"Er det ham der kommer der" spurgte Denys dæmpet Gregorich. Det var tredie gang han spurgte mens de sad i resturanten og ventede. Denne gang nikkede han mod en høj, slank mand med et myndigt men bistert udseende.
   Endeligt bekræftede Gregorich han gættede rigtigt og tilføjede.
   "Han hedder Nicolaj Drach og er ret god til få folk til at tro han holder det han lover, selvom han sniger sig udenom det meste."
   'Nøjagtigt som du selv gør, når du har nået det du vil' tænkte Denys og betragtede den nyankomne. Gregorich var ved at rive servietten i stykker af irritation. En rolig nat havde ikke forbedret hans udseende eller humør væsentligt. Den optimisme, der stammede fra den flaske, de delte aftenen før var desværre forduftet i løbet af natten.
   "Ser det mon ikke bedre ud, hvis du går ham i møde?" spurgte Denys lige så dæmpet. "Når Charlie kommer om to timer skal i gerne være nogenlunde enige."
   Gregorich indså det fornuftige i forslaget, fandt en slags smil frem og rejste sig for at gå Drach i møde.
   Selvom alt måtte foregå med dæmpede stemmer blev der både brug for Denys mellemkomst adskillige gange og lige så mange glas af den lokale blommebrændevin. Kort før de kunne vente Charlie var det lykkedes for dem begge at sluge deres individuelle fornærmelser og stoltheder der i flere tilfælde var på størrelse med velvoksne kameler, så det ud til.
   Nicolaj Drach var heller ikke ret meget for at komme hjem med tomme hænder så med lidt besvær opnåede de en slags enighed der yderligere blev forstærket da det viste sig de hver for sig havde de forbindelser, der kunne ville få projektet til at hænge sammen.
   Undervejs erfarede Denys mere end han brød sig om at vide om deres forbindelser. Selvom han udmærket vidst hans bidrag for det meste gik til bestikkelser af dem var hans tid som neutral og uvidende bidragsyder var for alvor forbi.
   Under frokosten vandrede en intetanende Charlie ind i restauranten og så overrasket på dem og prøvede at skjule sin irritation over at hans kunder havde fundet sammen. Han tog plads og deltog i den frokost som Denys, forudseende nok, også havde bestilt til ham.
   Da den var ved at være til ende var Charlies humør allerede forbedret betydeligt. Det skyltes mest at Denys uden videre fordoblede det beløb, Charlie allerede havde lovning på, hvis de nåede til enighed. For god ordens skyld hentede han, til Drachs forbløffelse, pengene med det samme, afleverede halvdelen og overlod det praktiske til de tre andre. .
   Derefter havde Drach ikke så meget at sige i den forhandling. Det ændrede sig først en smule da han tilbød Charlie et lignende beløb, når han havde vished for at hans varer var kontrolleret og afsendt.

"Hvordan vil du klare det?" spurgte Denys undrende. Charlie var åbenlyst interesseret ud ved udsigten til en ny og hurtig indtægt.
   "Det giver jo næsten sig selv" mente Gregorich og så på Nicolaj Drach."Med mindre du tilfældigvis også kender en eller anden, der både kan rejse rundt med kontanter og et diplomatpas og gennemføre en kontrol."
   Drach rystede beklagende på hovedet.
   "Så er der kun en mulighed." erklærede Gregorich bestemt.
   "Som bare har en lille ulempe. Den er til gengæld også alvorlig for jeg kender ikke forskel på et pusterør og de dimser" protesterede Denys
   "Du låner en mand af mig." tilbød Drach omgående. "Han er oven i købet uddannet til at bruge dem."
   De forventede protester fra Gregorich udeblev. Til Denys overraskelse nikkede denne i stedet med et smil og var helt indforstået med sådan en ordning.
   "Det kan vi hurtigt arrangere, når Charlie fortæller, hvor i skal hen" mente Gregorich.
