En uge efter valget var udskrevet, skete der en brat ændring i Johnnys liv.
Han havde længe puslet med ideen om at stille op til folketinget. Når man nu havde de gode ideer, skulle man jo også prøve at få dem frem. De gamle partier, venstre folkene og socialdemokraterne, havde i mange år delt øens 2 mandater mellem sig.
Han havde udskiftet det kedelige efternavn Pedersen med Bornland, et navn der refererede til øen, og derfor sikkert ville tage sig godt ud på stemmesedlen.
Når bare han huskede at gå til hårklipperen en gang om ugen og få farvet sine lokker, var han stadig bedårende. Han havde da haft held til at besnære unge ariske typer fra Polen og Letland. Den indopererede guldtand kunne sikkert også kapre stemmer sammen med de nye briller med indbygget fortøjningstov. Han vejrede virkelig østvendt morgenbrise, han lukkede øjnene og lod næsen sniffe forventningen om sejrens sødme forbi de behårede næseslimhinder og ned i lungerne. Så bedårende, nærmest euforisk, han smilede. Denne stoiske attitude, det ville være et godt billede til valgplakaten, tænkte han og sniffede endnu engang.
Tatoveringen på armen skulle han derimod nok undlade at vise. Søren Spætte uden bukser på var vist ikke noget der samlede stemmer. Det var lidt ærgerligt, for han havde lige farvet håret under armene havblåt, alle skulle helst have set ham som en mand med evne til at kæmpe med havets styrke. Det hav som øen skyldte det meste af sin rigdom. Måske kunne han klippe huller i kampagne skjorten? Det måtte han lige diskutere med fotografen.

I lørdags havde han stillet sin kampagnebod op nede ved brugsen, med stol og bord samt fire flasker kakaomælk, det kunne jo godt tage nogen tid at samle underskrifter.
Det tog ham præcis fire kakaomælk at samle 25 underskrifter.

Resten var en formssag. En tur på rådhuset så var den klaret. Eneste problem var busturen, chaufføren ville smide ham ud da han fejrede triumfen med blot en enkelt kakao mælk.
Chaufføren vidste åbenbart ikke at øens landbrug var hårdt trængt, og kun kunne klare sig hvis mælkesalget gik i vejret.
Derfor måtte han nøjes med at læse Søren Spætte, det gav ham altid mod og optimisme når folk ikke forstod ham.

Programmet var enkelt, det kunne forstås af alle.
I løbet af 2 minutter kunne han tale sig varm. Alle hilste ham med "Hej Johnny" og han valgte at svare tilbage med "Hej." I daglig tale hed han derfor kun "Hej."

Han stod på sin taburet uden for brugsen, fægtede med armene og lod sin håndværkerrøst klinge:
"Alle de lukkede skoler skal genåbnes, så der undervises fra børnehaveklasse til 6. klasse, det er billige klasser for der behøves ikke computere og den slags dyre maskiner.
Ægtepar skal have en ugentlig hyggedag, så vi kan få sat børnetallet i vejret med rigtige efterkommere fra vores stolte fortid. Befolkningen vil vokse til det dobbelte på 20 år," han tømte en halv flaske kakaomælk.
"I skolen skal børnene lære at læse Søren Spætte på dialekt. Det skal vi ikke bruge københavnske lærere til. Alle der taler dialekt kan få arbejde som lærere, så bliver de på øen og avler deres børn her." Der røg atter en halv kakaomælk indenbords.
"Børnene skal more sig med de gamle dialekter gennem sanglege og folkedans.
Det skattefrie salg på færgerne skal genindføres når vi har selvstyre, det giver tusindvis af turister og nye arbejdspladser."
Han mærkede hvordan den bevægende følelse satte sig på stemmebåndene, han greb i tasken efter en ny kakaomælk og bed kapslen af med tænderne.
Det så meget maskulint ud og imponerede de kvindelige vælgere, mente han.
"Med selvstyre kan vi afskaffe moms og give skattefrihed til investorer i starten.
Det vil trække ny kapital til øen. Alle millionærer og milliardærer vil strømme til øen med deres penge når de ikke skal betale moms og skat de første 10 år. Elkraft skal ejes af de indfødte og der skal leveres billig strøm til øens mejeri, så prisen på kakaomælk kan holdes nede. Trykkerierne skal øge kapaciteten til det dobbelte, så Søren Spætte .." han løftede armen til hilsen, så flasken sendte sit indhold ud i luften som en fontæne, der til sidst endte som brune pletter på hans manuskript.
"Hej Søren, Hej Karen, husk at stemme på mig."
Han dykkede ned efter ny forsyning fra tasken, men den var tom. Kun Søren Spætte lå i bunden og kiggede misfornøjet på ham med sit tegneserie ansigt.
"Her Johnny, det er et valgbidrag." Stella fra Brugsen kom løbende med en ny leverance af de chokoladebrune.
"Takker Stella, dejligt du ... steller op for mig ... ha, fik I den!" Han så sig stolt omkring efter applaus. Det skulle gerne virke spontant selvom episoden var indøvet talrige gange, bortset fra den med pletterne på manuskriptet.
"Fiskeriet skal være forbeholdt de ægte indfødte. Laks skal ikke kunne kasseres på grund af det ufarlige dioxin. Laks er en af øens nationalretter sammen med røgede sild, disse industrier skal udvikles med eksportstøtte fra selvstyret på øen. Uden moms og skat i 10 år kan virksomhederne bygge nye færger, turisterne vil strømme til.
I disse terrorist tider skal der indføres 5 ugentlige timer i skolen, hvor troende indfødte underviser i biblens herligheder. Det vil holde de fejlfarvede invandrere fra de muslimske lande væk."
Nogle unge mennesker hujede voldsomt og kom med skældsord.
"Ja, I råber op, man kan høre I ikke er fra øen. Tag hjem med Jer og tag de farvede med, siden I er så glade for dem." Han sendte et taknemmeligt blik til sine garderhøje trosfæller, der med knyttede næver og Søren Spætte T-shirts var parate til at forsvare ham.

Dagen var gået godt, han havde omsat 49 kakaomælk, det var ny rekord. Det var nok derfor han var så veltalende.

Om natten blev han syg, fik det meget skidt og måtte indlægges.

Næste dag stod der i den lokale avis:
"Johnny Bornland trækker sig som kandidat til folketingsvalget. Han lider af alvorlig mælkeallergi og skal på langvarig afvænningskur."
Der stod ikke noget om, at han først traf beslutningen da han så sig selv i spejlet.
Han havde et umiskendeligt lysebrunt kakao udseende, som en af de fejlfarvede fra Somalia.
Selv Søren Spætte turde han ikke udsætte for sit nye look.