"Mads, har du lige tid et øjeblik." Karina kneb læberne sammen og forsøgte at skjule den irritation, som lavede bølgebevægelser i hendes tarme.
   "Så skal det være hurtigt. Jeg skal hente mit nye udstyr om en halv time."
   "Det tager ikke så lang tid, men jeg skulle måske have sagt det før. Har du overvejet at blive hjemme? Anders har jo første skoledag, mens du er på Mallorca."
   "Nu stopper du Karina. Den turnering har stået på min liste i over et år. Desuden er du verdens bedste mor, så Anders er i absolut gode hænder."
   Mads raslede med bilnøglerne og kyssede sin kone på kinden. Karina smilede tilbage. Smiler som jeg plejer, tænkte hun. Nej, den adfærd skal stoppes.
   "Mads. Anders vil gerne vise sin far frem. Den kendte golfspiller. Ham der vinder alle turneringerne. Han ser sådan op til dig, selvom du næsten aldrig er hjemme. Skal det gå ligesom med Lisa. Hun skal konfirmeres, men håber, du ikke er hjemme, når det sker. Har du tænkt på det?"
   Mads smilede stadig.
   "Lisa ved godt jeg ikke er hjemme til hendes ..."
   "Hvad? Ikke hjemme! Har vi ikke aftalt at lige præcis denne ting skulle være i familiens skød. Fuck mand. Hvad fanden har du sagt til hende?"
   Karina stampede i gulvet, mens Mads grinede højlydt.
   "Jeg spurgte hende, om det gjorde noget, at jeg tog til Canada. Hun sagde nej. Syntes oven i købet,det var en super ide. Og hvad angår Anders, så er det ikke godt, at han skal prale af sin far. Tag dog og giv børnene lidt frihed med ansvar. Du som elsker eksistentialister. Jeg går nu, skat. Vi ses på mandag. Så er du også faldet ned som du plejer."
   Faldet ned, tænkte Karina. Ja, det plejer jeg jo, at gøre. Vi må tage det op efter Mallorca. turen. Eksistentialister? Præcis. Mads, du er en typisk æstetiker. En rigtig livsnyder uden ansvarsfølelse for sine børn. Angsten for at tage ansvar skylles ned med livsnyderholdninger.

"Vi lander i Barcelona om 30 minutter. Vi mødes ude ved bussen om to timer fra nu. Bussen er mærket med vores slogan og holder ved terminal 13. Derfra kører vi ud til havnen. Vores sheik har lovet at fragte os til Mallorca i sin lystyacht. Så nyd det venner. Det er lidt af et scoop. Jeres formand har talt og sætter sig ned for at nyde den sidste drink før turneringen."
   Formanden forblev stående oprejst i 20 sekunder før han langsomt satte sig ned.
   "Ja, det er jo et klart signal til os," sagde Mads og prikkede til vennen Ole.
   "Se på mig. Og ikke mere alkohol før turneringen. Hvis vi overhovedet kommer frem. Måske er Al-Qaeda ombord på lystyachten."
   "Stop nu Mads. Det er sgu ikke morsomt. Især ikke efter det jeg så i nyhederne i går. En familiefar i Greve, nabo tæt på os, har muligvis myrdet sine børn. Et af børnene var med i klubben."
   Ole rystede irriteret på hovedet.
   "Jeg har mest lyst til at tage hjem."
   "Sagde du Greve? Hvor uhyggeligt. Har de fanget ham?"
   Mads mærkede klumpen i halsen. Den trak nedad næsten som en golfkugle på vej mod hullet. For første gang i sin golfkarriere følte Mads en smule hjemve.
   Det måtte lige skylles ned med en sidste drink, eller fem, konkluderede han.

Sheikens lystyacht var meget fornem. Alle golfklubbens medlemmer fik deres egen kahyt. Besætningsmedlemmerne var tilsyneladende spanske. De talte i al fald spansk. Noget nemmere end arabisk, havde formanden grinende påstået.
   Sheiken så meget arabisk ud, men virkede flink og talte flydende engelsk.
   "Når han er med, så gælder sharia nok ombord. Det var derfor drinken i flyet var den sidste."
   Ole hev grinende Mads i armen, "men han har vist ikke tjekket vores bagage, går jeg ud fra."
   Mads fik et dystert glimt i øjnene: "Du har vel ikke ... "
   Ole hev sin vanlige frækkert attitude frem.
   "Fanget igen. Du er for nem. Mads. Selvfølgelig er turneringen det vigtigste. Men lad os nu få lidt søvn inden vi lander på Mallorca. Hole in one," sagde han og bankede en hånd i skridtet på Mads.
   "Bare vent," truede Mads, "jeg skal nok få hole in one oftere end dig. Godnat og sov godt."

