"Sker der mon ikke snart noget? spurgte Christian utålmodigt og så ud af vinduet. En hurtig lodtrækning under morgenmaden afgjorde han sluttede han sig til Bryn på værelse tohundredeogatten mens Karsten blev i resturanten og holdt øje med manden der. Rengøringspersonalet havde for længst gjort sig færdige og havde gjort sig usynlige. .
Spænding og utålmodighed gjorde de svært for Christian at sidde og tie stille.
"Jeg troede faktisk det var meningen vi kun skulle kopiere Imbalis PC'er og hans korrespondance."
"Det er stadig hovedmålet" sagde Bryn tålmodigt og tog en kopi af rengøringens hovedkort ud af brænderen efter han havde fjernet sit ekstraudstyr fra dørens mekanisme.
"Hans kunder er bare rekognosering. Med den slags indkøb trænger de nok også til et par adfærdsjusteringer. Det finder vi ud af men dem, der har de forbandede raketstyr gemt af vejen sælger dem nok ikke som legetøj til børnehaver."
"Det var ellers en interessant ide" brummede Christian. "Det er bare ventetid jeg ikke er vant til."
Telefonens signal fik ham til til at fare sammen. En mere rutineret kriger kunne ikke have trukket en skyder frem med større fart end, Christin besvarede opkaldet.
"Så er fyren hoppet ind i en taxa og kører væk" meldte Karsten roligt. "Han er godt nok interesseret i om der sker noget bag bilens bagrude og om der er nogen der følger efter ham."
"Pas på han ikke ser dig" formanede Christian.
Karsten mumlede noget beroligende og ringede af mens Christian rev døren op og trådte ud i gangen og så sig om, med Bryn i hælene.
To andre gæster travede sindigt gennem gangen mod elevatoren. Christian og Bryn så på hinanden med hævede øjenbryn. Bryn rakte en hånd i vejret som signal til at vente og gik tilbage på værelset, som om han i sidste øjeblik kom i tanke om, han havde glemt noget vigtigt.
De andre gæster holdt høfligt elevatoren tilbage med spørgende blikke. Christian vinkede dem videre og signalerede med den anden hånd på ryggen at Bryn skulle blive på sit værelse.
Endelig fik de gangen for sig selv og gik hurtigt hen til nummer tohundredetolv hvor Bryn stak sin kopi af rengøringens hovedkort i døren, åbnede den og hang skiltet med 'Vil ikke forstyrres' på håndtaget.
"For alle tilfældes skyld" sagde ham med et grin.
De tog et hurtigt overblik. Orden var ikke en af beboerens spidskompetancer. Christian og Bryn gik metodisk i gang med at gennemsøge den smule bagage der var og værelset som helhed. Som start bad han Christian kikke under sengen og fortsætte med badeværelset. Især skulle han være opmærksomt på pilleglas og eventuelle etiketter på dem og badekåbens lommer, instruerede han.
"Bingo!" lød det kort efter Bryn, da Christian var færdig på badeværelset. .
Bryn fiskede en lille kompakt PC'er frem fra den kuffert, han havde dirket forsigtigt op. Han monterede hurtigt sit eget udstyr og startede programmerne til kloning og kopiering.
"Ti til tolv minutter burde det tage" mente han da systemerne arbejdede til hans tilfredshed.
"Lad os gennemgå hans lommer og bagage mens det står på og tage billeder af det vi finder."
"Mon ikke han har det meste på sig" sagde Christian men begyndte alligevel at vende lommer i det tøj der hang i skabet.
"Komplet idiot er han nok ikke" indrømmede Bryn. "Derfor kan han alligevel have overset et eller andet."
"Det har han også" meldte Christian der fandt et kort i en jakkelomme. "Det ligner et adgangskort fra en svømmehal."
"Der er da en adresse på" sagde Bryn og fotograferede det. "Vi tager det med, hvis nogen senere mener de vil bikse en profil af kalorius sammen."
"Denys, og hvad fanden står der?" mumlede Christioan, der fandt endnu en krøllet seddel i bunden af en håndtaske.
Bryn kastede et hurtigt blik på sedlen og fotograferede den to gange.
" Det hedder han hverken her på hotellet eller på regningen fra det hotel i Andorra jeg lige har fundet. Der var han åbenbart for et par dage siden. Læg den tilbage igen! Nu er han blevet interessant. Har du noget tilbage?"
"Kun den her." Christian rettede et krøllet stykke papir ud. "Kassererkvittering fra en bank i Lavella på et tredje navn" oplyste han og rakte den videre.
"Så har vi også det at arbejde med senere" mente Bryn tilfreds og fotograferede på livet løs.
Christian krøllede sedlen sammen igen og lagde den tilbage, hvor han fandt den, lukkede håndtasken og så på status for kloningen.
"Halvfems procent" meldte han. Kort efter at deres maskine var færdig med at klone og kopiere indholdet fra sin kollega ved siden af.
Bryn klappede beboerens PC'er sammen, returnerede den til kufferten og låste den igen med sine dirke. Christian pakkede deres udstyr sammen. De tog et hurtigt overblik og kunne ikke se forskel på beboerens og deres rod og forlod rummet lige så diskret, som de kom.
De følgende tyve minutter blev en prøve på tålmodighed og opfindsomhed i munter samtale, mens halvdelen, føltes det som, af hotellets gæster havde legale ærinde på deres værelser. Endelig lukkede elevatorens døre sig til deres lettelse efter de sidste.
Bryn stak kortet i døren, og de smuttede ind og begyndte at give det rum samme omgang som det første.
