Kantinen summede af højlydt pludren og klirrende service, da en emsig nyhedsfan pludselig kastede TV billeder op på væggens storskærm og skruede højt op for lyden.
   "Der er voldsom uro ved parlamentet. Ca. 80.000 mennesker deltager i øjeblikket i en ulovlig demonstration på parlamentspladsen. Vi stiller om til Peter Tanievski, værsgo Peter."
   "Tak Milo. Retfærdighedspartiet er gået til angreb på parlamentet, igen, med en uanmeldt demonstration, vi har forsøgt at få en kommentar fra ..."
   "Kan du få slukket den mikrofon. NU"
   Et par hætteklædte personer rev brutalt mikrofonen ud af hånden på journalisten, der blev stående gestikulerende i billedet, indtil dette skiftede tilbage til studieværten, indklippet i skærmens øverste hjørne, mens resten af skærmen stadig viste levende billeder fra parlamentspladsen.
   "Ja, vi har, som man kan se, problemer med lyden. Vi prøver at etablere en anden lydkilde. Indtil da vender vi tilbage til billederne."
   Man så hvordan politiet søgte at holde demonstranterne tilbage med knipler. Nogle betjente virkede mere aggressive end andre. I en lille gruppe, væk fra tumulterne, talte nogle betjente tilsyneladende fredeligt med demonstranterne, og lod dem endog uantastet kaste tomater mod bygningen.
   "Hvad skal al den ballede gøre godt for?" spurgte Laila undrende.
   "Det er vist os, de demonstrerer imod, blandt andet," sagde hendes sidemand, mens han med minimal nydelse gnaskede de sidste rester af et æble i sig.
   "Prøv at se plakaterne." Han pegede med æbleskroget i hånden mod sin observation.
   "De mener åbenbart vores forskning er en hån mod Gud, fordi vi ser hjernen som et avanceret center for biologiske processer, og ikke som et af skaberens guddommelige værker."
   Laila kiggede op. På skærmen sås et par store bannere med teksten:
   "Luk Centeret for Hjerneforskning."
   "Hold fingrene fra det guddommelige menneske."
   Et par skilte med "Jesus lever" og "Gud er stor" dukkede ligeledes af og til op i den bølgende menneskemasse.
   "Du godeste, hvorfor? Vi følger jo de etiske regler," protesterede Laila.
   "Så har vi lyd igennem, direkte, men uden kommentarer fra vores reporter," lød stemmen fra Tv-studiet.
   Råbene fra demonstranterne hørtes tydeligt nu, som et stort enstemmigt kor:
   "Svedona, Guds land ... ud med de fremmede ...Svedona, Guds land ... ud med de fremmede."
   "Ja, gad vide hvad det ender med. Det er som om al videnskab efterhånden er blevet til Satans værk."
   Professor Dragovitch, der havde nærmet sig bagfra, rystede på hovedet og vendte sig derpå mod Laila.
   "Nå professor Blegvad, skal vi komme videre?" Laila nikkede kort og hankede op i sin mappe.
   De fortsatte småsnakkende ned ad gangen og ind i laboratoriet. På hylder langs væggen stod glas med hjerner i sprit, påklistret labels med noget der lignede en kode. Laila følte sig altid, på en lidt spøjs måde, overvåget, når hun passerede dem. Som om det var en avanceret form for aflytningsudstyr.
   "Det besynderlige er," fortsatte professor Dragovitch samtalen,
   "at Touberg, som er partiets leder, arbejdede her for indtil 5 år siden. Han sad endda i en stor stilling, men blev så fyret efter indgriben fra den daværende socialdemokratiske regering."
   "Hvad," Laila lød overrasket.
   "Fyret? Hvorfor fyret?"
