Bilen forsvandt og nåede langt ned af vejen før Christian fik rettet sig op fra den sammenkrøbede stilling han indtog, da de første skud faldt.
   Han lænede sig frem, rettede Oelxandr op og støttede ham og mærkede hans hånd blev våd af blod.
   Oelxander stønnede dybt, drejede hovedet og gjorde svage bevægelser. .
   "Træk ham over på dit sæde!" råbte han til Karsten, der var ved at rette sig op. "Så kører jeg."
   Selvom skuddene stadig lød for hans ører, sansede han at følge baglygterne forude, med stive øjne. Samtidig famlede han efter Oelxanders pistol, med sin frie hånd.
   Karsten sad endeligt op, og rystede galsskår af sig og drejede halvt om. Han greb fat i Oelexander netop som Christian fik fat i hans pistol.
   Christian sprang ud af bilen og kastede et hurtigt blik tilbage på følgebilen.
   Selvom den var gennemhullet af det meste af maskinpistolens magasin var to sårede mænd vaklet ud af den og stod svajende med deres våben.
   Christian opgav at hente hjælp fra dem, bøjede sig ned og tog fat i Oelxandrs ben og hjalp Karsten med at sætte ham over på det andet sæde.
   "Stodderen kommer tilbage" advarede Karsten med et blik ned af vejen. Angriberen var midt i en vending. Hans baglygter skiltede til skærende forlygter og de hørte en motor bleve speedet op.
   "Kan du stadig lave håndbremsevendinger?" råbte Karsten og sprang ind på bagsædet og fortsatte med at støtte Oelxander. .
   "Det vil vise sig" sagde Christian, hoppede ind og rakte Karsten pistolen.
   Den tog Karsten med den ene hånd og så på Olexander, der stønnede.
   "Vi skal væk og finde en læge i en fart" opfordrede han.
   Christian bakkede hurtigt tilbage til følgebilen uden at svare. De sårede, svajede stadig men kunne selv kaste sig ind på lad og bagsæde. Karsten affyrede to skud mod angriberen, der hurtigt kom nærmere.
   "Den her egner sig altsån ikke til håndbremsevendinger" sukkede Christian, bakkede længere tilbage, vendte GD'eren og pøvede at ignorere at dens forrude lignede et sildebensmønster med små runde huller.
   Han bøjede sig frem over rattet, prøvede at se gennem rudens revner mens han koncentredede sig om at få bilen op i fart mens han siksakkede hen over vejen så han ikke udgjorde et alt for stabilt mål for de forfølgeren, der nærmede sig lidt mere forsigtigt, efter Karstens skud. Den overlod han til de andre at holdt øje og bandede for sig selv at GD'ere absolut ikke egner sig til racerløb.
   "Djengis Kahn kan endnu" konstaterede Karsten ved lyden af et par skud den sårede på ladet affyrede mod forfølgeren. Selv havde han travlt med at rive Oelexanders tøj til side og prøve at forbinde hans sår. Den sidste sårede klamrede sig bare fast til bagsædet ved siden af Karsten.

Forfølgeren satte farten ned og lagde mere afstand mellem bilerne ved lyden af geværskud. Han fulgte stadig efter GD'eren som en sjakal efter et langsomt bytte men holdt sig på sikker afstand.
   "Prøv at gøre lidt nytte. Radioen virker endnu" råbte Christian og rakte mikrofonen bagud til den sidste sårede og pegede på højttaleren, som der lød forvirrede råb fra fra deres spejderbil, der formodentlig stadig alt for langt væk. .
   Den sårede fattede omgående meningen og begyndte at råbe ind i mikrofonen.
   Christian blev på midten af vejen og prøvede at presse speederen ned gennem bundbrædderne.
   Vejen skiftede til en række kurver som fik forfølgerne til udnytte at deres personbil havde helt andre køreegenskaber end en sløv GD'er. De rykkede nærmere og pausen i skydningen stoppede da forfølgerens skytte snoede sig ud af bagruden og affyrede salver med en maskinpistol.
   Den anden sårede besvarede dem fra ladet efter bedste evne, der ikke rakte til at ramme noget som helst. I det mindste fik han forfølgeren til at holde større afstand mens skytten skød og skiftede magasiner.
   En af forfølgerens salver gik lavere end de andre. Christian mærkede lufttrykket fra projektiler, der hamrede ind i instrumentbrættet. De stoppede råbene fra radioen og fik det til at regne med stumper af metal og plastik. Forruden fik et par ekstra huller bemærkede han og gjorde sit bedste for at se gennem det forøgede sildebensmønster og styre bilen i sik sak hen af vejen midte mens han bevarede dens fart..
   Sidespejlet havde overlevet indtil videre og han så forfølgeren nærme sig igen og krøb lidt mere sammen over rattet og stirrede fremaf en lang vej der så ud til at være uendelig. Lyden af endnu en salve bag dem, fik Christian til at træffe en hurtig beslutning.
   Han bremsede brutalt og lod bilen skride ind i et venstresving og ned af en sidevej, der netop dukkede op.
