Niels havde barberet sig og betragtede, med en rynke på næsen, resultatet. Det gik vist an, det var jo kun en fødselsdag. Og kun med drenge, forhåbentlig.
   Steen havde inviteret til 24 års fødselsdag ... tænk at der allerede var gået et år.
   Det var med nogen uro Niels havde sagt ja. Han havde jo ikke fået fulgt op på sagen med kameraet. Det virkede så længe siden:
   "Skal du sige farvel til Junior inden han skal have mad?" Han tog imod sin to måneder gamle søn, løftede ham op i armene, rystede ham kærligt, og så knægten folde læberne i det gavtyv lignende smil, han havde tillagt sig for få dage siden:
   "Kan du passe godt på mor mens far er væk." Han leverede junior tilbage til sin mors arme: "Myllemor skal også passe på sig selv, må jeg få et farvel kys?"
   "Du med din Myllemor, brug mit rigtige navn inden junior begynder at tale. "Hun kyssede ham blidt på munden:
   "Vi vinker inde fra soveværelset, skynd dig hjem, ikke noget med at se på frække damer!" Hun smilede til ham på sin vante måde, den der så lidt drillende, måske bedrevidende, ud.
   Ned på gaden kunne han svagt skimte junior og Myllemor gennem de duggede ruder.
   På vej i bussen vendte tankerne tilbage til Steens fødselsdag sidste år.
   På det år havde han oplevet ligeså meget som alle foregående år tilsammen, følte han. Han var blevet bedre til at forstå sig selv. Men der var stadig ting han helst ville glemme, helst ville fortrænge, hvis han kunne.

Steen havde altid været lidt af en drengerøv. Det var han vel stadig, selv nu hvor han læste biologi på 3 år og boede på et kollegieværelse nær universitetet.
   På kollegiet havde også Steens fætter, Jesper, boet i starten.
   Niels og Jesper var begge farmaceut studerende, men dyrkede kun fagligt samvær.
   Jesper havde opsat et WEB kamera, skjult i en væglampe, så han kunne optage og gemme
   billeder af de hyppige piger, der sivede gennem hans ungkarleliv. Steen syntes det var spændende, især da Jesper havde forbundet kameraet til Steens computer.
   Jesper havde ikke fortalt noget til Niels, måske fordi han kendte Niels, og ikke mindst hans overmoralske holdninger, som Jesper og Steen yndede at sige.
   Så ville skæbnen imidlertid at Jesper fandt sig en sød kæreste og derfor fjernede kameraet.
   Inden der var gået 1 år var han blevet gift, havde fået barn, og var flyttet konens lille lejlighed i Hvidovre.
   Til gengæld var der flyttet en flot ung pige, tandlægestuderende, ind i Jespers værelse. Steen havde allerede, i sine drengerøvsfantasier, set hende som sin kommende tandlæge. Set hvordan hun lænede sig ind over ham, kiggede ham i munden med tandspejlet, mens hendes bryster, i skjul bag den hvide kittel, blidt dansede kinddans på hans skuldre.

Steen ville fejre sin 23 års fødselsdag med maner, så han havde inviteret sine gamle venner fra gymnasiet, heriblandt Niels, som han ikke havde set meget til efter Jespers flytning.
   De var vokset lidt fra hinanden, Niels var mere alvorlig, ikke så flagrende og med på noderne længere, som Steen.
   Det var under fødselsdagsfesten Steen fortalte om WEB kameraet. Fortalte at han havde installeret det igen, da værelset stod tomt.
   "Det er løgn, det gør du bare ikke," Niels var synligt forarget, "det passer ikke, vel?" Niels mærkede mavesyren bide i bunden af spiserøret, det var kvalmende, bare for meget.
   Steen var allerede i gang med de øvrige drenge:
   "Bare vent til I ser hendes nødder ... så store mand," med armene beskrev han hvordan, "og hendes røv, jeg siger bare..."