Mads kunne ikke falde i søvn. Episoden hjemme i Greve forstyrrede hans tanker. Bare Ole ikke havde set det på TV. Han burde sove, så han var frisk til i morgen. Ole skulle ikke vinde over ham. Måske ville noget frisk havluft på dækket hjælpe.
   Møjsommeligt trak han i sine kondibukser og stavrede op mod dækket og fortsatte helt ud til rælingen. Fuldmånen blev reflekteret og kastede lysglimt rundt i nattens mørke rum. Besynderligt? Redningsbåden var væk. I agterstavnen så han to besætningsmedlemmer på vej mod sig. Den ene havde en pistol i hånden. Selvom Mads ikke forstod spansk, var situationen forståelig. Skulle det være, så var det nu. Mads kastede sig i havet og begyndte at svømme væk. Som gammel kanalsvømmer havde man vel en chance.
   Han havde ikke svømmet mere end et par minutter, da der lød et højt brag. Flammerne stod op fra skibet og åbenbarede sceneriet som et foto taget med blitz. Lystyachten fik hurtigt slagside og begyndte at synke. Folk myldrede frem og stillede sig råbende på skibssiden, mens andre søgte at frigøre redningsbåden, som ikke længere var der.
   En lille hurtig speedbåd sejlede frem mod det synkende skib. To mænd sprang ombord og båden hastede væk.
   Så er faren vel ovre, tænkte Mads og svømmede tilbage mod vraget af lystyachten. Den første han mødte var Ole.
   "Hvad fanden sker der?" var hans spørgsmål. Mads rystede på hovedet.
   "Jeg aner det ikke? Jeg skulle bare have lidt frisk luft, da to mænd truede mig med en pistol."
   "Det er garanteret Al Qaeda," postulerede Ole.
   Mads mærkede en besynderlig fornemmelse i kroppen. Et savn. En følelse af svigt.
   "Jeg har svigtet mine børn," stønnede han svagt. Ole mumlede i baggrunden, men Mads hørte ikke efter. De havde sejlet en time. Barcelona kunne ikke være langt væk. Han fiskede en plasticpose frem fra sin rygsæk og fyldte den med luft, før han slog en knude på den.
   "Ole, jeg vil hjem nu. Vi ses."
   Mads spang atter i vandet og svømmede mod det, han mente måtte være Barcelona. Han hørte Ole skrige i baggrunden.
   "Mand over bord."

Mads vidste ikke, hvor længe han havde svømmet, men pludselig opdagede han uro i vandet under sig. Han blev grebet af panik. Kunne det være en haj. Han begyndte at baske vildt med arme og ben, indtil han kom i tanker om, at det nok var det værste han kunne gøre. Pludselig dukkede en finne frem foran ham. Langsomt blev det til en krop. Hvad fanden. Delfiner? Trods den alvorlige situation mærkede Mads et smil trænge sig på. Det var da kun noget ,der skete på film og i medieskabte realityshows. I løbet af kort tid kunne han ane en hel stime af delfiner. Han strakte armene ud og lagde den oppustede plasticpose under nakken. Det kunne lige hjælpe ham med at holde sig flydende med næsen over vandet.
   Mads vidste ikke hvor lang tid der var gået, men pludselig hørte han lyden af flyvemaskiner. Det var begyndt at lysne. En helikopter kredsede snart over ham og en person begyndte at fire sig ned. Delfinerne forsvandt.
   Vel oppe i helikopteren fortalte redningsmanden, at alle på lystyachten var reddet. Undtagen sheiken. Han var formentlig blevet myrdet. Politiet havde fået et tip om, at det var et led i en intern slægtsfejde. Altså ikke noget med terror og den slags.
   "Men det var da helt fantastisk med dig. Reddet af delfiner. Det er vist lige noget for pressen. Jeg har fortalt dem, at vi er på vej." Redningsmanden klappede Mads på skulderen.
   "Jeg vil bare hjem," sagde Mads surt.
   "Det kommer du også," svarede redningsmanden," men du skal lige først en tur på sygehuset til rutinetjek, og så skal vi have fundet et fly til dig. Så der er tid nok til at fortælle din fantastiske historie."
   "Fantastiske historie?" Mads rystede på hovedet.

Da helikopteren landede, var alle de store medier på plads. Mads blev nærmest hevet frem af sine redningsmænd. Ingen ville høre på hans protester. Luften vrimlede med lysglimt fra kamerafolkenes blitz. Mads blev anbragt på en stol ved et bord, flankeret af et par studieværter. Luften vrimlede med menneskeskabte tegn og fagter, mens et stopur formentlig talte tiden ned. Fem, fire, tre to, en, nul. Stilhed.
   "Vi har i dag været vidne til en helt fantastisk begivenhed. En mand er i dag blevet reddet af en flok delfiner. Mads Koch fra Danmark var et af ofrene for sabotagen mod sheikens lystyacht. Men Mads valgte at stole på sine kræfter og prøvede at svømme de 50 km ind til land. Undervejs blev han træt og måtte opgive, da skæbnen kom ham i møde i form en flok delfiner, der lagde sig som en redningskrans rundt om ham. Mads Hvad tænkte du,da du opdagede delfinernes redningsaktion.?"
   Mads fortrak ikke en mine, da han svarede.
   "Jeg vil hjem."
   Studieværten studsede, men forsøgte atter.
   "Følte du dig ikke nærmest som Guds udvalgte?"
   "Jeg vil bare hjem til mine børn. Jeg vil ikke længere være æstetiker. Jeg vil være eksistentialist. Jeg vil bekæmpe den angst, der har forhindret mig i at tage ansvar for mit liv."
   Mads rejste sig op. Studieværten så forvirret ud.
   "Ja, det er tydeligt for alle, at Mads Koch har været ude for en traumatisk oplevelse. Han skal nok have noget tid, før han kan se det fantastiske i oplevelsen. Vi skifter til optagelser af selve redningen. Se mere i aftenprogrammet med titlen. Delfiner redder mand fra druknedøden. Tak for nu."

Studieværten fulgte Mads ud til den ventende ambulance.
   "I pressefolk forstår det ikke. Men min oplevelse er en helt anden. Jeg blev revet ud af min selvoptagede æstetiske livsfacon. Ulykken fik mig til at tænke og føle. Jeg har virkelig svigtet mine børn, som min hustru altid siger. Den erfaring er det fantastiske i historien. Det drejer sig ikke længere om at få flest hole in one. Men farvel og tak for en god redning."
   Studieværten rystede på hovedet.
   "Den mand er da vist kugleskør," sagde han til sin medarbejder.