"Det er en flok hårde hunde" konstaterede Karsten. Han undveg for tredje gang Oelxanders vilde vinken. Han brugte den uskadte arm til at dirigere de klapsalver de blev modtaget med, fjorten timer senere, da de ankom til koordinationscenteret igen.
   Christian nikkede bare og koncentrerede sig om at hjælpe Reta og Karsten med at få den lånte rullestol, Oelxander sad i, hen over dørtrinet.
   Jan og Lladlo var begynd dagen med at befri Christian og Karsten fra byens arrest.
   Flere telefonopringninger til Kiev havde medført lige så mange modstridende indstillinger og ordrer, som alle blev udlagt forskelligt. Til sidst lykkedes det et tilstrækkeligt antal mennesker at blive enige om at selvforsvar stadig var nogenlunde lovligt. De fik dørene til cellerne svunget op, inden de skulle til frokost, som Karsten surt bemærkede.
   Derefter drog hele flokken videre til det Lazaret Oelxander var indlagt på og blev modtaget af Andreji og en nogenlunde fattet Reta.
   Reta fortalte at hendes far var kommet til fuld bevidsthed tre timer efter han forlod operationsbordet. Siden havde han brugt det meste brugt tiden på at herse med hende, læger og plejepersonale for at få sit tøj og overbevise dem om, han skulle tilbage til koordinationscenteret.
   Da Reta forlod rummet, for at finde en læge en ny læge, skyndte Oelexander sig med at supplere den foreskrevne medicin med solide hiverter fra LLadlos lommelærke.
   Kort efter ankom Reta sammen med en læge, der så ud som om han var faret vild undervejs til en golfbane. Oelxander var nu i stand til at demonstrere en energi og et temperament, der omgående fik lægen til at udskrive ham på eget ansvar, inden det blev værre.
   Den uregerlige og efterhånden halvberusede patient, blev efter endnu et par hiverter trillet ud til hovedindgangen i en rullestol det heller ikke passede ham at bruge efter Lladlo og Reta højttideligt lovede at koordinationscenterets faste læge indtil videre ville tilse Oelxander og holde daglig kontakt med Lazarettet.
   Udenfor lazarettet kravlede alle ombord i Lladlos pansrede-mandskabsvogn, der for en kort bemærkning fik suppleret maskingeværet på tårnet med en rullestol.
   "Jeg tilgiver jer ikke hvis der opstår rygter om at vi kæmper fra pansrede rullestole" mukkede Oelxander og blev hjulpet ind på det ene forsæde, inden de andre kravlede ind i mandskabsrummet.
   "Hvordan går det med sporingerne?" spurgte han og så bagud på Reta og Christian.
   "Du husker måske vi begge har været optaget andre steder?" svarede Christian. "Jeg forhører mig i Q4, mens Reta ser på de numre vi satte maskinerne til at søge på, hver halve time, mens vi var væk."
   Da klapsalver og gratulationer var overstået jog Oelxander dem tilbage til det rum der var reserveret til det udstyr de brugte til sporing. Da de vendte sig og så sig tilbage i døren var Oelxander ved at falde i søvn mens lægen og en plejer puslede om ham.
   Christian og Reta gik smilende ind og i gang med arbejdet. Et specielt nummer faldt lidt udenfor de andre, nåede Christian lige at se inden han kaldte op til Q4.

Fra Q4, i Bruxelles, tonede en lettet Lucas Mann frem. Han havde allerede fået en foreløbig rapport om nattens begivenheder fra Hardesty og var glad for at konstatere at Christian og Karsten var frie og uskadte.
   "Lazaref og Semanov har lige været aktive og blev sporet til en by, der hedder Melitopol." forklarede Mann. " Derefter var er der en kort trafik mellem Lazaref og en der optræder på begge telefonlister under navnet Karel. Du gætter aldrig hvor han befinder sig."
   "Det behøver jeg ikke. Ham sporede maskinerne for os mens vi var på udflugt" svarede Christian.
   "Ser man det. Vi er ved at undersøge om han også finds i luftselskabernes passagerlister." fortalte Mann.
   "Start med afgange fra Triest til Tripoli" foreslog Christian. "Vi startede med ham, fordi der var en af det navn, sammen med Drach i Portoroz. Det er ikke sikkert han ved at Drach er død."
   "Det har vil ikke glemt. Vi forventer resultater om et øjeblik" lovede Mann. "Jeg har flere nyheder. De sammenkrøllede kvitteringer Bryn og du fandt under ransagningen af Semanovs værelse kommer fra to forskellige banker i Andorra. Semanov indsatte en halv million i kontanter i en bank, under sit ene navn selvom han kun hævede en kvart million i en anden bank, dagen før, under et andet navn. Bankernes kameraer viser han var sammen med en anden mand i den bank, der udbetalte. Det prøver vi at arbejde videre med."
   "Hvorfor mon han ikke bare overførte pengene?" spurgte Christian undrende.
   "Fordi bankerne helst ikke må opdage, den samme kunde bruger to forskellige navne." mente Mann.
   "Og fra Portoroz oprettede han en konto mere, som omgående modtog en million. Udbetalinger fra den konto behøver kun to anvisninger, fra enten Lazaref, Drach eller Semanovs alias i den bank."
   "Så må Lazaref og Semanov nok hellere passe godt på hinanden." mente Christian. "Vi begravede nemlig Drach et sted, der hedder Torez, for et par dage siden. Han var skudt i ryggen."
   "Netop" bekræftede Mann. "Men han og Semanov overførte både hundrede tusind til Semanovs konto, under det andet navn og tohundrede tusind til en konto i Beirut. Semanov hentede de hundredetusind i kontanter et par dage efter."
   "Den kuffert Semanov efterhånden må have kan jeg også finde ud af at rende hurtigt med." indrømmede Christian. "Hvornår tog han til Libyen, sammen med hvem og hvornår kom de hjem?"
   "Det er vi i gang med at spore. Han har sikkert brugt nogen af pengene til bestikkelse undervejs" lovede Mann. "Nu har Semanov og Lazaref igen sendt tohundredetusind til en bank i Beirut."
   "Det må være anden rate for raketstyrene." mumlede Christian og lænede sig træt tilbage. "Så må de nok hellere passe godt på hinanden til de skal betale sidste rate ved udleveringen."
   "Netop" sagde Mann og forsvandt fra skærmen.