   "Hold kæft! Din store idiot, er du da helt syg i hovedet?" Niels kunne ikke længere styre sin harme: "Hvad fanden har du gang i? Hvad nu, hvis hun opdager det ... det er skide ulovligt!" Steen kiggede med et svagt smilende, lidt hemmelighedsfuldt blik, på drengene:
   "Jeg tror hun ved det. For hun vinker til mig på kameraet ... og sender fingerkys."
   De andre drenge, især Marcus, jublede:
   "Tænd den PC, vi skal sgu da se silden."
   "Hun er sgu da ikke noget særligt," Marcus lød synligt skuffet.
   "Nej, nej, hende der er hendes lillesøster, hun er bare så kedelig, går altid i tætsluttende tøj, nej , se her ... det her er Anja." Steen så helt salig ud.
   Et nyt billede afslørende et portræt af en særdeles let påklædt pige. Drengene jublede, og Steen badede sig stolt i jubelen.
   "Nu skal I se her, hendes balle tatoveringer," Steens drengede ansigt udsendte en sand kaskade af frydefuld selvtilfredshed,
   "og her, en brunstig tyr på ene balle ... og på den anden, en tyrefæ..."
   "Steen, jeg går, hvis du ikke omgående slukker for den skærm. Og jeg melder det til politiet, hvis du ikke fjerner det kamera ... NU! Du risikerer bøde ... måske fængsel, for det her, tænk på din fremtid, mand."
   "Ja, skrid du bare Niels!" Der var ingen tvivl om hvad Marcus mente.
   Derimod så det ud som om alvoren måske var ved at gå op for Steen:
   "Du har ret, Niels, du har ret," men så lyste han op i et stort smil: " Pyt, der er kittelfest hos farmaceuterne i aften, hele gangen, også Anja, er inviteret, så kan I se hende ... naturel, ha-ha." Han lavede en vippende bevægelse med håndfladerne i brysthøjde, mens han svajede i hofterne.
   Marcus virkede sur: "Skulle vi ikke have set der, hvor hun leger med..." Steen bragte ham til tavshed med et strengt blik, og lavede en beklagende håndbevægelse til Niels.

Niels havde ikke lyst, men følte en slags moralsk forpligtigelse til at gå med. Som en kontrast til Marcus, måske.
   "Forbandede mave," tænkte Niels, da han mærkede, hvordan den tilsyneladende levede sit eget ureglementerede liv og jævnligt plagede ham med sure opstød.
   Måske fordi det var 2 år siden han sidst havde set ... hende.
   Anja dukkede op med en hoben af kavalerer omkring sig. Hun var meget udfordrende klædt, med en kavalergang, indrammet af et stykke V-udskåret guldlame, der viste mere end det skjulte.
   En kort, sort nederdel, stort opsat hår, pyntet med en kunstig blomst i pink farver, fyldige sminkede læber og øjne der var dækket med noget der mindede Niels om hans egen skosværte. De lynende øjne virkede kolde og glasagtige, farven virkede nærmest frysende isblå.
   Alligevel flokkedes drengene om hende og hun spillede synligt op til sine kavalerer.

En lille, en anelse kraftig bygget pige, kom hen mod dem. Anja slog ud med armen, knejsede stolt med hovedet og kundgjorde med høj røst: "Ja - Det er så min lillesøster! - pas på hende, hun bruger ikke p-piller." Lillesøsteren lod sine læber udsende en grimasse, der sagde noget i retning af:
   "Ja, og hva så!"
   Anja skød brystet frem, der var ikke meget tilbage den sparsomme guldlame kunne dække.
   "Anja har alt det hendes lillesøster mangler," sagde Marcus dæmpet og savlende til Niels.

Niels kedede sig bravt, han ville hjem, han kunne ringe til Steen i morgen og få ham til at fjerne det åndssvage kamera, især efter alt det Steen kort havde betroet ham ... om, hvor meget han havde optaget med Anja som ufrivillig aktør.