Christian stod med hovedet inde i klædeskabet da hans telefon ringede. Begge mænd stivnede og så mod døren.
"Objektet er kommet tilbage, ledsaget af en fyr, der ligner et værtshusslagsmål for begyndere" fortalte Karsten anspændt. "Jeg håber i er færdige"
"Næsten" sagde Christian og gav beskeden videre. "Sig til når de når elevatoren"
"Tres procent desværre" hvæsede Bryn og stoppede kloning og kopiering i en fart og begyndte at pakke sit udstyr af vejen.
Christian styrtede frem og tilbage med telefonen for øret og bragte resten i orden med den ledige hånd
"Nu går de ind i elevatoren" kom det advarende fra Karsten.
De gjorde sig færdige på rekordtid og lukkede efter få sekunder døren bag sig.
"Smut ind på dit værelse så de ikke ser dig" foreslog Christian.
Bryn nikkede bare, drejede om og forsvandt ud af syne.
Christian stod ved elevatoren og ventede og hørte Bryns dør lukke sig bag ham længere nede.
Elevatordøren gik op og de to mænd steg ud. Den ens øjne borede sig mistænksomt, som laserstråler, ind i Christians.
***
Efter det korte blik på ham, der ventede udenfor elevatoren, eskorterede Denys Gregorich hen til hans værelse. Gregorich sank omgående om i sin seng, mens Denys tog den ledige stol og betragtede ham.
Fem minutter efter han ankom til hospitalet og spurgte efter Gregorich blev denne vist ned til receptionen.
Han fortalte at hospitalet ikke så nogen grund til at han lå der og optog plads længere. Den smule hjernerystelse han havde kunne han komme sig over på et par dage mere på hotellet, for egen regning.
Gregorich klagede over hovedpine og at han var udmattet af spekulation over de to mænds ubegrundede overfald på ham, troede han det var.
Denys var lige så flad af sine spekulationer over om han ville blive den næste og det traveri usikkerheden om det, havde sendt ham ud på.
Han havde besluttet sig til intet at sige til Gregorich om at han og hans fjolser faktisk kæmpede om kontrol over et gasfelt ved navn Yusivska, som indeholdt værdier i gas for flere milliarder.
Dem kunne de sikkert få en andel i ved at opførte sig lidt mere fornuftigt og tale med de rigtige mennesker. Men indtil videre var ingen grund til at reklamere med at han repræsentrede nogle mennesker, der anså sig for mere rigtige end andre. Under alle omstændigheder havde de lidt mindre hæmninger med deres metoder end andre, mente Denys selv.
"Har jeg ret i at du og ham du fulgte efter vil have fat i de samme våben, til det samme formål? spurgte Denys.
"Selvfølgelig har du det" indrømmede Gregorich tøvende. "Vores leder, Akim, kan bare ikke fordrage dem. Vi har vidt forskellig politik. Vores militser er stort set lige store og holder hvert sit område. Ingen af os kan få lige så god adgang til de våbendepoter russerne efterlod, da de trak sig tilbage, som vores modpart har."
"Så er det det punkt, du starter med" sagde Denys bestemt. Der er vel intet til hindeer for at du og den anden træffer en midlertidig aftale og deler det i vil købe. Kan det i det mindste lade sig gøre?" spurgte Denys.
"Det tør jeg hverken foreslå Akim eller de andre" sagde Gregorich dæmpet. Der er for mange konfliktpunkter mellem os og den forbandede flok. Nogen af dem er så ultra-konservative det tangerer noget man ikke siger højt i pænt selskab. Selvom vi er en minoritet mener selv vi stadig er socialister - de fleste af os i hvertfald. Vi har det nogenlunde med det nuværnde styre derhjemme.
"Selv minoriteter har fælles konfliktlinjer mod den anden side, så vidt jeg ved" lokkede Denys.
"Hvad ved du om det?" spurgte Gregorick mistænksomt.
"En hel del faktisk" fortalte Denys."Min familie tilhørte den ukrainske minoritet i Moldava inden vi havnede i Rusland.. De endte tilfældigvis blandt andre ukrainere. Selvom det var forbudt at tale og skrive på ukrainsk gjorde vi det bare alligevel. Da zjeve Svobodata." sluttede han på ukrainsk.
"Ja leve friheden" medgav Gregorich. "Udover russere findes der mindst tolv større og mindre minoriter i Lughansk, Donetsk og Kharkiv oblasterne. Vores leder prøver at få dem til at samarbejde så godt som muligt. Det omfatter altså også militserne."
Efter lidt mere overtalelser fik Denys lokket navnet på det andet hotel ud af Gregorich og skaffede ham et telefonnummer til det. Derefter gik han ned i resturanten for at få en drink og overlod Gregorich til at gennemføre en solid opgaveanalyse af de muligheder han havde.
I resturanten forsvandt Denys' første drink med lynets hast så han bestilte en til.
Nu ville det vise sig om Gregorich anså det for smartere at komme hjem med en samarbejdsaftale, hans leder altid kunne justere, i stedet for tomme hænder. I tilgift kunne han skaffe - hvad var det Charlie have kaldt dem? 'Et par motorsave der kunne noget' vidst nok.
Tanken om brugen motorsave fik ham til at overveje at kontakte sin nye veninde. Et øjeblik efter erkendte han dog for sig selv at usikkerheden og spekulationerne dagen før havde udmattet ham for meget til de narrestreger et møde med hende ville ende med.
I stedet købte han en flaske og gik op til Gregorich for at guide ham gennem spekulationerne.