"Er der mere vi bør gøre lige nu?" spurgte Christian "Udover at få lidt hvile altså?"
   Den lange nats aktivitet og oplevelser med minimal hvile havde en pris.
   "Du må da gerne skifte tøj og tage bad" kom det spidst ovre fra den anden computer. "Det du har på er ærligt talt lidt plettet."
   "Jeg vil helst ikke minde dig om, hvem pletterne stammer fra" mumlede Christian.
   Reta stivnede og rejste sig og slog begge hænder for mund og stirrede med stive opspilede øjne på Christian.
   Sådan stod hun uden at bevæge sig i flere sekunder og begyndte at græde og undskylde, hun ikke havde tænkt på andre end sin far.
   Det understregede hun ved at sætte sig på hans skød og omfavne ham inderlidt mens hun takkede og kyssede ham gang på en gang, mellem flere undskyldeninger.
   Da Christian prøvede at svare på den svada lukkede hun effektivt hans mund med endnu et kys.
   Uanset Christians træthed var hans reaktion på den behandling og den duft og varme der kom fra hende, forudsigelig.
   Reta så forbløffet ud, blev fjern i blikket og trak sig lidt tilbage. Så brød et drillende smil frem.
   Den stramme bluse hun var iført understregede tydeligt et velformet omrids af et par fyldige bryster, der kort efter blev presset ind mod Christian mens hun både både åndede ud og kyssede ham igen, på en helt anden måde.
   Hendes underliv fulgte rytmen i de nye kys der var af en helt anden karakter end de første.
   Christian så ingen grund til at minde hende om deres andre opgaver. Han omfavnede hende og gengældte kys og bevægelser, mens han kærtegnede hendes faste ryg.
   Kort efter trak de over i en sofa der stod i hjørnet af rummet og tumlede om i den.
   Hendes praktiske løse khakibukser viste sig at skjule sorte silketrusser der gav frit udsyn til mave, der var blød og varm som sælskind..
   Han knugede hende ind til sig, kyssede de sidste salte tårer bort, dækkede hende med min krop og nød de faste muskler i hendes arme og ben. De samarbejdede målrettet om det fælles mål de måske kunne fordrive minderne af gårsdagens skygger og begivenheder. Christian slappede af og trak bevidst nydelsen ud mens han følte han sank længere og længere ned i hendes varme.
   Retas kinder blev varme og røde mens hendes øjne blev slørede og stirrede ud i uendeligheden, uden noget fast holdepunkt.
   Hendes hænder holdt fast i hans brystkasse mens hun bevægede sig med en rytmisk koncentration, der kunne få liv i en marmorstatue. Hendes udåndinger efterlod en duft af blomster. Hun føltes og duftede som en varm skovbund.
   Til sidst blev de samtidig, lige så varme og slappe som spædbørn og klamrede sig gispende til hinanden, uden ord mens de smilede til hinanden.
   Christian skiftede mellem at kysse Retas skudre og de faste toppe af hendes bryster da der lød et signal fra Skypen.

Christian løsrev sig med besvær, tog hurtigt en skjorte på og besvarede opkaldet. Lucas Mann tonede igen frem fra Q4.
   "Karel Sarghov tog ganske rigtigt til Tripoli, sammen med Denys Semanov, der rejste under et af sine andre navne. Efter de havde betalt første rate for raketstyrene, har det nok været, tog de videre til Andorra, for at supplere kontantbeholdningen. De ankom tilfældigvis til Kiev samtidig med jer. I kan have passeret hinanden i gaten."
   "Det lyder vel ikke usandsansynligt?" sagde Christian skeptisk. "Men hvorfor skulle han bemærke os mellem flere tusind andre mennesker?
   "Kan du komme på en bedre forklaring? Så han dig i Portoroz?"
   "Pokker stå i det. Ja! Vi stødte sammen udenfor en elevator." huskede Christian.
   "Indtil videre går vi ud fra Semanov og Lazaref er på vej ned til Karel Sarghov. Hvis Karel Sarghov er ved at arrangere en modtagelse af raketstyr synes vi du og Karsten skal tage ned og stoppe showet der."
   "Var der ikke aftalt vi skulle kontrollere nødhjælp, hvis den altså nogensinde når frem?"
   "Det kan Harper og Hardesty gøre. De lader sig ikke så nemt distrahere. Hvis i tager ned til Sarghov genser i nok Semanov og Lazaref i nærheden".
   "Ellers noget?" spurgte Christian irriteret..
   "Kun at du gerne må slukke Skype, næste gang du hjælper med lokalsporing" kom det tørt fra Mann. "Q4-bygningen har vidst ligget stille de sidste tre kvarter."
   Reta blev lige så rød i hovedet som en rose og stirrede stift ind i sin skærm.
   Kort efter rystede de begge af latter.