   Steen og drengene kæmpede om at få lov til at danse med Anja. Lillesøsteren sad alene ved bordet. Niels opdagede pludselig hun så på ham: "Jeg hedder Karen, hvad med dig?" Hun smilede til ham.
   Han kunne ikke få blikket fra hendes, næsten uden makeup, klare mørke øjne, der virkede så dragende og hemmelighedsfulde, men alligevel samtidig tillidsfulde. De havde tiltrækning som en varm mørk sø, der i sit dyb gemte på uvurderlige skatte. Han havde lyst til at springe på hovedet i søens vand, uden redningsvest. Det virkede så sikkert og trygt. Det Anja havde af udstyr, fra naturens - og lægernes - side, kunne slet ikke måle sig med den dragende magt der langsomt sivede ud fra Karens spændende ansigt.
   "Hvad kigger du på," hendes stemme var sprød, tiltalende og ansigtet rummede et lidt underfundigt smil. Der gik lidt tid før han svarede:
   "Det ved jeg ikke ... noget dragende, noget spændende måske."
   Hun smilede lidt mere: "Ja, jeg er ikke ligesom Anja, at du ved det!"
   "Nej, selvfølgelig ... for resten hedder jeg Niels.... Hvad hedder .... Nå nej, det har du sagt. Hvad var det med de p-piller?"
   "En af Anjas sædvanlige drillerier; men det er enkelt, p-piller kan nedsætte frugtbarheden og jeg vil gerne ha'børn ... når jeg finder den rette."
   "Hva' så med karrieren?" Niels lød lamslået. Hun grinede højlydt:
   "Det når jeg nok, det er værre med Anja."
   Niels rynkede brynene:
   "Hvordan?"
   "Hun går her kun fordi far ... far og hende lavede en aftale... far betalte for hendessilikone ... du ved, og aftalen var så at Anja skulle være tandlæge, ligesom far,
   men det bliver hun aldrig, den stakkel."
   "Hendes silikone ... er de ... ", han tav da Karen så mut på ham, og spurgte i stedet: "Hvordan kom hun ind på kollegiet, var det ikke svært?"
   "Åh, nej ... far har så mange forbindelser, og med hensyn til det andet ... Anja havde en kæreste ... du kender ham måske ... Jesper hed han vist ... som kritiserede hendes ... nå ja, udseende ... og Anja tåler ikke kritik."
   Niels, der kunne mærke hvordan maven atter forsøgte at kappe forbindelsen til tarmen over, skiftede skyndsomst emne.
   "Hvad med Tandlægehøjskolen? Det er svært at komme ind der, har han også købt hendes studentereksamen ?"
   "Så, Så," Karen hævede stemmen," Anja har nok højere IQ end os to tilsammen, hun har næsten 11 i snit. Anja ville læse til læge, men far ... ja ... lige nu er hun i gang med sin kamp mod far ... og mænd i det hele taget ... men ikke mere om Anja. Hvad med dig?"
   "Hvad er så forskellen på dig og Anja," Niels var blevet fascineret af den måde hun talte på.
   "Okay, hvis du absolut vil tale om Anja, din fokuserede stud, så vil jeg fortælle dig et moderne eventyr, men se først lige mit smykke."
   Hun trak sin halskæde af og viste ham et ejendommeligt sølvsmykke, det var tykt og firkantet, ikke særlig smukt.
   "Det har været min mors, jeg fik det da hun døde, dagen før min konfirmation."
   Hun viste ham nænsomt smykket, der var låst sammen af en lille skrue i den ene ende.
   "Hvorfor er det skruet sammen?" spurte Niels undrende.
   "Fordi det er en skat, det kan kun åbnes med denne skruetrækker." Karen trak en lille
   skruetrækker op af sin håndtaske, og drejede langsomt skruen ud af et fint lille gevind.
   "Det er jo tomt, er det en spøg?" Niels kunne ikke skjule sin undren, da Karen åbnede smykket.
