Jan Koefoed traskede langsomt ned i kælderen.
   "Jeg er vist snart for gammel til dette her," lød det stønnende gennem hans åbne mund. "I går havde jeg glemt koden. Hvad bliver det næste? Herre, stå mig bi, thi min hemmelighed skal bevares."
   Koden virkede. Dagbogen lå, som den skulle, ovenpå politiets hæderstegn efter 25 års tro tjeneste.
   "Heldigvis sidder ritualerne fast i min rygmarv, så de kører som på stålrette skinner," mumlede Jan, inden han fortsatte:
   "Jeg, Jan Koefoed, en Koefoed af den rigtige slags, bekender hermed min synd som pålagt mig af Herren. Som apostlen Peter tog livet af Ananias og Safira, har jeg taget livet af den uægte Kofod og hans stamme. Den Kofod, som udæsker Herrens ånd, han dræbes af Herrens ånd med mig som redskab. Herren er retfærdig og tilgiver alle sine disciple."
   Jan mærkede livskraften blomstre. Og i morgen kom Betina, det eneste barnebarn i slægten. Så skulle planen sættes i værk. Der var ikke meget tid tilbage.
   Claus så på uret. Betina, hvor fanden bliver du af? Vi skulle jo holde kaffepause sammen.
   "Hej Claus, du ser frustreret ud. Troede du ikke, jeg ville komme?"
   Betinas øjne virkede drillende.
   "Øh ... jo, men jeg er frustreret. Min mor lider af en dødelig sygdom, og nu vil hun absolut have besøg af mig. Så jeg bliver nødt til at rejse hjem til Bornholm et par dage."
   Betina lagde armen om Claus.
   "Jeg tager med. Jeg kan bo hos farfar. Desuden har vi kun en uge tilbage her på højskolen, så skal vi ikke droppe ud? Jeg synes ikke, vi får ret meget ud af det. Og du længes også efter at komme tilbage til automekanikeren, kan jeg høre."
   Claus slog ud med armene.
   "Okay, hvis du mener det. Så kan jeg også få sagt farvel til mor på en ordentlig måde. Det er lige opover, siger hun selv. Så fint med mig, jeg har opnået det jeg ville på højskolen, nemlig at møde dig."
   Betina grinede.
   "Sludder. Det vidste du ikke noget om, altså, at jeg også gik her. Men jeg har det på samme måde. Kys? Ord og handling hører sammen, ved du nok."
   Claus fulgte opfordringen.
   Claus bankede hænderne i rattet.
   "Der er kraftedeme aldrig ledige parkeringspladser her ved hovedindgangen, hvad fanden gør vi?"
   Betina grinede og lagde hænderne på rattet.
   "Stig ud, så kører jeg over til bagindgangen. Der er altid plads. Vi ses i cafeteriet, ikke skat? Af sted med dig."
   Claus fornemmede den velkendte kulde, der langsomt sneg sig op i kroppen. Samtidig mærkede han en irritation, en irritation over, at han stadig var bange for sygehuse. Især de tåbelige senge med syge gamle mennesker.
   Måske er det værre i dag, fordi jeg skal tage afsked ... og derfor også må fortælle om ... Betina, var de ord, der legede kispus i hans hjerne. Han havde sendt moderen et brev om sagen, men det måtte jo ligge hjemme i postkassen, når hun var blevet indlagt dagen før han sendte det.
   Døren til stue 6 stod åben og moderen så på ham med øjne, der lignede julelys.
   "Godt du kunne komme Claus. Jeg har noget, jeg skal fortælle dig, før det er for sent. Især fordi du har mødt din drømmekvinde. Jo altså, min kære nabo havde dit brev med til mig. Tillykke Claus. Sæt dig ned."
   Moderens stritfinger pegede på en lav skammel ved sengen.
   "Ak ja mor, så ved du jo det hele, og så er der vel ikke mere at sige, altså ... om den sag, eller ... jo altså, hun er min drømmekvinde. Jeg mødte hende på højskolen og vi faldt for hinanden i løbet af to dage."