   Han var ude af bilen som et lyn og greb den AK74, den sårede på bagsædet ikke brugte alligevel.
   Han nåede lige at slå sikringen fra da forfølgeren dukkede og drejede mere langsomt rundt om hjørnet, end Christian havde gjort . Chaufføren holdt tilbage og orienterede sig. Skytten fra bagsædet hang stadig ud af vinduet, men han egen bil forhindrede hans deltagelse da Christian var svinget til venstre.
   "Skyd for helvede" råbte Christian, holdt geværet frem og tømte magasinet for alle tredive skud. Han nåede kun at lavede huller i den anden bils bagagerum og nåede ikke at korrigere sigtet inden føreren speedede kraftigt op og forsvandt.
   Fra ladet og den modsatte side kom der også skud mens Christian famlede efter det magasin, den sårede tog sig sammen til at række frem. De lyttede alle i stilhed og hørte lyden af en motor forsvinde i det fjerne.
   "Jeg har stadig et par skud tilbage" kom det fra Karsten."Djengis Kahn er desværre besvimet af anstrengelse eller blodtab. Nu mangler vi en agterskytte."
   Den anden sårede var stadig ved bevidsthed og trak vejret tungt. Han løftede mat den ene hånd, pegede og sagde nogle ord.
   Christian opfangede ordet lazaret mellem de andre og nikkede.
   "Du viser vej Gunga Dihn. Den ene er lige så god som den anden i øjeblikket" sagde han medgørligt og tog plads bag rattet.
   "Mon ikke de stopper for denne gang? men ring lige til Jan på koordinationscenteret og bed ham om at få Reta til at spore vores telefoner. Så kan hun fortælle os hvilken vej vi skal" sagde Christian og startede afsted i den retning den sårede udpegede.
   Det svarede Karsten ikke engang på. De havde kun kørt et kort stykke ned af vejen da han fik fat i deres forbindelsesmand Jan Bratschko og forklarede situationen.

"Og de må hellere skynde sig for underholdningen er ikke slut" råbte Christian.
   Forfølgerne drejede igen ud fra en sidevej, langt nede med hvinende dæk, der kunne høres gennem deres egen motors lyd i aftenens stilhed.
   GD'erens dæk sendte en sky af grus ud i luften og sprang frem da Christians fod brutalt trampede speederen mod bunden. Han kastede bilen ned af en tilfældig sidevej og håbede den havde flere sideveje, han kunne bruge til at skjule sig i.
   Det havde den ikke så forfølgeren fulgte efter få minutter efter, og nærmede sig forsigtigt. Da der ikke var blevet skudt på dem fra ladet efter et øjeblik smed de al forsigtighed overbord, faldt tilbage og tog tilløb og gled op på siden af dem.
   Ruden i passagersiden var stadig rullet ned. En skægget bølle på bagsædet smilede ondskabsfuldt og løftede sin maskinpistol mod Christian.
   Christian stod med hele sin vægt på bremsen og salven fløj harmløst hen over deres bils køler mens den anden bil fortsatte frem og satte farten ned.
   "Den går ikke en gang til" pustede Christian, trykkede speederen i bund og kørte ned af den sidevej der endeligt dukkede op.
   "Næste gang skyder han efter hjulene hvis han ikke er helt idiot" råbte Karsten for at overdøve motorlarmen. "Gunga Dihn vil hellere til den anden side. Han peger den vej."
   "Lad ham bare få sin vilje" mente Christian og nåede at smutte ned af en sidegade i den retning inden deres forfølgere dukkede op i bakspejlet igen.
   "Lad os ikke håbe den her ender blindt."
   Heldet var stadig med dem efter de næste ti sekunder og tre hjørner men så dukkede den mørke bil op igen. Christian fandt en ny sidegade til højre, der gav Karsten lejlighed til at affyre en enkelt skud mod forfølgeren.
   "Skal vi stoppe efter næste sving og bruge den sidste ammunition?" råbte Christian efter to yderligere vilde sving. Forfølgeren hang stadig ved men holdt sig på større afstand efter karstens skud.
   "Ok. Giv mig lige et minut til at få fat i det gevær ham på ladet ikke gider bruge alligevel" svarede Karsten. Han ålede sig bagud til deres bevidstløs pasagerer.
   "Det kunne du godt have tænkt på noget før" mumlede Christian. Han udnyttede det midlertidige overtag og afstanden til at trække ud midt på vejen med speederen i bund, så han ville få en bedre vinkel mod næste sidegade. Indtil videre kørte de hen af en bred gade af en lang, ubrudt række hvide huse uden ret mange sidegader.
   "Har ikke rigtitg haft tid" kom det fra Karsten. "Fyren har også et ekstra, fyldt magasin i lommen."
   "Klar!" lød det fra ladet samtidig med lyden af et ladegreb.
   "Så kaster vi anker" råbte Christian, ved synet af en afkørsel. Han koblede ud, bremsede vildt og drejede. .
   Forfølgeren måtte have fulgt en parallelgade. Hans køler kom i det samme til syne fra en sidevej i bakspejlet.