   "For dig er det tomt, ikke for mig," sagde Karen og var påfaldende tavs, "det indeholder minderne om min mor, jeg ser det hele meget tydeligt."
   Hun lukkede atter smykket og lagde skruetrækkeren tilbage i håndtasken.
   "Det er svært at lukke op, fordi følelser er så sårbare, så værdifulde, de skal behandles med respekt," hun smilede et af sine brede smil, og rakte belærende en pegefinger i vejret:
   "Jeg har set hvordan Steen hænger familiebilleder op på væggen, han borer huller og banker så en skrue i med en hammer, det er mangel på respekt for de følelser der ligger i billederne."
   Den aften gik hurtigt. Niels glemte helt at ringe til Steen næste dag.

Karens historie havde på en måde været fascinerende, men også for banal , som det godes kamp mod det onde. Man foretager da ikke den slags tåbelige valg, havde Niels protesteret.
   Dertil havde Karen bare sagt, at så manglede han indlevelsesevne.
   "Kan du forestille dig selv i en situation, hvor det gør så ondt, at du bliver nødt til at træffe et valg. Du kan ikke løbe væk, du SKAL vælge! Kan du forestille dig at din mor efterlod dig som seksårig i en øde skov og sagde, at nu måtte du klare dig selv?"
   "Det gør en mor ikke," havde Niels protesteret, men Karen fortsatte:
   "Men forstil dig det alligevel, mærk følelserne på huden, gråden i halsen og tårerne i øjnene. Få dem frem, stimuler dine sanser, brug dine følelser. Hvis du ikke kan det, ender du som Steen, eller endnu værre, som Marcus. Men hvis du kan lære det, vil du ikke fortryde, du får et meget bedre liv."
   "Har du en kæreste?" Karens spørgsmål kom meget overrumplende.
   "Nej ... ikke lige for tiden ..."
   "Men du har haft en ... for nylig," konkluderede Karen.
   "Hvordan havde du det så dengang, du opdagede hun havde en ved siden af?"
   Niels følte sig målløs.
   "Hvordan ved du det?"
   "Det ved jeg heller ikke," svarede Karen roligt, "men det er heller ikke det centrale. Det er situationen du skal forholde dig til. Hvis du nu havde investeret alle dine følelser, al din oprigtighed, i det forhold. Hvordan ville du så have det følelsesmæssigt, hvis du opdagede hun havde andre ved siden af?"
   Niels tøvede lidt, og svarede så langsomt.
   "Jeg var sådan set lettet, fordi hun var ikke rigtig min stil ..."
   "Aaaahr - mænd altså. I er alle sammen nulfølelses masochister. Jeg sagde HVIS - HVIS - HVIS du havde engageret dig 999 procent i det perfekte forhold, hvad så?"
   "Jeg ved det ikke, jeg drømmer kun om det, jeg har aldrig oplevet det perfekte forhold i virkeligheden, så .. det er svært for mig, jeg kan godt se hvor du vil hen, men ..."
   Karen afbrød:
   "Hvorfor tror du så mange unge mennesker forfalder til stoffer, til alkohol, forelsker sig i deres idolbilleder, laver bungy jump, klatrer på klipper osv. - hvorfor?"
   Karen stirrede intenst Niels direkte i øjnene.
   "Det er vel fordi det er sejt, eller ... fordi ... det sidste du sagde, det giver adrenalin kick, ikke?"
   Niels smilede forventningsfuldt. Karen smilede også, et uudgrundeligt smil.
