En kraftig mand med bare arme der var dekoreret med ubrudte mønstre af tatoveringer, flød med udbredte arme på ryggen i en lille dam. Mandens øjne og mund stod åbne stod åbne i et udtryk af forbløfelse, der aldrig ville forsvinde. Hans hoved, der var omgivet af rødt vand, hang bagover og var næsten var sunket ned under vandoverfladen. Christian lukkede øjnene og vendt sig væk fra synet.
   Efter en længere køretur end sidste gang af dårligere veje, gjorde bilerne holdt i en lille skov sidst på natten. Efter kortfattede instrukser begyndte Oelxanders deling at snige sig stille frem, efterhånden som morgenlyset begyndte at komme frem.
   På den anden side af skoven fandt de en snoet, diset vej med popler, der svajede en smule for en stille vind. Den gruppe Christian og Karsten fulgte fortsatte forsigtigt ned af den vej til de nåede frem til en klynge huse der lå i morgensolens skin.
   Oelxandr havde forberedt aktionen som et baghold. Hans mænd ville rykke ind når dem, der var stået fik morgensol lige i øjnene. Når hans folk havde sneget sig ind ville de fornuftige, der flygtede, løbe lige ind i dem, der lå bag husene.
   Snart efter løb et par mænd hen til hushjørner med våben klar til brug mens resten dækkede dem. Ud over spredte fugleskrig hørtes ikke en lyd og der var ingen bevægelser blandt husene.
   "Hvis de vil fortsætte med at kalde sig milits bør de lære at udstille vagter" mumlede Oelxandr. Han tog et sidste overblik og kontaktede bagholdet inden han vinkede resten frem.
   Hans folk gik stille frem og omringede de få huse og gik forsigtigt nærmere og ventede på at blive opdaget og beboernes reaktioner.
   Efter få minutters stilhed, uden aktivitet dukkede den gruppe der skulle fange flygtninge frem fra disen og sluttede sig til deres kolleger. en af de første vendte sig om og vinkede Oelxandr frem. Nogle gik stille hen og åbnede døre i husene, stadig uden nogen reaktioner.
   "Bliv her." beordrede han "Jeg kan ikke li' lugten af det her." .
   "Vi er observatører og drømmer ikke om andet" mumlede Christian mens Oelxandr gik frem.
   Oelxandr dukkede op igen efter et par minutter, vinkede Christian og Karsten frem og førte dem over mod den lille dam.
   Bag gavlen af næste hus sad der en mand i en flugtstol med et skudhul over det ene øjenbryn mens et par spyfluer fluer sindigt kravlede rundt på hans hoved.
   I en mørk medtaget bil på den anden side sad to mand sammenkrummede over rat og instrumentbræt. Der var ingen grund til at undersøge dem.
   "De tre her er nok vagter." mumlede Oelxandr og så sig om. "De havde ikke en chance hvis det startede med et par rimeligt gode skytter derovre."
   Han bad stille et par mænd gå over i det område og undersøge det.
   Bag husene lå der en mand til ved siden af et ulmende bål. Der summende allerede bier over kløveren på marken bag dem.. Bierne blev overdøvet da manden stønnede. En af hans hænder bevægede sig svagt.
   Han slog øjnene op da Oelexander følte efter puls på hans hals. Han forsøgte at få vejret sige noget. Det blev til et par gisp inden han drejede sig om i en spasme og krummede sig sammen. Oelxandr rejste sig og rystede på hovedet.
   Bag det sidste hus lå der endnu en i græsset. Han havde et skudhul i nakken og en stor del af ansigtet manglede.
   Et enkelt vindstød fik et par af de åbne døre til at knirke. Luften føltes kølig fordi den var fyldt med en blandet lugt af græs og død.
   Bag en af de knirkende døre fandt de Drach.
   "Var det det dem fra Torez eller deres modpart?" spurgte Christian.
   "Måske" mente Oelexander. "Enten har angriberne fundet ud af, hvor den advarsel, det drejede sig om faktisk skulle afleveres eller også har folkene fra Torez selv givet den videre. Det er den slags familie- og klanfejder, der har skabt vores nuværende situation. Folkene her har altid haft ry for udnytte andres fejder til tyverier og lave ballade iøvrigt. Officielt har de løs tilknytning til Hvide Hammer grupperne. De stolede heller ikke på dem."
   Han gav sine folk besked på at fordele sig og undersøgte huse og område.
   "Ribbet for alt sikkert" mente han mens mændene gik i gang.
