"Skal i på jagt efter ham med de tre navne igen, midt i en borgerkrig, sammen med en vanvittig efterretningsmand? Så skal i love os at holde jer i baggrunden" formanede hackereksperten Elisabeth, da Christian og Karsten orienterede Q4 om den nye udvikling.
   Lucas Mann, der sad ved siden af hende, var helt enig og nikkede bare.
   "Du ved jo hvor forsigtige vi begge kan være" lovede Karsten. "Hvis vi også får camouflagetøj til den her undersøgelse, udlåner han sikkert også et par pistoler igen.".
   "Det er din normale forsigtigehd, der bekymrer mig" kom det tørt fra Mann hjemme fra Q4.
   "Vi skal nok holde os pænt i baggrunden" lovede Christian. "Er det lykkedes for jer at omgå Kievprotokollen, og de forsvarsmekanismer den styrer?"
   "Det vindue det lykkedes os at oprette i den er kun åbent ti sekunder af døgnet." mindede Q4's mesterhacker ham om. "Jeg prøver på at udvide det."
   "Hvordan gør du det?" ville Karsten vide
   "Det mailforum vi skal ind i styres af et Java system jeg sender en speciel opdatering. Den indeholder et program, der sender os kopier af korrespondancen mellem bestemte mailadresser. Det kan kun sende hver gang vores vindue er åbent.
   "Giver aflytningen af hans telefon ikke noget?" ville Christian vide.
   "Det forudsætter han bruger den" svarede Mann. "Det gør han desværre ikke."
   "Vi kan kun spore IMEI kortet i hans Laptop eller kortet i den telefon, der er synkroniseret med mailadressen i laptoppen, når en af delene er aktiv." svarede Elisabeth. "Pas hellere på jer selv og de fyre, i er sammen med. De er sikkert heller ikke så flinke, som de prøver at give jer indtryk af."
   "Det er der ikke så mange der er" forsikrede Karsten hende om. "Alle har noget at skjule. De dyrker vel hverken hackning eller aflytning som hobby?"
   I stedet for at kommentere det indskød Elisabeth i et bestemt tonefald at Karstens flirt med en pige i regnskabsgruppen ikke var undgået Elisabeths opmærksomhed. Dereefter gik hun og overlod hele skærmen til en forbløffet Lucas Mann.
   "Jeg fulgte den normale firmapolitik, da jeg aflagde regnskab for vores tur til Abidjan." forklarede Karsten, Christian og Mann.
   Christian nikkede indforstået. De metoder de havde brugt for at få oplysninger om de illegale våben, der blev betalt for bistand med omlastning af kokain fra Sydamerika, var blevet ret bekostlige. Selvom det var lykkedes dem at følge Birdsongs normale diskretionspolitik nogenlunde var regnskabet bagefter åbenbart blevet aflagt lige så utraditionelt.
   Lucas Mann mindede dem om, de kun tog med på Oelexanders næste ekspedition som observatører og bad dem igen være forsigtige.
   "Det kan de jo ikke holde alligevel" lød Elisabeths stemme fra baggrunden. "Vi har allerede fået kopi af en mail med et spørgsmål om der snart vil blive afsendt noget. Hvis de har fået svar, har jeg ikke fået det endnu"
   "Kan i ikke bare spore afsenderen og hente hans besked om at nu afgår de?" spurgte Karsten.
   "Det er lige præcis det vi gør" svarede Mann og skærmen blev tom.

"I øvrige tror jeg du har en chance hos dronningen over tavlerne" sagde Karsten dæmpet og lænede sig tilbage. "Hun kikker meget efter dig."
   "Det har jeg ikke lagt mærke til" mumlede Christian. "Til gengæld har jeg bemærket hendes far ikke har spor imod at bruge den ammunition han som regel fylder lommerne med når han inviterer os på udflugt."
   "Er du sikker på det arkitektoniske mirakel er Oelexanders datter?" spurgte Karsten vantro
   "Det er han åbenbart selv påstår Andreji. Andreji fortalte også at den sidste, der blev lidt for nærgående fik brug for et par plastre og psykisk førstehjælp fra Lladlo
   bagefter. Han kom fra en milits de samarbejder med ovre i Lughansk. Det gav Lladlo lejlighed til både at være major og psykolog samtidig." fortalte Christian.
   "Skal vi ikke prøve at sove og spise lidt inden Oelexander får samlet en deling igen. Så kommer han nok slæbende med uniformer og tilbehør igen."
   "God ide. Han mener det kommer til at tage hele natten denne gang. Det skal helst afvikles så diskret den anden side ikke tror han er ude efter dem."