   "Dumpet, Niels. Dumpet. Det er fordi de er bange for deres følelser, bange for at blive såret. Derfor søger de udfordringer, der ikke er forbundet med personlig følelsesmæssig risiko. Hvorfor tror du alle drengene render efter Anja?" Niels lo uhæmmet:
   "Den er for let, fordi de synes hun er flot, selvfølgelig." Karen besvarede hans latter, blot noget mere afdæmpet:
   "Både ja og nej. De fleste drenge ved godt de ikke har en mikrochance hos Anja, derfor er det risikofrit at spille op til hende. De vil begære hende, fordi hun passer til mediernes drømmebillede. Men de vil aldrig turde lade sig blive følelsesmæssigt forelsket i hende, og Anja spiller kun spillet, for sin egen morskabs skyld. Der er ikke alvor med. Derfor ved drengene instinktivt at de kan holde deres følelser udenfor. Jeg har set Anja være forelsket, alvorligt forelsket. Set hendes skuffelse og sorg da det gik i stykker. Hun er ikke dum og følelsesløs, Anja, hun ved godt hun kun leger med dem. Det er et led i hendes kamp mod far og mænd. Den dag hun bliver træt af legen, vil du ikke kunne kende hende igen. Lige nu gælder det kun om at ... nå ja ... hævne sig på Jespers adfærd, måske."
   "Er du ikke lidt langt ude, de fleste mænd ville da med begejstring komme sammen med hende," Niels følte sig på sikker grund, men Karen var over ham med det samme:
   "Vil de gifte sig med hende, stifte familie, få børn, invitere svigermor på besøg, Niels, du er for dum, simpelthen for dum," hun lo med hele ansigtet, mens hun klappede ham kærligt på kinden:
   "Du vil jo heller ikke gifte dig med Anja, vel?" Niels mærkede det velkende bid af mavens saltsyre, hvordan kunne hun vide det, hvad var hun nu ude på:
   "Hun er bare ikke min type ..."
   "Sludder," Karen afbrød ham prompte, "du er bange for hende, bange for at komme under følelsesmæssigt pres, for du kender hende jo slet ikke, hun kunne være din drømmekvinde. Men din følelsesmæssige konfliktangst siger nej tak, fordi du er bange for du ikke kan matche hende, ikke kan matche det spil hun spiller." Niels resignerede, gav op, han kunne ikke følge med længere:
   "OK, så siger vi det, du taler jo som et vandfald uden pauser," han forsøgte at folde læberne i en passende grimasse.
   "Du bliver nok nødt til at styrke din følelsesmæssige intelligens, ellers får du problemer. Indestængte følelser sætter sig bare i maven, ikke sandt, Niels?"
   Hun klappede ham trøstende på skulderen.

Han havde efterhånden måttet opgive sine indvendinger, Karen havde de logiske argumenter
   parat, hele tiden, faktisk hver eneste gang.
   Alligevel var der noget rart ved Karen. Hun blev hverken gal eller indigneret, fortsatte bare med at diskutere og smile, selv da han kaldte hende for en håbløs romantiker. Så indrømmede hun også at hun nok havde kørt diskussionen lovlig meget ud på de teoretiske stier, men kun fordi han var et spændende tilfælde. Hun var nok ude på at provokere ham, men til hvad? Måske skulle han få læst den bog om de der intelligente følelser. Alligevel følte han sig sikker da hun spurgte:
   "Går du med hjem, så vi kan snakke videre?" Det tilhørende smil gjorde ham mat i knæene.
   "Nej, det går vist ikke, jeg skal ikke være far nu ... jeg mener ... det er jo det du vil, ikke, altså jeg mener ... finde den rigtige?" Mavesyren boblede atter livligt i spiserøret, hvorfor kunne den ikke lade ham i fred.
   "En Alminox?" Karens stemme var stadig sprød og rar, "mod mavesyre?"
   Vidste hun da alt om han, det var ved at være irriterende.
   "Tak, jeg har selv, " fik han fremstammet.
   "Jeg rejser til England på studieophold i 8 uger fra på mandag i næste uge, du kan få min adresse og mit telefonnummer, hvis du skulle fortryde. England er vist guf for farmaceuter. Min faster arbejder med registrering af lægemidler ... i London, hun kan sikkert skaffe dig et studiejob."
   Niels tog fattet mod den seddel hun skrev og rakte over mod ham.
