"Jeg kommer til at bede jer give Lazaref, Drach og ham den ukendte fred et par dage. Jeg vil ikke bebrejde jer noget, hvis i mener jeg har tabt sutten. Deres indkøb er stadig en anden sag." sagde Lladlo et par dage efter deres første møde.
   Han smed en mail og et par billeder på bordet.
   Christian og Karsten havde tilbragt et par dage med rundture og med at få et godt indtryk af Lladlos grænseland, som de nu kaldte det internt. Politimanden Jan Szalzek havde fremtryllet et par nogenlunde behagelige værelser til dem. Når han ikke talte med Lladlo eller sine overordnede brugte han tiden på at give dem et indtryk af området og de forhold der herskede der. Lladlo og Olexander brugte bruge tiden til at tale med deres kontaktfolk i de forskellige militser og samle alle de oplysninger sammen, de kunne.
   En af dagene tog Andreji dem på rundtur i den største by i omegnen. Der var nogenlunde roligt den dag men den bar var tydelige ar fra de kampe og andre uroligheder, der havde været kort forinden. Ingen regnede med andet end at det kun var en midlertidig pause.
   Det var varmt med lys og venlig himmel og folk stod roligt i kø i de forskellige forretninger der var.
   "Hvis nogen taler med en forkert dialekt i en forretning bliver de i bedste fald bare smidt ud i øjeblikket" forklarede Andreji. "Alle brokker sig, forståeligt nok, mere end de plejer over det, der mangler og priserne på resten."
   Selvom der stadig var et begrænset antal børn, der prøvede at få det bedste ud af situationen kunne man godt fornemme den stressede tilværelse de havde været udsat for. Selv de legende børn var under skarpt tilsyn af voksne der så tillukkede og ængstelige ud. Der var soldater og politimænd overalt.
   "Rygterne suser rundt" forklarede Andreji videre "Selvom alle for det meste passer deres private ting lige nu, er det ikke godt at vide hvilken side de støtter, når der bliver uroligheder igen. Det er heller ikke godt at vide, hvilken form for støtte de går ind for eller hvad de har liggende derhjemme."
   Da Andreji dukkede op på på tredje dag kørte han dem hen til endnu et møde med Lladlo og Olexander i centeret for koordination af de frivillige militser. De så modfaldne ud og startede med at smide billeder og en tekst på bordet.

"Hvorfor skal vi det?" spurgte Christian undrende og rakte billederne videre. "Du må undskylde de glemte at lære os ukrainsk i skolen. Hvad står der her?"
   "Vi har både fået teksten på ukrainsk og russisk hvis det hjælper." smilede Lladlo "Forholdet er kort sagt det at russerne er ved at samle en konvoy med det vi mangler og anden nødhjælp, ovre ved Kramesk, på den anden side af grænsen."
   "Det lyder da godt nok" mente Karsten og så på billederne af to brændende biler. Hvad er problemet så med dem her?"
   "Lazaref og Drach, kan vi roligt regne med det er, har sendt et krav om at de første hundrede biler skal køre direkte ud og fordele deres indhold på nogle steder, de udpeger. Der skulle komme et par hundrede biler i alt når de får dem samlet sammen. Hvis nogen af bilerne stopper før de steder de udpeger, kommer de til at ligne dem på billederne, lover de. De stiller også et krav om at udleveringen fra resten sker under tilsyn af kontrollanter, der skal sikre sig, der ikke er våben imellem."
   "Det vil skabe mere ballade, end der er i forvejen."
   "Det er sådan set også essensen bag terror" mindede Lladlo ham om.
   Christian og betragtede igen billederne af de brændende biler. "Hvad har de brugt til det der. De har jo ikke fået de nye raketstyr endnu?"
   "Sikkert et par RPG'ere, der er en snes år gamle. Dem kan de roligt ofre et par af, for de kan slet ikke sammenlignes med SA24 og BUK'ere. De har begge et prima målsøgningsudstyr og flyver nemt fire til fem kilometer, når de kommer i gang. Jeg vil påtage mig at lære en mand op i at bruge dem på en halv time." sagde Olexander
   "De skal bare lige have dem frem først." mindede Christian dem om.

"Ja det siger de ikke ret meget om. Truslen er nok og vi her mener slet ikke de skal have dem, med den forhandlingsteknik" bjæffede Lladlo. "Flere af vores militser er nemlig slet ikke afvisende overfor kravet."
   "Har i nogen ide om hvor raketstyrene er henne i øjeblikket?" spurgte Oelxandr.
   "Vi formoder de befinde sig på et af de elleve skibe, der forlod Tripoli i dagene efter handlen blev afsluttet." svarede Karsten. "Indtil nu har vi ikke fundet anledning til at tilbageholde eller undersøge nogen af dem. Vi holder godt øje med hvordan de sejler rundt i Middelhavet."
   "Hvordan kan de i givet fald få det stads ind i landet?" spurgte Christian.