   "Åh, det var noget med at han overtrådte de etiske regler. Jeg tror han forsøgte at udvikle kloner, altså på teoretisk niveau. Han havde en slags vision om at kloner kunne genmanipuleres, så de udviklede hjerner uden selvstændig tankevirksomhed, hvilket gjorde dem egnede til at løse opgaver i samfundet, f. eks. dem som aldrig blev løst grundet mangel på mindre kvalificeret arbejdskraft. På den måde kunne vi også slippe af med alle invandrerne. Det er vist også kærnen i hans politik."
   "Nej, Drago, det er løgn, ikke?" Lailas ansigt vred sig i misbilligende grimasser.
   "Hvad så med det religiøse islæt?"
   "Det er længe siden du har kaldt mig Drago," professoren smilende,
   "men altså, de religiøse, dem bruger han vist bare som moralsk grundlag, som en slags afledningsmanøvre, tror jeg. Det værste er, at flere af militærets topfolk vist bakker ham op, det gjorde de i al fald dengang han blev fyret. Så han er nok lidt for speciel ... og farlig, måske."
   "Ah, han står jo kun til 35% af stemmerne ved valget, så nogen risiko er han vel ikke?"
   Laila anlagde en lidt bedrevidende attitude.
   "Måske, det kan man da håbe. Men det siges at han har de sorte præster bag sig. Prøv at gå til gudstjeneste i Vækkelseskirken på søndag, så skal du se, når Pastor Bergo fyrer den af, som de unge siger." Professoren smilede muntert.
   "Fyrer den af, altså Drago, det siger man ikke om en præst." Laila lo hjerteskærende, men alligevel med en ildevarslende, gysende panisk fornemmelse i mellemgulvet.

Laila havde ikke den store lyst til at stemme på valgdagen, men efter at have overværet Pastor Bergo´s søndagsprædiken, følte hun sig nødsaget til det.
   Pastoren havde talt om frafaldne kristne, der tænkte mere på profit og begær, end på at tilegne sig det liv den nye bibel pålagde de sande troende. Specielt alle de fremmede religioner, blev lagt grundigt for had.
   "Vi vil ikke tolerere muldvarpe. Vis dem vejen til fortabelse, dræb dem om nødvendigt i korsets tegn, dræb deres ideologi og lad ingen forurene vores rene tro. Thi kun de som er rene i troen skal opnå Guds sande kærlighed, og et evigt liv i Hans lyksalige Paradis."
   Ifølge pastoren var det ikke en opfordring til drab, men kun et billede på, hvor essentiel den kristne tro var for indbyggerne i Svedona, Guds eget land. En tro, man skulle sætte højere end sit eget liv.
   "Frygt ikke, thi Gud vil altid være på jeres side," sluttede han opfordrende af med.
   Laila fik stadig gåsehud, når hun tænkte på oplevelsen i Vækkelseskirken. Den eneste vækkelse hun fik, var en gennemgribende afsky.
   Så nu stod hun i valglokalet, efter at have banet sig vej gennem en veritabel skare af retfærdighedspartiets tilhængere, der overøste hende med velsignelser, fordi hun stemte med hjertet på Guds parti. Massiv hjernepåvirkning, tænkte hun sørgmodigt. Fra sin forskning vidste hun, at omsorg var en af de gode metoder man kunne bruge, hvis man ville få folk til at ændre adfærd. Og tilhængernes adfærd kunne med rette betegnes som manipulerende omsorg. Hun mærkede, hvordan et kvalmende ubehag banede sig vej fra mellemgulvet op i svælget.
   "Nej," tænkte hun, "det bliver ikke med min stemme."
   Febrilsk fik hun sat sit kryds ved socialdemokraterne, hvorpå hun styrtende ud af stemmelokalet og prøvede at undgå den massive skare af tilhængere, som allerede var brudt ud i veltilrettelagte lovprisninger. Febrilsk søgte hun med øjnene efter den sorte Volvo, som hun vidste Drago kørte i. Han havde lovet at være parat. Langt om længe fik hun øje på ham og skyndte sig ind i bilen.
   "Var det SÅ hårdt?" spurgte han lidt for omsorgsfuldt.
