Grethe åbnede bogen, skriften var sirlig og letlæselig, selvom sproget nødvendigvis bar præg af at være skrevet for, ja måske næsten 100 år siden. Ane Kirstine var utrolig pertentlig med sine notater, det var som om den mindste detalje var kommet med. Alle beskrivelser var så perfekte, at det var svært at skelne virkelighed fra fantasi. Så milevidt forskelligt fra det onkel Jens skrev, hans notater lignede mest af alt en militærmands dagsbefalinger.
   I løbet af et par minutter følte hun sig næsten som et med personen, så levende var ordene.
   Det var som om de trådte ud af bogen og blev levende lige rundt omkring hende. Hun tog fantasiens vinger på og lod sig opsluge i fortiden.

Ane Kirstine Clausen lukkede øjnene og fokuserede på det indre teaterstykke der udgjorde hendes liv. Det gav, sammen med den Tinctura Opii Søster Magdalene havde givet hende, lindring for smerterne i nogle timer.
   Hun tænkte på H.C. Andersen der havde været så bange for at dø, den angst havde hun ikke selv, så længe opiumen virkede.
   Men læge Hoffmann havde jo også sagt det nok skulle gå.
   Hun havde fortalt Søster Magdalene alt om sin besynderlige opvækst. At hun var et såkaldt uægte barn, et resultat af en affære mellem en kromutter på Langeland og en ældre spansk officer, der kom til Danmark som ung soldat i forbindelse med Napoleonskrigene, og siden blev i landet.
   Hele hendes opvækst var temmelig tumultagtig, da moderen, i det skjulte, nærmest drev bordelvirksomhed.
   En københavnsk teatermand, Morten Bentzen, fattede interesse for den smukke pige med de mørke øjne og det umiskendelige middelhavspræg. Han fik på det nærmeste lov til at adoptere hende som sekstenårig. På teateret lærte hun at danse, og på grund af sit sydlandske udseende var hun meget eftertragtet, både som danser, men også som objekt for elskovslystne mænd, der bare ville lege med hende.
   Hun var treogtyve, da hun på en ferie i Rom mødte Henrik Finne. Henrik var kunstmaler, stor nordisk type, rar og godmodig, men meget sendrægtig.
   Det var lige før hun måtte fri til ham, men gift blev de da.
   "Skriv det dog ned," havde Søster Magdalene sagt, "det letter altid på samvittigheden, når det står på tryk, så andre end De og Vorherre har mulighed for at blive bekendt med tingene."

Ane Kirstines børn fulgte i hurtig rækkefølge, fem drenge og en helt bedårende lille pige.
   Omtalen af den lille pige fyldte flere sider i bogen. Nogle sider bar dog præg af at være klippet ud. Nogle få steder var der indsat tegninger af en lille pige, åbenbart Agnes.
   Hun var glad for sin datter, som lignede hende på det sydlandske udseende, men hendes væsen var anderledes, måske som ... Ane Kirstine vendte blikket indad ... nej , det nyttede ikke noget ... hun ville ikke tænke på det. Henrik var jo helt væk i hende. Det måtte bare være det vigtigste.
   Teateret krævede så meget af hendes tid, eftermiddag og aften, og Henrik var jo næsten altid hjemme. Det var absolut det bedste ... måske. Mon hun blev rask og kom til at danse igen?
   Hendes tvivl gjorde smerterne stærkere, hun måtte snart træffe et valg.
   Der lå et avisudklip i bogen fra 1919. "Den kendte danser Ane Kirstine Clausen var tilstede ved åbningen af kunstgalleriet Ny Tid. Her ses hun med sin tiårige datter og sin mand, maleren Henrik Finne, der har flere værker med på udstillingen."
   Grethe holdt udklippet op mod lyset, mor og datter lignede hinanden utrolig meget.
   Udklippet var desuden omtalt i bogen. Under billedet stod med sirlig håndskrift:
   "Vores lille øjesten."
   Grethe følte det næsten, som stod hun selv i galleriet og så med. Så Ane Kirstines blik, så hendes usikkerhed bag smilet. Det virkede som om usynlige dæmoner kiggede ud gennem hendes ellers så betagende brune øjne.

Agnes var sin fars øjesten og hun vidste det.
