Huset i Søndergade ligger klods op ad den bygning hendes far driver tandlægeklinik fra. Huset er faldefærdigt og absolut tjenligt til nedrivning. Det mener de kommunale myndigheder dog ikke, da bygningen er den ældste i Hammerby, og alene derfor bevaringsværdig.
   Linette har været der flere gange efterhånden. Trods den elendige stand er der noget dragende over huset.
   Den ældre dame, der har boet der, havde levet meget tilbagetrukket. Hun havde handlet lidt med grøntsager fra haven, men hvad hun ellers levede af, aner ingen i byen. Byens korps af sladrekællinger er dog leveringsdygtige i adskillige gyselige rygter. Den gamle dames oldemor havde således været heks og havde kastet forbandelser over flere af byens bedste familier.
   Hun havde også haft en udstoppet kat med fire øjne. Ak ja, alle de rygter.
   Gad vide hvad mor siger til det skrammel af en bygning her, faldefærdig og stadig fyldt med indbo fra den forrige ejer, som døde lige før jul, tænker Linette.
   Og så den gravsten med inskriptioner, der fungerer som trappesten. Teksten er lidt svær at læse, men der står vist noget i retning af Peter Kofoed 1809 - 1840. Kun 31 år, og så lige det navn, lidt uhyggeligt. Hun ryster stille på hovedet og går ind gennem bagdøren.
   "Hej mor," Linette søger at lyde begejstret, "første gang du ser vidunderet?"
   "Ja, typisk din far," svarer moderen, "hvad vil han dog med det bras, nu hvor det ikke må rives ned. Her er møgbeskidt og der stinker at kattepis. Og se bare sofaen, den er våd af urin ... ad hvor ulækkert." Moderen ryster sigende på hovedet.
   "Men det er nu helt museumsagtigt, næsten som at træde ind i fortiden, mor. Se her, damens brudebuket og forlovelsesring, tror jeg, hvad laver den dog her?"
   Modsat moderen lyder Linette begejstret.
   Udefra trænger lyden af travende heste ind i bygningen.
   "Mor, hør," siger Linette opstemt," nu kommer brudekareten. Det er næsten som at blive sat tilbage i tiden ... hov, hvad laver du mor?"
   "Mig? Ingenting, hvad mener du?"
   Linettes mund snerper syrligt sammen mens ordene vrænges ud:
   "Du prøvede at rette min frisure, hvorfor?
   "Nej stop nu, jeg rørte dig overhovedet ikke, min sarte pige."
   "Det er jo det jeg hele tiden har sagt mor, her er sgu spøgelser."
   "Nej, ved du nu hvad Linette, vi skriver 1993, spøgelser findes kun på film. Men senu her, en gammel dagbog, tror jeg , og masser af breve. Det lyder spændende."
   "Det er jo det jeg siger," Linette lyder lettere fornærmet, "jeg har været herinde hver dag i en uge, det er første gang du er her. Der ER altså en person her i huset der har haft en grum skæbne. Måske står det i dagbogen."
   Moderen kigger op med en irettesættende attitude som en sur smiley.
   "Hold nu op Linette, ellers må du genoptage samtalerne med psykologen."
   Linette æder sin vrede og frustration, men ordene kommer prompte:
   "Ja, men så må jeg jo læse dagbogen og brevene ... alene," vrisser hun, med tryk på alene.
   "Hvad med at bruge lidt tid på din nye kæreste i stedet," kommer det surt fra moderen," og her er vel ingen gang et toilet man kan bruge?"
   "Jo, lige frem og til højre," svarer Linette en anelse på vagt.
   "Føj for den lede, nej, det er altså for ulækkert, nej ... og lort på væggen ... væk, jeg skal brække mig." Moderens kvalmende hoste, mens hun vakler ud fra bygningen er typisk. Udenfor hiver moderen efter vejret og kommer med den uundgåelige besked.
   "Jeg sætter aldrig mine ben der mere. Det er nok rigtigt hvad de siger ... altså, at stedet er forhekset. Og så alle de folk der absolut skal glo uhæmmet ind ad vinduerne. Måske burde din far tage entre."
   "Ok, mor, men jeg bliver her lidt endnu. Jeg går lige med over til far og låner kameraet, kom."
   Hun tager moderen under armen og går de få meter over til klinikken.
   Ingen af dem ser eller hører, at døren langsomt lukker sig bag dem. Kun en sort edderkop observerer faren og får gemt sig i tide før den bliver mast i sit eget spind.

Det er lidt nemmere at få taget billeder af tingene alene, uden mor, konstaterer Linette. I vindueskarmen står en gipsfigur og troner blandt mængden af døde insekter. Figuren minder mest om en græsk gud med et kæmpesværd i hånden. I stuen hænger en masse billeder, fotografier i sort/hvid og et par ældre kul- og tuschtegninger. Der er kun kvinder på billederne. Over alle dørkarme hænger indtørrede planter, nogle af dem lugter stadig af hvidløg.
   Kaminen er fuldstændig tilsodet, og ser mest ud som om den er ved at falde gennem det knirkende gulv. Komfuret i køkkenet ser også møgbeskidt ud. Ovndøren står åben.
   Hun bøjer sig ned for at lukke den, men bliver mødt af en hvæsen og en klo der kradser hendes hånd til blods. Instinktivt, og med tilbageholdt åndedræt, springer hun et skridt baglæns.
   Et par mystiske gule øjne lyser ud fra mørket. Hun tager en møgbeskidt kost og prøver at tvinge uhyret ud. En kulsort kat løber over gulvet og springer mellem benene på hende, ud i bryggerset, hvor den forsvinder ned i en kælderhals fyldt med murbrokker.
   "Hvor fanden kommer den kat fra," siger hun halvhøjt. Da hun lyser ind i ovnen ser hun rester af dyreknogler, mange dyreknogler, samt bunker af fjer.
   Så slår det hende pludselig: "Havde den ikke mere end to øjne?"


Soveværelset på første sal ligner et der har stået urørt i årevis. Støvet ligger centimetertykt
   over alt. Møblerne er meget flotte, sikkert en formue værd. Gulvet er skrøbeligt og knirkende.
   På toiletbordet med vippespejlet ligger kam og børste, med håndtag skåret i elfenben.
   I skaftet er indgraveret et navn, bogstaverne er utydelige ... TR bum - bum - KEBA bum, staver hun, hvad det så end betyder, lyder lidt som noget med kebab.
   Hun putter børsten ned i tasken, men stopper op da gulvet begynder at knirke voldsomt. Billedet på væggen gynger på sømmet. Det er et billede af en smuk ung pige i gamle klæder. Hun går nærmere for at se om der står noget. Pludselig stivner hun. Øjnene på billedet bevæger sig, de følger hendes bevægelser, eller er det kun det indfaldende lys der spiller hende et puds?
   Hun tager et par snapshots af billedet og vender sig for at gå. Bag hende lyder der et brag. Billedet er faldet på gulvet og glasset er knust. Pludselig ser håret meget uredt ud og der er kommet en skramme i ansigtet. Kultegninger er åbenbart ikke så stabile.
   En pludselig indskydelse får hende til atter at lægge hårbørsten på toiletbordet. Billedet hænger hun op igen. Nyt glas må hun få sat i senere. Et vindpust farer gennem rummet, og bag hendes smækker døren i med et brag.
   På dørens inderside hænger endnu et billede, eller rettere, et citat af en art skrevet med gotiske bogstaver. Under billedet hænger en sten i med huller i. Hun smiler lidt over de gotiske bogstaver. For en amatør slægtsforsker er de ikke noget større problem.
   "Må deres sjæle riste i helvedets ild og må deres genfærd vandre hvileløse rundt til evig tid og aldrig opnå syndsforladelse for deres ugerninger," læser hun.
   Og under teksten er der tegnet to portrætter, antagelig med tuschpen eller lignende.
   Herunder igen et skib navngivet som "Eufiora." Længere nede ses en fin tegning af en dekoreret sten, magen til stenen på døren. Om stenen står der:
   "Hold stenen i højre hånd og lad tankerne vandre mod stenen og drømmen vil give Eder indsigt. Brug den med varsomhed og slå først korsets tegn 3 gange foran spejlet."
   Skal det mon være et specielt spejl? tænker Linette, da hun putter stenen i tasken.
   Det lyder spændende, og det mystiske navn på skibet, hvad betyder det?
   Om natten sover Linette uroligt. Drømmene er mange og afvekslende.