   "Se lige på Marcus, bare han husker at få sin underkæbe med hjem. Han er så fortabt i sin egen indbildte fascination at kvindeverdenen. Jeg tør vædde med at hovedparten af hans erobringer består af let påklædte damer på væggen i glas og ramme." Hun lo atter:
   "Nå, så ses vi i England om en uge, når du har ferie " kvidrede hun muntert. Han gav hende let hånden, følte sig lettet for at slippe af med hende, men også tynget.
   "Dominerende bitch," forsøgte han at muntre sig selv op med, "jeg vil ikke lade mig trampe på eller være under tøflen."

De følgende dage grundede Niels meget over samtalen med Karen, og hendes mærkelige eventyr.
   I grunden var historien vel både pladder sentimental og utrolig banal, og den passede, syntes han, slet ikke til hendes teorier om intelligente følelser. Først havde han protesteret mod betegnelsen "intelligente følelser," men Karens udlægning var nu meget logisk, det betød jo blot man behandlede dem, følelserne, med omtanke, med empati havde hun sagt, hvad det så end betød. Karen havde vel delvis ret, hvorfor må man dog ikke tale om følelser i dag, havde han efterhånden tænkt. Hvorfor skal det udelukkende dreje sig om teknik og glimmer, kolde facts og sejhed. Det var efterhånden som om følelser var et "du er yt, kammerat" signal. Eller som Marcus sagde:
   "Niels drømmer om den eneste ene, men det eneste ene - ha - ha, fik i den ? - det eneste ene han opnår, er at gå glip af en masse fisse imens."
   "Og Marcus ser ikke med øjnene, men med sine manipulerede forventninger om, hvordan en rigtig mand skal agere. Marcus reagerer på antallet af korrekte tatoveringer og acceptabelt vovede piercinger, den rigtige solarie hudfarve, ja, på alt det som er in og hot, og som flertallet ukritisk falder for," lød de forsvarstanker han producerede for sig selv.
   Niels smilede, han var godt klar over at han nok havde fået "Karen i blodet," og i øvrigt nok stod ret alene, blandt drengene, med den indstilling. For sit blik så han Marcus med den hængende underkæbe, der holdt munden konstant åbent, i et måske forfængeligt håb om at han kunne sluge Anja og hendes glimmer verden i en enkel mundfuld. Tanken havde en god indflydelse på hans oprørske mave, der, de seneste par dage, havde produceret saltsyre nok til at starte en fabrik. Han måtte se at få styr på den mave.

Karen havde kaldt sin historie for skønhedsdronningen med de to ansigter, list mystisk, når der nu var to dronninger, det forstod han stadig ikke.
   Den ene skønhedsdronning var meget egoistisk og glad for sig selv. Hun tålte ikke kritik og elskede at optræde. I sine drømme var hun den berømte toreador, der spillede kispus med alle tyrene.
   "Anja?" havde han spurgt. Men Karen havde bare rystet på hovedet.
   Tyrene troede alle, det var dem der legede kispus med toreadoren, da de i deres egne øjne var brunstige elge, der gjorde kur til den flotte elgko med de røde farver. De skrabede, bukkede og stangede og gjorde vældig stads ud af sig selv. Når de blev ramt af kården og blodet flød, troede de blot det var pirrende elskovssafter. De opdagede slet ikke de forblødte og blev trukket ud fra arenaen, som tåbelige, selvcentrerede, kødbjerge. Her blev de restitueret og deres hukommelse blev nulstillet, så de kunne spille op til den skønne toreador igen og igen.
   Scenariet var altid det samme, både for toreadoren og tyrene.
   Hvis man påkaldte på den selvglade skønhedsdronning, fik man en elskelig modtagelse med indstuderede knus og kram. Desuden fik man en gylden nøgle stukket i hånden, der passede til en ligeledes forgyldt dør bag skønhedsdronningen.