   Moderens arm omkring hans hoved føltes rar, det var som om angsten slap lidt af sit tag. Efter lidt hyggediskussion og nogle syrlige bolsjer, trak moderen en konvolut op af tasken.
   "Egentlig ville jeg jo ikke fortælle dig, det der står i brevet, men da jeg fandt ud af, hvem Betina var i familie med, blev jeg både glad og bange. Mest glad fordi I to nu kan komme videre og lægge fortiden bag jer, jeg tror ..."
   Claus kneb brynene sammen.
   "Hvilken fortid?"
   Moderens smil blev anderledes og øjnene flakkede en smule.
   "Du ved din far døde, da du var fire år, altså sommeren 1980. Han faldt ned fra helligdomsklipperne i Gudhjem, det ved du. Måske var det ikke et uheld. Din far hed Kofod til efternavn. Han var nevø af den Koefoed ... altså med oe, som er Betinas farfar. De skændtes altid, så nu synes jeg, I skal lægge låg på den konflikt. Derfor får du mit brev, men du må ikke sige noget til Betina, før du har læst det. Og til sidst ... jeg nægtede at hedde Kofod, derfor hedder du Rasmussen, ligesom mig. Og så taler vi ikke mere om den sag." Moderen grinede på en meget bestemt måde.
   Claus prøvede at stille uddybende spørgsmål, men der var ikke mere at gøre.
   "Du skal gå nu Claus, jeg er træt og vil gerne dø. Og husk nu når I begraver mig. I skal være glade."
   Et langt varmt kys på munden fra mor fik de indre følelser i Claus til at fokusere på moderens ønsker. Angsten var delvist forsvundet.

Betina sad klar med kaffe og wienerbrød.
   "Det tog heldigvis lang tid, så I fik formentlig snakket ud, eller hvad?"
   Claus mærkede en tåre presse på bag øjenlåget, men det føltes positivt.
   "Jo, vi fik snakket og hun ønskede os held og lykke. Og så fik jeg et brev, ja jeg har ikke set det endnu, men det fortæller vist noget om min far. Han døde da jeg var fire år, så det er jeg glad for, brevet altså. Men nu skal vi lige finde ud af, hvad vi gør. Jeg er nok nødt til at tage hjem til mors hus i Olsker, så du kan jo tage med ... eller hvad?"
   Betina trak på læberne.
   "Det vil jeg jo helst, men farfar regner med jeg kommer i aften. Så kan vi ikke køre til Gudhjem og sætte mig af, før du kører til Olsker, eller ... nej, jeg kører sgu med til Olsker et par timer, så vi kan snakke."
   Betina rejste sig med raketfart, mens hun slyngede tasken over skulderen.
   Farfar skal sgu ikke bestemme alt, var essensen af hendes tanker.

På vej i bilen lagde Betina hånden på Claus' knæ.
   "Der er noget, jeg bliver nødt til at fortælle dig. Min farfar er temmelig atypisk. Han er medlem af en ultrakristen sekt, som han vist selv har dannet. Den hedder Apostlen Peters tvillinger, hvilket vist skal betyde, at de arbejder med Peters tanker, som de fremgår af evangelierne osv. De er ret kritiske over for, hvad andre mener. Jeg er enearving til farfars ejendom, men kun så længe jeg er ugift og ikke har børn. Han bliver halvfjerds år her ved årtusindskiftet, men han holder nok ikke så længe, selvom han ikke fejler noget, så ..."
   Claus rynkede næsen.
   "Så hvad. Må du ikke gifte dig og få børn? Er det ikke vigtigere end arven?"
   Betina trak skuldrene sammen.
   "Jo, men huset er stort og arven fra gården ... der er for over 3 millioner i formue, og det er mange penge. Min far døde også, da jeg var fire år, så jeg er enearving, så jeg tænkte, vi kan vel vente et par år, vi er jo kun lige i starten af tyverne. Du ved jeg elsker dig, ikke?"