Fuldriggeren "Eufiora" var på vej mod Bornholm efter et hemmeligt togt til Trankebar.
   Ombord var Kaptajn Høegh og styrmand Clausen, samt en celeber gæst, nemlig Lensgreve Frederik Ludvig.
   Kaptajn Høegh tyggede på sin pibespids. Pokker til omvæltning. Lensgreven ville absolut have de to kister til Bornholm. Og så ham Clausen, som åbenbart kendte greven, en løjerlig person. Kisterne skulle åbenbart gemmes i den hule søjle i Østerlars Rundkirke, ifølge Clausen, mystisk.
   Greven var en af kongens uægte sønner, med hende ... han mærkede en trang til at banke nogen ... hende, ja, maitressen Madam Dannemand. Alle sønnerne var åbenbart blevet adlet og troede nu at de kunne te sig som konger. Måske godt at nogle af børnene døde som helt små.
   Desværre havde greven en høj rang i flåden, og han betalte godt, næsten et års hyre, så det var reelt umuligt at gå mod hans ønsker.
   Gad vide hvad der var i de sorte kister. Clausen havde sagt de tilhørte Kongen og skulle gemmes, fordi statsbankerotten havde været dyr, også for kongen, eller måske fordi der gik rygter om at Trankebar skulle sælges. Det værste var dog at de døde børn, Dannemand børnene, som de hed i folkemunde, åbenbart skulle være begravet i rundkirken på Bornholm, fordi de ikke kunne ligge i Roskilde Domkirke.
   "Det havde da også lige manglet, sådan en skøge og hendes afkom," sagde han højlydt med en sur grimasse.
   Han vendte sig mod loggen og indskrev følgende:
   Forventet ankomst Sandvig den 5. juli 1839, hvor nærmere ordrer skal afventes.
   Der var vist ingen grund til at skrive noget om Søndergade 4 i Hammerby, endnu da.
   Han hørte en fast banken på døren, men foretog sig intet.

"Linette, du taler i søvne, vend dig om på siden og sov." Hun hører lillesøsterens provokerende banken på væggen og vender sig om på siden, stadig søvnig, men overrasket. Mærkeligt med disse drømme, tænker hun, det er næsten som Chuangtses sommerfugledrøm. Jeg ved ikke om jeg er Linette i fortiden der drømmer om fremtiden, eller om jeg er Linette i nutiden, der drømmer om fortiden.
   Mærkeligt med skibet, og dem ombord, de er ikke omtalt i dagbogen, ikke endnu da.
   Impulsivt slår hun korsets tegn for sig 3 gange før hun lukker øjnene og forsøger at genkalde sig nattens drøm, drømmen om huset og dets beboere, eller hvem de nu er. Af en mystisk årsag er drømmens synsvinkel i datid. Måske betyder det noget? Hun mærker efter drømmestenen, den ligger stadig under hendes pude. Søvnige billeder træder atter frem på hendes mentale nethinde.

Huset i Søndergade var bygget i 1787 på resterne af en gammel herregård, hvor størstedelen af jorden var solgt fra. Sønnen havde nedsat sig som malermester, formentlig den eneste adelige af slagsen på Bornholm.
   "Goddag Rafsted!" Lensgreven trådte nonchalant ind gennem butiksdøren.
   "Hvordan går forretningen?"
   "Stadig skidt, Hr. Lensgreve, stadig skidt. Bankerotten ligger fortfarende som et spøgelse over øen, så det ..."
   "Jamen, så kommer mine penge jo på et gunstigt tidspunkt, ikke sandt?"
   "Jo, såmænd, hvis vi kan blive enige, men hvor er Clausen?" Rafsted kiggede lidt desorienteret bagud.
   "Han kommer. Han skal lige have sat Høegh på plads." Begge herrer smilede. Høegh var åbenbart et velkendt samtaleemne.
   "Men overfarten forløb uden problemer. Så nu trænger jeg til noget opmuntring, Rafsted. Hvad med at sende en flaske rom og Deres datter over til mig. Jeg har baghuset som sædvanlig, går jeg ud fra? Er det ikke 18 Jomfru Lisbeth er blevet?"
   "Hr. Lensgreve, hun er blevet trolovet med en ungersvend her fra byen, af god familie, så..."
   "Rafsted, De har ikke noget valg! Trolovet siger De, så er hun jo stadig jomfru, så må det da være på tide nogen lærer hende om livets små finurligheder. Af sted Rafsted." Lensgrevens holdning udstrålede mere autoritet, end en fattig forgældet adelsmand kunne hamle op med, tilsyneladende. Rafsted forlod duknakket butikslokalet.

Drømmebilledet fader ud og bringer Linette frem til nutiden.
   Linette mærker en lidt kvælende fornemmelse, ikke rigtig hendes egen, snarere en fremmed
   persons. Men hvem? kan det være Lisbeth? ... hun prøver at fokusere på billedet fra drømmen, lukker øjnene og giver slip på nutiden.

