Denys kom træt og i højt humør retur til hotellet ovenpå endnu et vellykket møde med sin ferieveninde, mente han selv. Receptionisten ødelagde omgående hans humør totalt. Han fortalte, med en alvorlig mine, at Denys ven Lareff lå på hospitalet med hjernerystelse efter et overfald.
   Trods receptionistens forsikringer om at den slags hørte til sjældenhederne i deres pæne by, kom Denys fantasi omgående på overarbejde.
   Han skulle ikke nyde noget af den behandling, han gav Victor i Andorra, et par dage før og som Lazaref nu havde fået af en ukendt modpart. Denys travede frem og tilbage og holdt skarps øje med omgivelserne for at finde ud af om der var nogen, der holdt øje med ham.
   Efter kort tid på den måde følte han sig isoleret som en fange i et bur. Han kom for tredje gang tilbage til døren med hotellets hovedindgang og så nervøst på de mennesker, der opholdt sig udenfor. Han anså det for bedst at holde sig i bevægelse frem og tilbage og betragte omgivelserne med skarpe øjne. Samtidig forsøgte han at få hold på de forskellige muligheder. De begrænsede sig, så vidt han vidste, til sælgeren og den mystiske mand, Lazaref havde skygget dagen før.
   Denys var ikke det ringeste i tvivl om at han fik endnu mindre at vide om det, den charmerende slyngel gik og foretog sig end Lazaref fortalte sine kolleger og sin leder om. Lazaref lagde ikke skjul på at de bare ville høre om resultater og ikke var ret interesserede i, hvordan han opnåede dem.
   Lazaref havde ikke lagt skjul på, at han havde rivaler, der talte varmt for mere radikale løsninger, som lederen også foretrak. Hvis hans projekt lykkedes kunne han stille med en slagkraftig mulighed og bevise hans konkurrenter var de rene dilletanter i det spil. Denys skulle under ingen omstændigheder i klemme i de konkurrencer, der ellers foregik nede i Donetsk og Lugansk, tænkte han bestemt. Så hvis en af Lazarefs kolleger var fulgt efter ham for at overtage kontakten med sælgeren, var det en sag mellem dem. Muligheden for at vende tilbage til kontoret i Kharkiv forekom ham pludseligt heller ikke ret tillokkende. Selvfølgelig var det også muligt at sælgeren bare havde undersøgt muligheden for at indkassere en stak kontanter uden at levere noget som helst.
   .
   De muligheder fik ham til, mistænksomt at betragte alle hotellets gæster på skift, for at se om en af dem røbede en overdreven interesse for hans person.
   En kraftig mand med buskede øjenbryn og stikkende sorte øjne tiltrak sig næsten øjeblikkeligt hans opmærksomhed og fantasi på grund af den måde manden så på ham. Da de havde betragtet hinanden med sammenklemte øjne en halv times tid blev en vis Mr. Schmeigel, til hans lettelse kaldt til receptionen, over en højttaler. Skjult bag en palme så Denys at manden med de stikkende øjne mødte en anden og indledte en dæmpet samtale med ham.
   Han følte sig igen isoleret uden Lazaref og genoptog frustreret sine rundture. Han kikkede rundt om hotellets søjler og planter for at se om der var ukendte fjender, der holdt øje med ham. På et tidspunkt mente han under et blik i et spejl at manden med de stikkende øjne og den anden betragtede ham.
   Midt i en orkan af spekulationer spadserede Imbali afslappet ind på hotellet, spurgte efter Lazaref og blev henvist til Denys, der næsten fik et hjerteslag over at blive tilkaldt over højttaleren, med det navn, der stod i hans pas.
   Beslutningen om han skulle kontakte Imbali eller ej, blev overflødig. Imbali fik øje på ham, kom hen og hilste venligt. Han så bekymret ud da Denys satte ham ind i de omstændigheder han ikke vidste ret meget om.
   Under deres påfølgende, men korte, samtale fastholdt Demys, han slet ikke ville vide spor om den handel Lazaref og Charlie havde gang i. Denys gik en hurtig tur i hotellets boks, mens de ventede på en forfriskning. Han vendte tilbage med et tykt bundt sedler og forsikrede Charlie om, de var hans om tre dage hvad enten Lazaref sagde god for det eller ej. Til den tid måtte fjolset for pokker være kommet til bevidsthed igen tænkte Denys. Så kunne han selv fortsætte sit roderi.