   Hun elskede at sidde på hans skød, elskede at pille i den ulastelige vest med sølvknapperne og den forgyldte urkæde, som han altid bar, mens han fortalte om sin opvækst i præstegården i Allerslev.
   De muntre historier om farmor Johanne, der vistnok havde adelige aner, hun var født Seehusen, og ville have at hendes søn skulle være præst.
   Sådan havde det nemlig været i generationer. Derfor skulle hendes søn også hedde Henrik ligesom sin far og sin farfar.
   Han skulle i al fald ikke være maler, men det blev han, og han kunne leve af det.
   Farmor havde mødt H.C. Andersen på herregården Espe, hvor han opholdt sig en sommer med højtlæsning af sine eventyr, nogle år før sin død.
   Så Agnes havde af Johanne fået fortalt alle H.C. Andersens eventyr. De havde næret hendes fantasi og skærpet hendes indlevelsesevne.
   Agnes selv havde arvet sin mors spanske gener, mørke øjne, mørkt hår og et temperament der ofte tog livtag med den roligere nordiske livsstil.
   "Du har arvet mors guddommelige skønhed, men min kunstneriske åre og kærligheden til mennesker," sagde hendes far ofte, når hun sad og kiggede med skrå øjne på malerklatterne der nærmest legede tagfat i hans hår, hvorimod vesten til stadighed var klatfri og ulastelig.
   "Og så har du temperament som en ustyrlig islandsk geyser," elskede han at sige.
   "Og mor siger du er et stort norsk grundfjeld uden lava i undergrunden, der bare ligger der stolt og stille og lader menneskene grave guld i dine årer uden protester."
   "Siger hun det, ak ja, mor er en god iagttager," svarede han som regel.
   Han følte tit at Ane Kirstine godt kun savne lidt skælv i undergrunden, bare en gang i mellem. Som regel var det hende det måtte antænde dynamitten når der skulle sprænges noget bort for at komme ind til fjeldets kerne.
   Agnes kunne som den eneste af børnene forstå sin fars malerier, de havde nærmest en fælles kunstnersjæl. Agnes brugte mere tid i fars atelier, end i skolestuen hos den ansatte privatlærer.
   Da hun fyldte tretten år tog han hende med på en tur til Paris, hvor de fra Nôtre Dame så betaget ud over Seinen og den lille ø kirken lå på. Agnes kunne ikke nyde synet, hun var bange for at hendes far skulle styrte ned.
   "Skulle det ske," sagde hendes far, "vil jeg komme flyvende som en engel og føre dig med ind i himlen."

Grethe lagde bogen til side. Hun kunne godt huske den historie med Nôtre Dame.
   Hun huskede også sin onkels fortællinger om tiden efter Ane Kirstines død.
   Onkel Jens var meget påvirket af sin mors noget for tidlige død.
   "Jeg forstår ikke Agnes," sagde han. "Jeg kan slet ikke blive klog på hende. Selvfølgelig savner hun sin mor, men det er på en meget fraværende måde. Næsten lige som far. De ser triste ud, men de vil ikke tale om det. De forsvinder bare ind i atelieret og begynder at tegne. Måske er det bare deres måde at bearbejde sorgen på.
   Mor var så fantastisk levende, som om hun bare dansede gennem livet.
   Men Agnes var jo også kun et barn, sammenlignet med os store drenge, og måske er piger anderledes, er de ikke, Grethe?"
   Jens havde flere gange prøvet at tale med Agnes om situationen, men hun undveg altid.
   Agnes var endnu ikke fyldt sytten år, da Ane Kirstine døde. Dødsfaldet knyttede tilsyneladende far og datter endnu tættere sammen i en slags symbiose, hvor de var uafhængige af andre og derfor også nemt distancerede sig i forhold til andre.
   Når husholdersken på sine indkøbsture i byen hviskende fortalte detaljer om sine iagttagelser, og disse derpå blev omsat til bysladder, så nåede det aldrig frem til far og datter, eller også kunne de ikke genkende noget, når historien havde været en eller flere ture gennem landsbyens skvadre mølle.
   Jens og hans brødre måtte derimod ustandselig tage til genmæle mod sladderen, når deres venner bragte rygterne på bane.