   "Bare kør ... og NU!" svarede hun hidsigt.

De spiste i tavshed. Hun var ikke særlig sulten og han pressede hende ikke.
   "Du må undskylde," sagde hun næsten tavst,
   "men det var grænseoverskridende for mig. Især efter det brev du viste mig, om Toubergs fyring, men også fordi ... åh, jeg er så vred ... satans ... men også fordi min mor ringede i går. Hun og hendes nye ven ville stemme på Touberg. Og han prøvede at overtale mig, ja, presse mig til det samme." Han lagde beskyttende armen rundt om hende, mens hun lod sin kind hvile støttende op ad hans skulder.
   "Det værste var dog at han truede mig ... han ville ..."
   "Truede dig?" Dragovitch rankede sig med et ryk, så hendes hoved ramlede ind i stoleryggen.
   "Ja, han truede mig, sagde han kendte Touberg og hvis jeg stemte... ja, forkert ... så ville han sige det til Touberg ..."
   Hendes stemme knækkede over i vrede.
   "Og han, altså Touberg, har jo i forvejen ikke noget stort hjerte tilovers for centeret."
   Hun bankede i arrigskab sine hænder mod bordpladen, så glassene dansede.
   "Er det ikke bare noget han siger? din mors ven, altså," spurgte Dragovitch beroligende.
   "Det troede jeg også først ... lige indtil mor sagde, at der var for mit eget bedste, at de havde fjernet mine notater, mens jeg var i sommerhuset, i sidste uge, du ved. Ja, jeg ved godt notaterne ikke må ligge hjemme, men jeg arbejder altså bedst hjemme."
   "Årh ,ikke andet, det kan de da ikke laste dig for, det er jo kun dine egne tanker om kommende projekter, så ..."
   "Nej," afbrød hun ham,
   "jeg fandt en gammel fil på Touberg, et dokument, hvor han har opridset sine ideer. Absolut rædselsfuld læsning, siger jeg dig."
   Hun rystede på hovedet, så det sorte hår stod viltert omkring hende,
   "og dum som jeg er, fortalte jeg det til mor. Hun var jo altid på min side, da far levede, men hun har så sandelig ændret sig, må man sige. Hun virker hjernevasket, siger jeg dig. Det virker decideret uhyggeligt, på 14 dage skifter hun mening ... 14 dage ... mens jeg bare dasede, intetanende, i sommerhuset. Helvedes også."
   Han lagde begge arme rundt om hende og vuggede hende blidt.
   "Vil du ikke kalde mig for Drago," spurgte han spøgefuldt, men med et lidt for begærligt blik. Lailas øjne lynede.
   "Du ved jeg ikke kan være din ligeværdige modpart på arbejde, og nummer to privat. Det har vi prøvet, så glem det, lige med det samme," lød det iskoldt.
   "OK, jeg har forstået, men ... tilbage til sagen. Jeg kender godt den fil," sagde han blidt, "jeg arbejdede i samme projektgruppe som Touberg, da vi fik besked på at lukke projektet. Jeg troede bare de havde fået fjernet alt, men, ja, så kan jeg faktisk godt forstå du er lidt opskræmt."

Næste dag bugnede aviserne med sensationsoverskrifter.
   Jordskredssejr til Retfærdighedspartiet. Touberg stod til 55 % af samtlige optalte stemmer og kan nu danne regering alene. Nogle af de store løfter i valgkampen vil snarest blive indfriet. Ordensmagten får tildelt øgede bevillinger, og de private bibelskoler skal tilføres midler, så de kan konkurrere på lige fod med det offentlige skolevæsen. Centeret for Hjerneforskning vil blive lagt direkte ind under ministerpræsidentens beføjelser.
   Laila var rystet, men fattet. Det havde hjulpet at drøfte hele sagen med Dragovitch.
   Nu sad de på hans kontor og prøvede at vurdere de fremtidige arbejdsbetingelser.