   Claus nikkede mens tavsheden bredte sig over hans ansigt. Sådan føltes det i al fald. Måske var der en pointe i det hele. Måske havde Betina de samme savn af en far, som han selv havde følt. Måske var hendes far heller ikke død ved et uheld. Måske var det godt at spørge ud til.
   "Ved du, hvordan din far døde, Betina?"
   Betina var tavs et stykke tid.
   "Han faldt ned fra helligdomsklipperne i 1980. Om sommeren. Det var vist et uheld under en fremvisning for turister. De var to, der omkom. En mand fra ... ja pudsigt, fra Olsker. Mor påstår, det ikke var et uheld, men farfar, han er for øvrigt kriminalinspektør, var sat på sagen og siger, at de ikke fandt noget der tydede på en bevidst handling. Og når man skal undersøge sin egen søns død, vil man jo nok gå alt efter, ikke? Men det gik mor på. Hun flyttede til Humlebæk og tog mig med. Hun hadede farfar, og jeg måtte ikke besøge ham, før jeg selv kunne bestemme som attenårig."
   Resten af turen foregik i tavshed.
   Jan Koefoed så på uret, mens tankerne kørte som uregerlige myrer i hans hjerne.
   Hvor fanden bliver hun af? Hun burde være her for længst.
   Han drejede hendes mobilnummer, men der blev ikke svaret. Nå, men så kunne hun vel se, at han havde ringet.
   "Imens kan jeg jo tjekke mine forberedelser," sagde han højlydt ud i rummet.
   At hun var sammen med en der hed Claus foruroligede ham lidt. På den anden side var det noget, der kunne styrke hans alibi. Ham Claus kunne selvfølgelig være en Kofod, men så måtte planerne jo under alle omstændigheder holdes.
   Han gik atter ned i kælderen, glædede sig over at han huskede koden. Der var nok aldrig nogen, der kunne gætte den, da de færreste vidste, hvad hans kælenavn for Betina var. Han åbnede den hemmelige boks og hev kalenderen frem. Jo, han huskede rigtigt. Han fik sin guddommelige sæd fra sædbanken i aften. Han smilede, nå ja, sædbank og sædbank. Dyrlæger kan jo det samme. Og når dyrlæge Dyhr er med i Peters tvillinger, er det jo næsten gratis. Formålet overstiger omkostningerne. Medicinen lå allerede klar. Den skulle bare opløses. Videokameraet var testet og fungerede, som det skulle. Bare spændende om man nu kunne lave tvillinger, som Dyhr påstod.
   Der var hyggeligt hjemme hos Claus i Olsker, syntes Betina. Claus serverede noget han kaldte honningsyp. Han drak ikke selv, da han skulle køre hende til Gudhjem. Der var ret meget alkohol i honningsyp, påstod Claus. Det ville Betina nok give ham ret i efter femte bunder.
   "Nu stopper du Betina, ellers er du intet værd i morgen. Vi skulle jo gerne få noget ud af morgendagen i Gudhjem, hvis du altså er sikker på, at jeg må for din farfar."
   Betina lo fjollet.
   "Han har sagt ja, og desuden er han til møde i menigheden, Peters trillinger øh, vist kun tvillinger. Det varer hele dagen, så du ser ham kneppe ... øh næppe, i morgen.
   Jeg er vist beruset nu, ikke?"
   Betina kastede sin serviet op i luften.
   "Hov, jeg glemte vist at spørge dig ... farfars bil har noget med udstødningen. Han spurgte, om det var noget du kunne lave. Han skal nok betale. Han sagde endda, du kunne blive weekenden over."
   Betina trådte hælen ud af skoen og vaklede svagt, mens hun grinende slog sig på lårene.
   "Claus, jeg skal hjem og sove rusen ud. Imens kan du jo sende mig en masse e-mails med elskovserklæringer. Bare du ikke sender dem til farfars PC. Du kan give besked om bilen på Peters@tvillinger.bh."
   Claus studsede.
   "Har den gamle en PC? Utroligt."
   "Han har flere. Han er nærmest IT-narkoman, ligesom dig. Han har vist bare ikke dine hackerevner. Tænk at du kunne hacke ind på min PC. Godt du er min øjesten, når du har de evner."
