Efter endnu et par timers traveri, hvor Denys havde alle antenner ude og sendte skarpe sideblikke efter mulige og teoretiske farer, var han udmattet af spekulationer og fortrak til sit værelse.
Der stillede han en stol foran døren og tumlede om og faldt i søvn. Hvilen indfandt sig ikke mens han drejede sig halvsovende frem og tilbage. Han drømte han blev forfulgt gennem mørke gader af sin veninde fra resturanten. I drømmen var hun stadig iført sin sommerhat på størrelse med en faldskærm og ikke ret meget andet. Hun havde en knippel i hånden som hun svingede triumferende med.
Kniplen kom nærmere og nærmere til et tydeligt dunk på døren rystede ham ud af søvnen. Han sprang op, greb en natlampe som våben, rev dens ledning ud af kontakten og styrtede mod døren og holdt stolen på plads med den ene hånd og løftede lampen mod endnu en indbildt fare.
Ude fra korridoren lød en skarp irettesættelse og en protesterende barnestemme.
Denys slappede af og kastede et blik på uret. Det nærmede sig middagstid så han og flere lyde og en susen af stemmer derudefra, bekræftede der var andre, der mente det samme.
Denys kunne mærke han var dækket af et tyndt lag sved og besluttede sig for et hurtigt brusebad inden han sluttede sig til middagsgæsterne ud fra den betragtning at han ville være mere sikker blandt mange andre end ved at isolere sig på et værelse.
Tjeneren i resturanten godtog uden videre at Denys muligvis ville få en gæst og de gerne ville have et uforstyrret bord for sig selv. Minutter senere sad Denys med ryggen op mod et hjørne og kunne overskue hele resturanten. Tjeneren var så lykkelig over at være sluppet af med det mest upopulære bord uden for køkkendøren så hurtigt. Han serverede uden videre en brandy til den kaffe, gæsten havde bestilt mens han ventede på at finde ud af om han fik selskab.
Denys var også særdeles godt tilfreds med begge dele og nippede til kaffe og brandy. Hvis der kom nogen ind i resturanten, hvis udseende han ikke brød sig om, kunne han sikkert sagtens smutte ud i det fri gennem køkkenet.
Han forvissede sig igen om at han både havde sine falske og rigtige pas og kreditkortene på sig. Hvis det kneb var der kun to timers kørsel fra Portoroz til Trieste i Italien, hvis man ikke tog hastighedsreglerne alt for højtideligt. Den tur tog flere af de lokale taxaer tit, havde han fået at vide. Han slappede af og betragtede omgivelserne mens resturanten blev fyldt op med feriegæster.
Det han efterhånden havde stående på sin egen konto i den diskrete bank i Andorra var en beroligende tanke, hvis det blev nødvendigt at stikke af for alvor. Det ville bare ikke holde ret længe til det han havde i tankerne, afgjorde han. Der skulle mindst det dobbelte til, så han måtte prøve at holde ud en tid endnu og malke systemerne så meget som muligt.
Denys stivnede kort da manden med de stikkende øjne og buskede bryn kom ind. Herr Schmeigel havde han hørt han hed, over en højttaler tidligere på dagen. Schmeigel blev stående og så sig om. Hans blik fangede Denys' et kort øjeblik. Schmeigel nikkede ligegyldigt og fortsatte med at panorere over resturanten til han fandt dem han søgte og sluttede sig til dem, heldigvis i den anden ende af rummet.
Denys mærkede irriteret koldsveden bryde frem igen og begyndte at betragte hvert bord for sig. Efter et øjeblik tog han et alvorligt tag i sig selv. Der var ingen grund til at opfinde indbildte farer, før der viste sig nogle virkelige afgjorde han. I stedet begyndte han systematisk at gennemgå den information Lazaref havde givet ham om forhold og magten over trekantområdet mellem Kharkiv og Lugansk oblasterne. De fleste konflikter mellem de forskellige gruppers militser tørnede sammen i Donetsk, som desværre, for Donetsk, lå lige i midten. De skete med brag og kampe, der gav genlyd verden over.
Med en irriteret grimase tænkte Denys på at de kampe også holdt den gas hans chef og andre var interesserde i, nede i skiferen under kampzonerne. Det stod der ikke så meget om i den information, der nåede ud i pressen. Hvis nogen gjorde sig den ulejlighed at informere dem om der lå en gigantisk formue af gas i undergrunden og ventede på lidt samarbejde til at blive hentet op, ville det sikkert se anderledes ud..
En af metoderne til at opretteholde magten og status quo lå i informationen til omverdenen og at sørge for krigerne havde midler til at brage løs på hinanden en tid endnu. Lidt større brag, med Imbalis venlige mellemkomst, gjorde sikkert intet.