   Alligevel havde Agnes øjensynlig nogle af sin mors gener intakt, for hun nød til fulde den opmærksomhed unge mænd viste hende, når hun en sjælden gang forlod sin fars omsorgsvinger. Jens havde en masse gode venner, der jævnlig kom i huset, for at se på kunst, som de sagde. At de så mere på Agnes end på den gamle malers billeder, ja - det bemærkede de fleste, måske undtagen den gamle maler.
   Havde de unge mænd kendt Agnes hemmelighed, havde de måske været lidt mere betænkelige.

Da Agnes omsider selv blev gift, holdt hun stadig tæt kontakt til sin far.
   Hun kom hos ham hver dag, selv da han ikke længere kunne arbejde.
   På hans dødsleje lovede hun aldrig at glemme ham.
   "Og jeg passer på dig indtil vi skal ses, når den tid engang kommer," var det sidste han sagde til hende.
   Grethe havde som lille barn altid følt sig elsket af sin mor.
   Nu havde hun flere gange spolet hukommelsen tilbage til barneårene, i starten var det lutter idyl, senere kunne hun godt se problemet.
   Agnes elskede hende højt, men absolut på sin egen måde.
   Hun kunne sidde timevis med Grethe på sit skød og fortælle historier fra sin barndom og ungdom, om morfar, altid om morfar, altid kun om morfar.
   Siden fulgte to dejlige sønner, Søren og Anders, som hun også elskede, på nøjagtig den samme måde.
   Grethe var glad for hun lignede sin far. Men Anders, det bekymrede hende på en uforklarlig måde. Anders lignede sin morfar alt for meget, næsten som en klon, ikke af væsen, men af udseende.
   "Men den hun elskede allermest var den gamle maler," onkel Jens elskede sine egne mundheld, og tilføjede ofte:
   "En mor skal være familiens lim, men i tilfældet Agnes er limen allerede brugt op på klistermærker til hendes elskede far."
   Den gamle kunstners sjæl havde brændt sig så dybt ind i hendes hjerte, at hendes liv fra den dag han døde aldrig mere blev helt det samme.
   Jens og de andre brødre afviste hun efterhånden fuldstændig, ville ikke længere tale med dem.
   Grethe havde sidst set onkel Jens til sit eget bryllup, hvor hun selv havde inviteret ham.
   Forinden var der gået næsten ti år uden kontakt til onklerne.
   Knud, hendes far, levede sit eget liv og var sjældent hjemme på besøg.
   "Han er vel blevet skræmt væk af hendes tavshed," var en af standardkommentarerne fra onkel Jens.
   "Hvorfor var hun så optaget af morfar, er det sygeligt eller hvad?"
   Onkel Jens grinede højlydt:
   "Det er i al fald ikke noget med seksuelt indhold, hvis det er det du fisker efter. At far overhovedet har fået børn skyldes nok din mormors indre vulkan. Nej far skulle vist forføres med magt, hvad det angik. " Onkel Jens havde altid svært ved at få dæmpet latteren ned. "Ganske vist har Agnes ofte stået nøgenmodel for ham, ligesom vores stuepige, der måske troede, der lå mere i det, hvem ved. Men nej, ikke noget med kødets lyster hos far. Jeg tror personlig han var fascineret af den menneskelige krop, og gerne ville aflure alle dens hemmeligheder, og Agnes er jo en flot pige, ligesom sin mor."
   "Er du sikker på der ikke var noget lusk?", Grethes let sammenknebne øjne sendte mistro ud i luften, mistro næret at den umiskendelige lighed mellem Anders og morfaren.
   "Agnes elskede at få at vide hun var skabt med en krop som en græsk gudinde, og det sagde far ustandselig, men mere var der ikke om den ting."
   Han tog Grethe om skulderen:
   "Hør her, jeg tror du skal arve min dagbog nu jeg ikke selv fik børn."
   "Meget gerne," Grethe så oplivet på ham, "det kan måske forklare de traumatiske familieforhold vi er vokset op under."
   Onkel Jens smilede,
   "så er det vel heller ikke værre."
   Grethes reaktion kom prompte:
   "Vær du glad for du ikke er gift og har børn."

Selvom Agnes havde arvet sin fars hus i forståelse med sine brødre, lettede det aldrig for alvor hendes besynderlige sorg over tabet af faderen.