En forskræmt Jomfru Lisbeth dukkede op hos greven i baghuset.
   "Jeg skulle give denne flaske til Lensgreven, fra min fader."
   "Kom nærmere smukke, og sæt Dem ned. Hvad i al verden går en smuk ung jomfru og laver i denne formørkede verden. Har De aldrig været i teateret eller til bal ved hoffet?" Et lille forsigtigt smil lurede på jomfruens ansigt.
   "Nej, det bruger vi ikke her, jeg har været i huset på Bolsterbjerg, men nu er jeg blevet ..."
   "Ja, De er blevet lokket ind i en gyselig redelighed, Jomfru Lisbeth. De, som ellers er skabt til fest og farver. Kom, sæt Dem her, så skal de se mine tegninger fra min ferie i Italien." Han lagde armen om hendes liv og trak hende ned på sofaen.
   "Og en lille forfriskning, så det hele fremtræder mere lyst. Jeg har skam Deres Hr. Faders tilladelse."
   Lisbeth satte sig modvilligt til rette, alligevel en anelse betaget af den opmærksomhed, der blev vist hende.
   "Hvad har greven i kisterne?" spurgte hun med blikket fastnaglet til de store sorte kister, som fyldte godt i værelset.
   "Disse her," han trak en gulddukat op af lommen og lagde den i hendes hånd, "og der er flere hvor de kommer fra. De er jo ikke dum Jomfru Lisbeth, så mon ikke vi to kan have gavn af hinandens selskab de næste dage."
   Lisbeth smilede lidt fraværende, men så kom det stille:
   "Men min trolovede, han ..."
   "Ja, han har Dem resten af et trist og intetsigende liv, mens De har mulighed for et liv i luksus inden giftermålet. Jeg kan introducere Dem til Hofjægermester Blegvad, så kan De studere fornem husholdning der det næste halve år, mens jeg vil gøre Dem min opvartning og vise Dem frem i selskabslivet. Hvad siger De så?"
   "Vil De virkelig?" Hun kunne mærke hjertet banke vildt under korsettet.
   "Det kunne da blive interessant, men min Fader ..."
   "Deres Fader har modtaget mit tilbud med tak." Lensgreven smilede "Lidt mere at drikke, det giver sådan nogle smukke røde kinder."
   "Jo, tak, hvis Lensgreven synes." Smilet bredte sig til øjnene, mens de sorte vipper blinkede betaget. Langt borte lød en mystisk summen.

Linette slår øjnene op og banker irriteret til vækkeuret, nu var det lige så spændende.
   Men hun skal kun ned og hjælpe sin far, så en halv time mere kan hun godt snuppe på langs, mens hun prøver atter at fokusere på drømmen.
   "Hvor en hun dog enfoldig, hende Lisbeth " tænker Linette. Gad vide hvad greven har gang i? I sine billeder ser hun ham stå bøjet over nogle glas, bag ham sidder styrmanden fra skibet.

"Hvad med Høegh? Har han fattet det?" Lensgreven stod med ryggen til Clausen, mens han fyldte glassene op på ny, og lidt mere denne gang end sidst.
   "Smag denne her, Clausen. Det nyeste påfund fra Italien."
   "Det var en stor en, "Clausen nippede til glasset, "den er vist stærk, en lidt mærkelig smag, ikke?"
   "Alt nyt smager anderledes, Clausen, bare ned med den. De får brug for det. Men Høegh. Hvad med ham?"
   "Hvad mener Greven. Skal vi af med ham." En skæv grimasse trak over ansigtet på Clausen da han tømte glasset.
   "Med en guldfugl? Nej!", Lensgreven lo. "Jeg går ud fra han tror på den med Østerlars, ikke?"
   Clausen nikkede og satte sig fortumlet på sofaen,
   "Jo, det gik meget ... øh ... smertefrit ... jeg ... jo, han tog det hele for givet ... jeg ... jeg bliver vist nødt til at lægge mig lidt ... jeg..."
   "Så han er ikke farlig, han er nyttig. Men du Clausen, du er farlig, du...
   "Greven ka ... kan da sto ... stole på mig," stønnede Clausen, mens hovedet faldt underligt om på siden. Adskillige minutter senere lå skikkelsen helt stille. Landsgreven satte i med en stille tilfreds latter.
   "Ja, ja, Clausen, tretten minutter præcis, der er skam en grund til de kalder min fætter for giftblanderen fra Slesvig. Ak ja, lovet være Tinctura Strychni Compositus."

"Linette, for helvede!" stemmen tordner hende ind i ansigtet, "du havde lovet far at hjælpe ham med regnskabet, og så ligger du her og sniver."
   Moderen lyder meget ophidset. Linette føler hjertet hamre i brystet, ved ikke om det er drømmen eller den bratte opvågnen.
   "Jeg går nu," siger hun kort til moderen.
   Hvorfor skal hun altid bruge bornholmske ord ... sniver ... det lyder rædselsfuldt. Det er rigeligt at Peter ynder at tale dialekt, og helst hele tiden. Hun synker en spytklat, som hun ellers helst ville have placeret et andet sted.
   Trods den bratte opvågning, husker hun navnet på giften og skriver det lige ned på sin drømmeblok. Endnu en af de ting der irriterer hendes mor, drømmeblokken på natbordet. Hun smiler ved tanken.
   "Det er bestemt ikke mor jeg har mine evner fra," mumler hun lavt.

Hendes far ved en masse om gammeldags medicin, tænk hvis giften findes i virkeligheden.
   Hendes far havde vist hende en gammel bog med lægemiddelforskrifter. Der fandtes faktisk en Tinctura Strychni, den blev anvendt som brækmiddel, havde hendes far sagt. Når man satte compositus bagved, betød det der var mere i end blot stryknin. Dengang brugte man ofte sovemiddel i store doser til aflivning, så der var nok et hurtigt virkende sovemiddel i tinkturen også, i store doser, havde hendes far sagt.
   I dagbogen er greven nævnt flere gange, sammen med en Peter Kofoed, lidt besynderligt, samme navn som hendes kæreste. Men måske er det bare lidt af de såkaldte dagsrester, der gik ind i hendes drøm, som psykologen yndede at sige.
   Det havde været en lang dag med regnskaber, så det bliver rart at læse lidt i dagbogen, tænker hun.
   Peter havde inviteret hende i biografen. men hun havde afslået, selvom han blev møgsur.
   Hun trækker dynen op over hovedet, lidt skræmt, hvad kan disse drømme ikke udvikle sig til. Men sove skulle hun, selvom de natlige mareridt begynder at gå hende lidt på. At fremtiden på mange måder kan vise sig langt værre end fortidens drømme, tænker hun slet ikke på.
   Hun slår korsets tegn for sig 3 gange og lægger drømmestenen under puden.

Jomfru Lisbeth vågnede med mareridt. Omtumlet og forpint. Hvad skete der. Det var som om alting pludselig var blevet tåget. Enkelte episoder stod klart, men det meste var dunkelt. Men at vågne i Grevens seng, med ham snorkende ved sin side, og ikke mindst, upassende påklædt, var et mareridt.
   Hvordan hun overhovedet var kommet tilbage til sit værelse, anede hun ikke. Ubehaget fik spiserøret til at snøre sig sammen.
   Vand, tænkte hun, koldt vand, mens angsten hev hende i hjertet og satte det i rungende galop, næsten som når ringeren hev i rebene til kirkens klokkespil.
   Brønden, det klare vand fra brønden, måske kunne det lindre det kvalmende ubehag.
   I måneskinnet så hun nogen stå ved brønden. En mand? Er det mon Fader? Hun skulle lige til at råbe, men blev så pludselig usikker. Manden i mørket havde fjernet dækslet. Var der noget galt med brønden? Pludselig blev nattestilheden brudt af et plaskende brag, som om en stor sten ramte vandspejlet. En mærkelig kløende fornemmelse løb over hendes mave. Uvilkårligt førte hun hånden ind på maven og mærkede noget stort og loddent. Hun skulle til at skrige, men skriget fortabte sig, da det pludselig gik op for hende.
   Hun stod som i trance, rystet og chokeret, mens en stor lodden tropisk edderkop langsomt og ubemærket gled mod gulvet. Men hun havde kun et i tankerne. Hun havde ikke noget korset på. Hun havde i det hele taget ikke ret meget på.
   Linette vender sig uroligt i sengen, snakker af og til i søvne med små vredesudbrud. Trods lillesøsterens banken på væggen for at få hende til at holde op, vågner hun ikke. Sengen vugger og hun hører skvulpene bølgeslag.