   Deres medtagede bil gled rundt om hjørnet og ned af en sidegade, hvor den stoppede helt efter et par meter.
   Christian greb geværet, kastede sig ud af bilen og trak foldeskæftet ud og gik i knæ i en sammenhængende bevægelse.
   Deres tres projektiler gennemhullede de andres køler, forrude og side i samme øjeblik bilen dukkede frem. Den fortsatte tværs over gaden og stoppede med et brag i bygningen på den modsatte side af hjørnet med den skæggede skytte hængende ud af vinduet. Efter et sekund gled han helt ud af vinduet og landede på fortovet uden at bevæge sig.
   "Jeg tror de fattede meningen. Hvis der stadig er en eller anden form for ordensmagt i Donetsk by tror jeg den kommer nu," sagde Karsten ved lyden af hylende sirener i det fjerne.
   "Det var faneme også på tide. Bliv hellere liggende" sagde Christian og lagde sig fladt ned.
   "Drømmer skam ikke om at røre mig" kom det oppe fra ladet. "Skal vi for resten ikke tage hjem til vores kontor og lade dem selv afgøre, hvem der skal have de forbandede raketstyr?"
   "Den er jeg helt med på" svarede Christian. De første biler bremsede op. Høje kommando blev ledsaget af trampende støvler.

***
   "Det lykkedes os heldigvis at skygge de to fyre, da du genkendte dem i Kiev Lufthavn" forklarede Lazaref da de sad i bilen og kørte væk.
   "Vi også flere sympatisører i politiet i Kiev." fortalte han da de forlod Donetsk bys grænse og kørte gennem landet. "Da de ankom til lufthavnen her og tog videre til Koordinationscenteret, stod vi klar til fortsætte skygningen. Vi har også en sympatisør i koordinationscenteret. Han varskoede os om de var i en af de tre bilder, der forlod Koordinationscenteret for en time siden. Vi har også en udkikspost på den anden side af vejen og dem til at følge efter mens vi besluttede at fjerne dem fra landkortet."
   "Der pynter de heller ikke" medgav Denys. "For desværre ved de lidt for meget om vores beskedne bidrag til magtbalancen hernede."
   "Og dem, de får hjælp af, har en ret kedelig måde at sige tingene på, fordi de også gerne vil have kontrol vores bidrag" sagde Lazaref. "Så længe vi har kontrol over raketstyrene
   kan vi også afgøre hvordan de skal fordeles og bruges, og ikke omvendt."
   "Hvor og hvordan overtager vi dem?" spurgte Denys.
   "Der er vi på vej hen" forsikrede Lazaref. "Du skal kun være klar til at betale sidste, rate når vi ser vores varer igen. Vi er fremme om fireogtyve timer. Så kan du jo selv se hvor vi ender."
   "Skal vi køre hele vejen?" spurgte Denys.
   "Det er vidst den mest sikre måde" mente Lazaref. "Flyselskaber kan være ret vanskelige hvis passagererne er bevæbnede. Han klappede sigende på lommen."
   "Så lad gå da" sagde Denys lettet. Tanken om at prøve at komme ombord i et fly med tre håndgranater i tasken tiltalte af en eller anden grund, heller ikke ham. Så længe Lazaref havde halvdelen af koderne til banken fordelt mellem sit hoved og sin computer, måtte han finde sig i hans hemmelighedskræmmeri.
   "Du husker måske jeg forventer nye ID-papirer inden jeg sender næste rate" mindede han Lazaref om.
   "Dem har jeg fået lavet i Melitipol. Der er vi nede om fire timer og holder pause, inden vi kører videre. Stoler du ikke på mig? "
   "Det forventer du forhåbentlig ikke jeg svarer på" svarede Denys der lænede sig tilbage og klamrede sig til den taske han havde computeren i. Selvom dens indhold nu var forøget med tre håndgranater håbede han ikke det ikke blev nødvendigt at bruge dem, for at få Lazaref til at opføre sig ordentligt.
   Han stirrede tomt ud i mørke og dis og kastede et kort blik på Lazarefs og deres chaufførs udtryksløse ansigter.
   Lazaref havde smilet bredt da han skød Nicolaj Drach ned bagfra, kort efter Denys afslørede for ham de hverken behøvede Drach eller det koddesæt han troede han troede han havde eneret på, til at få fat i både penge og de nye våben.
   På en anden side erkendte Denys også at han overhovedet ikke huskede hvordan han selv så ud da han slog Victor ihjeld for at stjæle den halve million han medbragte. Han og Lazaref kunne sikkert nå langt, hvis de ikke blev uenige forinden. Men Lazarefs ambitioner og kyniske indstilling skræmte ham mere end han ville indrømme.
   Han havde slet ikke lyst til at finde ud af hvad Lazaref havde tænkt sig at gøre med ham, når han fik fat i sine raketstyr og ikke havde brug for hans hjælp længere. Uanset hvem han påstod at repræsentere var der ikke særligt meget forskel mellem Lazaref og Nicolaj Drach eller den neo-nazistiske undskyldning for en milits, Drach aldrig lagde skjul på, han støttede.