"Vi har allerede fået et tip om der gemmer sig tre ukendte mænd i et af Torez-militsernes tilholdssteder" fortalte Oelexsander optimistisk.
   "Sagde du ikke i starten i godt kunne lide at være der, hvor gummiet møder asfalt? I har set to af dem tæt på, for nyligt. Jeg har kun set Lazaref på afstand for et års tid siden. Hvad med at tage med med, når jeg får samlet et hold."
   Han så optimistisk spørgende på dem og smilede da de begge nikkede.
   "Vi tager af sted om et par timer. I skal nok få noget mere praktisk tøj inden." sagde han og travede bort.
   "Hvornår lærer du at holde kæft" sukkede Karsten da Oelexander var uden for hørevidde.
   "Du behøver da ikke tage med" mente Christian. "Måske er vi allerede færdige efter i aften."
   "Hvem skal så passe på dig?" spurgte Karsten fornærmet. "Hvordan kan vi blive færdige i aften?" .
   "Fordi jeg gætter på din søde hackerveninde lever op til sit tilnavn og har indkapslet en orm i det imponerende brevhoved, der svævede over Lucas Manns krav om sikkerhed. Det fik Lladlo uden problemer sendt udenom den forbistrede protokol i Kiev, der bevogter deres Firewall" sagde Christian dæmpet.
   "Det ville ligne hende glimrende" mente Karsten "Så vidt jeg ved fylder en orm ikke alverden. Tror du den smutter hjem og henter en virus eller sniffer, der kan lukke os ind i det forbandede system til de oplysninger de gemmer der? Lad os bare tage af sted. Så længe der ikke er nogen, der indrømmer de støtter det, de banditter laver, kan der vel ikke ske alverden, når vi holder os i baggrunden. "
   "Det kan du bande på vi gør. Så giver vi et bidrag mere til at få nødhjælpen af sted, Robicieux bliver tilfreds og får nye kontakter, der skylder ham noget."

Oelexanders opfattelse af praktisk tøj viste sig, kort efter at bestå af slidte jakker og bukser i mørke, militære farver. De lugtede mere af natur, end naturen selv gjorde mente Christian.
   De stoppede ham begge da han åbnede et skab med et blandet udvalg af våben og spurgte om de ville have et geværer eller en maskinpistol til at forsvare sig selv med, hvis det blev nødvendigt. De huskede ham på at de var med som neutrale observatører fra baggrunden, og kun trak i camouflagetøj for ikke at lyse så meget op i landskabet, de kompromitterede resten af gruppens sikkerhed.
   Det accepterede Oelexander og fortsatte hurtigt med at grave et par pistoler frem til nærforsvar. Dem kunne de bruge eller lade være mente han og insisterede på at de i det mindste havde dem med. Christians kontrol viste at hans pistol trængte til flere liter olie, hvis den skulle bruges til noget som helst.
   "Jeg ville se om i vidste, hvad der var for og bag på et par skydere" hævdede Oelexander med et grin. Kort efter godkendte de to skinnende og fejlfri Makarov halvautomatiske pistoler, med ekstra magasiner.

Da Oelexsander havde samlet sit hold viste det sig at bestå af fem og tyve, svært bevæbnede, frivillige militsfolk der var opdelt i tre grupper. Efter en kort briefing, der delvist foregik på engelsk af hensyn til observatørerne fordelte grupperne sig i et par lastbiler.
   Bilerne kørte snart efter gennem en langstrakt grøn dal mellem skovklædte bakker på begge sider. Christian var nogenlunde i stand til at følge med på en kortskitse han tegnede under briefingen, mens han spekulerede på om Oelexsander havde undladt at fortælle dem noget. Bilerne fulgte et netværk af småveje og broer over flere flodlejer gennem flere småbebyggelser, der som regel bar synlige skader fra kampe. Lugten fra nedbrændte huse og biler i aftenlyset mindede om koldbrand i levende væv og blev understreget af de genstridige mennesker, der stadig holdt fast på det de havde, og fandt sig til rette mellem det mens de kritisk betragtede lastbilerne, i det svindende lys. Det var næsten blevet helt mørkt, da de nåede frem til den gren af en flod, der var målet for udflugten. De drejede af og fulgte en grusvej, der løb mellem et nøgent højdedrag og floden. Ved enden af grusvejen fandt de et skjul til bilerne i den skov, der startede der.
   "Herfra er det forsigtigt fremad" mumlede Oelexander. "Vi skal besøge en milits, der er konventionelt bevidste om deres territorium."
   "Hvad betyder det her omkring" spurgte Karsten nervøst.