Berlingske Tidende nævnte det kun i en lille notits. Skonnerten "Eufiora" forliste i nat i Hammerfarvandet syd for den skånske kyst. Der blev kun fundet få overlevende, deriblandt kaptajnen. Blandt de savnede var Lensgreve Frederik Ludvig og malermester Rafsted fra Hammerby. Ifølge kaptajn Høegh, der overlevede, havde der ud over besætningen, formentlig kun været de to savnede ombord.
   Kaptajnen havde ganske vist ikke set Lensgreven, siden han aftenen inden afgangen fra Sandvig var gået ned i sin kahyt for at hvile ud. Han havde udtrykkelig bedt om ikke at blive forstyrret.
   Hans frugtsommelige hustru af andet ægteskab, var også sporløst forsvundet. Man antog dog efterhånden at hun var sammen med sin husbond på skibet.
   Hun var kendt som en meget sky person, der ikke gerne viste sig offentligt.

Linette vågner med et sæt. Det er så småt begyndt at lysne. Der er noget i drømmen, der ikke passer, men hvad ... det var noget hun havde læst, var det dagbogen, eller brevene? Hun husker det ikke og griber fat i dagbogen på natbordet.
   I dagbogen beskriver Lisbeth sine tanker efter skibsforliset. De tegner et portræt af en ung kvinde med store følelsesmæssige problemer. Linette prøver at omsætte hendes tanker til et handlingsforløb, omtrent sådan må det have været:
   Jomfru Lisbeth tog sig sin fars død meget nær. Og nu kom hun ikke i huset hos Hofjægermester Blegvad, det skriver hun direkte.
   Hendes moder var dog mere bekymret for, hvordan de skulle klare sig fremover. Ville hendes trolovede nu stadig ægte hende?
   Jomfru Lisbeth var åbenbart syg hele efteråret. Ingen ved hvad hun fejlede.
   Peter Kofoed, hendes trolovede, var flink til at besøge hende. Det var også ham der opdagede, at familien ikke var håbløst forgældede, som man troede. Malermesteren efterlod en pæn sum penge, formentlig stammende fra salget af jorden der hørte til den oprindelige herregård.
   Vandet i brønden smagte råddent og de måtte hugge en ny brønd ned gennem to meter klippe, for at komme ned til det rene grundvand. Den gamle brønd blev dækket til med et dæksel af træ. Det var der heldigvis penge til nu.
   Desuden var der megen uro om natten. Jomfru Lisbeth hørte ofte stemmer og lyde fra kælderen i baghuset, men når hun kiggede derned, var der intet at se eller høre.
   Kælder i baghuset? Der er da ingen kælder i baghuset, tænker Linette, hun må mene forhuset. Hun læser videre:
   Til jul blev Jomfru Lisbeth indlagt med stærke mavesmerter.
   I det ny år ophævede Peter Kofoed og hans familie pludselig trolovelsen og spredte vanærende rygter om Lisbeth ud over hele byen.
   En måned senere fandt man Peter Kofoed død i sin seng.
   "Ha," endelig sker der noget," tænker Linette, og skammer sig i det samme.
   "Undskyld Peter." Men hun fniser alligevel lidt selvtilfreds. Han har jo selv bedt om det, altså hendes kæreste Peter.
   Jomfru Lisbeth blev fængslet, mistænkt for mord, men der kunne ikke skaffes beviser. Obduktionen viste at han formentlig var kvalt i sit eget opkast, men på hans mave under navlen, sad en død Grammostola spatulata, en tropisk fugleedderkop.
   Da man fjernede det døde insekt fremkom et brændemærke. Det lignede nærmest et dødningehoved.
   "Ad, hvor ulækkert, Føj hvor klamt. Godt mor ikke ved det."
   Kvalmen skal lige klinge af, så det varer lidt før hun læser videre:
   Arrestforvareren i Rønne beklagede offentligt, at tortur under forhør desværre var blevet forbudt i Danmark, herunder Bornholm, i 1837. Derfor kunne man ikke tvinge en tilståelse ud af troldkvinden.
   Jomfru Lisbeth betegnede han som en heks, der burde brændes på bålet. Nu blev hun i stedet sat på fri fod.
   "Idiot, typisk mænd," snerrer Linette og fortsætter læsningen:
   Der begyndte at cirkulere rygter om familiens heksekunster, så de isolerede sig fuldstændig fra omverdenen.
   Der cirkulerede også rygter om en hemmelig skat i Østerlars Rundkirke.
   En ældre orlogskaptajn bekræftede personligt disse rygter. Men kongen fik via biskoppen lagt låg på rygterne.
   I april nedkom Jomfru Lisbeth med en datter, som hun lod hjemmedøbe. Hun fik navnet Frederikke Louise Rafsted.
   Efter flere forsøg på indbrud via indtrængen i deres kælder, lod de kælderen støbe til.
   "Støbe til," Linette udtaler højlydt sin protest, " Jeg har jo selv set lemmen til kælderen. "
   Det må vist være på tide at kigge lidt på den kælder. Måske kan Peter hjælpe.
   Linette rejser sig, finder en passende jakke og siger henkastet ind i stuen:
   "Jeg går ned i nr. 4 når jeg har spist morgenmad - Peter vil gerne se huset. Mor, jeg tager Tjago med, så slipper du for at lufte hende. "
   Peter er ikke kommet, da hun står ved huset. Han er garanteret sur efter det med biffen, og nu skal hun åbenbart straffes.
   Mærkeligt med den kælder, for der er jo en kælder. Ganske vist er lemmen sømmet fast, men den åbnes let med et brækjern. En hørm af indelukkethed får en kvalmende angst til at krybe op ad rygraden. Selv hunden piber ynkeligt og advarende.
   Hun tager mod til sig. Tænder den medbragte lygte og lyser ned i det tætte mørke. Der er ingen trappetrin, men kun ca. halvanden meter til bunden. Hun lægger sig på hug og firer sig ned i armene.
   Hun kan lige mærke bunden med tåspidserne, det er ren løs jord.
   Hun skal lige til at springe da hun får øje på dem, rotterne, deres øjne lyser gult og ækelt, som om de griner ondskabsfuldt. Som om de står og venter på hende. Pludselig forsvinder de, og så hører hun stemmen. Den ynkelige stemme, der samtidig lyder lokkende med gentagne uforståelige ord på den samme enfoldige melodi. Og så falder hun.
   I faldet taber hun lygten som forsvinder i den løse jord. Intet lys, kun ravsort mørke.
   Det er næsten som om tiden går i stå og farer baglæns. Angsten æder sig gennem rygmarven til hjernen, men hun er lammet, som var hun stukket af en giftig slange. Ud fra mørket skyder violette tunger, der slikker hendes hjerneceller og placerer besynderlige budskaber overalt i hendes hukommelse.
   Hun fryser og mærker huden slå revner, som vinterisen på gadekæret.
   "Peter, Hjælp mig, Peter!" Ordene skriger hun ud med en rædsel der er selvforstærkende. En rædsel, der sitrer i de lammede muskler. Men der kommer ingen ord fra hendes mund, ingen Peter og ingen hund. Hun lukker øjnene og prøver at koncentrere sig.
   "Rolig, ingen panik," formaner hun sig selv.
   "Rolig, kontrol, ja sådan."
   Hun ved ikke hvor længe hun har stået, men pludselig griber et par hænder fat i hende og løfter hen op. Hun åbner øjnene.
   "Peter, du hørte mig. Du kom lige i rette øjeblik."
   Peter kigger måbende på hende.
   "Hvad laver du i det sorte hul?"
   "Det er en kælder, en mystisk kælder. Men tak fordi du trak mig op."
   "Trak dig op, nej nu rabler det, du kravlede sgu selv op for fanden. Sig mig, hvad sker der her, og se hunden, den er totalt fra snøvsen, står og hyler udenfor. Man skulle næsten tro den havde set et genfærd."
   Linette svarer ikke. Hun kan ikke svare, nøjes blot med et kort:
   "Gider du lige lukke Tjago ind igen."
   "Selvfølgelig." Peter ryster på hovedet. "Jeg troede jeg skulle se en gammel herskabsvilla. Du sagde noget om et flot soveværelse." Linette smiler påtaget imødekommende. Oplevelsen skal lige falde på plads først.
   Tavst viser hun Peter rundt i huset.
   "Sagde du ikke det var en herregård, det må sgu da være en minimal en af slagsen." Peter lyder en anelse spydig.
   "Det var en herregård, det meste er revet ned. Men den unge piges soveværelse herinde, er næsten intakt. Men det kan ikke være her hun blev forført."
   "De havde ikke meget plads den gang, men sengen er ok, kom her Linette!"
   Peters hensigter mere end lyser ud i rummet.
   "Hold op Peter, ikke nu."
   "Hvornår kommer der en lejlighed som denne, alene med en ung smuk pige i et romantisk soveværelse?"
   Pludselig tvinger han hende ned på ryggen og låser hendes arme bag den. Flår så med et enkelt tag blusen af hende, som havde han aldrig bestilt andet.
   "Peter for fanden, det er sgu voldtægt."
   "Kald det hvad du vil, men du er min kæreste." Han famler med hendes bukser mens hun kæmper for at få de fastlåste arme fri.
   "Peter, for helvede, jeg skriger ..." Ud ad øjenkrogen ser hun loftsbjælken løsne sig og komme farende ned mod dem, og så skriger hun.
   Peter når ikke at opfatte noget, bjælken rammer ham i hovedet og sender ham i soveland med det samme. Linette får kæmpet sig fri, vender Peter om på siden.
   Idiot, tænker hun, mens hun henter en spand koldt vand fra brønden.
   Hun føler en vis tilfredshed, da det kolde vand rammer ham i ansigtet, men effekten er ikke videre stor. Peter snøvler uforståeligt og øjnene flakker. Skadestuen, tænker hun med det samme og taster 112 på sin mobil, da denne langt om længe får kontakt med senderen.
   Da ambulancen henter ham er han stadig omtåget, men ellers stabil.
   "Nok en hjernerystelse, siger falckredderen, "vi kører ham en tur på skadestuen, men hvordan den bjælke kunne falde ned er mig en gåde. Der er ikke brud på den. Den må have ligget løst på spærene. I øvrigt er den ikke særlig tung. Du har vel ikke slået ham med noget?"
   Vreden tordner op i Linette, men hun viser det ikke, ryster bare på hovedet. Han vil jo alligevel ikke tro på hendes forklaring.