   "Mariopol eller Odessa er oplagte muligheder" mente efterretningsofficeren. "Alle vores folkeslag er repræsenteret begge steder men siden juni har ukrainske tropper sørget for at dem i Mariopol passer deres arbejde i stedet for at slås. Sikkerheden er i top dernede i forvejen og jeg kaqn love jer den bliver strammere end røvhullet er på en mus hvis jeg giver jeres oplysning videre. Så får de ikke så meget som en lommekniv igennem."
   Christian så igen på billederne af de brændende lastbiler.
   "Hvis nogen af de første biler med nødhjælp stopper før de steder de anviser, vil de omgående blive beskudt. Vi mangler så meget at alle er klar til at modtage dem med åbne arme og hjælpe til med fordeling, uanset om man kan kalde dem for bander eller militser. Efter den ballade, der allerede har været, er der selvfølgelig også mange, der stiller spørgsmål ved om der ligger andet mellem nødhjælpen. Det prøver regeringen at få lov til at kontrollere inden konvoyen kører. Det har de vidst ikke ret meget held med men Lazaref og Drach har indtil videre foreslået et par kontrollanter til det, der bliver uddelt til den anden side." fortalte Andreji.
   "Spørgsmålet om de overhovedet kommer under den forudsætning." sagde Lladlo træt og tog siden med truslen igen mens Oelxandr rystede på hovedet.
   "Hvor er den konvoy i øjeblikket?"
   "Den vil blive samlet ovre ved Kramensk i løbet af de næste fjorten dage." oplyste Lladlo.
   "Det er en ny variant af terror" mente Oelxandr. "Hvis det lykkedes vil den nok blive ret populær en hel del steder. Er der andre end os, der ved noget om at raketstyrene kun er undervejs?"
   "Dem der mødte op i formiddags nævnte ikke noget." sagde Lladlo træt. "Ingen af dem er ret kendt for at holde kæft. Det er ikke ret smart at disponere med udstyr, der stadig er undervejs.Der var heller ingen der vedgik de støttede dem eller havde dem gemt af vejen."
   "Det skaber mere utryghed og uenighed, end der er i forvejen." mente Oelxandr. "Hvis det lykkedes for dem at få sådan nogen våben ind vil de alle have andel i dem."
   "Det er stadig essensen bag terror." mindede Oelxandr ham om. "Jeg foretrækker at vi inddrager de tingester, inden de faktisk når frem og bliver brugt på måder vi ikke har kontrol over."
   "Selvom de får påbegyndt den fordeling, som de kræver, med den kontrol de vrøvler om" sagde Anderji "vil vores modparter med garanti prøve at forhindre det og stjæle de forbandede raketter. Især hvis det rygtedes de stadig er undervejs."
   "Den viden må helst ikke komme uden for rummet her." mente Lladlo.
   "Det kan godt blive ret livligt at være kontrollant af det, på den anden side, under den forudsætning" mente Karsten.
   "Nu du nævner det alligevel." sagde Lladlo og tog endnu et ark papir frem. "Har de faktisk stillet et forslag.om, hvem det skal være, sammen med en opfordring om at vi kontakter den anden side og tilbyder dem at kontrollere de udleveringssteder, de udpeger."
   Han rakte arket frem med den blanke side op.
   Christian vendte det om, stirrede uforstående på endnu et foto og lagde det mellem ham og Karsten.
   Selvom billedet var kornet og uskarpt var der ingen tvivl om at Karsten og han stod sammen med Andreji og Jan og betragtede vagterne ved det regionale parlamentets hovedsæde i Donetsk.

***
   "Han fløj nærmest som om han havde stjålet flyet" klagede Denys. Lazaref modtog ham da han endeligt landede i velbeholden stand et andet sted. Denys havde opholdt sig på et hotel i Kiev i et par dage mens Lazarefs folk arrangerede den videre transport. Han havde været i alvorlig tvivl om, hvorvidt de nåede frem i hel tilstand, når vindstødene ruskede i flyet og fik horisonten uden for flyruden til at gynge mere end han brød sig om. .
   "Det har han sikkert også." mente Lazaref ligegyldigt. "Lad os ikke tage det alt for højtideligt. Vi har andre problemer."
   Han så åndsfraværende efter det to motores fly, der netop lettede for at flyve Denys ledsagere tilbage til Kiev. Jakovlevs fabrik havde nok ikke ofret mere på komfort end højest nødvendigt fordi den slags fly kun blev bygget for at give pilotaspiranter en overgang til fabrikkens mere alvorlige jagerfly.
   Denys var glad for slippe for sine ledsageres selskab og opmærksomheder men desværre havde Lazaref et par andre mænd med som tilsyneladende ikke havde noget bedre at lave end at betragte Denys opmærksomt.
   Enhver tanke om at forsvinde måtte indtil videre opgives, så han rakte opgivende tasken med pengene til Lazaref.
   "Jeg tog lidt ekstra med til uventede omkostninger" påstod han.
   "Ja det har Drach også konstateret" sagde Lazaref med et grin. "Lad mig hellere spare dig for hans teori om det. Hans fantasi fejler intet. Behold bare tasken indtil videre."