***

Denys var fuldkommen klar over han ville blive helt overflødig, når han anviste sidste betaling. Hans eneste interesse var at komme væk og nyde de penge han havde hugget. Og såvidt han kunne overskue var den afsluttende transport på en måde som Drach havde fuld kontrol over. Han og hans muntre svende kunne med med andre ord bare gemme det hele af vejen og behøvede ikke at udlevere noget som helst til Gregorich Lazaref og de grupper han støttede med mindre det passede dem.
   Drachs og Lazarefs ulovlige indkøb og øvrige krumspring med hinanden, tjente kun til at give dem mere indflydelse, end de havde i forvejen. At de begge så stort på mellemregningerne undervejs, var der heller ingen tvivl om. Drachs hyppige henvisninger til antropologiske standardtformler om store tænder og muskler, og den junglelov, der helt tydeligt herskede på skjulestedet var heller ikke ikke særligt beroligende.
   Efter endnu en solid opgaveanalyse indvidede Denys ham i sine betænkeligheder om hvorvidt han og hans folk kunne forvente deres andel.
   "Jeg er godt klar over det. Det så jeg ikke komme, før det var for sent" sukkede Gregorich.
   "Var det ikke aftalen i begge skulle levere to biler hver? spurgte Denys
   "Du behøver ikke træde i at bilerne bliver kørt af folk, vi ikke har indflydelse på" mumlede Gregorich.
   "Hvad har du tænkt dig at gøre ved det?" spurgte Denys og gik sin vej for at se om hans hængekøje var ledig, med sine vagter i hælene.
   Han var komplet ligeglad med, hvordan Gregorich Lazaref og Nicolaj Drach afklarede det forhold, så længe han kunne forlade dem i god stand. I det lange løb var han ikke i tvivl om at Lazarefs rutine i skinmanøvrer og politisk profilering, ville vinde over Drachs mere radikale fremgangsmåder. Det bare et spørgsmål om at få Lazaref til regne ud hvordan han kunne ændre samarbejdsforholdet så han bestemte når bilerne ankom. At indholdet af de biler stadig holdt konvoyen med nødhjælp tilbage var indtil videre kun en mindre detalje som Gregorich selv havde været med til at fremprovokere.
   Denys gav ikke så meget for metoder der løste gamle konflikter ved at skabe nye, som kun forlængede den klassiske voldsspiral, der herskede i området i forvejen.

Gregorich Lazaref skuffede ham ikke.
   Efter deres værters opfattelse af et middagsmåltid dukkede han nemlig op med et skakspil og en flaske og spurgte om Denys var lige så god til skak, som han engang havde påstået.
   Denys rejste sig velvilligt fra hængekøjen, han havde indtaget igen og meddelte at det kunne Gregorich selv prøve at finde ud af, hvis de kunne finde et uforstyrret sted at spille.
   Det lykkedes efter et par forsøg og lidt forhandling med hans vagter, der gik i fast rutefart mellem døren og et fodboldspil i et fjernsyn i fælleshuset. . Efterhånden som brølene fra kamp og tilskuere blev højere og højere blev der så længe mellem de intervaller vagterne anså for passende til deres såkaldte beskyttelse at de kunne tale uforstyrret sammen.
   "Der hersker ikke samme disciplin her som ovre hos vores militser" sagde Gregorich da vagten igen nærmere sig fjernsynet.
   "Det håber jeg ikke" sagde Denys "Hvad har den bonde gjort dig?"
   "Den ser ret lusket ud" mente Gregorich og skottede over skulderen hvor vagten styrtede ind for at undersøge årsagen til en jubel, der lød inde fra huset. "Hvem spiller egentlig taget?"
   "Jeg ved kun der er toogtyve mand i forskellige farver og emblemer. Det interesserer mig ikke nær så meget som din løber gør. Tak fordi du satte den der."
   Gregorich så overrasket ud og prøvede i en fart at overskue de begrænsninger den manglende løber ville give ham.
   Han trak uden at overveje konsekvenserne og Denys flyttede omgående en løber to felter.
   "Nu skal du vælge om du helst vil af med et tårn eller en springer." påpegede han stilfærdigt og tilføjede deres vagt var på vej tilbage igen.
   Lazaref kikkede ærgerligt. Hans tårn var spærret inde på to side med undtagelse af en korridor gennem fire felter han ikke havde mulighed for at spærre for Denys løber.
   "Vil du bryde hulkende sammen over at forlade Drech og finde et nyt logi?" spurgte han da vagten igen var gået.
   "Det vil jeg formodentlig overleve. Især hvis maden er bedre" forsikrede Denys, sikrede sig tårnet og betragtede med et smil Lazarefs dronning marchere over brættet og sætte hans konge i skak, nøjagtigt som han havde forventet.
   En lang rokade bragte kongen ud af farezonen og tårnet satte samtidig Gregorich konge skak.
   Mens dronningen stod og blafrede nytteløst erkendte Gregorich han kunne kun blokere Denys' skak ved at at flytte dronningen hen til et felt der var dækket af en af Denys springere, der pludseligt lignede en sulten grib.