   "Det glæder mig at høre" sagde Nicolaj. "Jeg må bare lige bede dig ringe til politiet her i byen. De har ham siddende for et overfald tror jeg det er. Det var sikkert bare var en misforståelse af en eller anden art, mellem landesmænd. Du er ikke ret god til at skygge nogen, Gregorich."
   Lazaref så bare surt på den anden.
   'Rækker man fanden en finger ... ' tænkte Denys og vinkede opgivende farvel til den sidste kontrol, han troede han havde, over det hele. Han spekulerede på hvad hans chef ville sige til det han efterhånden var rodet ind i på hans vegne. Med hans kendskab til ham var det mest sandsynligt at manden ville grine højlydt.
   "I skal have et kontant depositum med til kontrollen" instruerede Charlie bestemt og læste op af en mail han måtte havde fået i løbet af natten. "Derefter betales halvdelen af resten når i får fragtbrevet for afskibningen. Det bliver et par dage efter og sker sikkert nede omkring Tripoli. Resten betales kontant i den havn i vælger hvorefter i får resten af papirerne og en udlosningskvittering. Selvfølgelig kan i kontrollere dem en gang til der, og hvordan i får dem gennem tolden og ud af havnen er jeres problem. "
   "Det er skam ikke noget problem" grinede Gregorich. "Den mekanik skal nemlig slet ikke ind gennem nogen som helst havn. Vi henter dem på skibet undervejs. Nu må du høre godt efter."
   Han begyndte at beskrive dæmpet og indtrængende hvordan han havde tænkt sig at hente Imbalis finmekanik.
   "For min skyld intet problem" svarede denne. "Det kræver sikkert et mindre beløb til kaptajnen og hans besætning for ekstra risiko. De første to rater kan sendes til en bank i får oplyst undervejs. Hvis mine venner ikke ser penge under en eller anden form skal jeres første depositum være stort nok til at dække returtransporten. Vi mener det skal være på halvtredstusind."
   "Dollars eller euro?" spurgte Denys irriteret.
   Charlie mente at det var lige meget hvorefter han forlod dem, særdeles veltilfreds og med lommer der nu bugnede af hans kontanter tænkte Denys irriteret.
   Han overlod særdeles gerne resten til Nicolaj og Gregorich og ville trække sig tilbage, for at hente selvtillid nok til det, han var ved at blive rodet ind i, mellem sin nye venindes beroligende former.
   Desværre var det ikke muligt for ham, fastholdt både Nicolaj og Gregorich. Først og fremmest var det ligeså umuligt for Nicolaj som det var for Gregorich at komme hjem og fortælle ret meget om hvordan de havde løst deres opgave. Det eneste der betød noget i den sammenhæng var at de hver for sig leverede en passende stak finmekanik et eller andet sted i Donetsk. Det krævede også flere praktiske forberedelser og en ny bankkonto. Den kunne Denys formodentlig oprette for dem i en håndevending.
   Hvad der skete efter betalingerne havde fundet sted foretrak begge de herrer indtil videre at skjule for deres kolleger. Mens Denys kløede på med sit bidrag del kontaktede Lazaref politiet for at få løsladt den nødvendige sagkyndige assistance til kontrollen.

***
   "Nu går Imbali. Skal vi tage ham nu?" spurgte Srenco og så på Christian og Karsten.
   Varevognen var parkeret ude af syne tæt ved hotellet og var overfyldt af mennesker den dag. Ud over Srenco og Matjas sad Christian og Karsten klemt sammen på et smalt bagsæde mens Bryn sad og tryllede med de to overfaldsmænds telefoner, som Srenco havde fremskaffet og udlånt.
   Bryn havde medført et par PC'ere med forskellige ekstraprogrammer, der både kunne kopiere indholdet af telefoner og og PC'ere og spore dem bagefter.
   "Indtil videre ved vi jo ikke om de skal mødes igen, men er vel ikke i tvivl om hvor han går hen" mente Christian. "Hvis du tager ham nu kræver det ikke viden om raketteknologi at regne ud at de var under overvågning under det møde, de lige holdt."
