Næste formiddag ankom Nicolaj Drach og Charlie med få minutters mellemrum. Denys deltog igen i deres møde, selvom det stadig var særdeles modvilligt. Lazaref havde ret bestemt udnævnt ham til at være en uundværlig mellemmand mellem ham, Drach og Charlie med hensyn til det næste der skulle ske.
   Den udnævnelse ledte Denys stadig efter argumenter imod da Drach tog plads og afleverede en kvittering.
   Hans andel af pengene var allerede afsendt til kontoen i den bank Denys havde givet visse instrukser dagen før.
   "De folk i sender til Tripoli vil blive kontaktet på et hotel lige udenfor lufthavnen." indledte Charlie få minutter efter med at fortælle, uden anden indledning.
   Han fik og kastede også et hurtigt blik på Drachs kvittering.
   "Det hotel bruges mest af forretningsfolk. I må fortælle, så hurtigt som muligt, hvilke navne jeres folk vil rejse under, og hvornår de kan være der. Mine venner vil jo helst ikke kontakte nogen forkerte."
   "Det er skam ikke noget problem min ven" sagde Lazaref jovialt. "Den ene sidder nemlig lige der. Den anden kan Nicolaj give dig navn på. Han har først tid i eftermiddag, af en grund jeg ikke vil komme nærmere ind på."
   Charlie smilede venligt, tog et billede af Denys og bad ham skrive sit navn på hans telefon, hvorefter Nicolaj måtte gøre det samme med sin mands.
   "Lad os sige om ti dage fra i morgen. De skal være indstillede på mindst fem dages ophold så mine venner har tid til at forrvisse sig om de ikke har, skal vi kalde det, uønsket selskab i baggrunden." sagde Charlie og afsendte navne og en ankomstdato. .
   Denys sukkede dybt, men der var ingen vej udenom. Han regnede med at han nok kunne blive på hotellet mens Drachs kollega gennemgik det, der skulle gennemgås.
   "Så mangler vi bare hotellets navn, som en sidste formalitet." mindede Drach Charlie om.
   "Aftalten omfatter også en ekstra formalitet, når det hele var i orden" mindede Charlie ham om og så ud i luften. "Nu forsvinder jeg nemlig fra den sag."
   Efter Drach havde vredet sig lidt fandt han og Charlie frem til at titusind var nok. Hvis Lazaref kunne lægge ud så længe ville han selvfølgelig sende dem til den den konto Denys havde oprettet dagen før, lovede han.
   Denys måtte irriteret en tur til i hotellets boks igen og overvejede om han burde forsvinde sammen med Charlie. Han lovede sig selv at der ville gå lang tid før Gregorich fik mere af det beløb han havde hentet denne gang. Det var allerede udhulet betydeligt, uden at han han havde haft nogen mulighed for at tage lidt til sig selv, som han plejede. Han tænkte over om det kunne betale sig at skjule lidt mellem bankernes gebyrer.
   Da han kom tilbage til bordet fik de endeligt oplyst at de to mænd var ventet på Al Waddan hotellet en kilometer fra lufthavnen og at fem dages ophold næppe ville løbe op i mere end femhundrede euro for hver, oplyste Imbali med et smil.
   Denys var mere interesseret i at komme tilbage til Kharkiv og hvile ud et par dage end i turistinformationer om noget som helst.
   Han lovede sig selv at han i hvertfald ville blive på hotellet i samtlige dage.
   Da Charlie tog afsked viste det sig at Lazaref også foretrak at vende næsen hjemad hurtigst muligt. Nicolaj Drach beklagede han ikke kunne følges med dem fordi han først måtte hen til politiet for at få sit pas tilbage og betale sine kollegers bøder.
   Han gik kort efter og modtog deres beklagelser over at de skulle opgive hans selskab med et ironisk smil.
   Han beroligede dem med at de helt sikkert ville ses igen derhjemme om et par dage.
   Det fik Lazaref til at bede ham udskifte sine ledsagere, til nogen der ikke behøvede håndkraft til at fortælle hvad de ville.
   Det lovede Nicolaj, stadigt smilende, han nok skulle overveje grundigt.
   Kun minutter efter checkede Denys og Lazaref ud af hotellet og fik oplyst at en bus til Ljublanas lufthavn ville frem inden et fly, de kunne bruge afgik. Kun en time efter kørte de nogenlunde tilfredse afsted. I Denys tilfælde var tilfredsheden dog begrænset af skepsis over det næste, han skulle rodes ud i. Det prøvede han at diskutere med Lazaref.