Imbali tog tilfreds afsked med et bredt smil og et tilbud om at de folk han repræsenterede kunne tilbyde fire polske ZSU 33'ere til favorabel pris, ovenpå det andet. Det var motorsave der kunne noget forsikrede han muntert og lovede at komme tilbage om tre dage.
   Han efterlod Denys ved hovedindgangen hvor Denys omgående genoptog sine spekulationer og så på menneskerne omkring ham. Denys havde ikke den fjerneste interessere i motor- eller andre save og gik i stedet tilbage og skottede igen til manden, med de stikkende øjne. Han var stadig fordybet i sin samtale og ofrede ikke Denys et blik.
   Denys vendte sig spekulativt bort og genkendte overrasket den mand, der lignede en filmstjerne, som han også havde set dagen før. Denne forlod netop hotellet, ledsaget af et par andre, som Denys til sin ærgrelse, kun nåede at se overfladisk. Denys var efterhånden udmattet, satte sig ned og spekulerede videre og prøvede at få plads til endnu en ukendt faktor i sin stigende nervøsitet.
   Hvad enten han havde lyst eller ej måtte han besøge Lazaref på det lokale hospital besluttede han. Måske kunne de føre en fornuftig samtale, inden hans egen fantasi forøgede antallet af ukendte fjender, med alt for mange.

***
   "Mon ikke vi har alle spillerne i den kabale nu?" spurgte Christian. " Så må vi finde ud af hvordan vi kopier af deres kommunikation og udstyret til det."
   Srenco inviterede dem ind i den anonyme varevogn. Det var i virkeligheden en mobil kommandostation, som var bemandet med to mand, der holdt orden på fodfolkenes meldinger og løbende justerede deres positioner på et kort over byen.
   "Så må i også prøve at regne ud , hvordan de hænger sammen."mente den ene.
   "Vi hører gerne jeres forslag også, Matjas." sagde Srenco fredsommeligt
   "Deres værelser er bestilt samlet, fik vi oplyst. Den nye mand har russisk diplomatpas, desværre." fortalte Matjas efter en kort samtale med en udenfor vognen.
   "Ham skal vi nok ikke røre indtil videre. Spørg Q4 hvad de kan stille op med billeder og navne på dem vi har indtil videre."
   Forinden havde de, med meget morskab, overværet Dennys traveri, inden hans møde med Imbali og selve mødet. En af Srencos folk i den usynlige varevogn fortalte de allerede kendte manden. Han deltog for en kort bemærkning i mødet mellem Imbali og den sårede, dagen før. De havde allerede et glimrende fotos af ham.
   Matjas kvitterede for et opkald og rettede på en seddel på tavlen.
   "Den bevidstløse er vågnet lidt op. Lægen anbefaler os ikke at afhøre ham før i morgen hvis vi skal havde fornuftige svar. Skal vi spørge om hans møde med Imbali?"
   "Lad os nøjes med overfaldet, så vi ikke viser alle vores kort, før vi ved mere om spillerne" foreslog Karsten.
   Srenco var enig med Karsten, gav en hurtig instruks og tilføjede at så kunne Matjas godt holde weekend, ramadan hvad han nu var han havde en aftale om.
   "Det er ikke endnu" oplyste Majas med et grin. "Politiets fodboldklub spiller mod ministeriets i weekenden.Vi regner med at vinde og holde kristen weekend."
   "God fornøjelse" sagde Srenco "Kan jeg køre jer tilbage til jeres hotel?"
   "Hans far er muslim, som vi har et halvt hundrede tusind af." forklarede Srenco da de sad i bilen. "Når han ikke kan koncentrere sig, spørger vi som regel om han har været lidt for kristen dagen før. Det er en fed undskyldning, mener han."
   "Vi kontakter dig når vi har nyheder af en eller anden art." lovede Christian da de ankom til deres hotel. "Lad bare Imbali hvile et par dage. Han render nok ingen steder."

