"Kan du skaffe mig nye papirer?" spurgte Denys da de havde hvilet sig.
   "Hvorfor det?" spurgte Gregorich Lazaref og strakte sig på den anden seng.
   "Fordi jeg har en mistanke om at vores værelser i Slovenien blev undersøgt mens jeg hentede dig på hospitalet. Vi stødte ind i den ene af dem, der var her, da vi kom ud af elevatoren."
   "Så må jeg hellere få nye papirer også" nikkede Lazaref. "Det kan mine venner sikkert klare. De kommer fra selve Donetsk og henter os om et par times tid. Måske får vi brug for lidt af de ekstra kontanter, du tog med."
   "De bliver nødt til at række til både det ene og andet" afgjorde Denys. "Hvis Drach eller du blev forfulgt, da i tog på indkøb af våben i Slovenien, skal jeg hverken have noget af at bruge navne, der er kendt der eller i Kharkiv."
   "Med mindre det var vores sælger eller dig, de var ude efter" indvendte Lazaref.
   "Det må det være sælgeren" afgjorde Denys. "Hvorfor i alverden skulle nogen være ude efter en flink fyr som mig, der bare hjælper dig med at købe udstyr til selvforsvar hjemme i Donetsk."
   "Det lyder sansynligt" mente Lazaref. "Så er de nok fulgt efter os fra Portoroz."
   Denys smilede lettet. Der var ingen grund til at ulejlige Lazaref med unødig viden om at han kunne komme til at besvare adskillige spørgsmål om en halv million euro, der burde være afleveret et andet sted. Det forudsatte bare at nogen fandt både ham og Victors lig i bunden af den kløft, han havde smidt ham ned i.

"Hvorfor skal vi allerede videre?" spurgte Denys da de begge var vågne flere timer efter.
   "Fordi mine venner her ikke tør gemme os her ret meget længere" forklarede Lazaref. "Det i morges var kun et høfligt visit, for at fortælle om vors tidligere værters skæbne. Det var kun en opfølgning af det overfald, der var her for et par dage siden."
   "Det var jo deres egen skyld. De kunne bare havde ladet være med at stjæle og brænde lastbiler af" mente Denys
   "Netop" bekræftede Lazaref. "Nu er den misforståelse rettet! Det gør de ikke længere men rettelsen sendte som bekendt en snes mænd og piger på flugt ud i landskabet. Når de holder op med at løbe vil de snakke og starter rygter om os."
   Han ventede på det var sunket til bunds.
   "Ham den rødhårede, der var her, er efterretningschef i Koordinationscenteret. Efter sigende er han særdeles god til at opsnappe den slags rygter og sætte dem rigtigt sammen. Næste gang sender koordinationscenteret nok en af deres specialdelinger. De har en ret kedelig måde at finde det de ønsker på."
   "Så lad os hellere komme videre. Der er ikke noget nyt om jeres indkøb endnu." mente Denys.
   "Hvad med den del Nicolaj Drach havde arrangeret?" spurgte han efter et øjeblik
   Denys rystede stadig ved erindringen om synet da Lazaref uden varsel skød Nicolaj bagfra. Heldigvis havde Gregorich Lazaref stadig en god grund til at holde Denys i live til han havde fået sine raketstyr. Ud over det vankede der selvfølgelig også den lille belønning på tyve til tredive tusind euro, som Gregorich diskret kunne indkassere sammen med sin leders anerkendelser, når resten var faldet på plads.
   Vanen tro med hans dobbelte bogholderi havde Denys underdrevet det beløb en smule.
   "Vi kan godt få udleveret vores våben men jeg kommer til at arrangere en ny transport fra udleveringsstedet og hertil. Den Nicolaj havde skruet sammen turde jeg ikke bruge fordi han styrede den helt og ikke behøvede at udlevere andet til os end det passede ham. Mine Venner i Kharkiv må se på sagen. Indtil videre sender de gruppen her noget mere ammunition som tak for den hjælp og husly de indtil videre har givet os."
   Denys nikkede bare og prøvede efter bedste evne at glemme at den hjælp også omfattede nedskydning af dem han så under deres flugt fra gårdene. Borgerkrige så absolut bedst ud på afstand afgjorde han med sig selv.

