Det bræt som Karen taler om
på Fyldepennens sider,
er klappet op og klappet ned
i gennem alle tider.

At klappe op og aldrig ned
langt mere end de aner,
er ganske givet klar besked
om mænd og deres vaner.

Det kvinder hader allermest
på W.C. kummens flader,
er dråber klattet hist og pist
fra disse mænds kaskader.

Når mænd de aldrig klapper ned
så sker det jo minsandten,
at kvinder så med numsen bar
får sat sig hårdt på kanten.

Dit bud det er en klonet mand
som løsning på miseren,
hvem kommer med det første tip
og løber bort med æren.

Og dog så er det simpelt nok
at undgå al den væde,
man(d) sætter sig og bruger blot
sin egen bagdels sæde.