"Oprindeligt betød vores lands navn vidst nok Grænselandet. Området her er hjemsted for flere folkeslag og sprog, som startede en slags bandekrig, der blev udvidet hen af vejen" mente den ene af de mænd Christian og Karsten kom til møde med, dagen efter og efter en kort flyvetur.
   "Uanset hvordan det startede oprindeligt er det lige så stressende, man ikke kan forsvare sig mod overfald, som overfaldene er i sig selv." sagde den anden. "Selvom man ikke kan underkende en vis terapeutisk virkning ved at banke en overfaldsmand sønder og sammen, hjælper det ikke så meget, hvis der kommer en snes stykker til." fortsatte han.
   "Lladlo var psykolog inden han blev fuldtids soldat" indskød politimanden, Jan.
   "Så opstod der en slags frivillige vagtværn. Men samarbejdet mellem dem, er lidt svært at få til at fungere på grund af de forskellige sprog, de stadig bruger. Det drejer sig om enten om russisk, rumænsk, bulgarsk, rumænsk, polsk eller græsk plus et blandingssprog vi kalder surzjyk."

"For himlens skyld" afbrød den tredje. "Læg ti forskellige folkeslag, foretrækker vi at kalde dem, til det, og fortæl manden direkte, de startede frivillige vagtværn. De blev til militser fordi et par grupper bøller fortsatte en gammel tradition med at stjæle fra dem, der fik tingene til at hænge bedre sammen, end de selv kunne. Vores egne ballademagere fandt håndvåben frem og blandede private opgør ind i de aktiviteter. Vi ved ikke længere, hvem der startede."
   "Så nu har vi altså borgerkrig, som alle tager officielt afstand fra, og støtter i det skjulte uden at sige hvorfor."
   Den sidste talende var var blevet præsenteret som Oelxandr. Han var spinkel og lignede næsten en ræv, med et spidst ansigt omkranset af ildrødt hår og skæg og et glødende temperament, skulle det senere vise sig.
   "Det også min opfattelse" bekræftede Lladlo og så på sine kolleger.
   "Vi prøver stadig at koordinere de frivillige militsers indsatser mod bøller i Lughansk og Donetsk oblasterne, uanset hvilket sprog de foretrækker. De fleste taler nemlig Ukrainsk når det passer dem. Så kan de støtte hinanden bedst mulig, men det er indviklet at skabe en fælles konfliktlinje, så længe der kommer lige så mange private konfliktpunkter og opgør med" mente den sidste, Andreji.

Det ville både kræve tillid og diplomati at få dem til at give Christian og Karsten adgang til de arkiver de skulle bruge, tænkte Christian. Det lød ret nemt da Robicieux foreslog de skulle prøve at finde en, der også havde brug for at vide hvad der foregik bag en vis kaskade af servere, der forsvarede deres kunders interesser med et system af protokoller med fælder og blindgyder på størrelse med Cheopspyramidens.
   Robicieux glemte både at de kunder kunne bo hvor som helst og gerne ville sikre sig, at det de skulle overtales, til ikke ville skade deres andre interesser. Den slags folk ville også kræve noget til gengæld.
   I den situation forekom et par oplysninger om et læs raketstyr oplagt, så Karsten lagde deres fotos på bordet.
   "Den idiot kender vi udmærket. Nicolaj Drach får hunnerkongen Attila til at ligne en børnehavepædagog. Ham stoler vi overhovedet ikke på." erklærede Andreji.
   "Og de to andre" spurgte Christian
   "Lazaref er en dem der skriver taler til Akim. Den diskrete strateg kalder han sig." oplyste Oelxandr, og tilføjede med eftertryk.
   "Gu er han ej!. Gregorich startede som leder af et af de aggressive vagtværn. Det var han ikke tilfreds med og sluttede sig til Akim. Nu deler han sin tid mellem at påvirke ham og til at overtale det værn, der udviklede sig til en milits, til flere tåbelige aktioner. De giver Akim noget at tale om igen."
   "Hvem er Akim."