   "Hvis du venter til i morgen og begrænser dig til mødet på den første restaurant, kan du arbejde videre derfra" nikkede Bryn og rakte en seddel til Majtas.
   "Her er de sidste telefonnumre de to banditter har ringet til."
   "Det ene har jeg allerede" grinede Majtas til ham. "Det tilhører nemlig politiet. Den nye mand, Darch, der spiste frokost sammen med Imbali og de andre, render ingen steder så længe vi har hans pas."
   "Som han først får tilbage når vi ved han ikke var årsag til at hans kolleger gik rundt og tævede deres landsmænd her i vores pæne land. Det må de hellere gøre derhjemme!" mente Srenco med et grin og tørrede også lidt sved af panden.
   Med en temperatur på femogtredive grader udenfor og fem mennesker ombord var den lille varevogns kabine et ret varmt sted at opholde sig. Vognens elektroniske overvågnings-, sporings- og kommunikationsudstyr kørte på fuld kraft og bidrog til varmen med en dæmpet summen af de indbyggede ventilatorer.
   "Nu er begge telefoner og en computer aktive på hotellets Wi-Fi" meldte Bryn triumferende og optog på livet løs.
   "Drach vil jeg under alle omstændigheder tale med igen om hans kollegers adfærd." mente Srenco. "Sidste gang kunne han ikke give nogen forklaring på den. Noget ved han sikkert fordi det er ham der betaler for deres værelser og mad."
   "Så er fyren med de tre navne færdig med det første" fortalte Bryn. "Han skrev bare han tager hjem i morgen, hvor det så end er. Han underskrev med Denys. Det er nok hans rigtige navn. Nu er han i gang igen. Det ser vi på, når han er færdig."
   "Skal vi snuppe ham og give ham en omgang uanset hans forbandede diplomatpas." spurgte Srenco ivrigt. "Jeres kolleger fandt på en eller måde ud af at det navn og pas også bruges af en anden diplomat. Han befinder sig i Washington og køber ikke noget, der er farligere end burgere."
   "Skal vi ikke lade ham rende hjem" foreslog Christian. "Vi har nok til at spore ham igen og skaffe ham et par interessante oplevelser."
   Bryn og Karsten var helt enige og nikke.
   "Det ser lidt mere indviklet ud." meldte Bryn. "Jeg snupper det hele."
   "Vi skygger ham fortsat og finder ud af hvor han tager hen og overlader resten til jer." indvilligede Srenco. "Det har været en fornøjelse at samarbejde med jer. Skal vil slutte dagen med en drink. Så gemmer jeg Imbali til de er taget af sted. I finder vel på et eller andet at foretage jer imens."
   "Kan du ikke lige vise mig og min kollega, hvordan man går ind i en WI-FI'? spurgte Majtas Bryn.
   "Kun hvis i har tid et par timer og også giver en opstrammer" lovede Bryn og tørrede sved af panden.
   "Det har vi nede på stationen" lovede Majtas. "Det er ellers kun til nødhjælp."
   Bryn forsikrede ham alvorligt om at han var et nødstilfælde af særdeles alvorlig karakter efter tre timer i bilen. Han tørrede mere sved af panden og tilføjede optimistisk. "Ellers er der vel andre steder i nærheden."

Kort efter tog de i hver sin retning. mens Mens Majtas og Bryn kørte af sted i varevognen blev de andre enige om at gense udsigten over havnen fra den første resturant.
   Mens de sad der og nød den blide vind og de hvide huse på den anden side af havnen puffede Karsten pudserligt pludseligt Srenco i siden og nikkede mod den anden side af gaden.
   Ham de indtil videre havde tre navne på kom roligt gående hen af gaden. Kort efter mødte han en dame med en imponerende sommerhat som han først forsvandt ind under og senere sammen med.