   Betina lagde armene om halsen på sin udkårne, mens hun testede sin mobil. Der var et ubesvaret opkald. Farfar. Hun ringede nummeret op.
   "Det er Betina. Farfar jeg er på vej. Vi ses. Nej, jeg er træt. Har du ikke spist? OK, så tager jeg lidt med. Champagne? Nej, jeg er vist lidt fuld. Nej jeg vil ikke ... OK, men så kun det ene glas. Vi ses. Ja, Claus kører, men han har ikke drukket. Nej, han overnatter ikke, sætter mig kun af. Farvel farfar ... farvel!"
   Betina slyngede mobilen ned i tasken.
   "For helvede. Han vil styre det hele."
   Claus klappede hende på hånden.
   "Han er bare gammel, lidt dement måske?"
   Betina snerrede.
   "Han er ikke en skid dement. Tværtimod. Men han irriterer mig.. Jeg ved ikke hvorfor. Og bagefter får jeg dårlig samvittighed, fordi han altid overforkæler mig. Penge, tøj, rejser, min bil. Alt har jeg fået af ham."
   Betinas stemme blev sløret og gik over i gråd.
   "Så er de her vist," tænkte Arne Koefoed, da han hørte motorstøj på gårdspladsen. Han åbnede døren og gik bilen i møde.
   "Du må så være Claus. Tak fordi du kørte Betina hjem. Og du skal være meget velkommen i morgen. Jeg er desværre ikke hjemme, men I hygger jeg bare med alt I nu kan finde på."
   Claus tog mod den fremstrakte hånd.
   "Mange tak. Og jeg skal nok se på din bil. Måske er det en god ide, at jeg kører i den hjem, så jeg kan teste tilstanden. Så kan du køre i min. Betina har nøgler."
   Arne fiskede par nøgler frem fra lommen og rakte dem til Claus uden et ord.
   "Sov godt, Betina," fik Claus fremstammet. Det forventede tak i lige måde udeblev, da Arne havde lagt et tykt sjal om Betina og hurtigt trak hende indenfor.
   Vel hjemkommen hentede Claus moderens brev. Der var de forventede indledninger, men så blev det pludselig spektakulært. Måske især fordi moderens håndskrift her var linet op med en blodlignende rød tusch. Din farfar døde, som du vist ikke ved, i slutningen af II verdenskrig. I 1945 havde russerne jo bombarderet tyskerne bort og havde besat øen. Din farfar, Jens Koefoed, havde længe været aktiv i kampen mod tyskerne og sluttede sig følgelig til russerne, da de kom. Han fik russerne til at sætte sin yngre bror, Arne Koefoed, din svigerfar, ud af ejendommen i Gudhjem. Her flyttede din farfar ind sammen med russerne og ændrede sit efternavn fra Koefoed til Kofod, fordi Arne Koefoed i sin tid fik din farfar smidt ud af Ejendommen i Gudhjem, med tyskernes hjælp. Din farfar havde, som den ældste af oldefars børn, arvet ejendommen. Det er der skøde på, og det ligger i en bankboks i Nordea i Rønne. Beviset ligger her i brevet. Så du er faktisk den rette arving. Skødet er tinglyst og aldrig ændret. Arne fik lavet et falsk testamente, hvor jeres oldefar skriver, at Arne skal arve ejendommen efter din farfar Jens, hvis han døde først. Men det er et falsum. Din far gik meget op i den sag og prøvede alt. Han blev støttet af Arnes søn, som altså bekæmpede sin egen far. Måske fordi Arnes søn også var kommunist og ateist og således ikke delte sin fars holdninger. Så nu ved du lidt om sagerne.
   Claus kiggede op. Satans til mange navne. Det korte og det ultrakorte er altså, at min farfar, Arnes storebror, arvede ejendommen, men døde. Hvordan? Hvornår? Far og Arnes søn, altså Betinas far, døde begge i 1980 efter styrt fra klipperne. Er der flere der døde? Var Betinas far virkelig modstander af sin egen far?