"Skal du ikke ind og besøge Peter? Og måske invitere ham til påskefrokost?" Moderens hoved dukker ind i det synsfelt Linette har anlagt til dagbogen.
   "Jeg er færdig med Peter. Du aner ikke hvad han har udsat mig for." Stemmen er let skinger og kinderne rødlige, "og desuden ER han udskrevet, at du ved det!"
   "Bevares," moderen ryster opgivende på hovedet, "hvor du dog ligner faster, dit gale spektakel." Linette smækker dagbogen i.
   "Jeg går, jeg sover hos Linda, kommer først hjem i morgen, til frokosten."
   Peter, hvor herre bevares, tænker hun. Og brevet med ... aargh ... alene ordene ... undskyld elskede, men jeg var ikke mig selv inde i huset, det var som om en anden overtog min identitet ... bla ... bla ... bla. Men politiet har droppet afhøringen af hende, da Peter bekræftede, at det ikke var hende der slog. Han burde om nogen vide det.
   Vreden får hende til at bide sig i læben. Det bløder.
   "Satans til lort." Hendes venstre arm svinger ud som om den ville knockoute en imaginær modstander.
   Hver nat drømmer hun om huset i Søndergade. Her sætter hun liv på dagbogens tekster.
   På biblioteket i Rønne finder hun slægtens data i folketællingerne og kirkebøgerne.
   Hun kender nu alle kvinderne fra slægten Rafsted. Fra Lisbeth til hendes datter, Frederikke Louise, dennes to døtre Johanne Louise og Vilhelmine Louise.
   Vilhelmine får to børn, begge døtre, med de næsten traditionelle navne, Frederikke Louise og Johanne Louise. Begge søstre forbliver ugifte og da Frederikke dør i efteråret 1992 , 88 år gammel, uddør slægten. Dagbogen og brevene vender hele tiden tilbage til Lisbeth, hendes skæbne og den store ulykke og skam, der er overgået hende, og et løfte de skal værne om. Hvilket løfte? Det går igen og igen. Og kunne de virkelig leve af den beskedne forretning de havde med at sælge grøntsager og krydderurter dyrket i baghaven?
   Hun ved hvad påskeferien skal bruges til. Opklaring af mysteriet, og uden Peters hjælp.

