"Normalt er det en fordel man kan se dem man slås med, og vide om hvad. Det er skidefrustrerende at famle sig gennem korridorer med masser af muligheder og faldgruber, for at finde ud af hvad det egentlig går ud på" sagde mesterhackeren Elisabeth. Hun fortsatte med at instruere Reta og Christian i GPS sporing.
   "Det bliver jeg mindet om hver gang, jeg laver selvangivelse" grinede Christian. "Som regel overser jeg et eller andet undervejs. Selvfølgelig får vi problemer med at se hvad vi egentlig slås om når Kievprotokollen ikke består af andet end en stribe elektroniske faldgruber i stedet for paragraffer. I øjeblikket er der mange, der gerne vil forhindre os i at nå frem til hovedpersonerne og de raketstyr, de har i rygsækken. Hvordan går det med at komme gennem protokollen?"
   "Af helvede til" svarede Elisabeth. "Det vindue vi åbnede i Firewallen, kan vi stadig komme ind gennem. Lige i øjeblikket morer den sig med at jage mig rundt i en rundkørsel med forskellige udgange, der gerne vil omdirigere mig til Nordpolen eller sådan noget lignende. Nu du nævner det prøvede jeg det samme da jeg lavede selvangivelse sidst. Der var der to smarte funktionærer, der jog mig på rundtur i syv paragraffer i to cirkulærer, der ikke havde en skid at gøre med det vi diskuterede. Det lå hos en helt anden som de beskyttede med paragrafferne. Skal vi vende tilbage til GPS sporingen?"
   "Det hedder stabstennis. Kiev protokollen er bare en elektronisk udgave af det."oplyste Christian. "hernede bruger de skydere i stedet for cirkulærer. Lad os hellere fortsætte med sporing og finde dem, vi skal snakke med."

Efter et par timers koncentreret arbejde med enkle sporingsprogrammer, de hentede på nettet og brugte efter Elisabeths vejledning fra Q4 gik Christian og Reta ned i en overfyldt spisestue og havnede midt i en række højlydte vokale krampetrækninger.
   "Vi diskuterer om vi bør gøre noget for at gengælde angrebene ved Torez" oversatte Andreji dæmpet. "Dem der fremsætter de mest højlydte forslag er bare for selvoptagne til at indrømme de kun kender forskellige rygter om grunden til det, der faktisk skete. Vi, der ved, de sidste tab skyltes en slags intern selvjustits holder mund med det indtil videre. Da separatisterne igen gjorde gengæld mod de slubberter, der tirrede dem med deres røveri og hærværk, tog de selvfølgelig dem med, der lå på vejen.
   Det er sket så mange gange at de militsgrupper, der ligger mellem slubberterne og konfliktlinjen blev godt trætte af det. Tyvebanden havde allerede fået et par alvorlige advarsler de ikke tog sig af. Dem er der ingen, der savner alligevel. Nu spiser vi vidst" sagde han da døren til køkkenet gik op.
   "Det var bare en skam at de to, der ved noget om raketstyrene forsvandt samtidig" sagde Christian og stirrede forbløffet da Karsten kom ind med et par duftende fade.
   "Din ven nåede lige at stoppe et mindre tilløb til en lokal borgerkrig i køkkenet. Han skilte de stridende parter og tilberedte selv maden" forklarede Oelxandr.
   "Det dufter i det mindste godt"
   Hardesty fulgte efter Karsten med flere fade mens Harper holdt øje med at dagens normale køkkenhold bar det sidste ind uden at genoptage nogen konflikter.
   "Krisen er afværget for denne gang" meldte Karsten med en munter honnør for Lladlo og satte sig. "Man kan ikke behandle gode fisk som en krigsfanger mens man diskuterer om bæsterne skal koges eller steges. Hvis der findes en Genevekonvention for fiskeretter kræver den med garanti et minimum af salt, citron, smør og omhu med fangerne. Ellers ender de bare som bum-bum mad."
   "Hvad er det for en ret?" spurgte Lladlo og rakte ud efter et fad ris.
   "Det affyres vidst nok med en gullashkanon" svarede Karsten, der fyldte sin tallerken og smagte med et tilfreds smil.
   Stilheden indfandt sig overalt mens alle forsynede sig med udbredt tilfredshed, lød det til.
   "Så nemt går det nok ikke hver gang" beklagede Christian og deltog i tilfredshed og spisning.
