskellig kriminalitet, med både våben- og menneske handel."
   Han så hen på Elisabeth, der overtog.
   "Vi kan ikke uden videre omgå den sikkerhedsprotokol, de beskytter deres kunder med. Vi har prøvet alle muligheder." sagde hun. "Ingen af mine bekendte i CCC eller Ghost Security har nogen ideer. Det lykkedes nok en dag, men indtil videre famler vi i blinde."
   Alle kendte hackergrupperne Chaos Computer Club, Anonymeous og Ghost Security. Elisabeth Perren var velkendt i de kredse under sit hackersynonym 'Snedronningen'. Hun arbejdede som regel sammen med en anden mesterhacker, med et ligeså opfindsomt synonym. Elverkongen sad i Fort Meade. Indtil videre havde de begge været i stand til at skjule for hackergrupperne at de arbejdede for hver deres, særdeles diskrete gruppe efterforskere og analytikere med knapt så diskrete, men voldsomme, sanktionsmuligheder i baghånden.
   Analytikernes og efterforskernes tilstræbte diskrete adfærd på landkortene skyldtes mest at deres metoder var lige så brandulovlige som de metoder, der blev brugt af dem, der senere kom i vejen for de forskellige sanktioner. Selvom det langtfra var Christians eller Karstens skyld, var deres efterforskning i Slovenien ikke blevet gennemført med den diskretion, Q4 normalt foretrak.
   "Mellem den anden kriminalitet, der foregår i det netværk er der nu også forsvundet et læs raketstyr i det." mindede Thomas Mann dem om "Vi kender destinationen nogenlunde, og det er også alt. Mortensen og Hardesty tog omgående til Tripoli for at snuse lidt. De prøver om det kan lade sig gøre at overvære afsendelsen, på en diskret måde."
   Den forstod Christian og Karsten godt, men undlod at kommentere det.
   "Bagefter skygger vi skibet, men hvis det skal gå op i en højere enhed må i hellere fortsætte med at tage til Kiev og finde modtageren. Det kræver adgang til den udbyder, der tilbyder sine 'mørke' kunder sådan en service og beskyttelse. Som udgangspunkt vil vi sætte pris på listen over hans kunder. Så fortsætter vi derfra."
   "Kender vi ikke deres kunder inden for vores område allerede?" spurgte Karsten."Er det ikke nok?"
   "Kun et par af dem og indtil videre kan vi kun få adgang til en lille del af de informationer, der får deres aktiviteter til at hænge sammen." mindede van Enckhuisen dem om igen. "Der er nogen der gør sig rigtig god umage med at skjule resten. De ligger bag et par Firewalls, med hver sin avancerede forsvarsprotokol i Kiev."
   "Er den så slem?" spurgte Karsten.
   "I bedste fald sender den en orm eller virus i hovedet på os, når vi prøver at lave numre med den." fortalte Elisabeth. "Hvis vi skriver et komma forkert risikerer vi også at vores opkald både bliver DNS kapret, og omdirigeret til Nordpolen. Imens bliver vores browsere kryptolukket mens en eller anden spøgefugl prøver at overskrive vores harddiske med forskelligt lort."
   "Er det ikke ulovligt?" spurgte Karsten forarget
   "Gu' er det så! Men den måde i fik de oplysninger på, var vidst nok mere livlige end lovlige. Uanset vores ædle formål kan vi jo ikke så godt anmelde dem, når vi prøver at hacke dem. Hver gang vi prøver at omgå protokollen på en ny måde, bliver vores egen Firewall nærmest rødglødende af de foranstaltninger de beskytter sig med." forklarede van Enckhuisen.
   "I må prøve at finde en kunde, der også har brug for at vide hvad der sker bag den kaskade af servere med Firewalls med protokoller, der beskytter de kunder vi gerne vil vide mere om" foreslog Thomas Mann. "Nogen af dem bor nemlig inden for vores område. Det vil vores herrer og mestre ikke have nogen indvending mod det."
   "Kiev politiet har lovet at samarbejde. De skal nok passe godt på jer, de par dage, den opgave tager." lovede Robicieux og prøvede at se overbevisende ud.
   "Den fremgangsmåde kan måske udvikle sig miljøskadeligt for os igen" mukkede Karsten."Såvidt jeg ved er der borgerkrig, ikke så langt fra Kiev."
   "Det er flere hundrede kilometer væk min ven. Q4's doktrin ændrer sig i takt med hvordan de oplysninger vi henter, kan tolkes som trusler mod det perimeter og område vores herrer og mestre holder øje med. Nævnte jeg at en del af kriminaliteten også drejer sig om illegale våben, uanset hvad vej de går?" sagde Robicieux.
   "Vi vil ikke sende nogen oplysning videre, vi burde have undersøgt bedre. Forkerte informationer har det med at sende andres sønner eller mænd ud i skadelige forhold for dem. Dem er vi også ansvarlige for, selvom det ikke er os der skal se deres forældre og børn i øjnene bagefter og indrømmede vi ikke så ordentligt efter" huskede Mann dem på.
   "Så er i venlige at smutte en lille tur til Kiev?" spurgte Robicieux. "Hvis i kan finde en bagdør vi kan smutte ind af og hente de informationer vi skal bruge for at grave videre må de lokalt tage sig af raketterne og Europol er taknemlige igen. De har nemlig også problemer med den. Dem kan de løse, hvis de kan finde ud af om der foregår noget ulovligt bag de protokoller. Giver i dem en hånd med det, eller...?"
   Han holdt en pause.