   Derfor stod atelieret uberørt, med de billeder og bøger der også stod der, mens han levede. Gamle paletter og pensler lå, med indtørret maling, på deres vante plads, tilfældigt spredt ud over det faldefærdige arbejdsbord, eller stablet i vaser med antikke mønstre. Hendes egne børn fik forbud mod at røre noget i rummet. Her boede nemlig malerens sjæl, her kunne hun føle hans nærvær, og derfor skulle det stå som det oprindeligt havde set ud, for ikke at krænke hans sjælefred.
   For Grethe og hendes søskende blev mareridtet totalt. De var nærmest ikke eksisterende.
   Onkel Jens havde læst lidt op fra sin dagbog, fra dengang han og Agnes var børn. Det bidrog ikke til nogen dybere forståelse. Men allerede dengang havde det åbenbart været på samme måde. De to alene i verden, nok i dem selv.
   "De to holder sammen til døden," havde Jens lakonisk sagt, "de lever i deres egen osteklokke, hvor de ikke lukker andre ind. Af og til linder de på låget for at slippe lidt nødvendig næring ind og lidt skidt ud. Selv når den ene ikke kan mere, bliver den anden i osteklokken for at værne om mindet."
   Agnes drømte ofte om at blive genforenet med sin far, så da hun selv blev syg og skulle dø, havde hun ingen frygt.
   De få gange Grethe besøgte hende, talte Agnes kun om sine feberfantasi møder med den gamle maler.
   "Han venter på mig," sagde hun sagte og smilede med et indadvendt udtryk.
   Fantasierne, der blev udløst af besvær med at trække vejret, var et normalt fænomen, sagde lægerne. For Agnes var det dog ikke fantasier, men derimod virkelighed.
   Når sygeplejeskerne tilbød hende ilt, sagde hun nej tak. Hun ville ikke af med sin version af virkeligheden.
   Agnes døde derfor med et udtryk i ansigtet, der mest af alt mindede om befrielse.
   Onkel Jens havde i sin dagbog næsten forudset dette forløb. Selvom hans dagbog var meget hverdagsagtig og langt fra den personlige stil Ane Kirstine lagde for dagen, havde den bidraget med så mange små dagligdags episoder, at mønsteret til mosaikken om Agnes blev noget mere klar.

Grethe havde læst i flere timer, var stadig både dybt betaget og chokeret af det hun læste, alt var skrevet så udførligt ned, så detaljeret.
   Der var så mange ting der pludselig faldt på plads, især omkring hendes mor.
   Alligevel var der stadig så meget hun ikke forstod, denne trolddomsagtige besættelse...
   Hun tog en slurk dansk vand, vendte sig kort mod oplevelsen af begravelsen, med alt det der igen blev draget frem i lyset af minder hun for længst troede var fortrængt til underbevidsthedens domæne.
   Agnes egne børn havde ikke de samme bånd til den gamle maler, slet ikke.
   De solgte huset med det meste indbo. Tog kun nogle få billeder og nogle private bøger med sig. Grethe havde udviklet apati mod malerier, og beholdt derfor kun et enkelt portræt af sin mor, samt sin mormors dagbog, som hun tilfældigt havde opdaget i det rod af vaser, gamle bøger og malerier, som atelieret indeholdt. Dagbogen var stadig låst. I en vase overgroet med støv og mere end tredive års spindelvæv og nullermænd, fandt hun en nøgle, der svarede til dagbogen.
   "Nøglen til min families gåde," tænkte hun, og besluttede samtidig at beholde den smukke vase, med motivet af Afrodite.

Grethe sugede de sidste dråber danskvand ud af flasken og vendte en ny side i dagbogen, den sidste så det ud til.
   Mormor vidste åbenbart hun skulle dø. Hun havde skrevet om sin sygdom,
   om smerterne og sit liv. Om sin fantastiske karriere som danser på teateret, og hvordan hun var blevet kaldt "tatertøs" på grund af sit sydlandske udseende. Men det var ikke det hele.