Denys klappede beroliget på en anden lomme. De titusind euro, han havde stillet Imbali i udsigt for hans hjælp, havde han beholdt i stedet for at lægge dem i boksen igen.
Det tykke bundt sedler havde en så beroligende effekt han ikke nåede at se nærmere på de to unge mænd, der netop kom ind og fik et bord. Det indhentede han, da de efter få minutter fik selskab af en tredje. Alle turister i farvestrålende Hawaiskjorter så efterhånden ens ud i hans øjne tænkte han men betragtede dem alligevel kort og opmærksomt.
Bagefter gennemgik han i tankerne Lazarefs oplysninger om hvad hans grupper gjorde og hvem de hjalp. Han fik et par ideer om muligheder han ville diskutere med Gregorich Lazaref når denne havde fået undersøgt sin knold tilstrækkeligt og ikke havde hovedpine længere.
Han kastede igen et blik på den nye trio og afgjorde de ikke udgjorde nogen umiddelbar fare. Alle tre var bøjet over bordet og betragtede noget som den sidst ankomne, kraftige mand, beskrev for dem. Et nyt par med børn fik ham til at se i en anden retning. Derefter han tog et overblik over hele resturanten og fandt ikke nogen, der udviste særlig interesse for ham.
Han vendte tilbage til de informationer, han havde fra Lazaref og kunne ikke finde ulemper ved sine forslag. Tanken om at han måske kunne medvirke til at starte mere samarbejde mellem forskellige militser i Lugansk og Donetsk, end der var i forvejen, morede sådan set Denys. Det faldt udmærket i hak med den opgave han faktisk havde. Det bare spørgsmålet om Gregorich og hans kolleger ville afgive lidt magt og æde et par nødvendige kameler for at få det og deres egne opfattelser af metoder og principper for dem, til at hænge sammen. Det var der ingen, der ville bemærke i den stak spekulationer, der var i omløb i forvejen.
Han kunne tage en vogn til hospitalet straks efter morgenmaden og se om Gregorich var i humør til at snakke alvor, tænkte han.
Han tog sin telefon frem for at sende en kort besked hjem.
***
"Masseinformation har efterhånden fået magt til at afgøre konflikter, siden yankerne opfattede, deres rod i Vietnam ikke var ret populært nogen steder." mente Bryn Temple.
Han klappede en lille smart PC'er op på bordet mens de ventede på maden.
"Sadams udflugt til Kuwait er også et godt eksempel. Ham idioten og hans hjælpere, der parkerede et par jetfly midt i New York overlevede ikke den bedrift efter de blev udsat for negativ information. Problemet er bare at finde det rigtige og bruge det på den rigtige måde."
"Hvor har du lært det?" spurgte Christian nysgerrigt.
"Nødvendigt selvforsvar faktisk" sagde Bryn og så på skærmen. "Min overordnede var en golfspillende festabe. Han kunne ikke nå at følge med i det, der skete på kontoret mellem det andet. Hans møder foregik som regel på golfbanen, når han ikke befandt sig i en kvindelig orlogskaptajns køje. Fjolset besvarede som regel sine mails via WI-FI fra et af stederne. Kvaliteten af svarene varierede, afhængigt af hvordan det gik med golfen eller knepperiet. Jeg skyld for det, han manglede - i svarene på hans mails altså. Det gad jeg ikke høre på ret længe og skaffede beviser for det system. Mine beviser var bare ikke lovlige, så jeg havnede hos jer, fordi de andre golfspillere gjorde det samme. Har i tilsvarende erfaringer?" spurgte han nysgerrigt.
Karsten og Christian knækkede sammen af grin over hans historie og fortalte med få ord, hvordan de selv havnede hos Q4.
"I mere begrænset omfang" mente Christian. "Vi stoppede et par bilagstyranner i at styre information om tilskud til udvikling af erhverv, med nye bilag. Det fik de fine fortjenester på ved insidehandler med aktier, undervejs. Sker der noget spændende på den der WI-FI?"
Bryn grinede med og så på sin lille skærm.
"Ikke det fjerneste. Der er en snes stykker på i øjeblikket. Ingen af dem er af interesse for os" forklarede Bryn og så veloplagt på den indbydende middag. "Den elektroniske registrering kommer ingen udenom længere, uanset hvad de foretager sig, og hvor godt de prøver at skjule det. Er det ham derovre?"
Det havde van Enckhuisen allerede flere gange dokumenteret var rigtigt, og hvad det kunne bruges til, hjemme i Q4. Christian og Karsten gad ikke kommentere det yderligere. I stedet nikkede de bare, efter de have sammenlignet den ensomme gæst med det billede Matjas havde givet dem.