   "Vi skal bruge en uges tid på at træffe de sidste aftaler" indskød Thomas Mann."Ellers må i klare den anmodning vi fik fra jeres gamle arbejdsplads. De vil gerne låne et par analytikere som konsulenter i et par dage. Helt uofficielt selvfølgelig. Der er åbenbart to afdelinger, der er uenige og skjuler et eller andet for hinanden. Det haster lidt. De vil helst undgå en offentlig undersøgelse."
   "Hvornår skal vi tage til Kiev?" spurgte Christian og Karsten næsten i kor.
   ***

Denys troede han befandt sig i et trauma for viderekommende.
   Efter flyet landede i Borispil lufthavnen kunne han slappe han af for første gang, efter fem anspændte dage. I Tripoli var han næsten omgående blevet kontaktet af et par psykopater. De led af forfølgelsesvanvid på grænsen til noget, der enten krævede en dygtig psykolog eller en gammeldags røvfuld, så de holdt op med det, de, med god grund, mente, de blev forfulgt for.
   Denys så efter en gang til.
   Det fjernede den sidste tvivl. Hans autonome nervesystem slog fra og han lænede sig rædselsslagent op af en pille og gemte sig bag den.
   Han trak vejret tungt flere gange og så efter tre mænd, der kom fra en anden retning i Kievs lufthavn.
   Denys krøb længere ind i sit skjul og kikkede endnu engang på manden i midten og derefter på ham ved siden af.
   "Danser du Czardas?" spurgte Karel og betragtede ham utålmodigt mens han holdt fast i vognen med bagage.
   "Jeg skal tale med Gregorich, aldeles omgående" kvækkede Denys. Han tog sig sammen og pegede.
   "Du skal følge efter den gruppe der og finde ud af hvor de tager hen. Ham i midten så jeg både ved elevatoren og i restauranten på vores hotel i Slovenien. Den anden var der vidst også."
   Karel havde levet længe nok i et miljø hvor en erkendelse trusler var en betingelse for at opleve næste dag. Da han også havde været med i Sloven forsvandt han hurtigt efter gruppen. Denys tog sig mere sammen og fandt sin telefon frem for at orientere Lazaref.
   Der var ingen tvivl. Denys hjerte slog som en damphammer mens Karel forsvandt i det fjerne.
   Kort efter fik han fat i Lazaref og beskrev problemet. Lazaref forhørte sig om Denys var helt sikker.
   "To hundrede procent" forsikrede Denys bestemt. 'Den ene så jeg med garanti både uden for elevatoren på vores etage og i restauranten i Portoroz.
   "Det lyder ikke så godt" mente Lazaref. "Drach og jeg er ellers lige ved at få det til at hænge sammen. Jeg taler med ham og vender tilbage. Tag en forfriskning og bliv hvor du er mens Drachs mand finder ud af hvem fyre er og hvor de bliver af."

Faktisk nåede Denys så mange forfriskninger, mens han ventede at han begyndte at føle sig omtåget. Da Lazaref endelig ringede, efter to timer, fortrød Denys han ikke havde spist noget samtidig.
   "Hvor er du og kom vores varer godt af sted?" spurgte Lazaref.
   "Glimrende" forsikrede Denys og fortalte hvor han var. "Og hvad med de to fyre?"
   "Vent et øjeblik" sagde Lazaref hurtigt. Det blev kun et et øjeblik inden han ringede tilbage og bad om flere detaljer.
   "Jeg betalte næste rate, da vi fik papirerne i lufthavnen. Resten sender jeg, når i ser jeres varer igen og overtager dem. Det kan i om cirka ti til tolv dage. Jeg sørgede for at holde varer og penge hver for sig. Så var der ingen der fik gode ideer før Karel havde kontrolleret det, han ønskede." forklarede Denys.
   Før de landede i Tripoli havde han solgt ideen til Karel om at han ville være i sikkerhed, til dem de skulle møde, fik deres penge. Denys så ingen grund til at påpege at det samtidig ville holde ham selv i endnu større sikkerhed på hotellet.
   "Og det til skibets besætning?" spurgte Lazaref
   "Det hentede vi på hjemvejen" forsikrede Denys ivrigt.
   "Det her ser nemlig ikke så godt ud" fortsatte Lazaref efter en pause. "De to mænd kørte direkte til sikkerhedstjenestens hovedkvarter. Drach og jeg mener at du bør slutte dig til os, for en sikkerheds skyld."
   "Hvor er du?" spurgte Denys hurtigt og tænkte så det knagede.
   "Jeg er nede sydpå for at arrangere transport og gemmesteder. Drach er her også et andet sted."
   Det måtte han godt glemme alt om tænkte Denys. Området syd for Kharkiv var mere livligt, end han brød sig om at tænke på. Ud over det, de skulle betale til skibets besætning havde Denys igen forsynet sig selv, som sædvanligt. Rigeligt endda.
   "Skal vi mødes et af de sædvanlige steder, når du kommer tilbage?" spurgte Denys.
   "Et par af mine folk vil fortælle dig hvor vi er og viser dig vej, for en sikkerheds skyld." lovede Lazaref.
   "Din omsorg for min sikkerhed er yderst beroligende" sagde Denys med et smil og klappede på sine pas. Nu var det ud af vagten tænkte han. Så måtte det han havde hugget række så godt det kunne.
   "Hvornår skal jeg træffe dem?".ville han vide.
   "Du kan bare gå hen til dem" kom det tørt fra Lazaref."Jeg har også folk i Kiev. Hvis du ser hen mod indgangen, står de og venter på dig."
   Denys rejste sig træt efter et blik på dem, der ventede tålmodigt, ved begge restaurantens udgange.