   "Jeg tror ikke vi bliver nedlagt," sagde Dragovitch, "jeg tror snarere der bliver lagt røgslør over vores aktiviteter. Muligvis vil Touberg forsøge at pålægge os nogle ... ja nogle lidt specielle konkrete opgaver."
   "Som hvilke?" forsøgte Laila at uddybe.
   "Ja, som at genoplive det gamle projekt, under fuld diskretion naturligvis. Men så må vi jo stå fast og gå til oppositionen med vores viden." Dragovitch lød en anelse tøvende.
   "Ja, det bliver sgu da nødvendigt. Jeg ved ikke hvad du gør, men jeg sælger ikke min sjæl til den nar."
   "Heller ikke jeg." Dragovitch smilede usikkert til hende.
   "Men hvordan tror du, han kan holde det hemmeligt i regeringen?" Lailas stemme lød noget tvivlende, men øjnene lyste af kampvilje.
   "Du har ikke oplevet ham. Han virker umådelig karismatisk og overbevisende. Desuden er han ekspert i hypnose."
   "Det er sgu da løgn?" hun daskede ham skælmsk over hænderne, inden hun greb fat i dem og
   kyssede dem let.
   "Godt jeg har dig," sagde hun så i et meget oprigtigt tonefald.
   "I lige måde," returnerede han,
   "men det er faktisk rigtigt, det med hypnosen. Han brugte det i sine forskningsprojekter. Lige som Freud, you know." Hans smil virkede stift og usikkert.

Den nye regering lagde hårdt ud med at nedlægge alle socialistisk inspirerede studieretninger på landets universiteter. Pastor Bergo blev, som ventet, udnævnt til kirkeminister, hvilket udløste voldsomme protester fra de mange menighedsråd, hvor socialisterne havde prøvet at benytte disse, som springbræt til en politisk karriere.
   Daginstitutionerne fik pålæg om at samarbejde med kirkerne. Det blev således pålagt børnene at gå til bibelundervisning en gang om ugen i sognets kirker. Frivillige unge fra retfærdighedspartiet meldte sig i hobetal til at varetage undervisningen.
   Oppositionen i parlamentet blev holdt fuldstændig uden for indflydelse.
   Spontane strejker begyndte at opstå på mange arbejdspladser.
   Det hele kulminerede med at socialistiske studenter besatte universitetet i hovedstaden og forhindrede al undervisning.
   "Det bliver ikke ved med at gå, det her." Dragovitch kiggede op fra sin avis.
   "Jeg tænker præcis det samme, især med tanke på ideerne i hans fil. Hvordan gik det for resten med mødet." Laila kikkede interesseret på Dragovitch.
   "Jo, Touberg optrådte næsten som om jeg var hans gode gamle bekendte, der fuldtud delte hans syn på, nå ja, det gamle projekt, så ..."
   "Ikke det med klonerne, vel?" Lailas stemme knækkede en anelse over.
   "Lige præcis det med klonerne," kom det meget tørt fra Dragovitch,
   "men ikke nok med det. Vi får lov til at beholde vore job, jeg bliver ny chef for instituttet og du bliver forskningsleder, så ..."
   "Mig?" Laila rettede sigende pegefingeren mod sit bryst,
   "jeg troede han ville af med mig?" Dragovitch lo.
   "Jeg er sikker på at din hjerne var noget af det første han ville søge at kontrollere, hvis du var en klon, men spøg tilside." Han klappede hende blidt på ærmet.
   "Næh, det er vist snarere den gammelkendte taktik med at belønne sine fjender, så man ved hvor de er, så ja ... lige nu bliver vi nødt til at spille med, i det mindste lade som, for der er mere på vej."
   "På vej, kan det blive værre, er det det du antyder?" Laila kneb læberne sammen i en misbilligende attitude.
   "Ja, al kommunikation til og fra centeret skal gå via ministeriet, både telefon, EDB, det hele simpelthen, der bliver sat censur på hvad vi slipper ud og ind. Og lige nu får ingen ansatte lov til at slippe ud."