Et par timer efter fik folkene ved Torez forøget deres beholdning af ammunition med flere tusind skud. De skaffede plads i en lastbil til flere kasser blandede landbrugsvarer. Uanset de kampe en del af tiden går med under en borgerkrig skal man også have noget at spise for at slås. Dem fra Torrez kunne uden at lide afsavn sælge en masse ting til særdeles gode priser til chaufføren på den lastbil der bargte dem mere ammunition og hentede Lazaref og Denys. Det ville chaufføren Miroslaw senere sælge til endnu højere priser inde i Donetsk by.
   Nederst i nogle af kasserne blev der også plads til nogle af de våben angriberne havde efterladt under det mislykkede angreb et par dage før. Der var også et par våben til overs fra deres angreb på Denys og Lazarefs sidste opholdssted, men deres oprindelse så de ingen grund til at reklamere med.
   Det gjorde Lazaref og Denys heller ikke mens de skjulte sig bag kasserne på ladet mens Miroslaw og hans bil bumpede muntert afsted. Lazaref og Denys sad hverken særligt mageligt eller behageligt fordi en del af landbrugsvarerne omfattede en halv ko, der stod i vejen for et skud et par dage.
   Koen lugtede ikke særligt godt for at sige det pænt men Chaufføren Miroslaw insisterede på den skulle med. Når den kun var et par dage gammel og død af naturlige årsager, sagde han og pegede på hullet efter skuddet, skulle der nok være aftagere til den også, var han sikker på.

***

"Sikken et rod" sukkede Lladlo og så på politimanden Jan Bratschko. "Jeg mener ellers vi prøver at begrænse alle tendenser til at skyde sig ind og ud af problemer. Er du rar at behandle mig som soldat og forklare det en gang til?"
   "Så længe der er nogen, der afværger alle tilløb til ro ved at skabe nye problemer og fordele våben og anledniger til at bruge dem, er det ikke alle der opfatter det sådan" mumlede Jan Bratschko og så på sine tilhørere.
   "Nadra Ukraine og SPK Geoservice har problemer med at få startet udvinding af noget som helst fra Yusivska feltet. Ingen udenlandske energiproducenter vil investere en cent i udvinding af gas fra områder, hvor der bruges alt for mange skydevåben og raketstyr. En del af Nadras og SPK's aktier ligger i et skuffeselskab på Cypern, der hedder Plast Trading.
   "Der ligger de jo meget godt" mente Lladlo
   "Åbenbart ikke længere, for de har været til salg siden Chevron og Shell sagde farvel og tak. Nu er der kommet tilbud fra det skuffeselskab som sandsynligvis kontrollerer det lille kontor, der har en medarbejder, vi kender under tre forskellige navne."
   "Tilbyder de noget særligt?" spurgte Hardesty.
   "Sådan set ja. En ret rimelig pris for aktierne er suppleret med et særdeles uformelt løfte om at de måske kan bruge deres forbindelser til at begrænse forsyningerne af ammunition og nye våben til begge sider, ret kraftigt. Men hvis sådan en køber kommer ind kan han hurtigt skaffe sig indflydelse og overtale de andre til at støtte det, de foretrækker."
   "Sig du bare bestikkelse" mumlede Oelxandr. "Det er de jo allerede i gang med så aktier og magt over udvindingen kan komme til at ligge et sted ingen bryder sig om."
   "Der er i hvertfald et par politikere, der allerede er særdeles positive overfor den løsning" sagde Jan.
   "En af dem skulle vel ikke tilfældigvis kende Lazaref og Semanov" spurgte Karsten.
   "Jo nu du nævner det" bekræftede Jan. "Vi har bare et problem med at bevise, han ved hvad de laver."
   "Det er jeres problem" sagde Andreji. "I mellemtiden holder de også en konvoj med nødhjælp tilbage. Er det ikke nemmere vi selv prøver at få ro ved at stoppe den forsyningskilde og fjerne de to herrer og deres våbenindkøb fra den ligning."
   "Det er nemmere sagt end gjort" mumlede Oelxandr. "Det ville også være praktisk hvis vores modparters forsyninger stopper samtidig.".
   "Det kunne være lige så praktisk at vide hvor den herre får penge og ordrer fra, min ven" mindede Lladlo ham om. "Hvordan går det med det?"
   "Vi arbejder på sagen" lovede Christian da Lladlo så på ham. At det arbejde samtidig ville give Q4 indblik bag den del af Kievprotokollen, der skjulte dem, der afstak rammerne for den måde Lladlo styrede sine militser på og financierede det, så han ingen grund til at gå nærmere ind på.
   "Min datter Retas fingre er ret kvikke på tasterne på en computer" påstod Oelxandr og pegede skødesløst hen på dronningen over tavlerne, som Karsten havde udnævnt hen til.
   "Kan hun mon give dine folk lidt hjælp?"
   "Lade os spørge dem i aften, hvis du har tid der" lovede Christian og så på Irna. Selvom han troede han kendte svaret på Oelxandrs spørgsmål på forhånd, kunne han sagtens finde et par ting Reta hellere måtte bruge sine kvikke fingre på.
   En times gennemgang af Oelxandr's forskellige informationskanaler og det udbytte de kunne få af dem, uden at presse alt for meget på, endte uden resultat..
   "Han opfinder bare de ting, han tror jeg vil høre for at få en kontant belønning for dem." mente Oelxandr om en. "Der er flere guldkorn mellem det han kommer med frivilligt. Hvis vi stiller så mange spørgsmål enhver idiot kan regne ud hvad vi ønsker, er svarene som regel ikke en skid værd."
   Han så over på Christian, Karsten.
   "Er vores venner, forbindelsesofficererne enige i mit synspunkt?."
   "Det er ikke nogen god ide at indbygge det svar i ønsker i spørgsmålet" bekræftede Karsten med et grin og så på Christian, der nikkede.
   "Så får i det nemlig bare og betaler som regel for noget ubrugeligt." bekræftede Christian også med et grin. Helt præcis havde en opdagelse af systematisk snyd med sådan et system fået dem anbragt i Q4, som en slags straf.

