Den gennemtrænge lugt af kemikalier og røg, der ombølgede dem, vakte, en del opmærksomhed, da de gik ind på hotellet.
   Receptionisten blev dog synligt beroliget af at Majtas fremviste sit politiskilt. Det ændrede sig til lettelse da Karsten bad om en regning for dem alle.
   Efter hurtig sogniering, tøjskift og pakning ventede Majtas stadig i foyeren og gentog tilbuddet om eskorte.
   De overbeviste ham om at deres modstandere nok løb endnu og at de kunne passe på sig selv. Majtas så ikke ud til at være helt overbevist om nogen af delene men tog endelig afsked med dem.
   Bryn rundede havnen i ro og mag. Christian og Karsten så begge bagud og tog afsked med de maleriske omgivelser for denne gang.
   Bryn ville hjem så efter kort tid fandt han den rigtige gennemfartsvej og kørte så hurtigt og koncentreret frem som forholdene og den øvrige trafik tillod.
   Karsten, derimod, så sig stadig ivrigt omkring og kommenterede en del af det, de kom forbi.
   "Kempinski er knapt så stort som det i Moskva" konstaterede han. "Men det er flot så det er en skam de var for nærige til at lade os bo der. Har gadenavnet Lucija mon noget at gøre med hende der Sankta Lucia?"
   Hans muntre kommentarer om omgivelserne fik dem alle til at slappe af og smile selvom Bryn mest måtte koncentrere sig om at navigere gennem trafikken.
   Efter kort tid mente han at hovedvejen snart burde starte.
   "Så vil det nok gå lidt hurtigere, hvis en optimistisk turist ikke når at torpedere os forinden," tilføjede han men han og undveg en tysk vogn, der var proppet med så meget bagage at føreren ikke havde nogen anelse om, hvad der foregik bag hans bil.
   "Hvis det går så galt er det måske kun godt de gav os eskorte alligevel" mente Karsten.
   Christian vendte sig om og Bryn kastede en kort blik i bakspejlet.
   "Hvorfor tror du, det?"
   "Den gule Ford, der ligger bagude, bag den næste bil, har været der siden hotellet." sagde Karsten bestemt.
   Bryn fiskede sin telefon frem og manipulerede hurtigt med tasterne.
   "Majtas' telefonnummer" oplyste han."Kontroller det lige, for god ordens skyld."
   Mens Christian kaldte op og ventede på at Majtas tog telefonen holdt han og Karsten øje med den gule bil gennem bagruden.
   "Lad os lave lidt sjov med dem" sagde Bryn og slog ind på en sidevej og satte farten op.
   Et stykke nede kom der en rundkørsel hvor Bryn tog hele rundturen og kørte tilbage af den vej de kom fra. Den gule Ford var fulgt efter og faldt omgående længere tilbage.
   "Skal vi ikke køre tilbage, til vi ved hvad det drejer sig om" foreslog Christian.
   "Gu' skal vi ej" mente Bryn og drejede til venstre mod Trieste. "Sig til Majtas og Srenco at deres svende godt må holde fri. Vi klarer os selv. Jeg vil hjem"
   Endelig tog Majtas telefonen med en munter hilsen og spurgte om de var faret vild.
   Christian forsikrede ham om for at de stadig forventede at nå Italien indenfor et par timer hvis hans folk ikke gjorde dem alt for nervøse undervejs. Han beskrev kort situationen og den gule Ford.
   "Imbali har en Ford, som vi er ved at lede efter" lød det i højttaleren som Christian havde slået til.
   "Prøv at kikke efter den ude ved Izola" råbte Karsten ved synet af et vejskilt der susede forbi.
   "Så kan i jo befri os for selskabet af den samtidig. Nu hedder det vidst nok Strunjan" sagde han ved synet af et nyt skilt der fløj forbi.
   "Den gule Ford er ikke i syne i øjeblikket. Nu er der kun en rød Fiat bag os" sagde Christian.
   "Har i stadig jeres våben?" Spurgte Majtas. "Tag næste afkørsel og fortæl hvad den hedder.Hold jer endelig i bevægelse" instruerede han.
   "De er allerede skilt af og ligger i en særlig taske i bagagerummet sammen med våbendeklarationen" sagde Bryn irriteret. "Vent et øjeblik"
   Han kastede brutalt bilen ned af en sidevej.
   Bagude satte Fiatten farten op og fulgte med. Længere tilbage kom et gult køretøj til syne med høj fart. .