   "Slippe ud, hvad mener du? Er vi sat i stuearrest?" Lailas negle fejende hen over bordpladen med en skrattende lyd.
   "Ja, nærmest. Kig ud ad vinduet. De har omringet laboratoriebygningen og har sat vagter på. Vores konferencerum vil blive indrettet til opholdsstuer eller sovesale, hvor ..."
   "Jeg er skredet!" Laila gik med raske skridt mod udgangen, men blev stoppet af Dragovitch, der greb hende i armen.
   "Slip mig for helvede!" brølede hun arrigt, "jeg troede du var på min side."
   Hun vristede sig løs og forsvandt ud mod hovedindgangen.
   Dragovitch sukkede, tog så sin telefon. Rystede irriteret på hovedet og sagde stille.
   "Ingen klartone, de er sgu lidt for hurtige nu."
   I baggrunden trængte larmen fra råbende mennesker gennem laboratoriegangen.
   To gendarmer kom brasende ind med Laila mellem sig. Hænderne lå foldet på ryggen, holdt sammen af et sæt kraftige håndjern.
   "De siger jeg skal se nyhederne," sagde hun hidsigt.

Under eskorte blev de ført til kantinen, hvor politi og soldater blokerede alle udgange. Alle vagterne havde de masker med åndedrætsværn på.
   Der lød flere højlydte protester fra et par af de ansatte, men der var ingen reaktioner at spore hos vagterne, der alle var godt bevæbnede og meget sigende løftede deres knipler mod de mest højrøstede.
   På TV skærmen tonede en uniformsklædt kvinde frem foran en mikrofon.
   "Velkommen til denne orientering, som vi har indkaldt til i anledning af den spændte situation i landet. Vi giver straks ordet vor nyvalgte ministerpræsident, ridder af Svedona ordenen af 3. grad, Otto Van Touberg. En rynke sås på næsen af Dragovitch, mens han mellem læberne, henvendt til Laila, hvislede." Ridder og Van, vor herre bevares, det.." En løftet stav fra gendarmen ved hans side, gjorde ham straks tavs.
   Majestætisk nærmede ministerpræsidenten sig talerstolen, iført generalsuniform og med talrige ordener.
   "På grund af den alvorlige situation i landet, har vi, med øjeblikkelig virkning, indført undtagelsestilstand.
   Socialistiske rebeller har besat flere af vore læreanstalter og har forhindret folk i at udføre deres arbejde. I parlamentet blev der klokken 8 i morges, bragt en bombe til sprængning. Ved et uheld gik den åbenbart af mellem hænderne på terroristerne, der menes at have opholdt sig i socialistpartiets mødelokale. Blandt de omkomne er således parlamentsmedlem, forhenværende ministerpræsident, Josef Mirko.
   Vi har grund til at antage at der foreligger en voldelig sammensværgelse mod den nye regering og har derfor med øjeblikkelig opløst socialistpartiet og har forbudt deres parlamentariske virke.
   Samme gruppe står øjensynlig bag en gift skandale på centeret for hjerneforskning, hvor en farlig virus cirkulerer blandt de ansatte. (En kraftig protesterende uro bredte sig blandt de ansatte, men blev hurtigt banket på plads af vagterne). Vi har isoleret alle ansatte og inddæmmet smittekilden.
   Ingen må forlade instituttet uden tilladelse fra mine embedsmænd. Vi har tilkaldt eksperter fra Germonien, som vil sørge for at vaccinere alle potentielt smittede.
   Nye informationer om rigets tilstand vil fremkomme kl. 18. Alle forholdsregler vil blive oplæst hver time i radio og TV og der opsættes informationer på alle offentlige steder.
   Laila kiggede irriteret på betjenten ved sin side:
   "Så tag dog i det mindste de åndssvage håndjern af, jeg løber ingen steder. Det kan selv du vel forstå."
   Betjenten stirrede uanfægtet ud i luften.