***
   Nyhederne ankom sidst på næste formiddag per udlejningsbil fra Trieste. Bilen blev ført af Q4's nyeste medlem Bryn Temple, der meddelte Christian og Karsten han midlertidigt var tilknyttet deres team, på grund at et par evner, som heldigvis ikke fremgik af hans stamkort.
   Temple tilgik dem direkte fra Ocean Shields hovedkvarter i Bahrain efter et par uautioriserede rapporter til hans hjemlige overkommando. Mellem linjerne stod der, ikke særligt diplomatisk, at hans overordnede var komplet uduelige og overså vigtige meldinger når de afbrød deres golfspil. Resultatet blev efter en tid at hans nærmeste leder blev sat til at inspicere Skotlands golfbaner i stedet og mens Temple i hast blev overført til andre opgaver, mens de andre golfspilleres irritation over det, blev glemt. Han viste sig hurtigt som en glimrende kollega, med en fantastisk hukommelse.
   På grund af hans halvlange lyse hår blev han en dag omdøbt til Shirley Temple. Det blev kun sagt med dæmpet stemme, når han ikke var i nærheden, fordi han var bygget som en middeltung kampvogn. En dag hørte han det alligevel, grinede og optrådte en times tid med et rødt hårbånd.

Han medbragte nye resultater til både Christian, Karsten og Srenco Novecco som sidstnævnte fik da han kikkede ind til frokost sammen med Matjas. De takkede med hævede øjenbryn efter de havde bladret dem igennem.
   "Ham, der blev slået ned var åbenbart den nemmeste." sagde Christian og gav sine papirer videre. "Dem, i ved nok, identificerede ham på et nanosekund." sagde han. "Fyren tilhører staben i en af militserne i Donetsk."
   Temple og Karsten nikkede indforstået mens Srenco og Matjas så uforstående ud. Der var ingen grund til at reklamere alt for meget med Q4's hjertelige forbindelse med en tilsvarende, men lidt større instans på adskillige underjordiske kvadratkilometer, der lå på højre side af hovedvejen mellem Washington og Chicago, under Fort Meade.
   "De ved ikke ret meget om ham indtil videre" forklarede Bryn Temple og så på Matjas.
   "Kan hospitalet mon holde på ham en dag mere, så jeg lige kan nå at kaste et blik på hans værelse?" spurgte han.
   Matjas rejste sig uden et ord, gik væk og førte en kort samtale, hvorefter han kom tilbage.
   "Jeg beklager, jeg må meddele at Gregorich Lazaref's skade er så slem den kræver endnu et par undersøgelser og fuldkommen ro til i morgen."
   Bryn Temple grinede bredt. "Sådan skal det gøres, kammerat. Kan vi samtidig parkere en mike i stuen og lytte med, hvis den sidste spiller besøger ham? Det vil være ideelt."
   "Hvis du mener en mikrofon er den skam allerede på plads, sammen med en vagt udenfor stuen." sagde Matjas med et smil. "Lazaref har bedt hospitalet kontakte hans kammerat og få han til at kikke ind. Han får samme besked, af hensyn til de videre undersøgelser.".
   "Så har vi fri bane til begge værelser imens?" spurgte Christian.
   "Jeg er ikke sikker på jeg hørte helt rigtigt" sagde Srenco værdigt.
   "Han mener selvfølgelig om i holder øje med hotellet mens ham russeren er på hospitalet?" skyndte Christian sig at rette det til.
   "Det har jeg nok ikke folk nok til" beklagede Srenco med et smil.
   "Vi skal nok opføre os ordentligt så længe" mente Karsten. "Det havde ellers været betryggende hvis du havde vagt ved værelse nummer - hvad var det nu det var - så længe."
   "Tohundrede tolv og fjorten" sagde Srenco. "Det har jeg altså slet ikke folk til. Vi må løbe den risiko at hotelgange stort set er øde under middagene." mente Srenco og forlod dem.
   "Hvad venter vi på" spurgte Bryn med et smil da døren lukkede sig efter Srenco.
   "Skal vi orientere os om forholdene på forhånd, og se om fyren stadig traver rundt som en fange i isolation, som i beskrev? Så kan vi spise samtidig."