   "Han har efterhånden udviklet sig til et generelt problem for os alle. Hans folk har et åndeligt centrum her i Donetsk. Da den tidligere leders embedsperiode udløb for otte år siden prøvede Akim at blive opstillet til jobbet. Heldigvis fandt de fleste hans ideer lidt for tossede. Så i stedet blev han politiker og bruger Lenins opskrift med at samle de utilfredse fra alle vores folkeslag og minoriteter. Det har han pæn succes med eftersom at dem, der bor her i området også har forskellige opfattelser af hvordan politik og religion skal hænge sammen. For det ikke skal være løgn har han såmænd også russiske tilhængere."
   "Det giver Akim nok at holde taler om." bekræftede den rødhårede. "Dem skriver hans nærmeste stab, som Lazref tilhører, for ham. Akim har en overbevisende, hypnotisk måde at tale på. Hvis han havde solgt Tupperware i stedet havde han nok også haft succes, men desværre blev han politiker. Der findes efterhånden et hundrede og tredive partier."
   "Hvis Lazaref og Drach har skaffet midler til at købe raketstyr til deres militser, må vi hellere sørge for de ikke bruger dem alt for meget. Det vil bare få tingene til at eskalere endnu mere. Separatisterne gengælder principielt et skud med to. De rammer for det meste de forkerte."
   "Den sidste kender vi slet ikke" sagde en af mændene, og så opmærksomt på billedet.
   "Så vidt vi kan vurdere, hjælper han Lazaref, med at lave det han gør."
   "Det skal jeg nok overtale ham til at holde op med, hvis i kan hjælpe os med at inddrage de forbandede raketstyr og fordele dem på en helt anden måde, end de har tænkt sig" sagde den rødhårede i et bestemt tonefald. Det lovede ikke godt for manden med det tre navne.
   "Hvor er han og de forbandede tingester henne i øjeblikket?" spurgte han.
   "Indtil videre kunne vi kun spore ham til Kiev" fortalte Karsten. "Han rejser på et pas der også bruges af en diplomat, der sidder i FN og opfører sig ordentligt."
   "Når Lazaref og Drach ikke laver problemer hernede forbereder de som regel de næste oppe fra Kharkiv. Jeg har ikke fundet deres tilholdssteder endnu. Kan du det?" spurgte han politimanden, som ledsagede Christian og Karsten.
   "Vi arbejder på det" lovede Jan fra sikkerhedspolitiets afdeling for IT kriminalitet.
   "Med hjælp fra et andet sted altså." Han nikkede mod Christian og Karsten.
   "Det er derfor vi vil bede jer om hjælp, til gengæld for den oplysning, vi startede med at give jer."

"Er det lidt andre forhold end dem i er vant til, der hvor i kommer fra, hvor det så end er?" spurgte Ladlo smilende.
   "En gang i mellem får vi lov til at komme med derned hvor gummiet møder asfalt" fortalte Christian beroligende. Han så ingen grund til at fordybe sig alt for meget i Q4's utraditionelle arbejdsmetode. Lladlo måtte stille sig tilfreds med de Id-kort, der identificerede dem som forbindelsesofficerer til Europol. Så vidt han vidste var Europol stadig indstillet på at bekræfte dem, til gengæld for uofficielle oplysninger om andre brugere af det sikkerhedssystem, Lladlo også brugte og måske ville give dem adgang til.
   "Forhistorien er kort sagt at vores forskellige eksperimenter med demokrati, endte med en nogenlunde demokratisk afgørelse om at alt skal foregå på Ukrainsk. De glemte bare at få med i forarbejdet at området her indeholder seks til syv folkeslag med hvert sit sprog plus en helvedes bunke russere. Da russernes tropper ikke længere blande sig i noget som helst, tog de hjem uden en imponerende samling våben. Den har vores lokale russere alt for god adgang til. Det rykkede balancen i det nye demokrati ret kraftigt.
   Han lænede sig tilbage i stolen. "Kort fortalt naturligvis. Og nu kommer der flere forbandede våben, påstår i jo?"
   "Helt nøjagtigt med typebetegnelserne Grinch SA24 og BUK 9M." bekræftede Christian.