   "Drago, sig noget til ham. Nu!" Hun skreg ordene ud med frustration og skuffelse.
   Dragovitch rejste sig og vandrede over til en gruppe officerer, der så ud til at have status som ansvarlige. Han talte dæmpet med dem, hvorefter de gav ordre til at løslade Laila.
   Fire bevæbnede vagter fulgte dem tilbage til kontoret og låste døren udefra.
   "Hvad har du egentlig sagt til Touberg, Laila?" spurgte Dragovitch i et bekymret tonefald.
   "Åh, jeg skrev bare til ham ... på mail ... at jeg havde fundet hans fil, og kendte til hans sindssyge ideer, ikke andet ... jo, også, at du bakkede mig op." Hun kiggede på ham med et stædigt blik i øjnene.
   "Tror du ikke du leger for meget med ilden, nu hvor han sidder på magten. Han er farlig, Laila, meget mere ..."
   "Årh klap i din fladpandede idiot. Hvis vi ikke siger fra, hvem skal så. Sig mig det. Idiot," tilføjede hun med eftertryk på ordet og kikkede demonstrativt væk.
   "Du har selvfølgelig ret," han trommede med fingrene på bordpladen," men lige nu ... nej nu hører DU på mig," han hævede stemmen, da hun provokerende stak fingrene i ørerne," vi har absolut intet at forhandle med. Vi må lægge hovederne i blød, udtænke en plan, vi må ..."
   "Vi HAR noget at handle med," sagde Laila spidst, "jeg har sendt hans fil til Menneskeretskommissionen i Strasbourg, de vil udstede arrestordre på ham og ..."
   "Det mener du ikke, vel? Sig det er løgn. Nej ... det ligner dig, det har du selvfølgelig gjort. Måske skulle jeg have fortalt dig, at den fil ikke er skrevet af ham. Han slettede alt. Han har endda skriftligt beklaget sit projekt og sendt det til den daværende forskningsminister. Det ligger der garanteret papir på i ministeriet. Han fik lagt skylden over på en kollega, der siden begik selvmord, eller nok snarere blev myrdet af hans hjernevaskede selvbestaltede elitekorps, for et par år siden. Men inden samlede denne kollega, alt hvad han vidste om Touberg, i den omtalte fil. Men officielt er Touberg den rene erklærede uskyldighed, har endda biskoppens opbakning."
   "Shit ... Fuck ... Pis ... Lort. Den nar og blærerøv. Jeg har lyst til at kvæle ham. Er det rigtigt han havde bedt om at få udleveret hjerner fra henrettede i Klomardiet til sine forsøg?" Et sarkastisk smil prægede Dragovitch´s ansigt.
   "Ikke bare det, han havde fået lovning på at få udleveret de dødsdømte, i levende live, til nogle af mine ... øh ... sine forsøg. Det er derfor vi stadig har intakte bure til ... nå, ja, forsøgsdyr i kælderen under dyrestalden."
   "Hvad? Jeg troede det var beskyttelsesrum." En voldsom hovedrysten sendte Lailas hårspænde på flyvetur i rummet.
   "Det tror alle, kun mig og Touberg ved det. Jeg tror jeg søgte at fortrænge det. Oplevelsen var for ulækker." Hun så usikkert på ham.
   "Hvad gør vi så nu?"
   "Venter," sagde han desillusioneret, "venter på at blive vaccineret."
   "Vaccineret, mod hvad?"
   "Mod den virus vi har sluppet løs," svarede han sarkastisk.
   "Nej, Drago. Det her er ikke ventetid, det er et fængsel ... nej, værre end et fængsel," der var antydning af bitter ironi i Lailas stemme," det her er billedet af pastor Bergo´s paradis med det evige liv. Ret fængslende, ikke?"
   Langsomt samlede hun hårspændet op fra gulvet og holdt det mellem tænderne, mens hænderne prøvede at få håret til at ligge i de rette folder.