Et par timer efter var blevet tid til de skulle kontakte Q4 og aflægge rapport.
   Reta holdt sig indtil videre klar i baggrunden, så tæt på at Christian kunne se nærmere på hende. Det var et syn der ikke var spild af tid for Reta var middelhøj med en fyldig barm og uden noget overflødigt om livet, med en frække smilehuller og langt rødligt hår, hun åbenbart havde arvet fra sin far, der også sad i baggrunden. Med andre ord var hun et syn, der var velegnet til at erindre normale mænd om hvad deres normalbeholdning af testoteron også kunne bruges til, når den ikke blev spildt på en borgerkrig.
   Lucas Mann tonede frem på skærmen præcis på klokkeslaget. Christian havde nu heller ikke ventet andet af den retliniede pensionerede oberst, de fleste troede han var.
   "Sit-rep!" Mann havde aldrig haft for vane at spilde tiden med overflødig snak.
   Christian redegjorde kort for situationen og deres sidste udflugt til Torez, hvor de havde fundet Drach mens Lazaref og manden med de tre navne åbenbart var forsvundet ud i en blå luft med en stak raketstyr i rygsækkene.
   "Med den tilføjelse" Mann smilede lunt. "At de forbandede raketstyr slet ikke er afsendt endnu. Vi gør hvad vi kan for at forhindre det sker. Ellers noget?"
   "Vores venner her tilbyder at bidrage til undersøgelserne hvis de kan. De har måske adgang til de steder de oplysninger, vi søger ligger. De skal bare have at vide hvad i mangler."
   Karsten vinkede Reta frem og mesterhackeren Elisabeth Perren tog plads ved siden af Mann. De to piger stirrede overrasket på hinanden. Hvis det skulle afgøres hvem af dem der så bedst ud, kunne der blive kamp til stregen om slutresultatet.
   "Der er flere ting vi kan bruge til at at spore de labaner" mente Elisabeth eftertænksomt og vinkede til Karsten, der havde trukket sig tilbage i baggrunden. Han vinkede tilbage med et smil fra væg til væg. Det fik Reta til at løfte øjenbrynene.
   "Hvis det slovenske politi både tappede Lazarefs og Semanovs telefoner for kontaktlister, da de skyggede dem hjem kunne Reta jo starte med en GPS triangulering af Lazarefs kontakter, her i området. Det lærte Bryn dem nemlig."
   "Og de hørte skam også efter" bekræftede Elisabeth efter hurtig kontrol. "Det skal jeg hurtigt få lært hende."
   Kort efter aftalte de, hvordan de to piger skulle have indbyrdes kontakt. Dem der forhindrede alle tilløb til ro ved at påvirke den skrøbelige balance, der var i øjeblikket, med raketstyr, måtte kunne spores på en eller anden måde.