Da hun står ved kælderlemmen, bliver hun klar over det.
   Det er ikke den rigtige kælder. Der stod jo også baghuset i dagbogen, husker hun.
   Hun går ud på gårdpladsen. Vinden leger tagfat med de fine sandkorn ved baghuset. Sandkorn? Hvorfor sand. Der ligger en stor sandbunke i hjørnet af det nedrevne baghus.
   Underligt i grunden. Der er allerede liv i sandet. Årets første myrer tumler omkring, de har lavet en lille tragt der suger sandet nedad. Pudsigt.
   Men nej, det er ikke myrer. Sandet løber for hurtigt, næsten som i et timeglas. Det må være et hul der suger sandet ned.
   På en halv time har hun fundet lemmen med metalhåndtaget. Ved at bruge en lang lægte som løftekran, får hun den lille utætte lem frigjort og det omliggende sand styrter sneskredsagtigt ned i hullet.
   Rædslen overmander hende, da hun står i det mørke rum. Hendes hjerte hamrer så højt at det næsten giver ekko i rummet. Men lygten virker. Til venstre ses en lang gang. Den fører tilbage til forhuset og op. Antagelig til sidebygningen hendes far har revet ned. Hun glider i noget glat, lyser ned ... aaaddd ... en kæmpeskrubtudse. På væggen hænger et skab markeret med dødningehoveder. Lågen er låst, men nøglen hænger på siden af skabet.
   Der står en masse flasker, nogle tomme, nogle med indhold. Brune flasker med glasprop og etiketterne stadig læsbare. Uforståelige ord. Phenemalum. Acetarsolum. Hydrargyri phenylacetas. Plumbi Oxidum. Og nogle flydende ting Tinctura Strychni Comp .... hvad, der er den jo, tænker hun. Hold da helt ferie. Så var drømmen rigtig.
   Det er næsten frygtindgydende uhyggeligt, nok bedst ikke at røre ved den, tænker hun.
   Hun får kvalme da hun støder på en krukke af træ med teksten, Cranii Homini, er det ikke menneskehjerne, eller måske kranium? Og nej, ikke også det ... Mumia vera pulveratus. Ægte pulveriseret mumie? Mavesyren popper op i svælget på hende. Hvad er det for et sted. Trods kvalmen og rædslen føler hun alligevel en vis sikkerhed. Hun har aldrig kunnet forlige sig med tanken om mumier, men at pulveriser dem og bruge dem som medicin, det er mere en grænseoverskridende. Hvis det ikke var fordi hun lige var stødt på stryknin tinkturen, den med brækmidlet, havde hun prompte kastet op af væmmelse.
   Pludselig hører hun melodien fra forleden. Som om den leder hende på vej. Rystende går hun efter lyden, indtil en dør standser hende. Hun bakser irriteret med lygten, pludselig går den ud. Der er helt mørkt. Nu hører hun vingeslag og der bliver liv i luften, usynlige flyvende dyr bakser omkring hendes krop og fylder luften med energi. Hun skriger og vil flygte, men kan ikke. Langsomt oplyses døren af et sælsomt rødt lys, der stiger i intensitet i takt med vingeslagene. På døren ser hun et mærke, der minder om et stort dødningekors. Samme kors som i drømmen.
   En pludselig rumlende lyd skyldes at døren bevæger sig. Lyset skifter til gulgrønt og åbenbarer et mindre kælderrum. Ned fra loftet hænger massive grå spindelvæv, der klasker mod hendes ansigt og afgiver en duft der minder om død og forrådnelse.
   Hun har ikke længere kontrol over sit hjerte, der hamrer vildt. Men usynlige kræfter fører hende alligevel fremad.
   Der lyder et brag da døren smækker i bag hende. Hun vil skrige, men der kommer ikke en lyd over hendes læber.
   En varm lilla sky lægger sig over hendes krop og sender varme og tryghed ind i hendes sjæl.
   Besynderligt, hvad sker der?
   Væggen begynder at gløde og så ser hun det.
   Rustne jernlænker holder et skelet fast i den ene arm og begge ben. Om halsen sidder en tyk kæde boltet ind i væggen. Det hele bliver fremhævet rædselsvækkende af et besynderligt lysende skær.
   Hun skriger, og denne gang kan hun selv høre det. Skriget forstærkes ekkoagtigt og dunker med stigende styrke mod hendes trommehinder.
   Skelettet er intakt. Men i skelettets bug ligger en samling små knogler og et mini kranium.
   Instinktivt nægter hun at acceptere det som et faktum, det er bare en drøm.
   Under skelettet ligger en bog med håndskrevne blade. Hun vil kaste op, men kan ikke, hun kan slet ikke mærke sin krop. På hver sin side af skelettet står to sorte kister. Den ene er åben og tom, den anden har låget halvt på klem. Usynlige kræfter fører hende hen til kisten og rækker hendes arme ned på bunden. Det klinger metallisk da hånden fejer hen over nogle få metalstykker. I det samme lyder en hvæsen og hun får sat en klo i hånden. En stor sort kat viser tænder og puster sig op. Bliver ved med at hvæse og rive hende i armen. Måske er det den fysiske smerte, der gør at hun pludselig kan bevæge sig igen.
   Katten lunter stille ind i det ukendte mørke. Hun vender om, men støder på den lukkede dør og hamrer løs på den uden effekt. Den forbliver lukket.
   Efter katten, tænker hun med brækfornemmelse i struben, den må være kommet ind et andet sted fra. I mørket finder hun en lang, smal, slimet og fugtig kloakledning, hvor indtrængende trærødder svirper hende i ansigtet, da hun møjsommeligt forsøger at mave sig fremad i den meget trange kanal. Godt jeg ikke lider af klaustrofobi, når hun at tænke undervejs. Hun kan høre katten mjave længere fremme.
   Pludselig får hun øje på en lysning og ser katten smutte gennem åbningen ud i friheden. Det er ingen sag at fjerne de løse murbrokker for enden af kloakrøret, for at komme ud.
   Hun opdager hun står i rummet med den rustne gruekedel, præcis på det sted, hvorfra katten første gang forsvandt.
   Vel ude af kælderen henter hun et varmt tæppe i klinikken og lægger sig på et lunt hjørne i haven, delvist i skygge af solen.
   Fokuserer så på sin velkendte afslapningsmodel med det indøvede mantra. Langsomt begynder det at virke.
   Hun skal lige have hjertet helt ned i normalt tempo og uden de skrækforårsagede ekstraslag, inden hun fordøjer de gruopvækkende oplevelser. Hvis det altså er reelle oplevelser og ikke et puds psyken spiller hende, som psykologen utvivlsomt ville have sagt.
   Mærkeligt der var et kloakrør på det sted, men godt det samme, er hendes taknemmelige tanke.
   "Åndssvage kat, du har reddet mit liv," siger hun stille.

Hun vågner da solen rammer hendes ansigt. Fortumlet rejser hun sig op.
   "Du fik nok en lille søvn, hva?" Hun skriger da hun mærker et par kraftige arme holde sig fast bagfra.
   "Peter, er et dig? Hvad laver du?" Ordene kommer i hysteriske staccato stød fra struben.
   "Du har svigtet mig og såret mig. Hvad laver du nede i det hul. Hvem er du sammen med?"
   "Ingen, jeg er alene." Hun prøver at lyde rolig, med det lykkes kun dårligt.
   "Mig narrer du ikke mere, jeg hørte stemmer. Hvem er du sammen med, Svar!"
   Han klemmer hende hårdt om halsen. Med en hurtig refleks rækker hun armene bagover og griber fat i hans sorte lokker, bøjer sig med et ryk forover, så han flyver i en bue over hende og lander hårdt på ryggen.
   Hun skynder sig af sted gennem haven over mod forhuset, hvor hendes mobil telefon ligger. Han kommer på benene og sætter langsomt efter hendes. En pludselig indskydelse får hende til at ændre retning. Hun drejer af mod den nedlagte brønd og tager springet over den.
   Her bliver hun stående og ser ham komme gennem det tætte buskads.
   Han vakler frem mod hende med en løftet kniv i hånden. Usynlige kræfter nagler hende fast til stedet. Men hun er rolig. Han ser ikke brønden, men træder på det rådne sted på dækslet, ryger lige igennem, og lander med et plask i vandet længere nede.
   Hun kan høre han prøver at komme op. Pludselig skriger han. Hun kan føle hans angst og ved pludselig, hvad der er sket. Våd og dryppende kommer han op via de indsatte trin. Blot for at løbe brølende bort. Uden kniv, uden at se sig tilbage.
   Hun kigger ned i brønden, der er næsten intet vand tilbage. Der ligger noget der ligner grene på bunden. Men hun ved bedre. Hun retter lygten mod en afsats nær bunden. Her ligger et kranium og griner mod hende. Længere nede ligger nogle afblegede knoglestumper.
   "Selvfølgelig," tænker hun, "det er sådan det er gået for sig. Der er fem omkomne, og kun den ene var med skibet."