   "Vidst nok et par hundrede stykker, i alt" fortsatte Karsten
   "Separatisterne har kun adgang til forældede GRAD misiler." udbrød den af Ladlos ledsagere der hed Andreji.
   "De går i panik hvis de bliver brugt. Både SA24 og BUK 9M har formidable målsøgningsudtsyr."
   "Så må vi hellere hjælpe jer" mente Lladlo uden at tænke sig om. "Vores modpart har som sagt en kedelig vane med at svare igen med at fordoble deres gengældelser, for en sikkerheds skyld. Så fatter alle meningen håber de. Men uanset om de rammer rigtigt eller ej går det også ud over dem, der tilfældigvis bor i nærheden.
   "Det er de forhold vi lever med, her i området." sagde den spinkle rødhårede Oelxandr.
   Lladlo havde præsenteret ham og hans kollega som henholdsvis kommando- og efterretningsofficerer ved centeret for koordination af de frivillige militsers indsatser. Lladlo havde også nævnt med et smil at han selv blev kaldt major, når der var brug for den slags titler.

"Dnejpro bataljonen gør hvad de kan. Det er ikke altid lige imponerende" fortsatte han. "Forsvaret af konfliktlinjerne mellem vores løse koalition og separatisterne hviler mest på et begrænset frivilligt mandskab med et ligeså begrænset antal våben - indtil videre i hvert fald."
   "Hvor kom jeres våben fra og hvordan fik i dem?" spurgte Karsten. "Ikke fordi jeg er særligt interesseret i det" tilføjede han hurtigt og så ud på Lladlos køretøj, der holdt parkeret udenfor vinduet.
   "Det er ellers noget af en herrebil du holder dig" fortsatte Karsten.
   "Tjekkisk bygget BTR60P" svarede Lladlo, men så ikke særligt tilfreds ud.
   "Den skal kun virke truende. Det gør den kun, til jeg starter motoren. Den er byttet ud med en fra en lastbil, fordi jeg ikke kunne skaffe reservedele. Det lyder skrupforkert men udseendet er godt nok og den flytter sig, i det mindste. Maskingeværet på toppen hjælper også til."
   "Lad os alle prøve at se hvad vi kan finde ud af." foreslog Jan optimistisk. "Var det oppe ved Kharkiv, de normalt gemmer sig?"
   "Kan det sådan set ikke være ligegyldigt hvem der bestemmer og hvor grænsen går, så længe alle bliver behandlet lige elendigt? "spurgte Karsten. "Indtil videre går det glimrende i EU, uden det pjat med grænser.
   "Se ud af det andet vindue" foreslog efterretningsmanden og pegede på et vindue i den modsatte side af rummet.
   "Nydelig landbrugsjord" mente Christian. "Min mor stammer fra noget lignende."
   "Og den tilhører som bekendt nogen af os, efter de nye ændringer, ved du vel" forklarede efterretningsmanden.
   "Ja sådan udviklede det sig jo" bekræftede Christian og indstillede sig på at følge med. "Hvad er det så vi ikke ved?"
   "Ikke andet end at der ligger gas for hundrede milliarder et par kilometer nede. Det hedder Yuzivska feltet og ligger hele vejen under Donetsk, Lughansk og Kharkiv regionerne. Det indeholder lige så meget gas som felterne i Lublin og dem syd for Krim." forklarede efterretningsmanden.
   "Vi kan alle blive gas-grever, hvis vi ellers kan blive enige om det. Dem, der gerne vil udvinde det, støtter selvfølgelig hvert sit hold." tilføjede kommandoofficeren beklagende.
   "Og dem på den anden side af grænsen har ikke spor imod det hvis det lykkedes separatisterne at flytte grænsepælene lidt. De tager nemlig gas med for et par milliarder, som nu ligger på Ukrainsk side af grænsen." afsluttede Lladlo.
   "På højere plan prøver de at fortolke demokrati og lovlige metoder, på en måde, der minder om en hoppeborg for voksne mens alle har en mening der skal passe sammen med de andres. Øretæverne lander hos de sidste i fødekæden imens. Det er hos os, der bor her."