   Desværre var de begge helt uvidende om at de to passagerer på sædet bag dem slet ikke tog turen for deres fornøjelses skyld.
   De optog både deres samtale undervejs og øvede sig i at hacke bussens Wi-Fi som Denys afsendte en rejseplan og et par andre beskeder gennem. Det havde den ene kun lige lært dagen før.

***

Tidligt samme morgen forlod Bryn også diskret hotellet for at slutte sig til Christian og Karstens morgenmad kort efter. Trods Bryns forsikring om at den pjevs højest kunne overleve et par dage i Wales mødte Majtas frisk og udhvilet op kort efter. Bryns agtelse for de lokale politimænd steg med adskillige grader mens de diskuterede det han havde sat Majtas og hans kollega ind i, dagen før.
   Derefter førte Majtas dem ajour med den udvikling, der ellers var sket i mellemtiden.
   Manden, der blev slået ned havde ringet dagen før og beklaget at han måske havde drillet de landsmænd, han tilfældigt mødte, lidt for meget. Han så helst ikke der blev gjort mere ud af det.
   "Så besluttede vores overordnede at de to herrer kunne nøjes med en bøde og få eskorte til lufthavnen med en ret bestemt besked om ikke at vende tilbage, foreløbigt." fortalte Majtas ironisk.
   "Drach får samme besked og sit pas tilbage. Begrundelsen kan han nok selv regne ud."
   "Så mangler vi kun Imbalis adresse. Så kan vi kan klare det, vi sådan set kom efter. Så tager vi hurtigt hjem og analyserer hvordan de herrer hver for sig bidrager til hvilken udviklingen og om vi har indvendinger mod de bidrag." mindede Bryn ham om.
   "Mon ikke vi kender svaret på det det allerede." mente Majtas. "Jeg kører jer derhen når Srenco har hentet Imbali" tilbød han. "Lazaref og fyren med de tre navne har lige betalt deres regning og er på vej til bussen til Ljublana med et par kolleger i hælene. Når de er af vejen bliver Imbali hentet."
   "Nu er de uden for bygrænsen" fik han oplyst en time senere.
   "Srenco har beordret Imbali afhentet og tager sig af selve samtalen. Han vil starte med det selskab Imbali normalt holder sig, ud over dem vi har skygget. Der er nok til et par timer, skulle jeg hilse og sige. Hvis i ikke har nogen indvending, hænger jeg på, indtil videre. Den gode mand er begyndt at interessere os kraftigt."

Det blev aftalen, så mens Imbali blev afhentet kørte Majtas Christian, Karsten og Bryn hen til politistationen og gik ind. Kort efter kom han ud sammen med en anden, der rakte Bryn en telefon.
   "Kan du gøre som du viste os i går med Imbalis telefon også. Den får han tilbage i receptionen når Srenco er færdig med ham."
   "Nemt" lovede Bryn og begyndte at pusle med telefon og computer.
   "Fint" sagde Majtas "Så har vi et overblik over dem han kontakter og kan følge med i det de ellers laver, bagefter. Han har fundet sammen med et par landsmænd, der også bor her i byen. Så kan vi kontrollere dem ved samme lejlighed."
   Bryn afsluttede det på et øjeblik og rakte telefon og en USB nøgle tilbage til Majtas kollega, som hurtigt forsvandt. Derefter kørte Majtas dem gennem Portoroz gader til de nåede et område, der sansynligvis ikke var overrendt af alt for mange turister, med mindre de var faret vild.
   Den snes ejendomme, der lå i uens klumper i udkanten af byen var ikke vedligeholdt på samme måde som dem, de ellers så overalt.
   "Portoroz betyder normalt rosernes havn" forklarede Majtas.
   "Byfornyelsen har indtil videre overset det, der ligger her. Det bliver udlejet på skift til sæsonarbejdere af forskellige nationaliteter. For det meste finder de arbejde på hoteller og resturanter.
   "Kan vi gå ud fra at din bil stadig er her, når vi har ovestået det lille job?" spurgte Bryn dystert. Han så på de få legende børn, der var omgivet af flere voksne. De fleste voksne fik, med garanti, kun fik jobs indenfor turistsektoren, når hensigten var at skræmme nogen væk.
   "Det er jeg ret sikker på min kollega vil garantere for" beroligede Majtas ham med og nikkede bagud hvor varevognen gled frem i det samme.
   To mænd fra varevognen steg ud med hver sin håndtaske. Majtas præsenterede dem hurtigt og modtog et papir.