   Claus læste videre i brevet.
   Din fars dagbog ligger hos min advokat. Her kan du læse alt i detaljer. Men husk. Luk den fejde. Den bringer kun ulykke. Glemt alt om huset i Gudhjem. Det er djævelens hus. Du arver, undskyld jeg har holdt det hemmeligt, omkring 3 millioner fra mig. Så ingen grund til at gå videre med sagen. Køb dit eget autoværksted og stift familie med Betina. Læs først fars dagbog, når du er kommet dig over chokket.
   Claus lagde brevet fra sig. Han kunne mærke vreden i sit indre, selvom moderen nok havde ret. Langsomt lagde han en plan. Arnes bil var ikke noget problem. Ny udstødning. Og så den lille digitale chip, han havde opfundet. Den skulle installeres. Og endelig, en mail med vedhæftet hackerfaktura til Arne. Han ville næppe ane uråd.

Betina vågnede med bankende puls. Hun havde hovedpine og kvalme. Satans. Sengen virkede meget hård, selvom hun vendte sig om på siden. Hendes arme føltes låst. Hvor var hun? Hvor var Claus? Åh nej. Jeg er hos Arne. Hvorfor er der så mørkt? Hun kom i tanker om mobilen i tasken. Der var lys i. Taske, taske. Hvor fanden er du? Så hørte hun en rungende lyd. Et lys blev langsomt tændt. Det lignede en Tv-skærm. Pludselig glimtede et lys i loftet. Hvor fanden var hun. En kælder uden vinduer? Der lød stemmer fra Tv-skærmen. Arnes ansigt tonede frem.
   "Godmorgen Betina. Jeg håber ikke dine tømmermænd er for slemme, men vi var nødt til at bedøve dig. Dit glas med champagne i aftes indeholdt også et sovemiddel. Om nogen tid vil du forstå hvorfor. Du er så heldig at være den udvalgte til vores guddommelige projekt. Om nogen til vil du opdage, at du er i lykkelige omstændigheder. Måske endda med tvillinger. Guds udvalgte tvillinger med de rette Koefoed gener. Din egen tvillingsøster Rikke var desværre steril, så du var sidste mulighed. Du kan se hele filmen på skærmen. Brugsanvisningen ligger på computeren. Og tro ikke du kan kontakte Claus. Han eksisterer ikke længere. Der er mad og drikke i køleskabet."
   Billedet på skærmen tonede ud, mens kvalmen voksede i Betina og udløste en serie opkast mellem de hyppigt gentagne ord. Rikke? Tvillingesøster?

Efter morgenmaden gennemgik Claus atter planen. Efter at have hacket Arnes PC, var han ikke længere i tvivl. Han måtte til Gudhjem, før Arne kørte til mødet med sin afskyelige sekt. På sigt kunne han udlevere sine hackermaterialer til politiet. Men ikke lige nu. Det var en anelse for tidligt. En stor tanke nagede ham konstant.
   Arne vil fortælle at Betina er rejst, væk, forsvundet eller noget i den retning. Formentlig kunne hun kun findes via computeren. Det mest hyppige ord på Arnes PC var navnet Rikke. Hvad er det? En kode?
   Claus blev afbrudt af den ringende telefon. Det var Arne.
   "Jo bilen er klar til i eftermiddag. Jeg kommer med den i efter ... OK, du henter den selv. Klokken 16? Jo, det kan jeg godt nå. OK det er en aftale. Betina venter i Gudhjem, siger du. Fornemt. Ja, det er en aftale."
   Claus rystede på hovedet. Den nar. Var han virkelig så naiv ham Arne. Betina ventede. OK, så ringer man hende da lige op. Claus tastede nummeret og telefonen blev taget med det samme.
   "Det er Rikke." Svarede stemmen. Claus måbede.
   "Er det ikke Betinas telefon?"
   "Jo, svarede stemmen, nu skal jeg hente hende. Betina, der er telefon. Hvor er du? Hun kommer nu." Der var stille nogle sekunder.