   Heldigvis havde Bryn lejet en med et åbent bagerum så Karsten ålede sig op og lå hen over ryglænet. Med et vist besvær gennemgik og beskrev han de enkelte kolli mens Bryn kørte videre.
   "Det er den med ammunition" sagde Bryn endeligt.
   Karsten begyndte at åbne de enkelt tasker mens Bryn kørte videre og hurtigere, for at holde afstand til forfølgerne. Det tog tid for desværre havde Bryn til punkt og prikke fulgt luftfartsselskabets regler om at skille sine våben ad og det hele fra ammunitionen så Karsten rodede og bandede.
   Imens Bryn holdt øje med vejen forude og Christian kikkede opmærksomt bagud.
   Efter noget, der føltes som et århundrede tog Karsten ladegreb på den første pistol, og rakte den videre til Christian.
   "Så er Forden tilbage og forrest igen. De ligger lidt bagude endnu" meldte Christian til Majtas, der stadig lyttede med.
   "Der er ikke ret mange vejskilte her omkring" beklagede han.
   "Vi sporer din telefon og ved, hvor i er og har sendt opbakning" kom det beroligende fra Srenco, der åbenbart havde sluttet sig til de andre.
   "Der er fire vogne undervejs. Hold jer i bevægelse." lød det anspændt fra Majtas.
   Lyden af et ladegreb fortalte dem Karsten var færdig. Han kikkede ud gennem bagruden hvor Forden nærmede sig.
   Så dukkede der en mand op af tagruden. Han havde et våben i hånden, og affyrede et par skud. Afstanden var stadig for stor til at ramme.
   "Ved i forresten hvorfor italienske biler for det meste har små rat?" spurgte Karsten konverserende de andre og den åbne mikrofon.
   "Så kan de køre dem med håndjern på" kom det fra Srenco. "Det bliver også nødvendigt når mine folk når frem. Det gør de om et øjeblik."
   "De må gerne skynde sig." mente Christian. "Skydningen er begyndt."
   "Jeg vil vædde på du ikke kan lave en hel håndbremsevending, nær så godt som jeg." sagde Karsten til Bryn og begyndte at rulle vinduerne ned med et fanden i voldsk smil.
   "Du taber" sagde Bryn med et grin. "Hold hellere fast."
   Christian sukkede og holdt godt fast med den ene hånd og rullede vinduet ned med den anden.
   "Derhenne midt i svinget!" advarede Bryn med et nik forud mod en lille, men bred drejning af vejen.

Bryn speedede op og trådte brutalt på koblingen. Samtidig røg hans højre hånd ned. I samme øjeblik drejede han rattet om og trak brutalt i håndbremsen.
   Deres vogn snurrede en perfekt omgang om sin akse på en måde, udlejeren næppe ville bryde sig om.
   Bryn koordinerede gear og kobling perfekt. Han satte kurs lige mod den den gule Ford, der både forsøgte at bremse og undvige dem. Skytten i tagruden blev for optaget af at holde godt han kunne gøre andet.
   Få sekunder efter kunne de se ind i bilen og Christian genkendte en af de ubehageligt udseende tilskuere fra dagen før. Han og Karsten skød samtidig og bilen fortsatte ud over siden af vejen.
   "Lad os rydde helt op" sagde Bryn indædt.
   Han speedede op og fortsatte mod den røde Fiat mens Srenco råbte fra telefonen.
   Fiatten prøvede at bremse og vende kun et kort stykke væk.
   Da de nærmede sig blev de mødt af skud fra bagsædepassageren. Under vendingen var bilens baghjul havnet udenfor vejen, hvor de snurrede formålsløst rundt i tør jord. .
   Kun få meter skilte dem fra hinanden da Bryn blev ramt og slynget tilbage i sædet.
   Fiattens baghjul fik fat i fast grund i samme øjeblik og den sprang et par meter frem.
   Med en grimasse rejste Bryn sig, drejede rattet med den ene hånd og rettede ind efter Fiattens bagende. Han ramte den med et brag der fik bilen til at dreje om.
   Det gav Christian og Karsten mulighed for at tage sigte, inden dem i Fiatten samlede sig efter stødet. .
   Karsten ramte føreren i første forsøg.
   Christians første skud ramte ikke manden på bagsædet. Selvom han både så ør og bange ud løftede han sit våben og tog sigte på Christian.
   Der lød tre skud samtidig.
   Christian følte et hårdt, sviende slag over armen. Han mærkede den blev våd og tog fat om stedet mens han lod sig falde tilbage i dækning og landede over Byn.
   I det fjerne hørte han sirener fra politivogne, der nærmede sig under fuld udrykning.