   "På grund af det vi har set og jeres oplysninger fik vi en dommerkendelse til at undersøge Imbalis lejlighed mens Srenco hygger om ham. Hvis vi finder noget, der giver anledning til flere spørgsmål orienterer jeg omgående Srenco."
   "Hvor stor er jeres politistation egentligt?" spurgte Karsten.
   "Stor nok til Portoroz" forsikrede Majtas. "Byen har kun omkring femogtyvehundrede faste indbyggere og cirka ethundredeogtyve hoteller. Hotellerne huser et varierende indhold af gæster med lige så varierende opfattelser af, hvordan man holder ferie. Vores lokale kolleger har skam nok at lave. Vi sidder normalt et helt andet sted fra men blev udstationeret efter jeres henvendelse."
   "Som vi hellere må se at få klaret" sagde Bryn energisk, trak sin rygsæk og så sig om og energisk ud.
   "Hvordan kommer vi nemmest tilbage til Trieste, når vi er færdige?"
   "Den pæneste vej er kystvejen" oplyste en af Majtas' kolleger. "Følg skiltene på vej nummer 111. Ved Izola starter hovedvej 6. Derfra er det ligeud og efter Koper når du grænsen. Der er kun et halvt hundrede kilometer til Triest fra den."

Den sidste mand blev siddende i varebilen for at holde øje med forholdene. Han gav en melding til en usynlig modtager. Hans kolleger tog headsets på, kontrollerede forbindelsen med ham og bevægede sig mod Imbalis bopæl.
   Deres forventede indbrud var pludseligt ændret til en fuldkommen lovlig ransagning med en dommers tilladelse og lokalbistand. Så da de nåede døren blev der ikke brug for Bryns medbragte dirke. Det klarede en af Majtas kolleger i en håndevendig. Han viste dem inden for mens de alle så sig tilbage. En gruppe på fem beslutsomme, fremmede mænd, havde omgående tiltrukket sig en vis opmærksomhed.
   "Uanset hvad Imbali har haft gang i holder han nok op med det, når han hører om det her" mente Christian med et blik bagud.
   "Det er sådan set også meningen" sagde Majtas muntert og fordelte sine mænd ved at pege på en trappe og en dør bag i lokalet.
   "Den type kan vi godt undvære. Gå bare igang" opfordrede han Bryn og nikkede mod en PC, der stod på et bord mellem en masse ragelse og rod.
   "Laver du lige en kopi til os når du er i gang alligevel?" bad han. "Nu ved jeg jo hvordan den også kan bruges efter din instruks i går."
   Bryn nikkede bare og gik omgående igang. Majtas ene kollega kom tilbage af den dør han var gået igennem, og sagde en hel masse.
   "Der var en, der stak ud af bagdøren da vi kom ind. Skidt med ham. Hensigten er kun at skræmme dem indtil videre" sagde Majtas med et smil. "Det lykkedes sikkert nu. Lad os se hvad der ellers er."
   Mens Bryn prøvede at få plads mellem rodet på bordet og puslede om sine maskiner, fordelte resten sig over det hele og gennemgik alt. Det blev en større opgave end nogen havde tænkt sig på grund af de bunker af tøj, der lå rundt omkring mellem flere papkasser, der stod i åbnet og lukket tilstand rundt omkring.
   Ham med dirkene fandt et aflåst skab og gik ombord i det. Han dukkede kort efter triumferende op med et tykt bundt pengesedler, en æske med ammunition og en pistol.
   Majtas greb sin telefon, meddelte Srenco om begge fund og fik yderligere instruks.
   "Så splitter vi bulen ad. Jeg håber bare ikke der forsvandt flere pistoler ud bagdøren og at de venter på os derude. Lad os komme videre."
   Majtas deltog nu aktivt i ransagningen og begyndte med at gennemgå de forskellige bunker og papkasser. Christian og Karsten gav ham en hånd med med at åbne kasser, der for det meste indeholdt elektronik. En af kasserne indeholdt scannere, der alle var indstillede på politiets frekvens og virkede, konstaterede Majtas. Det og et par poser hash gav et par emner mere til samtalen i den anden ende af byen.
   Samtidig meldte Bryn at nu startede han på kopien til Majtas hvorefter han var færdig.
   Den var stadig godt i gang, da de alle stivnede og så mod vinduerne. Der lød et skud, ude fra gaden.
   Vinduerne knustes sekunder efter i en million glasskår. Mellem det flyvende glas kunne de se et par brændende flasker.
   Flaskerne splinterdes på gulvet og startede en voldsom brand.