   "Hej Claus. Jeg kan ikke tale med dig mere. Der er sket noget. Læs min mail."
   Så blev røret smækket på. Claus bed sig i læben. Rikke? Hun lød som Betina, og så alligevel ikke. Der var noget helt galt. Claus åbnede telefonen og læste den sidst indkomne mail. Det gav mening.
   Planen måtte sættes i værk. Han fandt den digitale chip frem. Det tog kun nogle sekunder at sætte den under skærmen på Arnes bil.
   Arne kom på slaget 16.
   "Du skrev på mail at prisen var 1500 kr. Her er 2000, så er vi kvit. Her er dine nøgler. Tak for lån," lød det overlegne budskab mens Arne slentrede mod sin bil på en grevelignende facon.
   Claus nikkede. Så kører vi. Bilen kørte sydpå. Den standsede som ventet lige før Olsker Kirke. Det var her ham den mystiske dyrlæge Dyhr, der var omtalt i hackermaterialet, boede. Det passede jo fint, at de skulle sammen til menighedsmødet i Peters Tvillinger. Så var det bare at vente til de nåede bakken ved Døndalen. Det tog kun små 5 minutter. Claus trak mobilen frem og trykkede på den udvalgte tast.
   "Farvel Arne & Co. Og så til Gudhjem før politiet dukker op."

Claus havde ikke besvær med at få lirket døren i Gudhjem op. Det var værre at nå ned i kælderen. Der sad en kodelås på døren. Ganske som ventet. Claus havde brugt en del af natten til at tænke i koder. Alt tydede på relationer til navne som Rikke og Betina. Det kunne så være fødselsdage, familie relationer, øgenavne eller lignende. Det mest nærliggende var dog alfabetet, især fordi det lå talopdelt på computeren. Han tastede først den alfabetiske kode for Betina ind. Den virkede ikke. Så tastede han Rikke ind. 18-9-11-11-5. Den virkede ikke. Så prøver vi de første tal, sagde hans manipulerende hjerne. 1-9-1-1-5. Der lød et klik og døren åbnede sig. Der var lys i computerrummet. En tændt PC lyste op. Claus kneb øjnene sammen.
   "Hold kæft. Han bruger ikke trådløs kommunikation, men kabler. Det gør det unægtelig noget nemmere."
   Han fandt hurtigt pengeskabet. Her var koden den samme. Inden for lågen lå en bog. Min hellige dagbog stod der. På første side var der en indholdsfortegnelse. Claus kørte fingeren gennem bogstaverne. Bekendelse af min synder, side 9. Claus mærkede en sitren i kroppen, da han nåede til siden og begyndte læsningen.
   Herre, med din hjælp tog jeg det falske liv fra alle disse djævle, som modarbejdede dit Rige.
   19. december 1948 ihjelslå lod jeg i Guds navn min bror Jens Kofod.
   20. december 1949 ihjelslå lod jeg i Guds navn min svigerinde Karla Kofod og min far Erling Koefoed, fordi han lod det fædrene hus gå til en synder.
   Derpå fulgte en masse navne, der ikke sagde Claus noget. Remsen sluttede af med følgende udsagn. Deres legemer ligger i Satans kælder, således at kødets opstandelse ikke skal være dem undt. Deres sjæl kan kun reddes ved bod og genfødsel som en ægte Koefoed. Claus rystede på hovedet.
   Manden er øh... var sindssyg.
   Længere ned stod to navne der rystede ham.
   20. juli 1980 ihjelslå lod jeg min søn Arne Kofod, som ikke viste sig værdig til navnet Koefoed og min nevø Erling Kofod. De blev ramt af Guds hellige vrede da de prøvede at bestige de hellige klipper for at styrte Guds Rige i grus.
   "Så havde du ret mor." Claus kunne ikke styre sin højre arm, som lavede noget der mindede om korsets tegn, på trods af han hjerne der sagde.
   Mystisk for en ateist som mig.
   Telefonen ringede. Det var politiet.
   "Ja, det er mig. Betina? Jo, det er min kæreste. Hendes telefon, jo det passer. Tre mennesker? Er du sikker? Jeg kommer med det samme."