   Symbolsk, tænkte hun, næsten som at frihedsberøve hårets ret til at flagre vildt.

I løbet af dagen fik de bragt lidt mad fra kantinen. Nogle absolut ikke morgenfriske rundstykker og halvhårde tebirkes. Bragt til dem af en person, der fik hende til at tænke på de kloner Touberg havde planer om. Ikke bare kloner, men kloner, hvor man havde styr på hjerneaktiviteten. Og ham her virkede totalt styret.
   Kære klon, tusind tak for meget sen morgenmad, havde hun sagt. Må Gud være med dig havde han svaret.
   "Mon vi må tænde transistoren?" spurgte Laila og trykkede i det samme på on knappen.
   Ud i rummet strømmede salmesang fra et pigekor, der sagtens kunne være fra Vækkelseskirken.
   "Nej, for fanden, ikke mere forherligelse af skaberens forlængede arm, ham geniet, ham den nye kirkeminister. Jeg får simpelthen kvalme." Hun gjorde mine til at slukke radioen.
   "Stop lige, hvis vi er heldige slipper der utilsigtede nyheder igennem. Var det ikke klokken 18 der skulle komme nyt?" Dragovitch rejste sig fra sin henslængte stilling indover skrivebordet.
   "Der er ti minutter endnu. Jeg giver gladelig ti år af mit liv for at kvæle pastor Bergo, "fnøs Laila.
   Hun bankede så hårdt til radioen, at den gled på gulvet med at brag. Og så lo hun hysterisk, mens Dragovitch møjsommeligt fik bjerget apparatet og, ligeledes grinende, holdt det gemt i sin favn.
   Der var intet nyt i nyhederne. Kun gentagne opremsninger af undtagelsestilstanden og de trufne forholdsregler, fulgt op af interviews med borgere, der udtrykte sympati og forståelse med en kvalmende ekstase.
   "Propaganda," sagde de begge i munden på hinanden, og grinede over det samtidige indfald.
   En halv time senere hentede vagterne Dragovitch. Han skulle vaccineres og ville derpå blive flyttet til mændenes sovesal. Hun sendte ham et fingerkys til farvel og gengældte hans smil.
   Bare hun dog selv kunne tage det ligeså roligt.
   Han havde glemt sin kalender, den lå på skrivebordet. Der var kun skrevet en enkelt notits for morgendagen, nemlig surprise, og i parentes hendes navn, Laila B. Hun kunne ikke smile, der havde allerede været for meget surprise. Ganske vist yndede han at drive gæk med hende hvert år den 1. april. Men når hun vågnede i morgen, var det næppe nok med en aprilsnar, til at fjerne alle de groteske indtryk. Så meget magtede han trods alt heller ikke.

Laila for op af stolen da de åbnede døren igen. Hun var langt væk i nogle drømmelignende
   tanker, tanker om virus og vaccinationer. For der var jo ingen virus, det var bare et påskud, så hvorfor skulle de vaccineres, og hvorfor skulle Dragovitch føres væk.
   "Tid til vaccination," proklamerede vagten.
   "Nej, ikke mig," sagde Laila, jeg er allergisk disponeret, jeg går i anafylaktisk shock ved vaccination med sera."
   "Alle skal vaccineres," sagde den hvidkitlede kvinde, der bestemt ikke lignede en læge, og gjorde tegn til vagterne.
   De greb hende bagfra og tvang hende ned i kontorstolen, hvorpå de fikserede hendes arm på skrivebordet.
   "Man injicerer sgu da ikke i venen. Sig mig, hvad fanden har I gang i?"
   "Det varer kun et øjeblik, sagde den hvidkitlede kvinde," mens angsten langsomt krøb op ad ryggen på Laila. Hun prøvede at gøre modstand men opnåede bare at blive lagt udstrakt på gulvet, med tre vagter siddende på hendes arme og ben, hvilket gjorde enhver modstand umulig.
   Hun mærkede stikket som en kold sviende smerte, mens hjertet hamrede i brystet på hende.
