Branden bredte sig omgående, med lynets hast. De springende flammer åd sig kritikløst frem gennem alt det rod, der lå i bunker rundt omkring.
   Den mørke væske der løb ud fra de knuste flasker, spredte sig i alle retninger og brød i voldsom brand, efterhånden som den kom frem. Væsken var tilsat et eller andet der gjorde den mere tyktflydende end den olie og petroleum den ellers stank af. Det stof væsken var tilsat fik også mange små klatter af væske, der blev slynget ud flaskerne knustes til at hænge fast rundt omkring. De brød i brand når temperaturen var høj nok. .
   Inden for få sekunder begyndte flere af møblerne også at ulme udenfor det inferno af flammer, der var centrum for den brændende væske. Heden og stanken fra kemikalier ville hurtigt nærme sig et kritisk punkt.
   Den luft, der kom gennem vinduet nærede kun ilden yderligere. Efter få sekunder var der ikke ret meget ilt til overs til mændene. Flammerne som åd ilten fik yderligere næring af en tunneleffekt fra en åben, bagdør der trak yderliger luft gennem de knuste vinduer.
   Majtas sprang hen til et vindue og kikkede ud med Christian lige i hælene.
   Både de voksne beboere og de legende børn var sporløst forsvundet fra gadebilledet. Begge deres biler stod også og var omspændt af flammer på den anden side af gaden.
   Den vagt Majtas efterlod i den ene bil kunne de se siddende tilbagelænet som en utydelig kontur midt i et flammehav. .
   Indtil videre var der ingen nysgerrige i syne. En lyd af en protesterende barnestemme der blev afbrudt da en dør blev smækket i et eller andet sted kunne svagte høres i det fjerne.
   Christian og Majtas så på hinanden og på liget i bilen. Spørgsmålet var nu hvad der var blevet af skytten.
   Christian opdagede bevægelser bag et par buske og udpegede dem. Hvis der var flere skytter, holdt de sig klogt nok tilbage, til nogen forsøgte at flygte fra huset.
   En lyd af endnu et skud kom fra bagsiden af huset. Det fik Majtas og Christian til at se sig tilbage.
   Den ene flaske var landet tæt på trappen, der også var overbroderet af rod på flere af trinene.Det var også omgående brudt i brand som snart ville spærre trappen totalt.
   Majtas kollega kom tilbage fra den dør, der førte mod husets bagside og rystede på hovedet. Der kunne de altså heller ikke komme ud, uden skudveksling.
   Karsten hjalp Bryn med at pakke hans og Imbalis udstyr sammen og smide det ned i den rygsæk Bryn medførte. Christian blev ved med at skotte ud af vinduet mens Majtas råbte som en besat i telefonen.
   Der kom et råb oppefra. Den sidste mand der var gået derop stod og balancerede med en madras, med den hensigt at lægge den over ilden for at komme ned til de andre.
   Christian tænkte sig hurtigt om inden manden kastede madrassen ovenpå flammerne.
   "Kan vi komme hen over taget?" råbte han. "Det er skytter ved både for og bagdør"
   Manden nikkede og stillede madrassen fra sig og forsvandt et kort øjeblik ud af syne.
   Han kom hurtigt tilbage og råbte ned at det kunne de nok.
   "Tag ved" råbte Christian og greb fat i en godt slidt sofa efter at have kvalt et par ulmende flammer i den.
   Majtas og Karsten hjalp ham med at lægge sofaen op af den brændende trappe. Det stykke der manglede på toppen klarede manden ovenfra med madrassen.

Det skabte en nogenlunde sikker korridor gennem flammerne, som de benyttede på skift.
   "Så har vi vidst fået bekræftet der er en celle af nogen med en ubehagelig dagsorden, blandt de øvrige migranter" mente Majtas, da han nåede op som den sidste.
   "Fik i det hele med?" spurgte han en af sine mænd der bare nikkede.
   "Hvad vej fandt du fundet, Peche?" spurgte Majtas manden fra toppen af trappen mens han fandt en ubehaligt udseende pistol frem. Majtas talte engelsk, så alle kunne følge med.
   "Den ene vej skal vi springe fem meter ned til gaden men for enden af næste hus er der en smal smøge, vi godt kan hoppe over, kaptajn," sagde Peche, ligeledes på engelsk. Han fiskede også en skyder frem fra et skulderhylster.
   "Du går først sergent" afgjorde Majtas. Hans normale smilende udseende var erstattet af en iskold beslutsomhed.
   "Vi dækker dig mod ekstraunderholdning nede fra gaden, så godt vi kan" sagde han med et blik på sin sidst mand, der nu også var bevæbnet.
   "I holder bare så lav profil som muligt" sagde han med et blik på Bryn, Karsten og Christian der stadig stod i en samlet gruppe foran den brændende trappe.
   "Hjemme i Wales har vi ellers for vane at kvittere for uønsket opmærksomhed" sagde Bryn og fiskede et par pistoler op af rygsækken.