   Claus stormede op ad trappen mens benene rystede. Der var to mænd og en ung kvinde i bilen. Alle dræbt. Det var ikke aftalen.
   Politiet var talrigt tilstede i Døndalen, da han nåede frem. Kriminalbetjenten trak ham til side og sagde.
   "Bilen er eksploderet, da den skred ud over klippen. Det er svært at sige eksakt, hvad der er sket, da bilen er totalt udbrændt i motorrummet. De to mænd sad fast i bilen og er næsten brændt til ukendelighed. Men vi er sikker på deres identitet, da vi har fokus på dem i en anden verserende sag. Pigen blev åbenbart slynget ud af bilen 100 meter inden og hun siger os ikke noget. På hendes mobil findes dit nummer og en masse Sms'er, så vi skal bede dig identificere hende, hvis du kan."
   Betjenten trak ham hen mod ambulancen, hvor der stod en båre med en kvinde på.
   "Er det din kæreste, Betina Koefoed?" Claus brød sammen og nikkede.
   "Er du sikker," spurgte betjenten, "havde hun nogle specielle kendetegn?"
   Claus nikkede.
   "Hun havde et modermærke på den højre balle. Et ret stort et. Hun ville have det fjernet, men turde ikke."
   Betjenten kiggede Claus dybt i øjnene.
   "Så har vi et problem. Hvis dette ikke er Betina, hvem er det så?"
   Claus gispede.
   "Det kan kun være Rikke."
   "Hvem er Rikke?" Betjenten trak sin notesbog frem.
   "I må hellere komme med til Gudhjem. Jeg har hacket Arnes PC, og i eftermiddags fandt jeg nogle meget mystiske ting i hans hjem. Jeg synes I skal se dem, og så skal vi finde Betina, hvis det ikke er for sent."
   "Lad os komme af sted," svarede betjenten.
   Huset i Gudhjem vrimlede snart med politifolk. De fik hurtigt et overblik over forholdene og var synligt rystede. I en utilgængelig og tilsyneladende dybtliggende hemmelig kælder lå en masse knoglerester.
   Claus viste kriminalbetjenten den video, der kørte uafbrudt på den bærbare PC.
   "Det her er Betina. Det er taget i går efter hun kom hjem fra besøget hos mig i Olsker. Der er lyd på hele vejen. Så det er ret uhyggeligt. Her putter Arne noget i Betinas champagneglas, inden hun kommer hjem. Så han har gang i den plan, han selv i starten omtalte på videoen. Det er åbenbart det stof, der står i køleskabet."
   Claus spolede frem.
   "Her kommer dyrlægen, som I åbenbart kender. Her lægger de Betina op på bordet. Åbner hende, eller hvad det nu hedder, og giver hende en kunstig befrugtning. Hør selv hvad de siger bagefter."
   Claus spolede frem til stedet, hvor dyrlægen sagde.
   "Så venter vi bare på tvillingerne. Vi skal vel have Rikke op og Betina ned i stedet, går jeg ud fra. Tror du nu, vi kan stole på Rikke."
   Arne grinede og svarede.
   "Der er ingen af mine børn, der til dato har kunnet modstå mine hypnotiske evner. Rikke mindst af alle. Hun har været samarbejdende gennem alle 20 år. Det er på tide hun kommer op i friheden, nu hvor vi har bevist hun er steril. Men Betina skal helst levere et par stykker endnu. Siden hen kan hun ryge i helvedet sammen med Claus."
   Betjenten rystede på hovedet.
   "Hans børn?" Claus nikkede.
   "Han har tilsyneladende ført både sin søn og svigerdatter bag lyset. Men test deres DNA. Det vil garanteret pege på ham som faderen. En bornholmsk kopi af Fritzl. Bare meget værre. Men det vigtigste nu er Betina. Se her. Der er 5 netværksledninger. De fire er i dette niveau. Den femte går gennem kældergulvet. Der må Betina være."
   Betjenten tog Claus i armen.