   "Se, det var da ikke så ..." Ordene i hendes ører tonede ud og smerten forsvandt.

Diffust lys trængte langsomt ind i hendes øjne. Hun kunne ikke se klart. Det føltes næsten som om hun lå i vand. Hun forsøgte at tale, men der kom ingen ord over hendes læber. Hun prøvede at vende sig, prøvede at baske med armene. Men intet skete. Hun kunne slet ikke mærke sin krop.
   Jeg sagde jo jeg ville gå i shock, tænkte hun. Hvorfor er her ingen.
   Gennem det kølige lag foran øjnene kunne hun skimte svage konturer at et rum, sikkert en sygestue, men hvorfor var der ingen mennesker? Hvor var alle henne? Hun prøvede atter at vende og dreje sig, men intet skete. Jeg er blevet lam, tænkte hun med rædsel.
   Hun prøvede at forme læberne til et skrig. Men der kom ingen lyd. Kun en gurglende følelse af vand i munden ... vand i næsen og i øjnene, vand overalt.
   Angsten greb hende for alvor. Hun var ved at drukne.
   Hun kæmpede for at komme op, men intet skete. Nu slipper luften snart op, tænkte hun.
   Hun mærkede dødsangstens handlingslammelse krybe ind i de arme og ben, som hun ikke kunne mærke.
   Pludselig så hun et par hænder foran sig. Nogle drejede hendes ansigt. Gudskelov, måske var der alligevel håb.
   Vandet forsvandt gradvist fra hendes øjne og lyset begyndte at fortrænge den diffuse skygge over øjnene.
   Hun så konturerne af et ansigt foran sig omgivet af reflekser. Hvad var det?
   Så blev der atter mørkt.
   Panikken ramte hende som en massiv mental lavine. Hun trak ikke vejret, kunne ikke trække vejret, kunne ikke mærke sine lunger. Men kunne se og tænke. Hvad var det her. Lå hun i en slags koma i en hjertelunge maskine?
   Et pludseligt lysskær blændede hende et kort øjeblik. Derpå stirrede hun ind i noget hun kendte. Et spejl.
   Hun så sit eget ansigt, indesluttet i en glasbeholder. Hun genkendte sit eget spejlbillede, med øjne og næse, en mund med opsvulmede læber og ... ikke andet. Ingen hals og intet hår, kun en masse slanger. Langsomt forsvandt spejlet og ind i hendes synsfelt kom et stykke papir med teksten:
   Præparat nr. 222 LB - forsøg 1 A - DNA manipulering af hjernemasse. Højprioriteret klonprojekt TD 1.
   Erkendelsens rædsel steg til hysteriske højder - LB - Laila Blegvad - var blevet et præparat.
   Pludselig erindrede hun fortidens ord:
   "Thi kun de som er rene i troen skal opnå Guds sande kærlighed, og et evigt liv i Hans lyksalige Paradis."
   Hun havde fået sit evige liv - - men ikke i et lyksaligt paradis. Heller ikke i en ond drøm, ikke i en grotesk aprilsnar, men i en makaber virkelighed.
   Men rædslerne var endnu ikke forbi. Hun så to ansigter, der smilede til hende. Sejrssmilet hos Touberg og ... hvis hun kunne gyse og kaste op, havde hun gjort det.
   Til højre smilede han ... den falske profet ... løgneren og bedrageren ... den medsammensvorne ... institutlederen ... hjernegeniet ... kort sagt, professor Dragovitch. Smilet var så modbydeligt at hun glemte sin angst og gru til fordel for en afsindig vrede.
   De skulle få betalt.
   Hun prøvede at bevæge tungen. Ganske langsomt lykkedes det hende at få den manøvreret op til den hule kindtand. Den var der endnu. De havde overset den. De havde glemt at tage misteltenen i ed. Kun de som er rene i troen, tænkte hun . Mon ikke hun var den mest rene af dem alle, når det kom til stykket.