   "Er det her ikke saltvandsfisk?" spurgte han efter et øjeblik. "Hvor i alverden kommer de fra?"
   "Nede fra Sortehavet selvfølgelig" forklarede Reta, tyggede færdig og rakte ud efter en portion til.
   "Selvom priserne næsten er fordoblet under borgerkrigen fungerer fiskemarkederne endnu i en vis udstrækning. Selvom russerne overtog Krim får vi stadig dybhavsfisk dernede fra. Det er de bedste." fortsatte hun.
   "Og de bliver faneme solgt til ågerpris" brummede Oelxandr surt.
   "Sortbørspris for Sortehavsfisk lyder ellers meget logisk" mente Karsten og prøvede at oversætte det til Engelsk.
   Ingen kunne se det humoristiske i det men stilheden varede ved mens alle forsynede sig. Karsten begyndte nervøst at skotte til de fade og skåle de mere end tyve mennesker i spisestuen efterhånden havde tømt.
   Pludseligt rejste Reta sig med en bemærkning om der lige var noget hun ville kontrollere og forsvandt ud af døren.
   Efter kun få minutter kom hun tilbage med et triumferende udtryk.
   "Jeg mente det nok" forklarede hun med et smil. "Et af dem fra Lazarefs kontaktliste, som vi nåede at spore, befinder i et af de markeder vi også henter varer fra. Jeg har lige kontrolleret telefonen stadig er der."
   "Prøv lige at høre om de kan klare en hasteordre til i morgen" sagde Oelxandr til den faste indkøber. "Så kan vi jo undersøge høre om de har vores to baditter på lager sammen med fiskene ved samme lejlighed."
   "Hvis du ikke stiller alt for store krav kender han nogen, der sagtens kan hjælpe" fortalte manden efter en kort samtale. "Det kommer nok til at koste ekstra."
   "Lyder som typisk sortbørs" mente Oelxandr og tørrede sig om munden. "Må vi komme om en time? Prisen skal vi nok blive enige om."
   "Han venter os om en time." var beskeden.
   Reta mente det lød spændende og spurgte om hun kunne komme med. .
   "Du skal ingen steder min tøs" afgjorde Oelxandr og rejste sig og kastede et blik over på det andet bord.
   "Milha min ven. Vil du finde otte til ni mand og give mig rygdækning derinde?
   Milha nikkede og rejste sig hastigt, snuppede det sidste brød som han bed af, mens han gik.
   Oelxandr så på Christian og Karsten. "Det er stadig jer der har set dem sidst. I må med igen. Samtidig kan du måske få ideer til mad i morgen. Den slags steder er åbne det meste af døgnet."
   "Hvorfor ikke" mente Karsten og rejste sig. "Der er kun til Pasta Alfredo i morgen, hvis det ikke gør noget osten er en smule nostalgisk, for at sige det pænt."
   Christian fulgte ham nølende.

Tyve minutter efter mødte de Milha med det ønskede antal, bevæbnede mænd. Oelxandr sendte en civil bil i forvejen, for at undersøge forholdene. Resten fulgte efter i to udtjente tyske GD'ere med bestemte instrukser om at holde våbene ude af syne til der blev brug for dem.
   Christian så sig mere grundigt om i selve Donetsk by end han havde gjort under deres første besøg. d til middagen. Overalt var der oversået med tydelige tegn på de kampe og andre uroligheder, der havde været. I øjeblikket var forholdene rolige så bilerne kunne sagtens køre gennem byen, uden problemer. Han vidste at mange tusind af indbyggerne i Donetsk måtte klare sig uden adgang til vand, eller eller tilstrækkelig lægehjælp mens de ventede på den kolonne der holdt med nødhjælp på den anden side af grænsen. Om kolonnen blev holdt tilbage af rygter om at nogen ville bruge den til at forsyne den ene side med våben eller af frygt for de avancerede raketstyr den anden side var ved at hente et ukendt sted, var for så vidt ligegyldigt for de folk, der boede i kampzonerne og manglede både det ene og det andet.

Bilerne var åbne og han nød den milde aftenluft mens de nærmede sig stedet. Oelxandr kørte både og talte i radio med dem i den første bil.
   "Forkommandoen melder at alt er roligt" sagde han tilfreds og drejede om et hjørne og ud på en bred vej.
   Bag dem dukkede en bil op og trak ud i yderste vejbane og speedede kraftigt op.