   Med en rød baret og hans rødlige skæg lignede Oelexander en vanvittig, camoufleret nisse med et udvalg af røg- og håndgranater i flere lommer afsluttet med en Kalashnikov, han skødesløst, holdt i hånden.
   "Det betyder de skyder før de spørger. Det prøve vi at undgå, at give dem grund til."
   "Vi er stadig observatører og bliver i baggrunden. Det ligner ellers et godt fiskested." sagde Christian og så ned gennem de grønne omgivelser hvor Ask og Avnbøge- og Poppeltræer fik vand fra den stille strøm i floden, der løb mellem dem.
   "Det er det også" bekræftede en mand bagerst i geleddet.
   Oelexsander beordrede afgang med hurtige anvisninger. Første gruppe forsvandt gennem mørket for at undersøge vejen og være spejdere. Kort efter begav resten sig stille af sted med så meget afstand mellem dem at den næste mand lige kunne ses i mørket. Christian og Karsten fulgte efter dem. De så på hinanden gennem mørket og spekulerede på hvad Oelexsander var ved at rode dem ud i.
   Der lå en stejl bakkeside på den ene side af den sti de fulgte og floden klukkede videre på den anden side. Himlen blev overtrukket at mørke skyer og et par lyn flakkede mellem skyerne og gjorde træerne bleggrønne. Tordenbrag rullende mod dem af og til og blandede sig med lyden fra marcherende fødder, og flodens lyde.
   Grupperne stoppede foran en bro hvor de sikrede sig til alle sider.
   Oelexander småløb tilbage til Christian og Karsten og trak dem med hen til kolonnens forende og over en vakkelvorn bro af bjælker sammen med otte mand. Den bro så mest ud til at holde sammen af vane og utallige reparationer med halvrustne søm, som stak frem og skinnede i månelyset tænkte Christian.
   De spredte sig på den anden side og betragtede en samling huse, der svagt kunne ses i det fjerne.
   "Det er vores mål" hviskede Oelexander. "Spejderne har fået kontakt med dem, uden episoder. Jeg går over og forhører mig om de tre mænd, de efter sigende skulle skjule. I skal se efter om i kan kende nogen af dem."
   "Det bliver altså ikke ret nemt med det her lys" påpegede Christian og så gennem natten. Der var ikke en sjæl at se og alt så øde ud.
   Oelexander trak noget de lignede et videokamera frem fra sin rygsæk. Der lød en dæmpet hvinen da han tændte for kameraet og fik Christian til at se i et okular.
   "Natkikkert! Den forstærker lyset tyvetusind gange" forklarede Oelexander. "Den justerer selv forstørrelse, lysstyrke og infrarød belysning fra det du retter den mod."
   Christian så at kikkerten gav ham samme nattesyn som en ugle. Alt blev badet i et lysegrønt skær og en mekanisme fokuserede automatisk og trak det han kikkede på, nærmere. Karsten prøvede den, gispede imponeret og opdagede, der også var indbygget en afstandsmåler.
   Oelexander kaldte sine spejdere op fra en lille radio han bar i bæltet, fik svar og forsvandt i mørket. De fulgte ham gennem kikkerten til han kom frem til husene og begyndt at tale med et par mænd, der kom ud.
   Efter en kort samtale kom tre mænd ud og stirrede uroligt på Oelexsander. Christian genkendte ingen af dem. Det fortalte han delingsføreren, som gav hans besked videre over radio. Oelexander afsluttede samtalen derovre med en håndbevægelse, gav hånd til afsked og vendte sig bort. Samtidig tog tordenen fat igen, troede Christian først.

***
   To brede lysspor sprang frem fra buskene og hvæsede i parallelle baner gennem natten.
   Lyssporene passerede husenes tagryg med få centimeters margin, slog ned og eksploderede på den anden side med enorme brag der forårsagede rystelser der kunne mærkes gennem jorden.
   Lyde af skud og ildglimt sprang ud af de buske, lyssporene startede i.
   Christian nåede at se Oelexander kaste sig i sikkerhed i et hul der var foran husene sammen med de folk han havde talt med.
   Kaskader af jord og støv stod op fra skud, der slog ned i husene og foran jordbunkerne. Oelexsander og dem han havde talt med besvarede omgående skydningen fra hullerne, der åbenbart var en slags skyttegrave.
   Der lød hastige trampende skridt bag dem da den sidste gruppe kom løbende over broen fra den anden side og sluttede sig til deres kolleger.
   Delingsføreren fordelte sine folk og sendte dem ud og frem for at finde dækninger, hvor de kunne rette deres våben mod buskadset.
   Han bjæffede ordrer og pegede mod højre og venstre og udpegede enkle begrænsninger.