   "De var flere, end dem der ligger her. Femogtyve til tredive inklusive et par piger tror vi. De fleste nåede nok at stikke af efter de første skud var faldet. Ham i søen løb bare i en forkert retning."
   "Her ser ret rodet ud" mente Christian.
   "Det var gruppens alminelige indstilling også" mente Oelxandr. "De benyttede uroen til at dyrke en stribe forvirrede machoidealer. Dem manipulerede Drach til sine egne formål. Han hører som sagt til på højrefløjen og fik dem og et par andre grupper til at fordrive tiden med hærværk og tyverier på den anden side. Det afværgede ethvrt tilløb til at få talt ud om tingene. Det var bare en skam det gik ud over dem fra Torez først. Så fik de også noget at være fornærmede over."

De mænd Oelxandr havde sendt ud for at undersøge området kom tilbage og rakte ham et par patronhylstre og pegede. Oelexander fulgte efter dem med Christian og Karsten i hælene. Fra en lille forhøjning havde de fint overblik over husene.
   "Engelske L96 finskyttegeværer" sagde Oelxandr efter han havde snuset til patronerne og studeret jorden. "Ammunitionen er Winchester 308 til jagt i stedet for Natos 7, 62 Lapua e. Lapua har kraftigere ladning. Winchester er lettere at få fat på og sviner mere, som i har set."
   "Hvordan kan du se det det med geværerne?" spurgte Karsten.
   "Kolben har ekstra støtteben, der kan skrues ud så skytten ikke behøver at bære den" forklarede Oelexander og udpegede mærkerne på jorden. Han rettede sig op og så sig omkring.
   "De sneg sig frem derovre fra lige som vi gjorde." Han udpegede et par buskadser ude på markerne.
   "De behøvede kun syv til otte mand til det her. Når finskytterne havde forklaret meningen med det hele kunne resten bare gå rundt om dammen og jage de sidste ud i ro og mag. Hvem tror i, der skød Drach? Jeg er ikke i tvivl om at to andre de også var her. Spørgsmålet er bare, hvor de blev af."
   "Hvis det er dine allierede fra Torez, der sagde tak for den opmærksomhed banden her skaffede dem, fra den anden side har Lazaref og den ukendte nok sluttet sig til dem" foreslog Karsten. "Spørgsmålet er bare hvordan de fik det arrangeret?"
   "Vi kan da starte med at spørge i Torez på hjemvejen. Først begraver vi resterne her" mente Oelexander og så sig om. "At banden her, var som den var, betyder ikke at de enkelte medlemmer var afskåret fra andre. Vi prøver os frem. Jeg er ret sikker på at vores hjælp den anden dag ikke rækker til at stikke nogen der tilbyder dem raketstyr til næste gang der bliver ballade her i området."
   Under oprydningen, som Oelexander kaldte den, viste det sig to af de resternde biler var i så god stand, det kunne betale sig at tage dem med. Han sendte den ene bil tilbage efter deres lastbiler og beordrede delingen til at tage tilbage til koordinationscenteret når de havde afsluttet oprydning og afsøgning.
   Han efterrlod dem i trykket stemning og kørte afsted i den anden bil med Christian og Karsten.
   "Det kan blive opfattet forkert hvis vi møder op med tredive mand" forklarede han mens de kørte mod Torez. "Vi må arrangere et nyt baghold efter dem. Vi får ikke noget at vide i dag alligevel. Hvis min informant stadig har lyst til at holde min datter eller min sprut med selskab, kontakter han mig nok om et par dage. Jeg er ikke helt sikker på hvad han er mest interesseret i."

***
   "Er det dem igen?" hviskede Lazaref og rakte Denys en kikkert.
   Denys følte sig mat i knæene, nikkede og betragtede gæsterne gennem et lille vindue.
   "Det er med garanti de to jeg så i Portoroz og i Kiev bekræftede Denys.
   "Så får vi at se om mine venner her hellere vi have nye våben end flere løfter, der kan holdes alligevel." mente Lazareff.
   Han lagde sig roligt på en seng.
   Denys fulgte med til gæsterne en time efter drog af, til hans lettelse . Så fulgte han Lazarefs eksempel. Gregorich sov trygt og selvom Denys følte sig udmattet ville søvnen ikke indfinde sig. Han havde rystet af skræk siden Gregorich skød Drach bagfra, da de første skud lød.