   Den anden skønhedsdronning var usynlig. Men hun dukkede jævnligt op i drømme, og fremstod da kun som et par visne hænder, med hver sin nøgle. Den ene var tung og lavet af guld, en kopi af nøglen hos den selvglade skønhedsdronning. Den anden nøgle var rusten og skrøbelig.
   Valgte man den gyldne nøgle, kunne man straks gå hen til den gyldne dør og låse sig ind. Om man kunne komme ud igen, var der ingen der vidste.
   Den gyldne nøgle var til dem der ikke havde behov for at få vasket deres tårekanaler, eller få smurt lattermusklerne. Til dem der ikke havde trang til at mærke følelsen af gåsehud både indvendig og udvendig, til dem der kunne leve uden følelsen af tab og desperation, til dem som ikke havde brug for at opleve glæde og forventning, ikke havde brug for at opleve opture og nedture. Nøglen krævede ingen ekstraordinære overvejelser, den kunne man blot tage i brug uden videre.
   Den rustne nøgle havde ikke nogen etikette på sig. Der var både chance for gevinst og risiko for tab. Nøglen skulle man , med lukkede øjne, stikke i sit hjerte. Hvis nøglen rustede helt og blev til støv, kunne man blot vælge den gyldne nøgle i stedet. Men såfremt den rustne nøgle begynde at gløde, kunne man åbne døren til venstre for den gyldne dør. Der var ingen der fik at vide, hvad døren skjulte, udover at rummet bag døren var mørkelagt og indeholdt alle følelsers smerte og herlighed i en stor sammenblanding.
   Men det var muligt at komme ud igen. Der var bare aldrig nogen der bagefter kunne huske noget om rummet bag døren, der kun kunne åbnes med den rustne nøgle. Mindet rustede nemlig lige så stille og hurtigt som nøglen.

Niels fik sommerfugle i sin oprørske mave, da han skulle til at gå ind på Steens kollegium. Han havde mest lyst til at gå. Være alene med sine tanker. Der var så meget han ikke vidste, syntes han.
   10 minutter senere sad han ude i Fælledparken. Steens fødselsdag var lysår borte. Sidste år
   var lysår borte, fandtes kun i nuet som uafklarede spørgsmål. Steen havde sagt at Anja vidste der var et kamera. Havde Anja sagt det til Karen ? Vidste Karen det ? Vidste Karen at Steen havde billeder, af hende og Anja på sin PC? Han havde tit overvejet at spørge Karen. Men billederne med Anja var meget provokerende og intime, havde Steen sagt.
   Faktisk ren pornografi, hvis det da ellers passede, man kunne aldrig vide med Steen.
   Desuden, og det var det værste, han var med på en af billedsekvenserne, fra dengang Jesper boede i værelset, og stadig kom sammen med Anja. Han havde opsøgt Jesper for at diskutere et projekt de skulle lave. Anja lukkede op, hun var alene i værelset.
   Han havde ikke foretaget sig noget mistænkeligt, han havde blot svaret på spørgsmål om Jesper, men Anja havde været ked af det, fordi Jesper var utilfreds med hende ... og hun havde spurgt ham ... om hendes nye bryster ikke var flotte nok ... for Jesper kunne ikke lide dem. Hun havde taget sin bluse af, og ladet den være af ... hele tiden. Han havde sagt hun var flot, både før og efter ... selvom han aldrig havde set hende i før tilstand ... men det kunne jo misforstås, hvis nogen så optagelsen, især der hvor han gav hende et trøstende knus. Han foreslået hende, at hun glemte alt om Jesper og fandt sig en ny ven, men altså ...ikke ham selv, selvfølgelig, men det kunne absolut misforstås ... af andre. Mere var der ikke på optagelsen, men det var pinligt nok, i hans øjne.
   Niels mærkede atter mavesyren. Han burde have stoppet Steen sidste år. Burde have lagt låg på allerede dengang, han havde jo også forsøgt.