   Midt fra de mørke buske startede et maskingevær med at afskyde en byge sporprojektiler. De famlede sig i siksak mønstre frem gennem mørket efter et bytte og sluttede foran Oelexsanders dækning og fortsatte med at rive puds og stumper ud af husene.
   En snes ildglimt fra andre skytter øgede forvirringen og oplyste natten.
   Fra husene kom der flere og flere skud mod angriberne i buskene.
   Beboerne derinde var åbenbart forberedt på lidt af hvert.
   "Velkommen til Ukraines Puszta" mumlede Karsten og søgte i dækning bag et solidt træ. "Jeg synes at vi har prøvet det her, et par gange før."
   Christian holdt sig også i dækning. De skiftedes til at betragte kampen gennem natkikkerten. Oelexander og dem, han havde talt med blev i skyttegravene foran huset og besvarede skydningen derfra.
   Et nyt lysspor fløj ud af buskene og landede med et endnu et brag mellem to huse. Maskingeværet løb tør for sporprojektiler men havde skudt sig ind og tog fat igen sammen med skytterne på begge sider.
   Ude i mørket havde delingsføreren endeligt fordelt sine mænd og havde rettet deres våben ind mod buskadset i ly af den larm angriberne lavede. Han gav signal med en trillefløjte og alle skød koncentreret mod buskadset.
   Skydningen ophørte lige så brat fra buskadset, som den startede. Grupperne blev liggende i skjul og skiftede til friske magasiner hørte Christian gennem mørket. Der var nok ingen tvivl om at alle deres våben stadig pegede mod buskene. Delingsføreren råbte op ude fra mørket.
   Christian vovede at kikke frem for at følge med i natkikkerten. Efter et øjebliks stilhed kravlede Oelexander op af sit hul, stadig iført sin baret. Han begyndte langsomt at bevæge sig mod buskene mens han krummede sig sammen og dækkede sig bedst muligt undervejs.
   Oelexander nåede frem til buskadset uden hændelser, vendte sig og gav signaler til sine egen folk og dem i husene. Flere skygger skilte sig ud og kom frem fra skyttegrave og huse og løb over mod Oelexander. Deres egne grupper forlod deres dækninger og begyndte at gå frem mod buskadset i en skyttekæde.
   "Skal vi ikke blive hvor vi er?" foreslog Karsten
   Det behøvede intet svar men Christian fulgte stadig med i natkikkerten. De to grupper samlede sig i stilhed og fordelte sig på linje foran buskadset. Efter et øjeblik trængte de alle gennem buskene.
   Der lød et enkelt skud, der blev fulgt af korte byger af flere skud gennem mørket. Kort efter kom alle ud igen og samlede sig om Oelexanders røde baret. En enkelt mand skilte sig ud og løb over mod Christian og Karsten.

"I skal komme med over til husene" sagde manden gebrokkent og førte dem derover hvor de nåede frem samtidig med resten.
   "Jeg hører i ikke havde trukket jeres pistoler" sagde Oelexander med et smil.
   "Dem havde vi glemt" svarede Karsten på begges vegne "Hvad skete der og hvem skød."
   "Der lå en såret, der ikke fattede han hellere måtte holde op med sit pjat. Han ramte ikke nogen. Torezmilitsens afdeling her kunne nøjes med tre lettere sårede og nu ligger der fem døde ude i buskene. De bliver udleveret til en præst i morgen. Det var her var sikkert modpartens kvittering for de to lastbiler, der blev sprængt i luften. Det gik bare ud over en forkert gruppe igen og ikke helt efter planen, på grund af vores tilstedeværelse."
   "Hvem var de tre mænd du talte med?" spurgte Christian.
   "Det sædvanlige problem. De deserterede fra andre militser efter angreb på steder, hvor de havde familie." fortalte Oelexander efter en kort pause. "Det har de ikke længere og selvom vi ikke taler højt om det, er det omvendte også tilfældet."
   "Vil den anden side komme igen?" spurgte Karsten. "Denne gang fik de jo fem faldne mod et par lettere sårede fordi du kom i vejen.".
   "Vi spreder rygter om at vi har flere faldne, end vi har. Nu har de i hvert fald fået hævn for lastbilerne. Det er det, det drejer sig om. En enkelt raket med moderne målsøgningsudstyr havde stoppet det angreb i en håndevending. Dem skal vi have fat i og fordele på en helt anden måde, end Lazaref og Drach har tænkt sig."
   "Nu skal du ikke glemme der stadig er et par hundrede lastbiler med nødhjælp, der ikke kører ret langt, før de får bekræftet de raketter er ude fra ligningen." mindede Karsten ham om. "Det kan de ikke komme, før vi finder dem, der ved hvor de er."