Dagen efter hører hun at Peter er blevet indlagt på psykiatrisk, under politiobservation, men hun har ikke overskud til at tænke på Peter. Han er et færdigt kapitel. Selv moderen tager afstand fra ham efter den sidste episode.
   Dagbogen og brevene giver næsten løsningen. Brikkerne skal blot sættes sammen.
   Selvom hun har mest lyst til at smide det hele fra sig, ved hun instinktivt, at hun er nødt til at leve det igennem, før hun kan få fred.
   Hun har læst dagbogen og alle brevene grundigt igennem. Hun er forberedt.
   Hun slår de obligatoriske tegn foran spejlet og lægger stenen under hovedpuden.

Lensgreven vendte sig mod sin hustru:
   "Jeg ved det er baronens barn. Men det passer mig fint. Nu kan du sidde her og dø en langsom død. De tror alle vi var ombord på skibet. Og Høegh fulgte min ordre om at lade skibet synke, så vi er druknet, både du og jeg, ja, og også Rafsted. Han vidste for meget og forlangte for meget."
   Han rakte hende en flaske vand, som han satte på hylden ved hendes frie hånd.
   "Så kan du holde dig i live et par dage. Derefter kan du være skræmmebillede, hvis eventuelle lykkejægere skulle begynde at lede efter skatten. Selvom Høegh fik en stor del, er der stadig nok tilbage til mig. Og vores søn arver jo godset, så du bør faktisk være glad, ha, ha. Her er en lille bog så du kan skrive dine forbandelser over mig ned. Det vil sikkert få tiden til at gå lidt hurtigere."
   Han rejste sig, hentede det lille stempel og førte det ind i de glødende trækul, der havde ulmet en times tid.
   "Nej Frederik, ikke det," hylede hun. Men han lo bare.
   Mens hun skreg af smerte pressede han det glødende jern mod hendes mave.
   En hvislende lyd ledsagede duften af brændt kød ud i rummet.
   "Men siden du er min hustru, skal du slippe for edderkoppen. Ja, så mangler jeg kun Jomfru Lisbeth. Tænk at hun ikke har opdaget at hendes trolovede, Peter Kofoed, er min højre hånd. Hun ved ikke en gang at han er gift og har en søn. Er det ikke morsomt. Den lille tøjte, men flot er hun. Hun vil gøre lykke på Madam Jensens bordel."
   Han forlod rummet og lukkede døren.
   Hun græd stille, men vidste der ikke var noget at gøre. Hun havde siddet her nu i 3 dage, havde måske højst en dag mere at leve i. Hun havde ikke lyst til brødet han havde lagt på hylden.
   Hun kunne høre katten udenfor. Hvis bare hun kunne kalde den til sig. Hun havde ikke set den siden hun boede ovenpå. Dengang kom den hver gang hun kaldte. Hun prøvede at kalde og pludselig stod den der. Hun samlede al sin styrke i denne sidste indsats.
   "Goddag lille mis. Se, mor har mad, kom så kisser."
   Den lagde sig spindende foran hende, mens hun kløede den på maven med sin frie hånd.
   "Ja, du skal bare blive her et par minutter."
   Hun kradsede et par linier ned på et stykke papir og satte det fast i det lyserøde halsbånd.
   "Skynd dig, find Jomfru Lisbeth."
   Hun gav katten et klask i rumpen og den lettede sig fornærmet med en mjavende lyd.
   Hun rakte ud efter flasken og tog en slurk, studsede så, mens et klarsynet, men bittert smil, viste sig på hendes læber.
   "Ja, selvfølgelig, hvad ellers. Men det er nok også det bedste."
   Derpå tømte hun flasken.

Linette vågner forvirret da en ru tunge slikker hendes hånd.
   "Nej mis," siger hun, "jeg er ikke Lisbeth."
   I halvmørket ser hun det er Tjago. Hun må have glemt at lukke døren.
   Hun smiler lidt påtaget. Normalt får hunden ikke lov til at være i sengene.
   "Kom Tjago," hun klapper på sengetæppet, "Det er godt du vil passe mig. Kom, læg sig pænt. Vi siger ikke noget til mor, vel?"
   I Linettes verden ser det ud som om Tjago nikker indforstået. For en sikkerheds skyld laver hun korsets tegn over hunden før hun atter begiver sig ind i soveland, til drømmen.

Lensgreven godtede sig over sin forklædning. En af landevejens farende svende vakte ikke opsigt, når han prøvede at finde ly for natten. Hun havde været død 2 måneder nu, så det var på tide at komme videre. Videre til godset på Saint Croix, hvor hans hustru Josephine ventede på ham.
   Han frydede sig over sin lille genialitet, med at fastgøre skelettet, så det stadig ville hænge i kæderne, når kødet var rådnet helt væk. Ideen med at sprøjte selvlysende væske rundt om liget var også genial. Det skulle nok holde eventuelle lykkejægere væk.
   Han sendte en venlig tanke til sin fætter i Slesvig. Nu manglede han bare at lukke munden på de sidste 2, købe ejendommen via en mellemmand, så var skatten sikret, og kongen sat ud af spillet.
   Han listede langsomt, i ly af mørket, gennem haven til kælderen. Betragtede stolt sit skab med giftstofferne. Han havde samlet nogle orme og insekter til giftsnogene og fugleedderkopperne, som skulle holdes i live lidt endnu. Der var i al fald en mere han skulle have ordnet.
   Han åbnede døren. Jo, hun hang stadig i lænkerne. Han lo sagte. Nu kunne han sætte edderkoppen på maven af hende, eller på det der var tilbage af maven.
   Pludselig lød der et smæld og han sank sammen i smerte. Tog sig til benet og prøvede at komme op. Men han kunne ikke få foden fri. Han sad fast.
   Han hørte en dør åbne sig og genkendte stemmen:
   "Nå, ræven er nok gået i saksen. Ja, De glemte at holde øje med katten. Selv de mest udspekulerede forbrydere begår fejl. Især mænd."
   "Jomfru Lisbeth, jeg tænkte nok det var Dem. De må hjælpe mig. Der er nogen der stræber mig efter livet. Hjælp mig, jeg kan forklare. Og De skal blive rigeligt belønnet."
   "Åh ja, guldet mener De, men det kan jeg selv tage uden Deres hjælp. Men min hjælp skal De nok få, bare rolig."
   Han hørte hende komme nærmere.
   "Dette er fra min far." Det rødglødende jern flækkede øjeblikkelig huden på den næsten skaldede isse, mens han skreg hjælpeløst af smerte.
   "Og dette er fra mig og staklen her i kælderen. En skam jeg kom for sent til at redde hende."
   Jernet åd sig langsomt gennem tøjet, mens sort røg bølgende lagde sig over skikkelsen, der ihærdigt, men forgæves, prøvede at vriste instrumentet fra hende.
   Da det gloende dødningehoved ramte hans bare bryst, sank han sammen med et frygtindgydende skrig.
   "Jeg kunne lade Dem ligge og rådne op, men mon ikke dette er bedre."
   Hun smed de døde fugleedderkopper ned i favnen på ham.
   "Jeg beklager at jeg har slået dem ihjel, men ham her er levende endnu."
   Hun holdt giftsnogen i en træklemme og lod den nappe ham flere gange, mens han prøvede at værge for sig. Til sidst slap hun den fri i skødet på ham.
   "Desuden venter jeg Deres barn. Det er ikke min trolovede, der er faderen, selvom han selvfølgelig har bildt Dem det ind. Han var kun interesseret i Deres guld. Nu har de jo også taget livet af ham ser jeg, imponerende, så bliver jeg fri. Hvad er De i grunden for et menneske, at De kan tillade Dem at spille Gud, og bestemme over liv og død?"
   Hendes stemme var spydig.
   "Hvad angår Dem, så løb De selv i døden. De kunne bare have set Dem for. De fik en chance. Det gjorde Deres ofre ikke." Han svarede ikke, men lå klynkende med ansigtet vendt mod gulvet.
   "Desuden burde De have holdt øje med katten, men det kan man vel ikke forlange at store selvtilstrækkelige mænd tænker på. Min egen hævn, skal jeg nok selv udføre, når kælderen her er kastet til."
   Skikkelsen på gulvet kom med nogle delvis uforståelige protester, tilsyneladende noget med kælderen.
   "Kælderen skal De ikke tænke på," tilføjede hun, "den bliver stående uberørt, så den på Dommens Dag, kan tælle med i Vorherres regnskab over for Dem."
   Men uden guldet, tænkte hun for sig selv.
   Det var nemt at få gjort kål på Peter Kofoed. Det klarede greven jo.
   Det var lidt sværere at få fat i hans gravsten. Men guld havde en enorm magt over folk, så også det lykkedes. At hun desuden var kendt som heks, gjorde givet også tingene lettere.
   Men årene derefter var grusomme, præget af løgn og fortielser. Hun kunne ikke forlige sig med sin hævn og trådte derfor aldrig på gravstenen.
   Da hun døde kunne sjælen ikke falde til ro. Hendes efterkommere havde ikke evnen til at få kontakt med hende.
   Først da Linette dukkede op lykkedes det. Hun mærkede med det samme, at her var der åndelig kontakt.
   Desværre måtte hun bekæmpe Linettes kæreste, oldebarnet til hendes trolovede. Han havde arvet sin oldefars gener, så hun var nødt til også at kaste sin forbandelse på ham.
   Men han betalte ikke med sit liv. Det løste jo ikke noget. Forbandelsen sendte ham blot varigt på tosseanstalten.
   Nu hvor Linette havde bedt for staklerne i kælderen, og havde lagt deres jordiske rester i en kiste med indviet jord, kunne hun drage videre.
   Om guld var noget værd i dag vidste hun ikke. Men der var også kun to dukater tilbage.
   Og hvor meget ondskab kunne man købe for to gulddukater?
   Trankebar guldets forbandelse var ophævet. Hun følte sig tilfreds. Hvad var det man sagde i dag? Mission accomplished, eller noget i den retning.