   "Kære Agnes, dette skylder jeg at fortælle dig i min sidste stund. Jeg forbander mit udseende, som kun har ført mig fra den ene ulykke til den anden. Aldrig har jeg kunnet gå i fred for mændene, som efterstræbte mig og udnyttede mig allerede i min tidlige ungdom. Da jeg mødte din far, fandt jeg ro, jeg fik lov til at være i fred." Der fulgte nogle overstregninger og så dette:
   "Gud tilgive mig mine synder, men han var så rar og smuk, så romantisk og glødende. Jeg kunne ikke flygte fra min forbandede arv. Din far var en uge i Rom, med malervennerne, da jeg mødte ham på teateret, en italiensk tenor. Nino kaldte vi ham.
   Han er din rigtige far. Jeg kunne ikke fortælle det til nogen, kunne ikke ødelægge din og Henriks idyl.
   Henrik ser skønheden i alt som maler. Han ser i dig de følelser han ikke selv kan formidle, ikke komme ud med. I stedet viser han dem gennem sin kunst, og du inspirerer ham hele tiden. Du er den luft han indånder, du er det blod der ruller i hans årer.
   Jeg ved Henrik vil passe på dig som sin egen datter, og du på ham som en datter på sin far. Må I begge tilgive mig. Alligevel bliver jeg nødt til at fortælle dette til dig Agnes.
   Du må ikke leve i jeres gensidige forblændelse af hinanden. Du skal have et liv selv, nu du snart er voksen. Ligesom jeg blev reddet fra min mors dominans, skal du ud af Henriks skygge."
   Grethe trak vejret dybt, hentede så en saks og klippede siden ud af dagbogen.
   Hun forstod ingenting. Hendes mors betagelse af den gamle maler var ...uden for rækkevidde af normal forstand.
   Selv havde hun og hendes brødre lidt under altid at komme i anden række ... nej slet ikke at komme i nogen række.
   Morfar og mor, og så var de ikke engang i familie.
   Onkel Jens ... der ikke mere var ... kun var halvonkel, hvorfor havde han ikke reageret?
   De måtte have vidst det, nogen måtte have vidst det. Mormor måtte have sagt det ... til nogen.
   Var det forfængelighed? Var det angst for at blive pillet ned fra datidens udstillingsbalkoner? Frygt for at blive latterliggjort?
   Hvorfor havde Agnes aldrig læst sin mors dagbog? Hvem havde gemt den i vasen?
   Var det morfar selv? Eller var det skæbnen der ville, den ikke skulle findes?
   Løgne og fortielser. Grethe knaldede den støvede vase i gulvet med et brag.
   Om den var nok så antikvarisk eller ej var bragende ligegyldigt. Nu symboliserede stumperne hendes ikke eksisterende familieforhold, hendes ikke eksisterende fortid, symboliserede sandheden, endelig sandheden.
   Mormor vidste jo det var forkert, men havde ikke mod til at sige det, måske?
   Havde hun glemt at slutte fred med sine dæmoner? Eller kunne hun ikke?
   Skøn som en græsk gudinde, var det den illusion der blændede Agnes?
   Illusionen Afrodite, der nu lå som en symbolsk bunke kassable lerskår på gulvet. Grethe fornemmede atter de usynlige dæmoner, der nu for forvildet omkring, åbenbart ledende efter en ny sjæl de kunne besætte.
   Hun sparkede til skårene så de føg henover gulvet.
   "Skrøbelige illusioner," fnøs hun, "følelser ... og kunst. Bvadr! ... Det er for nemt. Fordi en gammel maler har et platfodet følelsesliv behøver det vel ikke gå ud over et uskyldigt barn. Der skal i hvert fald ikke lukkes dæmoner ind i min sjæl. Om Anders vil lukke dem ind må blive hans problem."
   Hun satte dagbogssiden side i en skifteramme og hængte den op på væggen.
   Nu kunne det altid minde hende om en mor, der havde foretrukket en helt fremmed mand i stedet for sine egne børn. Den lim hendes mor skulle have brugt på sine børn og sin mand, havde hun i stedet blindet sine egne øjne med.
   Det gjorde det lidt nemmere at komme af med bitterheden.
   Samtidig mindede det hende om at hun havde en rigtig morfar, en ukendt morfar måske, men en rigtig en. Måske kunne hun finde ham via sin slægtsforskning. Måske kunne hun finde nye rødder i sit liv. Rødder der ikke havde det kvælende aftryk af den gamle maler.