   Han gik hen mod en bil og vinkede Denys og de andre med. Da de sad i bilen lænede han sig træt tilbage og så på Denys.
   "Heldigvis var vi i stand til at skaffe Karel forstærkning så det lykkedes at følge efter dem, du genkendte. Har du lyst til at gætte på, hvor de tog hen den følgende dag?.
   "Ikke spor. Jeg vil hellere vide hvor jeg selv er? Det navn, jeg rejser under plejer at forsvinde udenfor lufthavnen i Kharkiv. Det kommer de ikke længere med." mente Denys selvsikkert.
   "Vi er dernede hvor de ting vi sætter i gang, sker" sagde Lazaref.
   I det samme holdt bilen tilbage for en kolonne militære køretøjer. Et par lette kampvogne førte an for fem pansrede mansskabsvogne og lastbiler med bevæbnede soldater.
   "Dnejpro bataljonen er forhåbentlig på vej ud for at fortælle separatisterne hvad de mener om deres seneste aktiviteter" mente Lazaref og så efter kolonnen.
   "Er vi nede omkring Donetsk" kvækkede Denys opgivende.
   "Vi er ret tæt på den" bekræftede Lazaref. "Vi tager hen til vores lille milits hovedkvarter, når den kolonne er forbi. De er meget spændte. Med vores nye raketstyr behøver vi ikke Dnejpro drengene længere. Så kan vi bedre forsvare os effektivt og styre begiventederne."
   "Du glemte at fortælle hvor de to fyre tog hen" mindede Denys ham om.
   "Overhovedet ikke" forsikrede Lazaref beroligende da bilen i det samme kørte videre "Jeg udsatte det bare lidt."
   Kort efter drejede de væk fra lufthavnen og kørte et stykke hen af en sidevej og gjorde holdt.
   "Hvis du har lyst til at hilse på dem igen, er de derinde."
   "Det tror jeg ikke jeg har" afgjorde Denys og betragtede uden entusiasme en større medtaget bygning med et blandet udvalg af millitære og civile køretøjer parkeret foran.
   "Hvad er det for et sted?" spurgte Denys og kikkede vantro på bygningen
   "Det er herfra de koordinerer de forskellige frivillige militsers aktiviteter med Dnejpro Bataljonens. Lederen hedder Major Ladlo. Han går ind for at vi ikke skal provokere separatisterne mere end højest nødvendigt. De vil nok betragte vores indkøb som en trussel. Når han alligevel er blevet bekendt med det har jeg fået gennemført en mindre aktion og stillet et krav, han overvejer hvad han vil stille op med. Han vil sikkert prøve at holde fast i sine normale ideer og påstå at at det kan virke eskalerende og modsat."
   "Hvorfor det?" spurgte Denys .
   "For Indtil videre er det kun lykkedes separatisterne at skaffe og smugle nogle gamle enkeltskuds missiler ind til sig selv. De er ikke en disse værd for målsøgningsudstyret i de nye kan finde en tændt cigaret på fire kilometers afstand. Modpartens GRAD kan ikke finde noget, der er mindre end et lejerbål en kilometer væk, forudsat den har medvind. Vi har fremat et krav, der har givet dem noget at tænke over."
   "Du har dem jo ikke endnu for pokker. Uanset om de bliver fornærmede eller går på jagt efter os vil de også skaffer sig selv noget større! Det bliver ret risikabelt i begge tilfælde." mumlede Denys og spekuerede igen på om hans chef var helt klar over, hvad han havde sat i gang.
   "Sjovt du udtrykker det på den måde. Det tror jeg nemlig også Lladlo frygter" bekræftede Lazaref. "Han er ikke dummere end andre mennesker. Indtil videre prøver han at få militserne til at samarbejde på de sædvanlige betingelser, med vores sædvanlige udstyr. Det har skabt lidt rystelser i totempælene rundt omkring."
   "Som vi forhåbentlig kan holde os på afstand fra" mumlede Denys og sank længere ned i sædet så ingen kunne se ham. "Hvor skulle vi hen?"
   "Hen til et sted hvor vi kan være i fred" forsikrede Lazaref. "Ingen af os må ikke blive fundet før vi har vores nye legetøj. Så har vi virkelig noget at forhandle med Lladlo om. Det ser vi frem til."
   Det gjorde Denys ikke. Han afskyede Lazarefs optimisme og var ikke blind for han sagtens kunne undværes når han havde sendt sidste betaling. Han sank længere ned i bilens sæde og prøvede at finde en god løsning i en fart.
   "Sker der noget særligt nu?" spurgte han og tænkte videre.
   "Om en fjorten dages tid vil der komme en masse nødhjælp her til området. I morges truede vi begge sider med at bruge raketstyr mod de biler, hvis de kører andre steder hen end dem vi anviser."
   Denys rettede sig op.
   "Er den trussel ret realistisk, når du ikke har fået nogen raketstyr endnu?" indvendte han.
   "Det vil vise sig og jeg regner med at du vil medvirke lidt mere aktivt med den del. Du og jeg har en forudsætning Drach mangler."