"De bruger et simpelt WPA2 sikkerhedssystem" meldte Bryn forarget sine lyttere, der ikke anede spor om hvad manden talte om. De bad ham dæmpet bringe deres viden a'jour på det felt, som de helt havde overset, indtil videre.
"Når fyren bruger sin telefon via WI-FI'en kan jeg ride på ryggen af hans kommunikation, kopiere det, der er interessant og snuppe de koder han bruger undervejs." fortalte Bryn. "Det heddder piggybacking. Vi skal have kopieret alt det som han og de andre spillere har, så længe det foregår elektronisk."
"Nu sker der allerede noget derovre" meldte Karsten, der sad så han havde det bedste udsyn.
Den enlige mand ved det andet bord lod sin middag være og fik gang i tasterne på sin telefon.
"Nu er der femten brugere på Wi-Fi'en og en med forbindelse med Ukraine." meldte Bryn dæmpet."Jeg hopper lige på og ser hvad han laver."
Han manipulerede lidt med tasterne.
"Jeg tror s'gu lige jeg snupper fyrens telefonbog når jeg er i gang alligevel. Han har godt nok mange damebekendtskaber" sagde han efter et øjeblik.
"Nu har jeg givet Dominic hans telefonnummer og hans skriveri til at starte på." sagde han, sendte det videre og begyndte at spise mens de talte sammen.
"Så må vi se om Dominic kan finde ud af noget med det." håbede Karsten.
For udenforstående så det bare ud som om de var midt i en diskussion der krævede en del viden, der måtte hentes eksternt. Hver gang der kom en tjener i nærheden slog Bryn skærmen ned, så den ikke kunne læses.
"Hvordan har du tænkt dig at bryde gennem hotellets elektroniske dørlåse og undersøge deres værelser" spurgte Karsten, og kikkede ned. "Utroligt hvad der kan være i sådan en cigaræske der, efterhånden."
"Hukommelsens kapacitet fordobles hvert andet år og det gør vores muligheder også. Jeg har skam ikke tænkt mig at bryde ind, nogen steder" svarede Bryn med munden fuld af mad.
"Rengøringspersonalet har hovedkort der åbner for hele butikken." fortsatte han efter at have tygget af munden. "Det har jeg en kopi af i morgen. Jeg indskrev mig på hotellet mens i fandt et bord. Jeg skal kun installere lidt ekstraudstyr i dørens kortlæser inden rengøringen dukker op."
"Er der mon ikke et kort til hver korridor?" spurgte Christian skeptisk.
"Sikkert! Heldigvis var værelse tohundredeog atten ledigt. Vi har lov til at være heldige engang i mellem. Når fyren tager ud til sin kollega på hospitalet har jeg fri adgang. En af jer skal bare holde udkik."
"Information og magt! Interessant sammenstilling" mente Karsten med munden fuld af mad.
"Gu' er det ej." mente Bryn. Han betragtede mistænksomt sin tallerken, skrabede lidt sovs til side og fandt den gemte på en stor selleri.
"Uanset om dem i Ukraine udvider beholdningen af håndvåben med nogen, der er større og giver flere nyheder, eller der bliver produceret en masse nye og større bilag, som i jeres tilfælde, er der nogen, der kommer i klemme i mængden af det, de andre har, og den måden, de bruger det på" mente han og vendte tilbage til kødet.
"Eskalering i princippet altså! Så må vi altså hellere komme videre med at forhindre dem i at udvide deres håndvåben, med jord til luft missiler" konkluderede Christian. Han glemte i farten han helst ville begrænse sig til at være analytiker.
"Det vil mange af dem ganske givet sætte pris på." samstemmede Bryn "De fleste er nemlig revnende ligeglade med hvor grænsen går, så længe de bliver behandlet ordentligt."
"Såvidt jeg ved er Ukraine sammensat af et vist antal minoriteter ud over de russiske separatister. Hvis de alle har adgang til våben, og bruger dem har vi ballade."
"Og den ballade må vi altså medvirke til at begrænse, inden den breder sig inden for vores perimeter. Det har i allerede har medvirket til med Syrien, har jeg hørt lidt om" sagde Bryn, traf en beslutning og skubbede den mistænkelige selleriknold til side.
"Denne gang begrænser vi os til at finde ud af hvem af dem, Imbali sælger sin sprængfarlige finmekanik til, og orienterer de rigtige mennesker om det." afgjorde Christian. "Stammer dit navn i øvrigt fra nogen bestemt del af England?"
Bryn så ud som om han fik maden forkert i halsen. "Det stammer fra Wales grønne dale, hvor legenderne opstod. Hvis du kalder en waliser for englænder, mens han hører på det, risikerer du at forlade Wales i løb, med et lidt andet udseende, end det, du kom med."