   "Hvad er det værste der kan ske", var et af Karens standardspørgsmål.
   "Er du i tvivl skal du altid selv stille dig det spørgsmål," var hendes opfordring.
   Han VAR i tvivl.
   Han var ikke meget for det kom frem, havde ikke lyst til at pirre i noget, der måske kunne vise sig at være ligeså voldsomt, som et bo med vrede, efterårstraumatiserede hvepse.
   Det kunne udløse et rasende angreb med giftige stik, hvis effekt ikke kunne kontrolleres.
   Han var lykkelig nu - en fantastik kone - en dejlig søn.
   Steen ville nok ikke sige noget. Anja læste ikke på Tandlægehøjskolen mere, men læste medicin i Odense, det var så langt væk.
   Han havde tit hørt sin mor sige at det var løgne, bedrag og fortielser der ødelagde ægteskaber. "Se bare på far," var hendes standardbemærkning, der blev ledsaget med et blik der lyste af bedrevidende overbevisning.
   Hun ... han mærkede hvordan hans følelser for kone og barn derhjemme, fik det til at kilde i maven ... hun ville nok tage det fornuftigt ... på den anden side ... man vidste aldrig.
   Måske ville hun anse ham for en vatnisse, håne ham, nedvurdere ham, fordi han ikke sagde fra og undlod at lade handling følge efter ord. Han havde jo sagt det til Steen, havde bare ikke handlet.
   Måske skulle han lade det være hemmeligheden i deres liv, der var så mange andre der havde hemmeligheder. Hvorfor så uvejrsfrø i en kærlighedshave
   med duftende ranker af amoriner og romantiske røde roser.
   Men måske ... måske var det netop det Karens historie handlede om? Måske skulle man sommetider turde? Turde vælge. Vælge den rustne nøgle. Men hvad hvis den smuldrede i hans hænder?

Der var lys da han kom hjem. Hun åbnede døren for ham, havde vist ventet på ham:
   "Jeg vidste du ville komme hjem, du kunne ikke andet, vel?"
   Hus stod så rank og smuk, hans Myllemor, hendes smilende blik sagde mere end ord kunne sige.
   "Det var den bagatel med kameraet, ikke? Anja har fortalt det hele, også om hende .... og dig, sagde du var en rigtig ... rar og troværdig person. Anja er nemlig god nok. Jeg ved godt hvad du vil sige. Du vil fortælle mig du tog den rustne nøgle!"
   "Bagatel, OK," tænkte han og nikkede eftertænksomt, "jo ... i grunden, en bagatel, men man kan jo aldrig vide ... og dog ... fortielser og løgne ... kontra sandheden, som jo bare var en bagatel, en drengestreg, som han burde have håndteret ved at tale ... og ikke ved at tie, ikke ved at negligere sine følelser."
   Måske var det derfor han igen og igen måtte erkende, at Karen var unik.
   Karen havde lært ham at kærlighed ikke var noget der kom ind gennem døren, som et brev med posten. Som en reklametryksag.
   Kærlighed var sure sokker, babygylp, forståelse, tolerance, ømhed, sammenhold og gensidig respekt, åbenhed og ærlighed. Kærlighed var at turde satse, næsten betingelsesløst, på sine følelser. Fremfor alt følelser, intelligente følelser.
   Karen var netop den kærlighed. Karen var netop den følelse.
   Det var det nøglebillede hans indre kamera netop tog nu og lagrede i hans langtidshukommelse, i guldramme, som et symbolsk smykke om halsen.
   Han mærkede hvordan maven strakte våben og faldt til føje.
   Han kaldte aldrig mere Karen for Myllemor ... og på mandag skulle de til England sammen ... igen, ligesom sidste sommer.
   For ham havde det sidste år været som en spændende novelle, men sikkert kun for ham ... og Karen. Verden udenfor ville nok stadig helst have glimmer og opstyltede idealer, verden udenfor satte nok stadig skruer i væggen med en hammer.