   "Lad ham bare" smilede Oelxandr godmodigt og tog farten af da de nåede næste kryds.
   Bilen satte farten ned og kørte også langsomt frem. Ud for næste bil blev en maskinpistol affyret mod følgebilen fra bagsædet. Derefter speedede bilen op mens skytten affyrede de sidste skud mod dem.
   Blod og væv sprøjtede ud fra Oelxandr's skulder.
   "Satans!" gispede han og klamrede sig til rattet, sank sammen og vendte det hvide ud af øjnene.

***
   "Nu er vi nødt til at skifte skjulested igen" råbte Lazaref ved synet af det, der foregik uden for deres vindue.
   Manden, der havde modtaget dem, styrtende ind. Under lyden af flere skud og hvinende bildæk nede fra gaden trak han dem uden et ord gennem huset og gemte dem af vejen i et lille rum bag et skab, han skubbede til side.
   "Kan din chef ikke stoppe den her forfølgelse på en eller anden måde? gispede Denys da de stod bag den lukkede dør og hørte skabet glide på plads igen. "De er altså alt for tæt på."
   "Han skal skam ikke risikere noget før han faktisk har en stak raketstyr vi enten kan fordele eller bruge til at forhandle om." mumlede Lazaref. "Hvis han lukker op for sin viden om dem, for tidligt indrømmer han også sin egen andel i det her projekt."
   "Lige bortset fra han vidst ikke ved alt om det, du og dine kolleger foretager jer på hans vegne" vrissede Denys. "Må jeg få en af de pistoler, der ligger derovre til at beskytte mig selv."
   Da hans øjne havde vænnet sig til det dæmpede lys så han rummet var fyldt med et blandet udvalg af våben.
   "Selvfølgelig ved han ikke det" smilede Lazaref. "Han tror kun han kan bestemme hvordan raketstyrene skal fordeles, fordi vi hjælper en lille smule med den sidste del af transporten. Han vil faneme få et føl på tværs hvis han nogen sinde finder ud af det var os, der købte dem. Du husker måske der stadig er tvivl om hvor meget en bestemt amerikansk kandidat til præsidentposten faktisk kendte til indbruddet i Watergate. Sporene kan udlægges forskelligt. Aner du overhovedet hvordan du skal bruge en pistol?"
   "Har aldrig prøvet" indrømmede Denys. Hans hånd roedede på ryggen efter noget, han var mere interesseret i end en pistol. "Vil Akim også være præsident."
   "Det skulle såmænd ikke undre mig" svarede Lazaref. "Så må du hellere overlade skydning til mig, Indtil videre."
   "Det er helt i orden" sagde Denys. "Gudved hvad der sker?."
   Der lød ikke flere skud ude fra. Mens Lazaref så ud af et diminutivt kikhul i væggen lod Denys stille et par tunge håndgranater forsvinde ned i den taske han bar over skulderen.
   "Skakmat" tænkte han lykkeligt. "Kun en komplet idiot skyder en mand med en afsikret håndgranat. Specielt ikke hvis det samtidig vil koste ham et par hundrede tusind euro han har hårdt brug for."
   Det havde han i det mindste set på en film engang. Nu ville han afvente en passende lejlighed til at afprøve den teori og ændre deres interne magtstilling radikalt. Han havde for længst erkendt det ikke var nok han kontrollerede den elektroniske adgang til deres bankkonti.
   Der lød lyde udefra da skabet igen blev skubbet til side. Den lille mand, der havde gemt dem i rummet åbnede døren, hviskede et par ord til Lazaref og førte dem ud gennem en bagdør.
   "Alt er roligt nu" forsikrede Lazaref. "Om et par minutter kommer der en bil der bringer os i sikkerhed, langt udenfor Donetsk by."
   "Derfra må vi hellere sende den anden rate for dine våben til Al-Quaeda eller hvem det nu er vi handler med. " mindede Denys ham om. "Ellers får vi ikke udleveret noget som helst om et par dage og uanset hvad han vælger får din chef hverken noget at fordele eller forhandle med. Den rate sender jeg altså ikke før jeg får de nye papirer, du lovede mig for et par dage siden."
   De hårde og kolde granater, der nu lå i hans skuldertaske havde en sær beroligende virkning.
   "Dem får du i morgen" lovede Lazaref og lyttede efter den dæmpede motor fra en mørklagt bil, der netop dukkede op fra en mørk port.