"Problemet er bare at få Drach til at forberede den rate, vi skal betale, når vores varer er afsendt. Den kan du jo altid anvise, når de faktisk afgår."
   Fjern en forhindring og lok med et andet mål uden at blotte dig selv alt for meget tænkte Denys og skød en bonde frem.
   "Det er ikke noget problem for det kan du selv klare." forsikrede Denys. "Alle jeres penge står sådan set på samme konto. De underkonti i har set indtil videre er bare et par løse regneark jeg har skudt ind i midten. De har links til den anvisning i skal lave inden jeg bekræfter udbetalingen overfor banken."
   "Luskebuks" mente Gregorich Lazaref, tog bonden og stirrede sultent på den irriterende springer han nu kunne fjerne med to træk.
   "Er der andet du ikke har fortalt os?"
   "Ikke ret meget" forsikrede Denys og trak en løber to felter tilbage så springeren blev solidt dækket. "Hvordan vil du få os ud?"
   "Jeg kan fortælle dig at et af medlemmerne her, meget gerne vil hjem til familien, der er hos en af de militser, jeg tilfældigvis støtter. Nu er det din tur. Er der mere du ikke har fortalt mig?"
   Gregorich og stirrede koncentreret på skakbrættet mens en af vagterne kom hen og så på det. Fyren spillede åbenbart også skak og rystede på hovedet inden han gik tilbage til fjernsynet for at deltage i den afsluttende jubel.
   Gregorich behøvede ingen viden om raketteknologi at regne ud at han ikke i tide kunne forhindre Denys i at flytte sin springer og gøre kongen skak og det ville koste ham hans dronning.
   "Hvordan arrangerer i det?" spurgte Denys og trak tiden med en ligegyldig bonde.
   "Mobiltelefon, selvfølgelig. Hvis du ikke er træt af mit selskab henter et par af hans venner os. Hvad er det er, du skjuler?"
   Denys traf en hurtig beslutning, flyttede springeren og så afventende ud.
   "Siden jeg fik den sindssyge opgave her har jeg skummet af de penge jeg skulle give til jer for at vedligeholde uro. Der bliver også noget til overs af det vi har til raketter. Det kan vi dele bagefter. Dine venner forventer nok ikke kvitteringer for den slags indkøb."
   Gregorich ofrede modvilligt sin dronning og konstaterede kort efter at kombinationen af Denys sidste løber og et tårn afgjorde set spil.
   "Min chef skal nok blive tilfreds, hvis jeg fordeler dem efter hans anvisning. Hvor meget bliver der til overs?" grinede Gregorich forventningsfuldt.
   "Tyve til tredive tusind til hver. De kræver stadig både din og min anvisning. Du skal også huske jeg har lidt kontanter med end vi har brug for."
   Herfra ville det blive skak med livet som indsats, hvis han ikke i tide fik oprettet nye forhindringer for Gregorich tænkte Denys alvorligt.
   "Dem må du hellere give mig inden vi bliver hentet i aften" sagde Lazaref tilfreds, væltede kongen og spekulerede over om han kunne gøre det samme med sin mest irriterende kollega