   Denys lå og så op i loftet og at genkaldte sig synet af sin morfar og prøvede at huske om han havde lært ham noget der kunne bruges i den situation.

Hans morfar bestyrede et lille varehus med smugkro i Moldavien før de socialistiske principper gik af mode. De nye forhold ændrede ikke det dobbelte bogholderi, han gav sin viden om videre til det barnebarn, der var et af resultaterne af at hans datter passede smugkroen. Der faldt hun med et brag for en flot russisk officer, påstod hun stadig, når hun klar nok til at påstå noget som helst. Selvom morfaderen kaldte det noget andet var officeren under alle omstændigheder lige hurtig til at forsvinde, som han var charmerende og ni måneder senere kom resultatet til verden med de obligatoriske protestskrig. Mens bedsteforældrene tog sig af lille Denys fortsatte hans mor med at servere og skiftede officeren ud med nye, i den takt, deres normale forflytninger medførte . Selvom bedstefaderen ikke kunne fordrage russere var han langt fra blind for at hans datter Valevskas rygte og skiftende forbindelser trak en hel del af de banditter gennem hans butik hvor de som regel købte noget på vejen ind og ud af smugkroen som Valevska undertiden supplerede med et par veninder med samme indstilling som hun.
   I starten beskæftigede morfar sit nysgerrige barnebarn med at bære flasker ind i smugkroen, hvor de blev solgt til tredobbelt pris. Bagefter fyldte lille Denys hylde i stedet for at pjatte med klodser efter samme princip. Det fortsatte efter han startede i skolen i 1989 hvor der også blev væltet en eller anden mur i Berlin i oktober hvorefter nye forhold og ideer skyllede frem.
   To år efter fandt hans morfar sig godvilligt i at Denys også hjalp ham med regnskaberne. Da den gamle, efter et par uger, til sin forbløffelse ikke havde fundet noget at udsætte på Denys opfattelse af regning gik de videre med det dobbelte bogholderi for smugkroens omsætning og overskud. Denys lærte med andre ord hvordan man ved en aktiv indsats altid kunne få lidt til overs til sig selv, uden den statslige inspektør brokkede sig. Eftersom inspektøren var fast gæst i smugkroen og aldrig så en regning hvadenten reglerne var socialistiske eller markedsøkonomiske lærte Denys også fordelen af at holde kæft med de rigtige ting, mens han i smug lagde til side til eget brug.
   De principper fik Denys til at samarbejde på samme måde som skakbrikker i de spil han som regel vandt over berusede kunder i smugkroen.

I 1992 bekendtgjorde hans mors næsten permanente samlever, Ignatjev, midt i et skakspil, at det var hans tur til at blive omplaceret. Han spurgte om Valevska tog med ham. I et anfald af ansvarsfølelse, der ikke gentog sig ret mange gange siden, spurgte Valevska om Denys også skulle med. Det lød da mere spændende end hans normale hverdag tænkte Denys og betragtede den distræte og venlige Ignatjev, der spekulere som rasende over om han kunne redde en komplet ligegyldig springer. Denys havde også lært det kunne betale sig at tabe engang imellem og begik med vilje en begynderfejl. Han blev fejet af brættet af en triumferende Ignatjev og sendt ud for at pakke.
   Hvis fjolset havde tabt var Denys måske blevet hvor han var og havde med tiden overtaget sin morfars forretning tænkte han siden. Ignatjevs nye forlægning medførte en skolegang han hadede af et godt hjerte. De tanker sluttede i efteråret 1993. Da Transnistrien løsrev sig sig fra Moldavien gik morfaren op i røg sammen med sit varehus under de kampe der fulgte.
   I den forlægning ved Stalingrad de kort efter flyttede til, fortsatte skakspillene hyppigt, med den forskel at Ignatjev begyndte at vædde med sine nye kolleger om de kunne vinde over den nu tiårige Denys. Det skaffede Ignatjev en stabil ekstraindtægt som Denys krævede en andel af, for at spille overhovedet, med mindre Ignatjev forslog han tabte.
   Han spillede også i skolen, som Denys kæmpede sig gennem under hans skoleterkammeraters drillerier med den accent han medbragte fra Moldavien.
   "Uanset om du både taler russisk og ukrainsk vil vi altid vil være tatarer" mindede hans mor ham ofte om og så på ham med de glødende øjne, der altid fangede mændenes opmærksomhed. De øjne havde Denys arvet og var ved at lære at benytte sig af.