   Christian overtog, til Karstens synlige ærgrelse, den ene. Karsten blev dog beroliget da han lånte pistolen fra skabet nedenunder.
   .
   Majtas og Christian tog et hurtigt overblik gennem et lille glughul der var i væggen for at give lidt luft og lys. Der var ingen dør og glughullet kunne de ikke komme igennem. Bag det var der et øde, fladt tag, der endte i overbygning, ligesom den de var fanget i.
   Et hurtigt eftersyn gennem døren i den modsatte retning bekræftede kun at det brændende hus, de var fanget i, lå for enden af række. Fra kanten af taget var der mindst fem til seks meter ned til jorden, hvor der ventede et par skytter med skumle hensigter. Dem gjorde de omgående opmærksomme på med et par skud, da Majtas og Christian kikkede frem fra døren.
   "Går vi gennem tag eller væg" spurgte Peche henne fra den anden ende.
   "Væggen" afgjorde Majtas. "Den er ikke ret tyk og så er vi dækket. Vi bruger køjen derinde som rambuk" sagde han med et nik mod et af værelserne.
   Hede og stanken af branden neden under var igen ved at blive kritisk. De fire slæbte køjen ud og brugte den som murbrækker mens Bryn og Peche gennemgik de værelser Peche ikke havde nået.
   Efter kun fire slag overgav væggen sig. Alle gispede lettet over den friske luft og krøb ud gennem hullet og gik i dækning på taget.
   Bryn kravlede sidst ud og fremviste triumferende både en computer og en telefon som forsvandt i hans rygsæk.
   Endelig hørte de en lyd af lyd af sirener i det fjerne.
   Majtas vovede et hurtigt blik over kanten og trak hovedet tilbage samtidig med der kom endnu et skud nedefra og et andet fra bagsiden af huset.
   "Ret stædige, åbenbart" mente Majtas. "Pas på med det der" sagde han advarende til Karsten, der var ved at børste støv ud af håret.
   "Han kunne vidst ikke lide min frisure" konstaterede Karsten og børstede videre.
   "Mon ikke det mere er skjorten" foreslog Christian mens han dækkede Peche, som prøvede at åben en dør i overbygningen for enden af taget.
   "Han skulle bare vide hvad den har kostet" protesterede Karsten. "Er der noget forkert i at bruge det vindue der er der alligevel?"
   "De tremmer ser ikke ud til at sidde ret godt fast." mente han.
   "Det gør de desværre" sagde Bryn. Efter han var kravlet derhen rejste han sig, sendte et skud gennem vinduet og prøvede at ruske i dem.
   "Hent lige vores murbrækker" foreslog han og gengældte skødesløst et skud fra skytten nede på bagsiden af husdet.
   Sirenerne kom tættere på, men var ikke i syne endnu.
   "Glem det bare" kom det fra Majtas. "Dem, der lå bag buskene herovre, spæner afsted nu.
   Karsten vovede endnu et hurtigt blik mod den anden side og meddelte at skytten på bagsiden sikkert også var væk.

Kort efter svingede en blanding af brand- og politibiler ind i gaden og tog fat på oprydningen.
   Majtas blev lettet liggene på ryggen og fik fat i Srenco over sin telefon og bad ham sørge for at de lokale politifolk hverken startede med at skyde eller arrestere dem.
   Få minutter efter stod flammerne allerede ud gennem de hul de havde lavet i væggen. Døren til deres overbygning blev sparket op og en blanding af brand- og politimænd dukkede op.
   Mens brandmændene klarede deres arbejde blev de seks mand eskorteret ned af trappen i det ubeskadigede hus.
   Da Majtas og hans kolleger med korte, bistre, blikke havde taget afsked med deres døde kollega blev de alle kørt ned til Srenco på stationen.
   "Vi havde slet ingen mistanke om at der var en gruppe af den type her i landet før vi fik jeres forespørgsel" sagde Srenco alvorligt efter en kort debriefing.
   "Vil i være så venlige at overbringe min og mine overordnedes tak til - hvad var det i kaldte den organisation."
   "Officielt hedder vi bare Q4. Vi er en lidt utraditionel blanding af efterforskere og analytikere under Frontex" oplyste Christian. "Lad det hellere blive ved det. Hvis nogen uofficielt hører små fugle kvidre om et eller andet, kommer det fra os en gang imellem. Derfor kaldes vi også Birdsong."
   "Hvis vi trækker lidt op i selerne kan vi sagtens nå den sidste maskine mod nord fra Triest" sagde Bryn og lukkede for internettet.
   "Skal i have mere?" spurgte ham Srenco og Majtas.
   "Det kan vi altid få" mente Srenco og tog varmt afsked med dem alle.
   "I får selvfølgelig eskorte til lufthavnen som sikkerhed mod dem der stak af." tilbød Majtas.
   "Glem det bare. De løber nok endnu" mente Christian. "Vi overlader det til jer, at indfange dem."