Linette kigger tilfreds på sit arbejde. Ingen kan mere se kælderindgangen. Og i morgen fælder hendes far alle træer og buske i haven. Dækker brøndene til og lægger et stort lag granitflis på jorden, så den kan bruges til parkeringsplads, når garagen, der blokerer indgangen til grunden, er revet ned. Måske var det meget godt huset ikke blev revet ned.
   Det var der nok en højere mening med.
   Hun kigger op mod forhuset. En svag røg stiger op fra skorstenen, sådan ser det i al fald ud. Men kaminen virker jo ikke. Så smiler hun pludselig, forstår signalet. Lisbeths ånd er draget videre.

Epilog
   Jeg har skrevet denne fortælling for min egen skyld. Det er, som min mor vil påstå, ren fiktion. Men jeg har oplevet det hele på min egen krop.
   Jeg har fundet beviserne i dagbøgerne og brevene, fundet navnene i kirkebøger og folketællinger.
   Jeg havde aldrig fundet den tildækkede brønd uden hjælp fra mine overnaturlige evner.
   Jeg har talt med spøgelser og jeg har set Lisbeths ånd forlade stedet. Det er naturligvis, af hensyn til min psykolog, ren fiktion. Bemærk, at jeg heller ikke har skrevet historien i jeg form.
   Men jeg har oplevet det hele meget subjektivt, jeg tror på det.
   Derfor har jeg skrevet denne novelle, så min mor og psykologen kan se, at jeg også kan bruge mine åndelige evner kreativt, og ikke mindst objektivt, for at skabe denne , nå ja, fiktion.
   Alle navne og steder er selvfølgelig også fiktion, men selv fiktioner har en brik i virkelighedens puslespil. Derfor, kommer du til Hammerby, så kig alligevel på Søndergade nr. 4 fra havesiden.
   Det er nu 13 år siden jeg undersøgte stedet, men trappestenen er stadigvæk en gravsten, med navn på, vil jeg påstå. Sidelængerne har min far revet ned og af det luksuriøse baghus eksisterer kun dele af muren, der fungerer som skel til naboerne.
   Træer og buske er fældet og haven omdannet til parkeringsplads, som nævnt, men kigger du på arealet kan du finde en fordybning, ofte dækket af lidt regnvand. Det er den tildækkede brønd. Hvis du tør, kan du jo grave de to spadestik ned til dækslet, fjerne det, og kravle ned i brønden.
   Du skal nok ikke lide af klaustrofobi og angst for Cranii Homini. Til gengæld er der kun edderkopper, biller og mus, samt nogle få rotter med lange haler, hypnotisk stirrende øjne og gule spidse tænder, i den øverste del af brønden. Fugleedderkopperne er døde og giftsnogene har næppe overlevet.
   Sand er sådan et dejligt ord, med mange betydninger, en sand historie eller et sandt bedrag.
   Ved baghuset breder en vedbend sig i sandet, som om den vil beskytte stedet mod mere ondskab. Derfor kan man ikke længere se den betonklods med metalring, der skjuler den hemmelige kælder. Er din hjerne lige så modtagelig som min, er jeg sikker på du kan mærke rædslerne og gyset, men også den ro, der nu hviler over stedet, mens aftensolen prøver at kaste lys gennem den forvoksede hyld, der skjuler forhuset.
   Når en afdød diktator hyldes, selvom han har dræbt 250.000 mennesker, lyder det mest som fiktion.
   Når en sjæl går igen er det pr. automatik fiktion.
   Troværdighed afgøres tilsyneladende af indpakningen.
   Måske skal jeg tage et kursus i finere gaveindpakning.
   Min datter, født i jomfruens tegn, har jeg, i kærlig erindring, døbt Lisbeth Louise.
   Og Peter, min fiktive kæreste, ja ... mit alibi for at skrive historien, men også mit mareridt.
   Han genkender mig, står altid og venter på mig et sted, skjult, lurende med hadske øjne. Min skytsånd, Lisbeth, der kastede forbandelsen over ham, glemte vist at tage lægevidenskaben i ed. I dag går han frit omkring i medicinsk behandling, trods adskillige voldsdomme. Men hvad hvis han glemmer at tage sin medicin?
   Det er mit mareridt, både nat og dag, og måske det virkelige gys.
   Men nu kan du jo selv afgøre om novellen er fiktion skabt i min kreative hjerne, eller den rene objektive gyselige sandhed.
   Med gyselig hilsen fra Linette.