   Den påmindelse var ret overflødig, fordi det var det, han blev drillet med. Hans farfar og hans venner havde allerede tatoveret tartarenes historie og traditioner på indersiden af hans hjerneskal. De havde også lært ham så mange ord af det oghuriske sprog han kunne føre en simpel samtale på det.
   Da han fik den sindssyge opgave med at forhindre roen i at indfinde sig alt for hurtigt fangede navnet på Lazarefs leder Akim hans opmærksomhed. Da han afprøvede et par oghuriske ord i deres selskab, viste det sig de forstod hinanden nogenlunde, selvom deres fællessprog hurtigt blev ukrainsk.
   På et tidspunkt begyndte Ignatjev både at slæbe arbejde og vodkaflasker hjem i en stabil strøm. Mest det sidste. Som inkarneret taktisk officer havde han slet ikke styr på de finere nuancer i at skaffe brændstof og ammunition til sine eskadroner i samme takt som de brugte skidtet. Hans kolleger, der stadig mødte op til de obligatoriske skaklektioner hos Denys havde samme problem. Mens Ignatjv skyllede det hele ned med vodka under spillene stillede Denys dem alle spørgsmål om kommende aktiviteter og forbruget under dem.
   Da Ignatjev stadig var ædru nok dagen efter fik han et kort kursus med venlig hilsen fra Denys afbrændte morfar i Sukhuni. Da Ignatjev havde fattet morfarens principper for dobbelt bogholderi, omsætningshastighed, taktisk overskud og at få noget selv og fordele det blev han så populær han fik så meget at lave, han ikke havde tid til Denys mor. Hun fandt trøst og ligesindede blandt grupper af ukrainere og tatarer i Stalingrad. Hun huskede at medbringe Denys da hun forlod Ignatjef efter et års tid og Denys begyndte på handelsskole samtidig.
   Den ballast han medbragte fra sin morfar var stadig nyttig, kombineret med den medfødte intelligens og snuhed, der fik ham til at glide nemt gennem handelsskolen. Han blev kun drillet minimalt med sin tatariske afstamning. Det skyldtes nu mest han hjalpe de mindre intelligente med deres opgaver mod at få fred. Indtægt fik han stadig under skakspil i byens parker og hans øjnes uforminskede glød begyndte at skaffe ham andre former for selskab.
   Skæbnen ville at en af dem han lavede opgaver for fik et job i en onkels firma. Da Jefrems nevøs intelligenskvotient kun var kun en anelse større end hans skonummer anbefalede han Denys med den bagtanke han stadig ville have brug for hjælp. Det eneste gode ved nevøen var at han troede det var en fordel at spille tennis og havde adgang til Jefrems private bane. Det klarede han også kun nogenlunde og da en af Jefrems døtre efter et par mixed doubler havde set ind i Denys glødende øjne et par gange fik han slet ikke tid til at hjælpe nevøen længere. Så det blev det opdaget, nevøen blev puttet af vejen et sted, hvor han ikke kunne gøre mere skade, end han allerede havde gjort, og Jefrems datters nye flamme blev forfremmet .
   En sjælden gang ulejligede Jefrem sig ned for at overvære spillene. Under en pause gjorde Denys ham opmærksom på et par bemærkelsesværdige afvigelser i et par afdelinger. Efter Jefrem havde rettet op på et par alvorlige skævheder i nogle folks opfattelser af deres opgaver, var Denys arbejdsområde blevet udvidet udvidet så meget det ikke fik nogen indflydelse at Jefrems datter sluttede sig jet-setterne i europa.
   Siden var det gået nemt med fortsat at fordre Jefrem med bemærkelsesværdige afvigelser fra hans og firmaets normer. Denys selv, drog stadig fordel af han selv kunne få noget ud af med den aktive indsats, hans morfar havde lært ham med et dobbelt bogholderi af ting han holdt mund med mod passende erkendtligheder. Det undgik heller ikke Jefrems opmærksomhed at hans protege spillede den ene ud mod den anden. Da det blev nødvendigt med et skakspil om gas sendte han Denys til Kharkiv for at skubbe de forskellige gruppers og brikkers opfattelser i de rigtige retninger, for at afværge ethvert tilløb til alt for meget ro, før Jefrem havde fået det han ønskede.
   Bestikkelser havde været i orden, så længe han kunne beholde lidt selv mente Denys mens han så op i loftet. At Lazaref spillede med bevæbnede skakbrikker var bestemt ikke med i noget af det, hans morfar havde lært ham.