   "Tag hjem. Det ordner vi. Hun skal i psykologbehandling omgående. Vi kontakter dig. Og tak for hjælpen."
   Det tog politiet 2 timer at finde Betina. Hun meget meget forkommen og blev omgående overført til behandling på Rigshospitalet. Her blev hun behandlet i 4 uger, før Claus fik lov til at se hende hjemme i Olsker. Betina virkede mere rolig end man skulle tro. Til gengæld var hendes kærlige facon erstattet af en lidt kold attitude. Hun ville ikke drikke andet end cola. Efter at have siddet tavs i sofaen en halv time sagde hun:
   "Jeg ved du gjorde det."
   "Gjorde hvad," svarede Claus og rystede på hovedet.
   "Lad være med at spille dum. Ingen andre kunne finde på det. Du ved jo, hvordan de behandlede mig. Du har læst dagbogen, kan jeg se. Jeg er barn af min farfar og venter hans barn. Pinligt ikke. Det kunne du naturligvis ikke acceptere, vel? Du vidste det og handlede, ikke?" Betina lød meget kold.
   "Betina. Du skal da have en abort. Alt andet vil være urimeligt, ikke?"
   "Urimeligt. Hvor herre bevares. Så tag dog ansvar lige som din mor. Det her drejer sig om at lukke familiefejden. Jeg vil have mit barn. Halvdelen er trods alt mit eget. Den anden halvdel skal opdrages så Koefoed præget elimineres. Nu bliver det ikke tvillinger, så jeg ser det som om hans barn er forkastet, mens mit overlever. Sådan tager jeg mit ansvar på mig. Du skal gøre det samme og indrømme din skyld. Sammen kan vi så sone vores skyld. Jeg siger ikke noget til politiet. Den hemmelighed er vores hemmelighed. En hemmelighed som skal være vores styrke til at leve et liv uden huset i Gudhjem og uden noget der minder om Koefoed eller Kofod. Jeg vil hedde Rasmussen som dig. Og din mor skal være min mor. Her ligger vores styrke. Men du skal først indrømme din del af skylden. Bagefter snakker vi ikke mere om det."
   Betina slog hånden i bordet.
   "Kom så, Claus."
   "Jeg slog Arne, dyrlægen og Rikke ihjel," lød det noget bevægende fra Claus.
   "Og du gjorde det for min skyld. For mig og for vores barn. Punktum slut. Giv mig så den krammer."
   Betina rejste sig op.
   Tiden efter var lang. Politiet kontaktede Claus og spurgte, om han kunne have overset nogle fejl ved bilen, da han reparerede den. Men de fulgte ikke op på det.
   En måned senere bragte Bornholms Tidende en reportage om sagen. Det fremgik heraf, at sagen var meget kompleks på grund af omfattende kriminelle aktiviteter. Aktiviteter som også indebar seksuelle lovovertrædelser Disse ting blev stadig efterforsket. De to mænd var skudt i baghovedet. Givetvis med den pistol, som man siden fandt i grøften 100 meter fra ulykkesstedet. Pistolen bar pigens fingeraftryk. Man formoder hun har skudt de to mænd og derpå har kastet sig ud af bilen. Hun havde gode motiver til denne handling, efter det massive misbrug hun havde været udsat for. Så politiet mente at have opklaret årsagen til ulykken. Claus studsede. En pistol? De havde aftalt det skulle være en peberspray, så Rikke kunne nå ud, før hun satte ild ..."
   "Nå, du studser?" Betina kiggede ham over skulderen og fortsatte,
   "Rikke sagde til mig, at hun ikke ville byde mig at opleve det, hun havde været udsat for i kælderen. Der var kun en ting at gøre. Og vi fik dig med på ideen. Du skulle bare vise, at du selv ønskede det. Ellers havde du jo ikke accepteret Rikkes mobilbesked, vel?"
   Claus nikkede, mens Betina rundede samtalen af.
   "Nu skal vi bare værne om Rikkes minde. Hun er ikke en morder, men en frelser. Og så er hun min søde tvilling. Desuden er det godt din mor når at opleve dette."